Michael Böss i RÆSONs nye trykte nummer: Den neoliberale æra er forbi

17.12.2022


Neoliberalismens paradigme hvilede på fire grundpiller, der alle handlede om fri bevægelighed: for mennesker, handel, information og kapital. Men dette paradigme er ikke kun udfordret i dag, det er brudt sammen. Fremover vil politik gå ud på at finde en anden vej fremad. Vi er på vej ind i en postliberal tid, som vil være præget af økonomisk regulering, statens genkomst og politisk styring.

Hvad venter der verden – og Danmark – det næste årti? Ny artikelserie.

FRA RÆSON52. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der har titlen „Efter 2022” og udkommer 22. december. Opdateret [16.12.22] efter den nye regeringsdannelse.

Af Michael Böss

DER ER MANGE GRUNDE til nutidens haltende tro på fremtiden. De har alle noget at gøre med en stigende usikkerhed nationalt såvel som globalt: politisk, statslig og religiøs terror, krig, klimakrise, økologiske systemsammenbrud, spredning af masseødelæggelsesvåben, opløsning af lokale fællesskaber, bandekriminalitet, flygtningestrømme og illegal indvandring.

De sidste 20 år har dansk politik båret præg af denne usikkerhed. Det er baggrunden for, at Mette Frederiksen i oktober gik til valg på et løfte om større tryghed. Men hun lovede samtidig et bredt politisk samarbejde. Det skyldes formentlig, at hun forstår, at de nye kriser, som er kommet til på blot få år – sikkerhedskrisen i Europa, forsyningskrisen, energikrisen, inflationskrisen og pandemien – er så alvorlige, at de kræver brede flertal og nye svar.

Og forandringerne ER omfattende. Jeg vil i denne artikel argumentere for, at vi nok også er på vej ind i en ny statsform.

Statens tilbagekomst

I en artikel i Weekendavisen den 16. september i år udtalte finanskommentator Martin Wolf (Financial Times): „Troen på markedet – på åbne økonomier, fri handel, frie kapitalbevægelser, hvor regeringer højst skal have en stabiliserende funktion – den mister styrke. Den tro byggede nemlig på nogle særlige antagelser: At vi lever i en fredelig verden. At vi bevæger os imod samarbejdende relationer. At verden bliver mere demokratisk, at naturkatastrofer kan håndteres, og at markedet kan håndtere de fleste problemer ret godt. Det er slut nu”. Journalisten Christian Bennike, som var forfatter til artiklen, refererede en tale, som Bill Clinton holdt den 8. marts 2000 på et universitet i Washington, D.C. kort efter at have udformet et lovforslag, der skulle normalisere USA’s handelsrelationer til Kina. Det var, sagde Clinton, en ,historisk mulighed’ – ikke bare for de to lande, men for hele menneskeheden. Ved at blive medlem af WTO accepterede Kina ikke kun at importere flere amerikanske varer, men gik også med til at importere økonomisk frihed. Og dermed ville følge et ønske om demokrati: For „når individer har magten, ikke bare til at drømme, men til at realisere deres drømme, så vil de kræve større indflydelse”.

Det var som talt ud af munden på den liberale politolog Francis Fukuyama, der otte år tidligere skrev om ,historiens afslutning’. Men det var otte år, før Lehman Brothers gik konkurs. I 2008 indledtes en proces, som ville have medført et kollaps for det amerikanske bank- og kreditsystem og kastet både USA og store dele af verden ud i depression, hvis regeringen i Washington ikke havde valgt at gribe ind. Finanskrisen skyldtes, at finansverdenen havde fejllæst et marked, der tilsyneladende ikke fulgte sine egne love. Ifølge det neoliberale paradigme kunne den vækst, der efter Anden Verdenskrig begyndte i industrien, men endte med oliekrisen i 1970’erne, ellers holdes oppe af den nye finansialiserede økonomi og et frit og afreguleret globalt marked. Hverken stater eller overnationale reguleringsinstrumenter skulle blande sig i det, lød teorien

 

Det er klimakrisen, som er den vigtigste indikator på den nyliberalt drevne verdensordens uholdbarhed
_______

 

Da Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand, den 14. september 2022 holdt den årlige tale til Unionen i Strasbourg, var dens budskab det omvendte af Bill Clintons. Nu lød det ikke, at markedet skulle sættes frit. Tværtimod skulle det styres politisk. Fx skulle elmarkedet ændres, for ,markedet fungerer ikke mere’.

