Premiere på RÆSONs nye ugentlige GLOBAL Briefing: Er verden på vej mod en ny recession?

23.06.2022


Premiere: RÆSONs nye ugentlige GLOBAL Briefing udkommer hver uge og giver dig de vigtigste begivenheder og analyser på verdensøkonomien. I denne første brief vil vi se nærmere på inflation, rentestigninger, den amerikanske centralbank og en mulig recession. Denne briefing er, som vores Ukrainebriefing, en del af abonnementindholdet.

Adam Tooze: Den altoverskyggende bekymring i verdensøkonomien er inflationen. Inflationen ER den største og vigtigste økonomiske, globale dagsorden lige nu. Det mener historikeren og professor på University of Columbia, Adam Tooze, der kommer med sin vurdering i et interview her på RÆSON. Han argumenterer for, at inflationen ikke kun skyldes krigen i Ukraine, men har været på vej siden sidste halvdel af 2021, og han frygter et scenarie, hvor centralbankerne er nødt til at fremtvinge en recession for at bremse inflationen. 

Forstå kampen mod inflationen. The Economist udgiver podcasten, ‘The Intelligence’, og afsnittet ‘Powell to the people’, giver en god forståelse af, hvorfor chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, har valgt at hæve renten så markant. Det kommer som en overraskelse for mange, men er et resultat af, at inflationen udvikler sig endnu værre end forventet. Det handler ikke bare om de reelle prisstigninger på en lang række af produkter, men også om det mere psykologiske aspekt af inflation.

Undersøgelser viser nemlig, at forbrugerne i højere og højere grad forventer inflation, og det kan skabe en selvforstærkende effekt, der fører til endnu mere inflation, fordi folk, der forventer højere priser, også vil bede om mere i løn. Vi kan forvente flere rentestigninger, inden året er omme, da dette store indgreb i sig selv formentlig ikke er nok til at stoppe inflationen, og den aktuelle hidsige inflation er et globalt problem, der blandt andet er drevet af prisstigningerne på energi og mad, der i meget høj grad skyldes Ruslands invasion af Ukraine.

 

Vi kan forvente flere rentestigninger, inden året er omme, da dette store indgreb i sig selv formentlig ikke er nok til at stoppe inflationen
_______

 

Derudover kan inflationen i USA også føres tilbage til en meget stor efterspørgsel på varer, der er blevet skabt af hjælpepakker på grund af pandemien. I podcasten kan du også høre den nedslående pointe, at historisk data viser, at en rentestigning i den nuværende økonomi vil føre til, at der kommer recession. Alt det kan du høre mere om i podcasten lige her, og faktisk behøver du kun at høre de første 10 minutter, for at forstå det hele.

Vi kan forvente flere amerikanske rentestigninger. Onsdag lovede chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, at han ville fortsætte med at hæve renten, indtil han ser klare tegn på, at inflationen falder. Målet er en årlig inflation på 2 pct., men det nuværende niveau ligger på 8.6 pct., så der er et stykke vej endnu. Powell vil bruge rentestigningerne, som er det våben, han har, men han anerkender, at han kan ikke kan gøre noget ved mange af de ting, der driver inflationen, som fx krigen i Ukraine. Den amerikanske senator fra Det Demokratiske Parti, Elizabeth Warren, kritiserede de høje renter og advarer om, at de kan ødelægge økonomien og skabe arbejdsløshed, der igen kan føre til lavere efterspørgsel. Det kan du læse mere om her.

Elon Musk: Recessionen er uundgåelig. Det er ikke kun Demokraterne, der frygter at økonomien er på vej i den gale retning. Verdens rigeste mand, Elon Musk, mener, at recessionen er uundgåelig, og at den sandsynligvis vil komme snart. Musk deler den vurdering med andre ledere, som fx chefen for storbanken JP Morgan, Jamie Dimon, der beskriver recession som en truende orkan, der har retning lige imod os. Det kan du læse mere om her.

Amerikansk økonom: Centralbanken har fejlet. Den amerikanske centralbank burde have handlet hurtigere og skulle have begyndt at bekæmpe inflationen meget tidligere. Det mener den amerikanske økonom, Bill Nelson, der selv har arbejdet for centralbanken. I podcasten “What took the Fed so long?” kommer Nelson med seks forklaringer på, at de har været for sent ude, og at vi derfor ser så store problemer med inflation:

1. Centralbanken har tidligere handlet for hurtigt med rentestigninger med negative konsekvenser for markederne. Den fejltagelse ville de ikke begå igen.
2. De har været bekymret for at skabe ulighed, og lavere renter er en fordel for folk i job med lav indkomst.
3. Under pandemien lovede chefen for centralbanken, Jerome Powell, at holde renterne lave. Det har han været bundet af for længe.
4. De troede, at normaliteten ventede lige om hjørnet, og forudså ikke at inflationen kunne blive så voldsom. De fokuserede for meget på de midlertidige årsager, men undervurderede psykologien i inflation.
5. Powell var på genvalg til posten, og havde derfor for meget fokus på at hjælpe økonomien med at skabe job i stedet for at bekæmpe inflation.
6. Uheldige uforudsete udviklinger som corona-pandemien og krigen i Ukraine.

Du kan høre mere om alle seks årsager i podcasten lige her.

Vi er tilbage igen i næste uge, og der kan du helt sikkert læse mere om konsekvenserne af den store rentestigning, og om det lykkes at lægge en dæmper for den stigende inflation. ■

 

Den amerikanske centralbank burde have handlet hurtigere og skulle have begyndt at bekæmpe inflationen meget tidligere. Det mener den amerikanske økonom, Bill Nelson, der selv har arbejdet for centralbanken
_______

 



ILLUSTRATION: Vy over Moskvas internationale forretningscentrum “Moscow-City”, 17. april 2022 [FOTO: Emin Dzhafarov/SIPA/Ritzau Scanpix]

For at læse hele artiklen kan du købe adgang her.

Login