Pia Olsen Dyhr (SF): Hvis S vil spille musik med de blå, bliver det aldrig en grøn koncert

31.10.2022




”Jeg har brug for at komme med et grønt pip, der forhåbentlig kan trænge igennem til Socialdemokratiet, mens de fortsætter bejleriet til den politiske midte: Det er centrum-venstre – og kun centrum-venstre – der kan drive klimapolitikken fremad. Det er os, der tør stille krav til landbruget. Det er os, der samarbejder med de grønne bevægelser. Det er os, der insisterer på, at den grønne omstilling skal ske med et socialt retfærdigt fortegn.”

Kommentar af Pia Olsen Dyhr, formand for SF

Lad mig starte med at afsløre en hemmelighed.

De er ikke nær så grønne som os i centrum-venstre – og bliver det nok heller aldrig – men jeg synes faktisk, at de borgerlige lader til at have taget klimakrisen til sig de seneste par år. Liberal Alliance og Nye Borgerlige stemte godt nok imod klimaloven i 2019 og står uden for en masse gode aftaler, og Inger Støjberg og Lars Løkkes klimapolitik er nærmest usynlig. Men de seneste år har vi alligevel lavet en del gode grønne aftaler hen over midten. Man kan rykke sig langt på et par år. Ros for det.

Men netop derfor er min forbløffelse og ærgrelse på klimaets vegne så meget desto større for tiden. Og ikke mindst min bekymring.

For i løbet af valgkampen har de blå afsløret sig som en på klimaets vegne komplet uambitiøs gruppe af partier uden sammenhængende visioner overhovedet. Med klimapolitik i øst og vest. Til fare for os alle sammen.

Venstre vil sælge Ørsted. Liberal Alliance og Nye Borgerlige vil have atomkraft. Konservative er mere optagede af, at klimakrisen ikke koster vækst end af at udstikke nye visioner – og de sætter i for høj grad deres lid til forskning og ny teknologi. Dansk Folkeparti vil genoptage olieudvindingen i Nordsøen og give Østeuropa flere velux-vinduer. Lars Løkke vil have mere oplysning om klimaet. Og Inger Støjbergs klimapolitik ved vi absolut intet om – ud over at hendes bror fodrer malkekvæget på sin gård på en måde, så de udleder mindre drivhusgas, som hun forklarede det i en partilederdebat.

Hvis Socialdemokratiet håber, at der opstår sød, grøn musik i samspillet med de partier, skal de være indstillet på en kort koncert, tror jeg – med masser af falske toner og historisk dårlig lyd. Jeg håber, de husker ørepropperne. 

 

De blås klimapolitik kan nok bedst betegnes som snøvlende. De vil ikke gå tilbage, men heller ikke frem
_______

 

Jeg troede ærligt talt, de blå var kommet længere. At de havde mere grøn politik på hylderne. Men i stedet for selv at komme med nye visioner, kan de kun enes om at pådutte os andre deres nye smarte begreb, ”klimanationalister”. Argumentet er, at vi i vores iver efter at pålægge landbruget en CO2-afgift blot skubber produktionen til udlandet, hvor den så vil genopstå én til én i en mindre klimaeffektiv form. Hvilket i deres øjne ikke hjælper klimaet – og derfor gør os til nationalister. Spøjst konstrueret. Men desværre – for dem – ganske enkelt også ukorrekt.

For som eksperter har påpeget i løbet af valgkampen: En afgift på landbruget skubber ikke bare produktionen til udlandet én til én, og selv hvis den gjorde, var det ikke skadeligt for klimaet. Dansk landbrug er nemlig ikke specielt klimaeffektivt sammenlignet med andre industrialiserede fødevarenationer. Derfor har dansk klimapolitik en reel effekt – også målt på globale udledninger. Det er i den grad på tide, at de blå anerkender det.

Det er i det hele taget utroligt svært at vide, hvilken klimapolitik man får med de blå ved magten. Vil de genoptage olie- og gasudvindingen i Nordsøen? Bygge nye atomkraftværker? Frede landbruget for CO2-afgifter? Det virker som polemiske spørgsmål, men er det ikke. Hvis de blå har fælles svar på dem, hører jeg dem gerne – indtil da vil jeg forbeholde mig retten til at være bekymret på mine børn og børnebørns vegne.

De blås klimapolitik kan nok bedst betegnes som snøvlende. De vil ikke gå tilbage, men heller ikke frem. Jeg vil ikke kalde dem bagstræberiske, men de sætter heller ikke nogle nye mål. De har altid lige et grønt ”men”. Et ekstra hensyn. En ekstra bekymring. En ekstra skepsis mod at gøre det, som FN kræver af os: Klimahandling – nu.

De er lidt ligesom om onklen, der er taget med på familietur i skoven, men egentlig hellere ville være blevet hjemme og se fodbold. For dem er klimapolitik en sur pligt – uden den snert af ansvar, men også det potentiale, omstillingen i virkeligheden er og udgør.

Jeg har derfor brug for at komme med et grønt pip, der forhåbentlig kan trænge igennem til Socialdemokratiet, mens de fortsætter bejleriet til den politiske midte: Det er centrum-venstre – og kun centrum-venstre – der kan drive klimapolitikken fremad.

Det er os, der tør stille krav til landbruget – og ikke dukker os for landbrugslobbyen. Det er os, der samarbejder med de grønne bevægelser – og ikke frygter deres velbegrundede vrede. Det er os, der insisterer på, at den grønne omstilling skal ske med et socialt retfærdigt fortegn – og ikke sender regningen videre til børneværelset.

I kan i Socialdemokratiet være sikre på én ting: Lykkes I med at opstøve en klimaambition hos de blå, findes den med garanti også i en rød udgave – bare langt mere ambitiøs.

Så kære Socialdemokratiet og kære borgerlige partier: Kan I finde sammen i en smuk, grøn harmoni, der tager det grønne ansvar alvorligt hen over midten, så skal I være så velkomne. Den jukeboks smider jeg gerne et par håbefulde mønter i. Men indtil videre hører jeg kun spredte, falske toner, der skurer slemt i mine gamle grønne ører. Som en sen aften på karaokebar – men med et helt andet dystert perspektiv for Danmark, for vores børn og for verden. ■

 

I kan i Socialdemokratiet være sikre på én ting: Lykkes I med at opstøve en klimaambition hos de blå, findes den med garanti også i en rød udgave – bare langt mere ambitiøs
_______

 



ILLUSTRATION: Pia Olsen Dyhr [FOTO: SF]