Sikkerhedsforsker Marina Miron: Putin ved, at han kan udnytte den interne splittelse, som stigende energipriser og flygtninge skaber i Europa
18.03.2022
“Folk vil måske gå på gaden og protestere på grund af de stigende priser, og med den store tilstrømning af ukrainske flygtninge får vores regeringer meget mere travlt med at styre den interne situation. Det vidste Putin ville ske, og når vi får travlt med vores egne problemer, holder vi op med at fokusere på, hvad der sker i Ukraine, og så får han sit carte blanche til at gøre, hvad han vil.”
Marina Miron er Ph.d. fra Australian Defence Force Academy in Canberra og nu forsker ved Kings college i London. Hun forsker i sikkerhed og konflikt, har udgivet flere artikler om det russiske militær. Interview af Jakob Damholt.
Udvalgte take-aways:
Har Rusland fejlet i deres invasion? Det er for tidligt at konkludere, at russerne har fejlet. Mange vil sikkert sige, at Putin er skør, fordi han har invaderet Ukraine, men jeg tror, han har forberedt den her udvikling meget grundigt.
Vil sanktionerne virke? Jeg tror ikke, at flere sanktioner kan løse problemet for Vesten. Det vil ikke afskrække Rusland til at stoppe krigen. Sanktionerne og flygtningestrømme vil samtidig skabe splid og problemer i Europa.
Kan Putin vinde i det lange løb? Når vi får travlt med at se på vores egne problemer, holder vi op med at fokusere på, hvad der sker i Ukraine, og så får han sit carte blanche til at gøre, hvad han vil.
RÆSON: Hvad er den nuværende situation på slagmarken?
MIRON: Den nuværende situation er, at russerne har ændret taktik. De startede med hurtig fremrykning af landtropper, støttet af luftvåben og separatistgrupperne [i Luhansk og Donetsk red.]. Nu blokerer de byerne og kvæler dem. De afskærer dem fra resten af landet, renser dem, fastholder det vundne territorium og bevæger sig videre til næste by. På den måde eskalerer de og indsætter flere tropper langsomt, men sætter ikke deres fulde styrke ind for at overvælde landet. På den måde gør russerne fremskridt, men det er for tidligt at sige, hvem der vinder.
Det er en udbredt opfattelse, at den russiske invasion har været fejlslagen. Hvordan endte vi i her?
Det er for tidligt at konkludere, at russerne har fejlet. Deres mål er at indsætte et pro-russisk regime, og det her slutter ikke om et par uger. Vi skal vente mindst seks måneder, før vi kan konkludere noget, og som i alle andre konflikter skal vi forstå, at den militære udvikling ikke automatisk kan overføres til den strategiske og politiske udvikling. Det er et meget sandsynligt scenarie, at krigen trækker ud, især hvis Ukraine bliver ved med at modtage støtte fra Vesten.
Rusland har været engageret i krigen i Syrien, og det har været et testlaboratorium for den russiske hær ift. urban krigsførelse, der har givet dem god erfaring. Siden Afghanistan i 1979 har Rusland ikke rigtig været i krig, så de havde brug for erfaring på en nutidig slagmark. Rusland sørgede for at udskifte tropperne i Syrien løbende, for at så mange som muligt fik erfaring. De ville sikre sig, at deres hær var kampklar og havde aktuel erfaring fra en kompliceret slagmark.
Putin ved, at NATO ikke vil engagere sig militært i krigen, og det er det afgørende. Han kan udnytte alle de flygtninge, der kommer fra Ukraine til Europa og borgere i Europa, der bliver utilfredse med stigende priser på energi og mad
_______
Det er altså et realistisk scenarie, at vi får en lang krig, der kommer til at minde om Syrien med bombardementer og store civile tab?
Absolut, men det afhænger ikke kun af Rusland. Det afhænger også af den politiske vilje til at fortsætte kampen i Ukraine, hos Zelenskyy samt hvad NATO og andre lande vælger at gøre. Rusland, og tidligere Sovjetunionen, har før levet under sanktioner, så jeg tror ikke at flere sanktioner kan løse problemet for Vesten. Det vil ikke afskrække Rusland til at stoppe krigen.
Det er muligt, at Rusland vil forsøge at udnytte den splittelse, der vokser internt i Europa, hvilket udgør en ikke-militær trussel.
Vi har allerede set, hvilke konsekvenser sanktionerne har i Europa og USA i form af stigende priser på benzin og gas. Alt bliver dyrere, og på et tidspunkt begynder folk altså at gå på gaden og protestere. Det ser vi fx allerede med lastbilchauffører i Italien og Spanien. Det er en velkendt russisk strategi at udnytte potentialet for protester blandt befolkningen.
Så du tror, at Putin er klar til og forberedt på en konflikt, der bliver lang og medfører stor utilfredshed i Vesten?
Det er den holdning, man hører på russisk TV. Der siger de: “Europæerne tror, de kan kvæle os med sanktioner, men lad os se, hvor meget de selv kan klare, for de kommer til at straffe sig selv”.
Mens vi fokuserer på slagmarken i Ukraine, foregår der en masse andre ting parallelt, men vi er så distraherede, at vi ikke formår at se dem og handle i tide. Mange vil sikkert sige, at Putin er skør, fordi han har invaderet Ukraine, men jeg tror han forberedt den her udvikling meget grundigt. Han ved, at NATO ikke vil engagere sig militært i krigen, og det er det afgørende. Han kan udnytte alle de flygtninge, der kommer fra Ukraine til Europa og borgerne i Europa, der bliver utilfredse med stigende priser på energi og mad.
Folk vil måske gå på gaden og protestere på grund af de stigende priser, og med den store tilstrømning af ukrainske flygtninge får vores regeringer meget mere travlt med at styre den interne situation. Det vidste Putin ville ske, og når vi får travlt med vores egne problemer, holder vi op med at fokusere på, hvad der sker i Ukraine, og så får han sit carte blanche til at gøre hvad han vil.
Lige nu oplever vi en stor bølge af solidaritet med Ukraine og bygninger, der bades i gule og blå farver. Men du siger, at det kan blive afløst af interne stridigheder, som Putin kan udnytte, så han vinder krigen i det lange løb?
Det er et muligt scenarie, da det ikke bare handler om at vinde militært i Ukraine. Sovjetunionen havde gode erfaringer med propaganda, og der en sovjetisk strategi, der handler om at skabe en situation, hvor de får deres fjender, herunder Vesten, til at opføre sig på en måde, der er gunstig for Rusland. Det tror jeg er den største trussel for Europa. At Putin vil forsøge at udnytte den splittelse, der vokser her. De har allerede svaret på sanktionerne ved at pege på vores egne stigende benzinpriser og påpeget, at vi er afhængige af Rusland ift. energi og råstoffer. Europæiske politikere ville ønske, at de kunne droppe europæisk afhængighed på én dag, men det kan ikke lade sig gøre. Det kræver en omstillingsperiode. Politisk kan man godt beslutte at skære Rusland af, men så kommer der intern modstand, når folk ser, hvor meget priserne stiger. Dertil kommer flygtningene som nogen også skal betale for, hvilket er en regning, der ender hos den almindelige skatteborger. Den interne splid det skaber, kan Rusland udnytte på samme måde, som vi så ved præsidentvalget i USA i 2016. ■
Politisk kan man godt beslutte at skære Rusland af, men så kommer der intern modstand, når folk ser hvor meget priserne stiger. Dertil kommer flygtningene som nogen også skal betale for, hvilket er én regning der ender hos den almindelige skatteborger
_______
Marina Miron er Phd fra Australian Defence Force Academy in Canberra og nu forsker ved Kings college i London. Hun forsker i sikkerhed og konflikt, har udgivet flere artikler om det russiske militær. ILLUSTRATION: En gule veste-demonstrant med en maske af Macron med skriften “psycho” kaster hænderne i vejret bag flammerne fra en barrikade til en demonstration i Paris, Frankrig 16. marts 2019.[FOTO: Zakaria Abdelkafi/AFP/Ritzau Scanpix]