Neoliberalismens paradigme hvilede på fire grundpiller, der alle handlede om fri bevægelighed: for mennesker, handel, information og kapital. Men dette paradigme er ikke kun udfordret i dag, det er brudt sammen. Fremover vil politik gå ud på at finde en anden vej fremad. Den neoliberale æra er forbi, og vi er på vej ind i en postliberal tid, som vil være præget af økonomisk regulering, statens genkomst og politisk styring.

Ja, Paolo Gerbaudo, der er sociolog og forsker i politisk teori ved King’s College i London, forudser i The Great Recoil: Politics after Populism and Pandemic (2021) ligefrem en ny ,statisme’. Pandemien viste os nemlig nødvendigheden af en stærk og interventionistisk velfærdsstat. Og det betyder ifølge Gerbaudo, at neoliberalisme og populisme snart vil høre fortiden til.

Læren fra pandemien

Behovet for den aktive stat blev ikke kun bekræftet under finanskrisen. Det skete igen i forbindelse med pandemien. Her gennemførte de vestlige regeringer, der havde midler til det, støtteordninger for at redde arbejdspladser og forebygge konkurser. Men det var velfærdsstater som de nordiske, der klarede sig bedst.

Allerede i juli 2020 fastslog Francis Fukuyama i en artikel i Foreign Affairs, at de afgørende faktorer for, at nogle stater havde været bedre end andre til at håndtere krisen, var deres kapacitet, lederskab og tillidsniveau: „Lande med et kompetent statsapparat, en regering, som borgerne lytter til, og effektive ledere har begrænset effekten af epidemien. Lande med dysfunktionelle stater, polariserede samfund eller dårligt lederskab har klaret sig skidt og efterladt deres borgere og økonomier i en udsat og sårbar position”.

I en international undersøgelse – World Happiness Report 2022 – påviste den amerikanske økonom Jeffrey D. Sachs to år efter, at der også skulle medregnes en kulturfaktor. Samfund med en ,tæt’ kultur, hvor borgerne var solidariske med hinanden og parate til at følge myndighedernes påbud og anbefalinger, havde vist sig at klare sig bedre end samfund med en ,løs’ kultur. De nordiske lande hørte til blandt de tætte, mens samfund med en liberal samfundsmodel var at finde blandt de løse.

Selvfølgelig kom nedlukningerne med en pris. De var især upopulære blandt liberale, der mente, at deres frihedsrettigheder – såsom forsamlingsretten og den frie bevægelighed – blev krænket. For den daværende S-regering blev foranstaltningerne dog begrundet med henvisning til både borgernes og samfundets sikkerhed. Det var både et spørgsmål om at redde menneskeliv og om at sikre en fortsat bæredygtig økonomi og et robust sundhedssystem. Og det havde regeringen principielt ret til. Den liberale filosof John Stuart Mill ville utvivlsomt have skrevet under på de midlertidige indskrænkninger af den personlige frihed, som regeringen indførte. Og som den borgerligt liberale opposition da også næsten hver gang endte med at bakke op om.


Shanghai, 11. september 2022: Containerskib ud for dybvandshavnen Yangshan i Hangzhou-bugten – en del af Shanghais havn [FOTO: Cfoto/SIPA/Ritzau Scanpix]

Den lære, der kan uddrages af pandemien, er, at borgernes og rigets sikkerhed er blevet afgørende parametre for den moderne stat. Og den lære er vigtig at tage med ind i de næste ti år, hvor vi vil opleve lignende kriser.

Sikkerhedsstaten

Indtil Anden Verdenskrig var det almindeligt at skelne mellem en stats forsvarspolitik, militærpolitik og udenrigspolitik. I praksis var de dog indbyrdes forbundne og havde det samme formål; nemlig at sikre statens eksistens og integritet mod ydre trusler. Inden for de senere år er man begyndt at se dem som aspekter af et lands sikkerhedspolitik.

I dag omfatter sikkerhedspolitik imidlertid mere end blot det militære forsvar af et land. Den har også politiske, sociale, miljømæssige og økonomiske dimensioner. En nutidig stat står således ikke kun over for ydre trusler, men må også sikre sig mod trusler som ressourcemangel, sammenbrud af økosystemer og klimaforandringer. Derfor taler man inden for studiet af internationale relationer om en ,globalisering af sikkerhed’ (fx, Bryan Mabee i The Globalization of Security, 2010). Den italienske filosof Giorgio Agamben ser ,sikkerhedsstaten’ som en autoritær statsform. Men man kan også med mildere øjne betragte en stat, der ser det som sit mål at sikre borgernes tryghed. Med den rette forståelse af, hvad det er at leve i et sikkert og trygt samfund, burde begrebet langtfra være suspekt, men i harmoni med god dansk tradition. Som Mikkel Vedby Rasmussen skriver i sin bog Krisesamfundet (2021), så viste coronakrisen os, „at vores samfund har modet til at tænke nyt og medfølelsen til at tænke på det nye som noget, der skal komme alle til gode […] Modet til at stå ved det, den danske samfundsmodel kan, og formulere, hvordan den kan bruges til at overkomme andre kriser end coronakrisen, er måske det, som vi for alvor skal kræve af hinanden og af vores politikere”.

Siden foråret har vi stået i en flerdimensionel krise, dvs. en krise bestående af flere kriser, der er viklet ind i hinanden: dels en geopolitisk sikkerhedskrise udløst af Ruslands invasion af Ukraine, dels en forsyningskrise, dels en energikrise og dels en inflationskrise. Umiddelbart kunne forsyningskrisen, som lammede de globale forsyningskæder, se ud som en udløber af coronakrisen. På samme måde kunne energikrisen og inflationskrisen forklares som direkte konsekvenser af Putins invasion. Men der skal ikke megen analyse til for at fastslå, at både forsynings- og energikrisen har været længe undervejs. De har nemlig rødder i en global økonomisk orden, der forudsætter fri bevægelighed for ressourcer, varer og tjenester. Og ikke mindst et skyhøjt energiforbrug.

Denne orden er nu brudt sammen. Først satte pandemien propper i de globale forsyningskæder, og dernæst førte Ruslands invasion af Ukraine til, at adgang til energi og ressourcer blev våben i den globale magtkamp. Men det er klimakrisen, som er den vigtigste indikator på den nyliberalt drevne verdensordens uholdbarhed. Det hævder Theresa Scavenius i sin nyligt udkomne bog Klimastaten.

Staten og klimakrisen

Ifølge Scavenius må vi derfor gøre op både med neoliberalismen og konkurrencestaten, som er en statsform, der er tilpasset globaliseringen. Fra en kritisk vinkel kan bogen beskrives som Greta Thunberg for akademikere. Men den rummer nogle pointer, der er værd at overveje, selvom dens forestilling om et samfund uden vækst og politisk-ideologiske modsætninger er problematisk. Forklaring følger.

Scavenius er dybt pessimistisk over for mulighederne for en løsning af klimakrisen, fordi den har en anden karakter end de andre kriser, verden hidtil har stået i. Det grundlæggende problem er, at ,vi lever i en verden, som ikke har organiserede institutionaliserede fællesskaber, der kan løse en global krise på det globale niveau, som det kræver’. I manglen på dem er det nødvendigt at skabe en bred forståelse af, at hovedårsagen til krisen er den måde, den ,nyliberale’ økonomi og konkurrencestat fungerer på.

Ved nyliberal forstår Scavenius ikke libertarianisme (,ultraliberalisme’), men en politisk konsensus hen over den politiske midte om nødvendigheden af kontinuerlig økonomisk vækst. Den har skabt en politik, der prioriterer kortsigtet vækst over arbejdsrettigheder, miljørettigheder og beskyttelse af klimaet.

Hvis det overhovedet skal lade sig gøre at løse klimakrisen, må vi derfor se politik som en ideologisk neutral reguleringsopgave. De eksisterende politiske ideologier ligger nemlig ikke inde med svar på, ,hvordan der skabes en bæredygtig planet, hvor mennesker indretter deres samfund med plads og respekt for dyr og naturen’. Der er behov for nye svar. Og der er brug for en ny slags stat: klimastaten.

Scavenius ser klimastaten som en erstatning for konkurrencestaten. Konkurrencestaten – eller markedsstaten, som begrebets ophavsmand, Ove K. Pedersen, gik over til at kalde den – har spillet fallit. En konkurrencestat kan defineres som en stat, der indgår i en international konkurrence med andre stater om at skabe økonomisk vækst. På klimaområdet indebærer det, at den grønne omstilling er noget, som markedet skal stå for, og som det hjemlige erhvervsliv kan få gavn af. Men den strategi, markedet bruger, er dømt til at fejle, hævder Scavenius, fordi den består i at markedsgøre klimaspørgsmålet ved at lægge ansvaret for den grønne omstilling over på det private erhvervsliv i stedet for at håndtere klimakrisen som en statslig reguleringsopgave.

I klimastaten er det statens opgave at udvikle de lovgivningsmæssige rammebetingelser for virksomhedernes og borgernes liv. Det gælder ikke længere om at udnytte jordens ressourcer mest effektivt, men om at sikre, at alle økonomiske og menneskelige aktiviteter foretager et begrænset og bæredygtigt træk på dem. Desuden skal borgerne tildeles rettigheder til bæredygtig natur.

Ifølge Scavenius er forskellen mellem velfærdsstaten og klimastaten, at den første bygger på en ideologisk klasselogik, hvor det er statens formål at beskytte de fattigste borgere mod at blive udnyttet af de rigeste. Klimastatens primære opgave vil derimod være at sikre borgerne stabile biologiske rammer for den civilisation, de lever i. Denne sikring kan ikke ske på grundlag af de gamle politiske ideologier, men kun på baggrund af faktuel viden om verden leveret af ,forskere og andre eksperter’. Det er her, min første betænkelighed viser sig.

Den nuværende klimapolitiske dagsorden bygger rigtignok på det neoliberale paradigme og konkurrencestaten. Det giver sig bl.a. udslag i, at vi i dag lader markedet stå for en stor del af energipolitikken – og dermed den grønne omstilling. Før i tiden var det staten, der havde ansvar for Danmarks forsyningssikkerhed – og i klimastaten, som Scavenius ser den, vil det igen være staten, der står ved roret, med politiske initiativer, reguleringer og påbud. Præcis som det skete, da velfærdsstaten i sin tid blev oprettet til at regulere samfundsudviklingen på områder som uddannelsespolitik, sundhedspolitik, miljøpolitik og socialpolitik. Så vidt, så godt.

Men Scavenius kommer snublende tæt på at gøre klimastaten til et ekspertstyre. For det er særdeles uklart, hvad hun i grunden mener med en uideologisk ,politisk styring’ af samfundet. Det lyder mest som teknokrati. Desuden benægter hun muligheden for at skabe ,grøn vækst’ i en markedsøkonomi, på linje med Thunberg i Klimabogen (2022).

I dag er det blevet overladt til private virksomheder at stå for omstillingen til grøn energi ved at konkurrenceudsætte tildelingen af midler. Og ved at oprette offentlige puljer, som gør det muligt for private aktører at lave deres egne klimaprojekter. Det er i princippet fint nok. Men i øjeblikket sker det desværre, uden at der bliver taget nævneværdigt hensyn til borgerne, lokale ønsker og behov. Derfor har denne politik potentiale til at føre til en yderligere skævvridning af Danmark. Det skyldes, at landdistrikter og kommuner vil kunne komme til at stå som storleverandører til de energihungrende storbyer, mens de og deres befolkning selv ikke vil få gavn af, at de bidrager til ,fællesskabet’.

Derfor er der sandt nok brug for politisk styring af energipolitikken og den grønne omstilling. Men det er langtfra sikkert, at en styring, der skal bygge på den viden, som ,forskere og andre eksperter’ skaber, vil være bedre til at tage hensyn til den del af befolkningen, som lever uden for de største byer, og hvis gennemsnitsindkomster ligger klart under byernes, sådan som Lars Olsen og hans medforfattere til Rige børn leger bedst (2021) har vist.


København, 22. maj 2021: Klimademonstration arrangeret af bl.a. Den Grønne Studenterbevægelse og Extinction Rebellion med kurs mod Christiansborgs Slotsplads [FOTO: Philip Davali/Ritzau Scanpix]

Så der vil stadig foregå en traditionel ideologisk kamp om social ulighed og retfærdighed i klimastaten. Og udelukkelse af økonomisk vækst – selv i en grøn form – vil uvægerligt gå ud over de svageste. Det vil ikke mindst være tilfældet globalt, hvor den vil skabe endnu større ulighed og fattigdom end i dag.

Til gengæld er det sandsynligt, at ,krisesamfundet’ – med Vedby Rasmussens terminologi – vil få det partipolitiske system til at ændre karakter fremover.   

På vej mod et nyt partisystem

En velfungerende stat kan defineres som en ressourcestærk stat, der lever op til en forpligtelse til at beskytte sine borgere mod chok, krise og krig samt løse de problemer, som borgere og virksomheder ikke selv formår. Ansvaret for leveringen af sådanne offentlige goder indebærer, igen, en høj grad af politisk styring og kontrol. Men det må naturligvis ske på et demokratisk grundlag. Hvis man skal tage begrebet ,sikkerhedsstat’ alvorligt, må det understreges, at borgernes sikkerhed ikke kun drejer sig om deres fysiske og økonomiske tryghed, men også om deres retssikkerhed. Ellers kan et diktatur eller et totalitært regime også kaldes en sikkerhedsstat.

En demokratisk sikkerhedsstat kan kun betragtes som legitim, stærk og velfungerende, hvis den hviler på frie valg, borgernes tillid og loyalitet. Og det sidste kræver, at staten respekterer borgernes rettigheder. Men der vil uvægerligt opstå dilemmaer og værdikonflikter. Derfor vil et af de vigtigste politiske spørgsmål fremover være, hvordan vi afbalancerer borgernes ønske om et liv i frihed med deres lige så dybtfølte behov for sikkerhed og tryghed, uden at det går ud over hverken demokratiet eller retsstaten.

Hvis man – som vi har haft tradition for – ser liberalisme og socialisme som to uforenelige størrelser, kan sådanne dilemmaer forekomme uløselige. Der er jo liberale i dag, som mener, at hensynet til individets frihed kræver en stærk begrænsning af statens magt. Til gengæld er der socialister, der mener, at borgernes tryghed må komme i første række, og at det derfor er nødvendigt at udvide statens magt over samfundet. Når Paolo Gerbaudo argumenterer for ,statisme’, får han det da også til at lyde som den gamle venstrefløjs våde drøm og de borgerligt liberales skrækscenarie.

Men i dag findes der også politiske partier på begge sider af midten, der er parate til at gå en mellemvej, og som godt er klar over, at tryghed og frihed hænger sammen: Borgernes tryghed er en forudsætning for deres frihed, men samtidig er deres frihed en forudsætning for, at de kan føle sig trygge over for staten. Denne fælles forståelse udgør en forudsætning for et ,socialliberalt’ samarbejde på tværs af traditionelle ideologiske skillelinjer.

Netop den alvorlige og komplicerede karakter af de kriser, vi står over for i nutiden, indbyder til den slags samarbejde. Den nye SVM-regering kan være et tegn på, at vi er på vej i den retning.

Vi er måske ved at forlade fortidens blokpolitik. I stedet vil vi få et nyt partisystem, som vil være mindre binært. Sådanne ændringer af partisystemer er der mange eksempler på i moderne politisk historie. I mange europæiske lande skete det i begyndelsen af 1900-tallet, da liberale partier svandt ind i forhold til de nye socialdemokratiske partier. Sådanne skift sker, når de omstændigheder, der lå bag det gamle, i mellemtiden har forandret sig.

Ønsker borgerne det, og tør politikerne?

Coronapandemien afslørede uholdbarheden i at prioritere frihed over tryghed. Langt ind i det, der dengang endnu hed ,blå blok’, var der en forståelse af, at man ikke uden videre kunne fjerne restriktioner, så længe der var risiko for, at det ville gå ud over samfundets svage og true det offentlige sundhedssystem. Befolkningen delte i det store og hele denne forståelse, og regeringens og myndighedernes effektive håndtering af krisen bekræftede dem i den. Dermed konfirmerede den samtidig betydningen af velfærdsstaten. Selvom der var beklagelige undtagelser, viste det sig, at det store flertal forstod nødvendigheden af at vise hensyn, tage medansvar og bringe personlige ofre for samfundets skyld.

I det forrige nummer af RÆSON fortalte to klimaforskere fra Københavns Universitet, Jakob Dreyer og Søren Damsbo-Svendsen, om en undersøgelse, der viser, at der er andre store spørgsmål, som den danske befolkning er villig til at bringe et personligt offer for: ukrainernes frihedskamp og klimaet.

Om den folkelige støtte til klimakampen vil fortsætte, afhænger af, om borgerne kommer til at anse deres ret til naturen, bæredygtige miljøer og et stabilt klima for at være lige så vigtige som deres politiske og sociale rettigheder. Og om de vil være indstillet på at ofre noget af deres personlige frihed og materielle velstand for at sikre dem som offentlige goder på linje med velfærdssamfundets institutioner. Men det vil også kræve, at politikerne i de kommende år vil have mod til den politiske styring, det kræver. ■

 

Der vil stadig foregå en traditionel ideologisk kamp om social ulighed og retfærdighed i klimastaten. Og udelukkelse af økonomisk vækst – selv i en grøn form – vil uvægerligt gå ud over de svageste. Det vil ikke mindst være tilfældet globalt, hvor den vil skabe endnu større ulighed og fattigdom end i dag
_______

 

Dr.phil. Michael Böss (f. 1952) er historiker, samfundsforsker og forfatter og tilknyttet Aarhus Universitet som lektor emeritus. Han har senest udgivet debatbogen ,Liberalismens vildfarelser’ (2021) og ,Nationale drømme – Historien om Canada’ (2022).



ILLUSTRATION: Wuhan, Hubei, 8. maj 2018: Kinesiske konstruktionsarbejdere – fotograferet ved hjælp af en drone – i færd med at bygge en bro over Yangtze-floden [FOTO: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix]