Samuel Rachlin: Putins historiske fantomsmerter har skabt storkrigen mod Ukraine

03.03.2022


Før i tiden kaldte man ukrainerne for lillerusserne, og russerne kaldte sig selv for storerusserne. Ukraine betyder bogstaveligt ”Ved Kanten”. Det ligger næsten i ordet. Og for Putin var det magtpåliggende, at Ukraine ikke måtte stå som en demokratisk succes, når de står med en russisk arv.”

Interview med Samuel Rachlin af Vilhelm Juhler Kjær

Mange blev overraskede, da Rusland tidligt i går morges invaderede Ukraine fra flere fronter. Adskillige forsvarsanalytikere havde indtil kort forinden afvist muligheden for en russisk invasion og krig i Europa virkede for de færreste som en mulighed.

RÆSON har i den forbindelse talt med journalist og blandt andet forfatter til Putin biografien ”Jeg, Putin”, Samuel Rachlin, om hvilke bevæggrunde Rusland har for en invasion af Ukraine.

Havde du set udviklingen komme? Hvilken sindstilstand var du i, da invasionen kom?
Jeg var meget påvirket af det. Jeg har venner, bekendte og kollegaer i Ukraine. Jeg var rystet. Også fordi jeg altid havde haft en tommelfinger regel om, at når der var en krise eller en krig, om det var i Tjetjenien eller i Krim eller i Georgien, så har jeg altid antaget, at Putin ville vælge den mest barske og mest militante løsning. Men det troede jeg ikke denne gang, fordi det ville simpelthen være for vildt at starte en storkrig mod Ukraine.

Derfor sagde jeg, at hele det militære opbud og den psykiske terror, som de havde drevet mod Ukraine, EU, NATO og USA, egentlig bare ville være for at opsluge Luhansk og Donetsk, og at de så ville afblæse resten. Derfor var jeg chokeret. Jeg burde desværre nok have husket samme gamle tommelfingerregel…


Har Putin udmanøvreret os taktisk, eller har årsagen til, at vi ikke forudså hans invasion, at han opfører sig irrationelt?
Jeg synes ikke, at det er en rigtig beskrivelse, at han er irrationel. Jeg tror, at han er højt begavet. Han tænker logisk og rationelt. Jeg betragter ham som en meget dygtig skakspiller. Det er jo lidt af en nationalsport i den russiske kultur. Alt sker på nøje beregning og alt er planlagt ned til mindste detalje og han har tænkt flere træk frem, som man gør i skak. Det er også en del af hans træning fra sin tid i KGB, som han kom ind i efter sin juridiske embedseksamen.

Hvad taler for, og hvad taler i mod? Hvad er mulighederne på brættet? Man gør noget ganske forsigtigt. Man prøver sig frem, og ser hvad reaktionerne er. Så tager man næste træk. Sådan tror jeg, at han opererer.

I dette tilfælde tror jeg, at vi ser et af højdepunkterne i et forløb, der startede, ikke bare tilbage i 2014 med Ukraine og annekteringen af Krim. Det går længere tilbage til lynkrigen mod Georgien i 2008. Alt det går tilbage til 2007, hvor han holdt en meget berømt og berygtet tale på det årlige sikkerhedsmøde i München. Her luftede han sin store utilfredshed med tingenes tilstand og den nye verdensorden, som han følte var trukket ned over hovedet på Rusland. Her erklærede man, at Den Kolde Krig var overstået. Rusland var klart taberen, og vestlige magter fremstillede sig selv som vinderne af Den Kolde Krig.

Det har altid været en torn i øjet på ham. Det ville russerne ikke finde sig i. Han ville ikke se russerne stå på sidelinjen med USA for bordenden. Allerede der var der altså et klart signal om, at Putin havde sat sig for at lave om på den verdensorden. Det passede hverken ham eller Moskva. Det ville han gøre noget ved. Det gjorde han året efter i Georgien. Og igen seks år efter i Krim. Der var det russiske forsvar blevet signifikant forbedret med udviklingen af nye våbentyper, investeret i og udbygget i meget stor grad.

Det udviklede sig til et syndrom, et tabersyndrom, med tydelige fantomsmerter på grund af alt det, som Rusland havde mistet i landområder, i de millioner af indbyggere og borgere, der forsvandt og pludselig var de reduceret til en andenrangs-nation, en udrangeret nation med en befolkning på blot 140 millioner mennesker, og havde mistet deres aura og status som en stormagt, der sad med ved de stores bord. Pludselig var der kun USA, der bestemte det hele.

 

Jeg synes ikke, at det er en rigtig beskrivelse, at han er irrationel. Jeg tror, at han er meget højt begavet. Han tænker logisk og rationelt
_______

 

Og det blev til hans politiske projekt?
Der gik han i gang med at rehabilitere og genoprette Rusland som en stormagt. Det var hans mission fra et meget tidligt tidspunkt – faktisk allerede fra Yeltsin kastede tøjlerne. Der sagde han, at hans mål var at gøre Rusland til en stormagt igen. Det var klar tale. Det sagde han.

I det lå der, at Rusland skulle tilbage in the game. Det er hans mission og hans selvforståelse af hans historiske position og kommende historiske eftermæle; at han skulle være den der genetablerede og lod Rusland rejse sig fra knæene og stå i fuld højde og indtage den plads globalt, som de mener tilkommer Rusland.

Han spiller så i dette forløb, som udvikler sig der, på ydmygelsen og på offerrollen. Som den krænkede part. De, der ved list og bedrag, var blevet frataget sig sin status og sin position. Så han ser sin opgave i, at han vil samle og skabe et stærkt Rusland. Han opfinder et begreb, efter at han har interesseret sig for nogle nationalkonservative filosoffer, hvor det går ud på, at han opfinder begrebet “Den russiske verden”.

Hvad er den ’Den russiske verden’?
Den udgøres af Hviderusland, Rusland og Ukraine. De gamle slaviske lande. Ruslands vugge stod jo i Kiev. Han ville samle dem, som de gamle tsarer gjorde, dengang da Rusland også var fragmenteret og splittet på baggrund af arven fra mongolernes invasioner. Det ry vil han gerne selv have sig i historien.

I hans opfattelse, og ikke uden en vis ret, så var Ukraine kronjuvelen i det imperium. Det smerter ham og giver ham fantomsmerterne, at Ukraine vil gå sine egne veje. Han ser ikke Ukraine som et rigtigt land, men i bedste fald som en russisk provins.

Før i tiden kaldte man ukrainerne for lillerusserne og russerne selv kaldte sig storerusserne. Ukraine betyder bogstaveligt ”Ved Kanten”. Det ligger næsten i ordet. Han betragter Ukraine som russisk ejendom, og hvad fanden bilder de sig ind ikke at ville ”tilbage”. Det var påliggende for Putin, at Ukraine ikke måtte stå som en demokratisk succes, når de står med en russisk arv. ■

 

Han betragter Ukraine som russisk ejendom, og hvad fanden bilder de sig ind ikke at ville ”tilbage”. Det var påliggende for Putin, at Ukraine ikke måtte stå som en demokratisk succes, når de står med en russisk arv
_______

 



Samuel Rachlin (f. 1947) er journalist. Han startede sin karriere på Information (1967-70) og Politiken (1970-74). I 1974 blev han ansat i DR, herunder som korrespondent i Moskva 1977-84. Han blev hentet til TV2 og var ankermand på stationens nyhedsudsendelse ved lanceringen i 1988 samt korrespondent i både USA (1990-94) og Rusland (1998-2006). I en årrække kommunikationsdirektør i Saxo Bank. Forfatter til en flere bøger, heriblandt ”Jeg, Putin Det russiske forår og Den russiske verden) (People’s Press 2014) og ”Folket og magten – populisme og den nye verdensorden” (Kristeligt Dagblads Forlag 2020). ILLUSTRATION: Putin ved et møde med eks-sovjetiske stater i Moskva, 19. december, 2022 [Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix].