Peter Viggo Jakobsen: Vi bliver nødt til også at se Ukrainekrisen med Moskvas øjne for at undgå krig

28.01.2022


Vestlige beslutningstagere er nødt til at forstå, at Kreml vil bruge alle midler for at undgå at miste mere indflydelse i landene mellem EU/NATO og Rusland. Udfordringen for vestlige beslutningstagere er at støtte disse lande uden at udløse flere krige.

Af Peter Viggo Jakobsen

MISSILKRISEN I 1962 mellem USA og Sovjetunionen anses i dag som en af de farligste i verdenshistorien. Verden balancerede i 13 dage på randen af en atomkrig, inden parterne fik forhandlet sig frem til et kompromis: Moskva opnåede en amerikansk sikkerhedsgaranti mod fremtidige invasionsforsøg af Cuba og fik desuden fjernet amerikanske atommissiler fra Tyrkiet nær den sovjetiske grænse. Til gengæld opgav Sovjetunionen sin igangværende opstilling af atommissiler på Cuba.

Iflg. den daværende amerikanske forsvarsminister Robert McNamara var det evnen at sætte sig i russernes sted og se krisen med Moskvas øjne, der banede vejen for den fredelige udgang af krisen. Denne evne er svær at få øje på i den igangværende Ukrainekrise mellem Rusland og USA/NATO. Der er så godt som ingen forståelse for, at Moskva ser NATO-udvidelserne mod øst som en trussel mod Rusland til trods for, at Kreml har protesteret vedholdende lige siden udvidelse af alliancen kom på dagsordenen i midten af 1990erne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod ser Ruslands krav om sikkerhedsgarantier, stop for fremtidige NATO-udvidelser og tilbagetrækning af NATO-soldater fra Østeuropa som en undskyldning for at starte en ny krig i Ukraine. Andre ser russernes ageren som udtryk for et ønske om at genetablere Sovjetunionen. En anden populær læsning er, at præsident Putin går i krig, når han har lave meningsmålinger for at aflede opmærksomhed fra problemer på hjemmefronten og fremstå som en stærk leder over for den russiske befolkning.

 

Fælles for disse læsninger er, at de ikke godtager, at Rusland har reelle sikkerhedsbekymringer og frygter for regimets sikkerhed. Det er en fundamental fejl
_______

 

Kreml frygter NATO og USA
Fælles for disse læsninger er, at de ikke godtager, at Rusland har reelle sikkerhedsbekymringer og frygter for regimets sikkerhed. Det er en fundamental fejl. Moskva har i årevis signaleret, at USA og NATO opfattes som en eksistentiel trussel i både ord og handling. Frygten er imidlertid ikke militære invasioner i stil med Napoleons (1812) og Hitlers (1941). Det er derimod den hybridkrig, som Vesten i russisk optik har ført imod Rusland siden afslutningen på Den Kolde Krig.

NATO definerer hybridkrig som koordineret anvendelse af militære og ikke-militære midler, både åbent og skjult, så som desinformation, cyberangreb, økonomisk pres, indsættelse af irregulære væbnede grupper og brug af regulære militære styrker med det formål at nå et strategisk mål. Målet med hybridkrig er at nå sit mål uden væbnet kamp og regulære militære styrker indsættes kun åbent, hvis de andre midler svigter. Den russiske annektering af Krim var en succes for hybrid krigsførelse, fordi Rusland opnåede sit mål uden kamp.

NATOs definition er inspireret af Ruslands anvendelse af disse midler i Ukraine, og den russiske krigsførelse går i Vesten under navnet Gerasimov-doktrinen, fordi Valery Gerasimov, chefen for den russiske generalstab, betegnede hybridkrig som fremtidens kampform i en artikel i 2013. Selvom det ligger lige til højrebenet at se russernes ageren i Ukraine som udmøntningen af Gerasimovs ideer, så overser de fleste, at Gerasimov brugte betegnelsen hybridkrig om den krigsførelse, som Vesten i hans øjne allerede anvendte imod sine modstandere, herunder Rusland.

Gerasimov gav i sin artikel udtryk for den udbredte russiske opfattelse, at de såkaldte farverevolutioner i Serbien (2000), Georgien (2003), Ukraine (2004-05), Kirgisistan (2005) og Det Arabiske Forår (2011), hvor civile protester bragte regeringer til fald, var resultatet af vestlig hybridkrig med det formål at svække russisk indflydelse. Præsident Putin gav udtryk for samme opfattelse i 2012, hvor han beskyldte Vesten for at stå bag den protestbevægelse, der opstod i forbindelse med de russiske parlaments- og præsidentvalg i 2011-12. Putin anså protesterne som udtryk for vestlig brug af bløde magtmidler med det formål at vælte hans regime uden brug af militær magt. Som modtræk fik Putin vedtaget en lov, der gjorde det sværere for udenlandsk støttede demokrati- og menneskerettighedsorganisationer at operere i Rusland, og mange NGOer er siden blev forbudt eller betegnet som udenlandske agenter. Den russiske opfattelse af at være under hybridangreb fra vestlige stater, NGOer og tech-giganter gennemsyrer Ruslands nationale sikkerhedsstrategier udgivet i 2015 og 2021.

 

Vestlige beslutningstagere er nødt at forstå, at den russiske elite oprigtigt frygter NATO/EU-østudvidelser og ser dem i et nulsumsperspektiv. Rusland har i det perspektiv været den store taber, og det er vigtigt, fordi psykologer har påvist, at beslutningstagere som føler, at de taber, er villige til at løbe meget større risici for at undgå yderligere tab
_______

 

Udenrigsminister Kofod har ret i, at russerne bruger beskyldninger om vestlig hybridkrig som undskyldning for selv at bruge tilsvarende metoder uden for Ruslands grænser. Men vestlige beslutningstagere er nødt at forstå, at den russiske elite oprigtigt frygter NATO/EU-østudvidelser og ser dem i et nulsumsperspektiv. Rusland har i det perspektiv været den store taber, og det er vigtigt, fordi psykologer har påvist, at beslutningstagere som føler, at de taber, er villige til at løbe meget større risici for at undgå yderligere tab, end beslutningstagere, der føler, at de vinder. Kreml kan derfor forventes at gå meget langt for at forhindre yderligere tab af terræn, indflydelse og status.

Respekt, dialog og afskrækkelse er vejen til at undgå krig
At sætte sig i Kremls sted og forstå, at Rusland føler sig truet, er ikke det samme som at acceptere den russiske fremfærd eller at give efter for regimets trusler. Men det er en forudsætning for at kunne lave den bedste vurdering af, hvordan Kreml kan forventes at agere, og hvordan Vesten med størst sandsynlighed kan løse Ukrainekrisen fredeligt og få mindsket spændingerne med Rusland.

Tre ting følger logisk, hvis man prøver at se verden fra Kreml: For det første skal vestlige beslutningstagere erkende, at yderligere EU/NATO udvidelser mod øst vil blive mødt med russisk magtanvendelse. Det betyder ikke, at NATO skal droppe løftet til Ukraine og Georgien, at de en dag kan blive medlemmer. Men det betyder, at det vil være klogt at sige det, som alle ved: At begge lande er meget langt fra at opfylde de formelle optagelseskrav. At optage de to lande på NATO-topmødet til sommer, som nogle iagttagere har foreslået, er en opskrift på krig. For det andet skal vestlige ledere omtale og behandle Rusland med respekt og vise vilje til dialog – også selvom den ikke fører til det store. Det er det, præsident Biden gør ved at mødes ansigt til ansigt med Putin og holde op med at kalde ham ”morder”. Endelig skal NATO opretholde sin militære tilstedeværelse i Baltikum og Polen og de andre tidligere Warszawapagtlande på det nuværende lave niveau for ikke at øge frygten i Rusland yderligere.

 

For det andet skal vestlige ledere omtale og behandle Rusland med respekt og vise vilje til dialog – også selvom den ikke fører til det store. Det er det, præsident Biden gør ved at mødes ansigt til ansigt med Putin og holde op med at kalde ham ”morder”
_______

 

Til gengæld skal NATO fortsætte med øge sin militære evne til hurtigt at indsætte betydelige styrker langs alliancens grænser i øst. Derudover bør EU/NATO-landene også øge deres evne til at afskrække og neutralisere russernes brug af ikke militære midler. Den russiske brug af cyberangreb, desinformation og påvirkning af valg afhænger af en forventning om succes. Hvis Kreml kan se, at angreb med ikke-militære midler ikke har den ønskede effekt, vil de ophøre.

Der er ingen udsigt til, at Vestens forhold til Rusland bliver bedre i overskuelig fremtid, netop fordi konflikten har karakter af et nulsumsspil. Rusland har ret i, at vestlig samhandel og støtte til demokrati og menneskerettigheder mindsker russisk indflydelse i landene mellem EU/NATO og Rusland. Udfordringen for vestlige beslutningstagere er at støtte disse lande på en måde, så Kreml ikke føler sig så truet, at det griber til våben på ny. Det kan kun lade sig gøre, hvis vestlige beslutningstagere også prøver at se konflikten med Moskvas øjne, udviser respekt og pragmatisk kombinerer dialog med afskrækkelse.



Peter Viggo Jakobsen (f.1966) er lektor ved Forsvarsakademiet, og professor (deltid) ved Center for War Studies, Syddansk Universitet. Han har en kandidat og ph.d.-grad. i international politik fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Russisk soldat ære de faldne ved 78-året for belejringen af Leningrad 1941-1944, d. 27. januar, 2022 [Foto: Stepan Kulinich/SIPA/Ritzau Scanpix]