Mikkel Vedby Rasmussen: Udmattelsesslaget venter forude

12.03.2022


Næste fase i Ukrainekrigen bliver en udmattelseskrig. Ukraine har en chance for at vinde et udmattelsesslag om Kyiv. Men prisen for sejr bliver høj.

RÆSON KOMPAKT er en nye serie af korte analyser for RÆSONs abonnenter. Af Mikkel Vedby Rasmussen – professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Der er to måder at føre krig på. Den er ene er manøvre. Det er den slags krig, som generaler og militærhistorikere holder bedst af. For det er den elegante form for krig, der kan fremstilles med pile på generalstabskort, og som består i at udmanøvrere fjendens styrker. Fjendens soldater skal ikke nedkæmpes, men bringes i en situation, hvor de ikke kan mønstre et sammenhængende angreb. Manøvrekrig var, hvad tyskerne udfoldede i 1940, hvor de med deres Blitzkrieg lammede den franske hær som mistede evnen og – frem for alt – viljen til at kæmpe videre, selvom den stadig havde tusinder af soldater og artilleri i felten.

Den anden form krig handler om at udmatte modstanderen. Denne form for krig er voldsom, langsom og grusom. For her skal fjendens soldater nedkæmpes. Det handler i alt sin gribende enkelthed om, hvilken side der kan tåle de største tab. Så i stedet for at omgå og udmanøvrere fjenden skal man angribe lige på og hårdt, og blive ved med at angribe til den anden side er blødt ud. Når Frankrig trak Tyskland ind i slaget ved Verdun i 1916, eller Sovjetunionen i 1942 besluttede sig for at stå fast og kæmpe i Stalingrad, så var det for at knække modstanderen ved at opgive manøvre til fordel for et afgørende slag.

Den russiske hær har aldrig rigtig været glad for manøvre. Den er til gengæld god til at udholde og påføre andre tab. Den russiske taktik har altid været at blive ved, også efter at andre landes militære ledere ville være begyndt at stryge det hvide flag. Derfor kan man ikke måle russerne kampvilje ud fra at se på antallet af efterladte pansrede mandskabsvogne, deserterede soldater eller ud fra bedømmelser af rationeringen af russernes raketarsenal. Det er alt sammen noget, der diskuteres flittigt på Twitter, men ikke nødvendigvis noget, der betyder så meget i den russiske generalstab, hvor man tror på at blive ved uanset omkostningerne.

I første del af Ukrainekrigen forsøgte Rusland sig med manøvrens lette hånd. Det blev til nogle halvhjertede forsøg på lamme den ukrainske regering og true befolkningen til underkastelse. Det var den ikke god til. Resultatet har været voldsomme tab for de russiske styrker.

Siden er den russiske hær vendt tilbage til, hvad den gør bedst. Den har systematisk rykket frem mod de ukrainske byer, omringet dem og begyndt bombardementer for at bløde byen op, inden den skulle indtages. Det er ikke en operation, som kræver meget andet end viljen til at blive ved – uanset hvor store de civile ofre er, uanset hvor meget ammunition, som man bruger, og uanset hvor mange soldater, som man selv mister.

Når en hær lider store tab, så mister den evnen til medfølelse overfor både modstander og civilbefolkning. Tværtimod bliver de civile ofre en del af taktikken. Det demoraliserer forsvarene at se civilbefolkningen lide og forsvarene må koncentrere sig om at sikre forsyninger til civilbefolkningen i stedet for at koncentrere sig om slaget.

At Rusland har truet med at bruge kemiske våben ved at bruge en kode, som Kreml ved folk i Ukraine forstår – nemlig at påstå at amerikanerne har testcentre for kemiske våben i Ukraine, er endnu en måde at angribe civilbefolkningens moral på. Men det kommer ikke af ingenting. Kemiske kampstoffer er virkningsfulde i et bymiljø, hvor gassen kan sive ned i kældre og holde sig mellem mure uden at blive blæst væk. I borgerkrigen i Syrien blev der anvendt kemiske våben af den side, som Rusland støttede.

 

Bliver de russiske styrker trukket ind i de ukrainske byers gader, så vil de lide endnu større tab, end de har lidt på de ukrainske marker
_______

 

Problemet for den russiske hær er imidlertid, at udmattelseskrig er et tveægget sværd. Det kræver overlegenhed på ildkraft og soldater for at være sikker på, at modstanden bliver udmattet først. Bliver de russiske styrker trukket ind i de ukrainske byers gader, så vil de lide endnu større tab, end de har lidt på de ukrainske marker.

Ukraines hær er rundet af samme militære tradition, som den russiske og er måske i virkeligheden mere tro mod den russiske tradition for at føre forsvarskrige, end russerne selv er. Som den russiske hær gjorde mod først Napoleon og siden Hitler har de ukrainske styrker købt tid ved at opgive territorium. Nu er der snart ikke mere territorium at give i det østlige Ukraine, hvor Putins styrker står ved Kyivs porte. Så spørgsmålet er, om de ukrainske styrker kan berede et Borodino eller Stalingrad for de russiske styrker.

Hvis de ukrainske styrker skal trække russerne ind i et udmattelsesslag, så må ukrainerne opretholde mulighederne for at forsyne deres egne styrker. Hvis russerne skal bløde ud, så må ukrainerne kunne blive tilført ammunition og friske reserver samt have muligheden for at sende sårede og civile bag fronten, så deres lidelser ikke demoraliserer forsvarerne. Den kommende uge i Ukrainekrigen vil derfor handle om at holde en korridor åben til Kyiv, og de andre ukrainske byer, som snart er under belejring. Det vil udløse en mængde diskussioner om ”humanitære korridorer”, som altså ikke blot handler om at få flygtninge ud og nødhjælp ind, men også om forsyningsmulighederne for de ukrainske styrker. Hvis ikke Ukraine kan holde en korridor åben til Kyiv må Vesten overveje, om man skal forsyne byen af luftvejen, som Berlin blev forsynet i 1948-1949. Det kan blive her, at Vestens engagement i Ukrainekrigen går et skridt videre til direkte engagement.

Hvis den ukrainske hær kan blive ved med at modtage reserver og forsyninger har den en chance for at trække den russiske hær ind i et slag, der udmatter den russiske hær til et punkt, hvor den ikke længere kan fungere. Når en hær knækker, så holder soldaterne op med at kæmpe, som en enhed, men bliver blot kolde og bange unge mænd i svedigt og beskidt tøj, som klamrer sig til deres våben. De bliver lettede, når de bliver taget til fange og kan forlade slagmarken. Prisen for at nå dertil er formentlig tusinder af ukrainske døde og Kyiv by. Hvis Ukraine kan og vil betale den pris, og efterfølgende har styrken til at foretage et modangreb, der driver den russiske hær mod grænsen, så har Ukraine vundet krigen.

 

Hvis Ukraine kan og vil betale den pris, og efterfølgende har styrken til at foretage et modangreb, der driver den russiske hær mod grænsen, så har Ukraine vundet krigen
_______

 

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Fra 2014 til 2015 var han leder af Forsvarsministeriets udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Institut for Statskundskab og Center for Militære Studier ved Københavns Universitet samt Dansk Institut for Militære Studier. Han har netop udgivet bogen Krisesamfundet, der bl.a. handler om konsekvenserne af coronakrisen. ILLUSTRATION: Evakuering af civile i Irpin udenfor Kyiv, 12. marts 2022 [foto: Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix]