Sten Rynning i RÆSON SØNDAG: Ukrainekrisen er et signal om, at Rusland tror på muligheden for, at det går galt for Vesten
29.01.2022
Ruslands ultimative drøm er et München: et kollaps af vestlig forsvarsvilje, der fører til en eftergivenhedspolitik overfor Rusland. Analogien henviser til 1938, da vestlige stormagter gav efter for tysk revisionisme.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Sten Rynning
Ukrainekrisen bør have fejet al tvivl til side om, at Rusland kan være en formidabel modstander. 130.000 tropper linet op omkring Ukraine og mere end 140 krigsskibe involveret i flådeøvelser i Nordatlanten, Middelhavet, det Indiske Ocean og Stillehavet indgyder respekt.
I tillæg er det klart, at Rusland nok handler udenfor vestlige normer men ikke hovedløst. Rusland har ikke invaderet Ukraine, men de manipulerer en krise og forfølger de åbninger, der opstår. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at Rusland spiller efter en nøje planlagt playbook for at eskalere krisen men samtidig bevarer en ekstremt taktisk fleksibilitet for ikke at male sig selv op i et hjørne.
Formålet med den aktuelle krise [er] at tvinge NATO-landene til at forstå, at Ruslands geopolitiske marginalisering er et grundlæggende problem
_______
Ruslands drømme
Rusland har i december 2021 meldt sine ultimative politiske ambitioner ud i traktatudkast. I al væsentlighed handler de om at rulle NATO tilbage, så Rusland kan få geopolitisk respekt og plads. Det påkalder sig opmærksomhed og fortolkning.
Ruslands ultimative drøm er et München: et kollaps af vestlig forsvarsvilje, der fører til en eftergivenhedspolitik overfor Rusland. Analogien henviser til 1938, da vestlige stormagter gav efter for tysk revisionisme.
Ruslands mere sandsynlige og realistiske ambition er et nyt Jalta: en stormagtsordning, der som den historiske Jalta-konference fra februar 1945 deler verden op i geopolitiske andele. I så fald er formålet med den aktuelle krise at tvinge NATO-landene til at forstå, at Ruslands geopolitiske marginalisering er et grundlæggende problem. Krisen handler altså ikke om Ukraine men om alle de nye kriser, som vil ryste Europa, hvis ikke sikkerhedsarkitekturen fikses.
Det typiske vestlige svar er at henvise til en anden historisk analogi, nemlig Helsingfors. Hermed menes den kollektive orden, som begyndte i 1970erne, og som i 1990erne fik et markant boost: respekt for menneskerettigheder; respekt for grænser; nedrustning og våbenkontrol. Helsingfors indfanger dermed en demokratisk orden, hvor det står alle lande frit for at vælge deres allianceforhold. Og hvor NATO de facto er garanten for tingenes tilstand.
Helsingfors vs. Jalta giver politisk retning og mobiliserer enighed og engagement. Det er stormagtspolitikkens modsvar til El Clasico (Real Madrid vs. Barcelona). Og det føder ind i den retorik, som præsident Biden og NATO har løftet siden Bidens indsættelse i januar 2021: at verden står overfor et valg mellem demokrati og diktatur.
Problemet med denne geopolitikkens El Clasico er, at den gør tingene for lette for de vestlige lande. De er de gode. Rusland er ond. Resten handler om at udøve modstand.
I virkeligheden har de vestlige lande svært ved skabe sammenhold og holde kursen. Ukrainekrisens timing kan langt hen ad vejen forklares ved, at NATO har det politisk dårligt, og at Rusland så en lejlighed til at fiske i rørte vande. Biden har således i løbet af sit første år formået at skabe markant utilfredshed – først i Østeuropa ved at fjerne truslen om amerikanske sanktioner mod gasledningen Nordstream 2 mellem Tyskland og Rusland og siden i hele alliancen ved den ukoordinerede og kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan. Imens udmærker europæiske ledere sig ved regelmæssigt at fremføre nationale mærkesager, som var NATO et glashus, der kunne modstå stenkast.
I virkeligheden burde de vestlige lande derfor kigge mindre mod Helsingfors og mere ind i Jalta. Den gang var der også et flertal fra Vesten (ganske vist kun to mod én: USA og Storbritannien på den ene side og Sovjetunionen på den anden, alle nominelt allierede), men alligevel gik det galt. Hvorfor?
Læren fra Jalta
Et grundvilkår var, at USA og Storbritannien gik ind til Jalta-konferencen med forskellige prioriteter. Sovjetunionen udnyttede spillerummet til at sætte sig på Østeuropa og ikke mindst Polen, som stod centralt i diskussionerne. At Jalta skulle føre til Europas deling, stod ikke i aftalerne, men USA og Storbritanniens svækkede evne til at koordinere strategi medførte delingen.
USA tog til Jalta for at sikre sig sovjetisk opbakning til krigen mod Japan og til skabelsen af FN. Begge dele var afgørende brikker i spillet om en ny orden, mente præsident Roosevelt. Storbritannien var anderledes fokuseret på Europa, hvor Churchill søgte at styrke den vestlige ”front” ved at inddrage Frankrig som en af de fire kommende besættelsesmagter i Tyskland. Churchills prioritet var også at stække Sovjetunionens evne til at rulle ind og sætte sig på Østeuropa.
Præsident Roosevelt fik gevinst på sine to hovedprioriteter, hvor især deltagelsen i krigen mod Japan også viste sig at være til gavn for Sovjetunionen. Sovjetunionen gik også med i FN og fik endda selvstændig plads til de to del-republikker Hviderusland og Ukraine. I dag står de to på hver deres side, må man konstatere.
Storbritannien fik Frankrig med som besættelsesmagt i Tyskland men ikke før end, at slutspillet på Potsdam-konferencen i juli-august 1945 var overstået. Og på det tidspunkt var de sovjetiske tropper kørt helt frem til Elben, og resten er – som man siger – historie. Den, som havde tropperne, kontrollerede også den politiske udvikling, som Stalin tørt konstaterede.
Det interessante i dag ved denne analogi er, at USA var drevet af asiatiske og globale spørgsmål. Dét er Kina i dag, fristes man til at sige. Der er ikke noget, der tyder på, at de vestlige lande i dag er ved at forfalde ned i en eftergivenhed à la München. Men måske er den brede fejring af Helsingfors som en heroisk horisont et faresignal om, at læren fra Jalta går Vesten næsen forbi.
På den længere sigt vil USA flytte sit hovedfokus til Asien (the Indo-Pacific), og NATO vil dermed stå med en permanent udfordring i at skulle (a) justere den grundlæggende arbejdsdeling mellem USA og Europa og (b) effektivt afskrække Rusland. Ukrainekrisen er et signal om, at Rusland tror på muligheden for, at det går galt for Vesten. Som det var tilfældet i februar 1945.
Dermed er Ukrainekrisen et signal om, at de vestlige allierede i fællesskab bør sætte ord på deres interesse i og tilgang til global geopolitik. Jo mere de allierede splitter tingene ad (Storbritannien mod EU; Frankrig mod NATO; Tyskland mod militær afskrækkelse; USA mod Europa), jo dårligere vil det gå. Geopolitikken er kommet tilbage; spørgsmålet er, om de vestlige lande kan håndtere udfordringen. Historisk nysgerrighed og nøgtern politisk debat er et godt sted at starte. ■
Ukrainekrisen er et signal om, at de vestlige allierede i fællesskab bør sætte ord på deres interesse i og tilgang til global geopolitik
_______
Sten Rynning (f. 1967) er professor ved Center for War Studies, Syddansk Universitet. Hans forskning omhandler udvikling i moderne krig, herunder spørgsmålene, om Vesten har en særlig politisk og normativ tilgang til krig, og om NATO’s strategiske sammenhængskraft er under forandring eller afvikling. ILLUSTRATION: Præsident Biden taler til pressen om situationen i Ukraine, efter at være ankommet til Maryland, USA, 28. januar 2022. [FOTO: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix]