Trine Flockhart i RÆSONs nye trykte nummer: Den gamle verdensorden er død – længe leve den nye

02.05.2022


Det er på tide at erkende, at ikke alle har en ambition om at blive ”ligesom os”, og at Vestens materielle og ideologiske hegemoni er ved at være slut.

Af Trine Flockhart

For mange uden for Vesten ligner krigen i Ukraine blot endnu en krig blandt mange andre. Ikke desto mindre vil torsdag den 24. februar 2022 skrives i historiebøgerne. Dagen markerer et Zeitenwende – et historiske vendepunkt, der med al sandsynlighed bliver enden på den gamle verdensorden og begyndelsen på en ny, og meget forskellig verdensorden.

Selvom alle krige ser ens ud, må der ikke herske tvivl om vigtigheden af, hvad vi lige nu er vidner til. Transformationen fra én verdensorden til en anden er en sjælden begivenhed, der har vidtrækkende konsekvenser, omend disse først ses i bakspejlet. Begyndelsen på en ny verdensorden kan være svær at identificere, fordi transformationen hen imod den er drevet af forskelligartede, i sig selv banale forandringer og tilsyneladende uafhængige processer.

Udskiftningen af en verdensorden ledsages næsten altid af krig og politisk og social uro, hvilket ofte strækker sig over årtier. Få at forstå, hvilken tid vi går i møde, er det derfor vigtigt både at forstå de hændelser, der fandt sted før den 24. februar 2022, og at gøre sig klart, hvad der må forventes at ligge forude.

Vi står lige nu på tærsklen til en fundamentalt forandret verden. Det gælder sikkerhed, krig, handel og verdenssamfundets evne til at håndtere de udfordringer, der kræver international handling – fx klima, pandemier som COVID19, fattigdom og ulighed. Uanset resultatet af krigen i Ukraine er der næppe tvivl om, at de næste år bliver ustabile og farlige.

Begrebet verdensorden
Begrebet ”verdensorden” er upræcist. Det rummer meget og bruges ofte i flæng om forskellige fænomener.

Inden for studiet af international politik dækker begrebet over de regler, normer og institutioner, der er rammen for, hvordan stater interagerer med hinanden. De er fundamentet for, hvordan man sikrer forudsigelighed; hvordan man skaber orden som tilstand i en verden, der består af suveræne stater uden én overordnet magt.

Det er især vigtigt at definere det, man kunne kalde den globale orden, som inkluderer alle suveræne stater. En verdensorden har en struktur, der afhænger af, hvor mange og hvilken slags magtcentre den består af, og hvad deres indbyrdes magtfordeling er.

Ud over den globale verdensorden findes der en eller flere internationale ordner. De er konstellationer af stater, der konvergerer omkring en ledende stat, og som har et fælles værdi- og normgrundlag. I dag omtales den globale orden ofte som den regelbaserede orden, hvorimod den liberale orden beskriver den internationale orden, der ledes af USA, og som blev etableret af og for Vesten i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Den liberale orden hviler på liberale værdier: individuelle rettigheder (herunder borger- og menneskerettigheder), demokrati, retsstatsprincipper, økonomisk og politisk frihed, ytringsfrihed, pressefrihed og religionsfrihed. Den regelbaserede orden er derimod mindre fokuseret på individer, og hvad der foregår inde i stater – og den er mindre specifik, når det gælder værdier. I stedet er den langt mere fokuseret på relationerne mellem stater og er i høj grad baseret på suverænitets- og lighedsprincipperne (fx opfattelsen af, at alle suveræne stater er legalt lige, og den hermed forbundne idé om ikke-indblanding i andre staters interne affærer), overholdelse af mellemstatslige aftaler og multilateralt samarbejde omkring udvalgte globale udfordringer. Den regelbaserede orden hviler desuden på globalisering og en neoliberal dagsorden for frihandel og åbne finansielle markeder.

Sammenblandingen af de to ordner kommer af, at mange efter Den Kolde Krig forventede, at den USA-ledede liberale orden ville sprede sig til hele verden. Det, vi ser i øjeblikket, er det endegyldige bevis for, at disse forventninger var urealistiske. Det står nu klart, at Putin har ambitioner om at skabe en russisk-ledet international orden. Xi Jinping har en lignende ambition for Kina, og i øvrigt har Islamisk Stat en ambition om at skabe en sharia-baseret international orden. Andre stater er i øjeblikket afventende over for, i hvilken retning udviklingen går, inden de tilkendegiver deres tilknytning til disse ordner – eller måske udvikler deres egne.

Det er vigtigt at forstå, at det er den globale verdensorden – den regelbaserede orden – der er i transformation. Den liberale orden har godt nok været i krise i de sidste 10-15 år, men efter Putins invasion af Ukraine ser dens medlemmer ud til at stå tættere sammen, end de har gjort længe. Disse stater står dog samtidig over for store beslutninger om, hvordan de bør tilpasse sig den nye verdensorden.

 

Selvom Fukuyama selv har erkendt, at han tog fejl, har hans ord og Vestens triumferende retorik gjort stor skade. Overlegenheden var bestemt ikke det bedste udgangspunkt for at bygge relationer med dem, der ikke anså en liberal verdensorden som ønskværdig
_______

 

Tidligere verdensordener
Med etableringen af det Westfalske statssystem i 1648 indledtes en helt ny æra i international politik, kendetegnet ved ikke indblanding i interne anliggende. Denne tid blev også samtidig starten på en ny global æra hvor det de europæiske stater spredte deres indflydelse gennem handel og ikke mindst kolonialisme. Dette muliggjorde for første gang eksistensen af en verdensorden. Siden har verdensordenen kun ændret sig tre gange, og vi er nu i gang med fjerde transformation.

De tre tidligere transformationer kan opsummeres således:

I 1815 oprettedes den Europæiske Koncert, hvor de europæiske stormagter (Rusland, Preussen, Østrig-Ungarn, England og Frankrig) samarbejdede for at bevare den territoriale og politiske status quo efter Napoleonskrigenes afslutning. Strukturen i denne verdensorden var multipolær, altså med mange stormagter. Stabiliteten afhang af, at man opretholdt en magtbalance mellem de europæiske stormagter, hvis magt og velstand hvilede på imperialisme og kolonialisme. Selvom dette multipolære system på papiret varede fra 1815-1945, var de sidste 30 år en langtrukken transformationsproces, der som bekendt indeholdt to verdenskrige.

I 1945 oprettedes FN, hvor sejrsherrerne fra Anden Verdenskrig – USA, Sovjetunionen, Kina, Storbritannien og Frankrig – fik tildelt et særligt ansvar for fælles sikkerhed gennem deres permanente pladser og vetoret i FN’s sikkerhedsråd. Den planlagte verdensorden var baseret på en række multilaterale institutioner, men disse blev hurtigt undergravet af Den Kolde Krigs militære og ideologiske konfrontation mellem de to supermagter, der begge besad stadig større atomarsenaler. Systemet blev bipolært – altså med kun to magter. I realiteten var der tale om to separate internationale ordner – populært refereret til som blokke – hver med sine regler, normer, værdier og institutioner. Der var meget få officielle relationer mellem de to blokke, men trods den nærværende trussel om atomkrig, udeblev en direkte væbnet konflikt mellem de to supermagter – ganske overraskende – helt til Den Kolde Krigs bratte afslutning.

I 1989–91 afsluttedes Den Kolde Krig og dermed det bipolære system, som blev erstattet med systemisk unipolaritet med USA som eneste supermagt.

Enden på Den Kolde Krig blev triumferende italesat som Vestens sejr, og idéhistorikeren Francis Fukuyama udråbte ”historiens afslutning”. Nu var der ikke længere ideologiske alternativer til, hvordan orden skulle forstås og opnås. Selvom mange i Vesten ikke kunne få armene ned i begejstring over sejren, må enden på Den Kolde Krig dog tilskrives Mikail Gorbachevs indenrigspolitiske kovending med de to demokratisk orienterede initiativer Perestrojka (reform af kommunistpartiet) og Glasnost (åbenhed), som tilsammen uventet ledte til Sovjetunionens kollaps.

En helt ny verdensorden blev i 1990 udråbt af præsident George H. Bush forud for den første Golfkrig, hvor et stort antal ikke-vestlige stater deltog i befrielsen af Kuwait. Antagelsen var, at den nye verdensorden kunne baseres på systemisk unipolaritet, og at den amerikansk-ledede liberale orden kunne udvides til at gælde globalt.

Ideen udmøntede sig i globale politiske initiativer, der fokuserede på demokratisering og udvidelse af de vestlige multilaterale organisationer, herunder NATO og EU. Initiativerne var reelt et kæmpe socialiseringsprojekt, forventningen til hvilket var, at alle ansøgerlande (hovedsageligt fra den kollapsede Østblok) ville gennemgå fundamentale forandringer for at kunne leve op til de adgangskrav, der blev stillet fra Vesten. Rusland gav klart udtryk for modstand mod denne udvikling – uden at dette dog gav anledning til ændring af den påbegyndte proces. Resultatet var en voksende frustration i Rusland og en gradvis forringelse af forholdet mellem Rusland og Vesten.

I begyndelsen af 1990erne så det dog ud, til at Fukuyama havde ret i, at den nye globale orden ville blive unipolær med kun ét ideologisk styringssystem: liberalisme.

Dette til trods for, at der inden for faget international politik har været en udbredt antagelse om, at unipolaritet helt grundlæggende er en ustabil struktur, eftersom unipolens magt og indflydelse uvægerligt vil blive anfægtet af andre magter i systemet.

Selvom Fukuyama selv har erkendt, at han tog fejl, har hans ord og Vestens triumferende retorik gjort stor skade. Overlegenheden var bestemt ikke det bedste udgangspunkt for at bygge relationer med dem, der ikke anså en liberal verdensorden som ønskværdig. Efter ”liberalismens årti” i 1990erne kom der da også en brat opvågnen, da 19 terrorister den 11. september 2001 brutalt gjorde Vesten opmærksom på, at liberale værdier ikke er universale.

Fremtidens politik
Det er nødvendigt at stille sig kritisk over for, hvem der definerer de regler, normer og værdier, en orden består af, hvis man vil forstå den. Ordener følger altid magthavernes præferencer og karakter. Eftersom magten i størstedelen af de sidste 200 år har ligget hos Vesten, kan man ikke komme uden om, at den nuværende verdensorden – ligesom den liberale orden – er gennemsyret af vestlige ideer og praksis.

Vestens indflydelse har naturligvis altid været genstand for kritik. På internationalt plan kommer anfægtelserne både fra de lande, der med god ret føler, at de gennem kolonitiden er blevet udnyttet af Vesten, men også i stigende grad fra stater, hvis magt er vokset, og som nu ikke længere føler, at de behøver at indordne sig under Vesten.

Og der er ikke kun modstand fra statslige aktører. Anfægtelsen formidles i stigende grad af ikke-statslige aktører gennem terrorisme, nationalisme, højrepopulisme, anti-globalisme. Der er en udbredt forståelse af, at liberale værdier ikke korresponderer med andre kulturers visioner om det gode liv.

Det er derfor ingen overraskelse, at de fleste stater uden for den liberale orden ikke har tilsluttet sig sanktionerne mod Rusland, for eksempel har Kina, Indien og Brasilien hverken tilsluttet sig sanktionerne eller fordømt Ruslands invasion af Ukraine. I Asien er det kun Japan og Singapore der har støttet Ukraine.  Dette skal ses i lyset af at mange faktisk ser frem mod en ny verdensorden, hvori det vestlige aftryk er formindsket.

Desuden bør man i Vesten gøre sig klart, at tidligere adfærd spiller en rolle. De såkaldt liberale krige i Irak, Afghanistan og Libyen samt passiviteten i konflikterne i Yemen og Syrien har gjort stor skade på Vestens omdømme og legitimitet. Desværre kan det ikke benægtes, at Vesten alt for tit har handlet på en måde, der ikke var i overensstemmelse med de værdier, Vesten ellers plæderer for. Uden for Vesten er den adfærd i vid udstrækning blevet opfattet som hyklerisk og dobbeltmoralsk. 

At Vestens adfærd kritiseres udefra, er ikke så overraskende. Men i stigende grad er der også tale om, at vestlige værdier anfægtes af grupper inden for de vestlige demokratier. Den højrepopulistiske bølge er et fænomen i hele den vestlige verden. Den har givet sig udslag i Brexit, valget af Trump og demokratiske tilbagefald i adskillige vestlige demokratier, fx Ungarn, Polen, og Tyrkiet.

Faktum er, at det er på tide at erkende, at ikke alle har en ambition om at blive ligesom os. Vestens materielle og ikke mindst ideologiske hegemoni er ved at være slut. De politiske konsekvenser for dette bliver på sigt enorme, men for nu er det vigtigt at indse, at visionen om en global liberal orden og udbredelsen af ​​demokrati i autokratiske lande i Mellemøsten, Asien og Afrika er ønsketænkning, der hverken kan eller må være fundamentet for fremtidens politik.

En ny verdensorden i støbeskeen
Kort før Ruslands invasion af Ukraine mødtes Kinas præsident Xi Jinping med Putin til ​​Vinter-OL i Beijing, hvor de indgik en vidtrækkende aftale med et vidtløftigt navn: Den Russiske Føderations og Folkerepublikken Kinas Fælleserklæring om Internationale Relationer. På Vej mod en Ny Æra og Global Bæredygtig Udvikling. Fælleserklæringen er et meget omfattende dokument, der dækker næsten alle aspekter af globale anliggender – fra internationale relationer over regeringsførelse, værdier og normer til sikkerhed, teknologi og klima.

I fælleserklæringen karakteriseres en ny verdensorden kendetegnet af multipolaritet, økonomisk globalisering, informationssamfund og kulturel mangfoldighed. Dokumentet argumenterer for en transformation af den globale styringsarkitektur, et forstærket forhold mellem Rusland og Kina, global økonomisk interdependens, samt ”omfordeling af magten i verden”. Sidstnævnte indikerer, at USA og Vesten ikke længere må være alene om at formulere regler, normer og værdier. Rusland og Kina kræver medindflydelse og stiler efter at udstikke principper, der harmonerer med deres tilsyneladende fælles verdenssyn.

Dokumentet kan opfattes som et manifest for en ny verdensorden og måske endog et aftalt startskud på transformationen.

Ud fra aftalens karakter er det svært at forestille sig, at Putins planer for Ukraine ikke er blevet diskuteret under de to lederes topmøde. Med henvisning til Russisk og Kinesisk forståelse af begrebet demokrati og suverænitet forklarer dokumentet Kinas uvilje mod at fordømme Ruslands angreb på Ukraine.

Dette skal måske også ses i lyset af Kinas forståelse af Taiwans suverænitet, som stemmer godt overens med den, Rusland har af Ukraines: at hverken Ukraine eller Taiwan er rigtige stater og derfor ikke har ret til den suverænitet og lighed, den regelbaserede orden er garant for. Alligevel er aftalen mellem Kina og Rusland overraskende, fordi det længe har været antaget, at Kina støttede den eksisterende regelbaserede verdensorden, eftersom den har understøttet Kinas imponerende udvikling. Kina bryder sig ganske vist ikke om den liberale ordens værdi fundament, men fordi menneskerettighedsspørgsmål ikke har fyldt meget, har Kina kunnet acceptere dette. Kina har desuden forsvaret den reglbaserede orden, da Trump så ud til at ville undergrave denne. 

Dertil kommer, at Kina har meget dårlige erfaringer med ustabilitet og derfor holder fast i geopolitisk status quo. Kina går altid forsigtigt til værks i forandringsprocesser og arbejder kun mod klare, meget strategiske og langsigtede mål.

Vi kan naturligvis ikke vide, hvad der blev sagt, da de to ledere mødtes den 4. februar, men der er meget, der tyder på, at Kina ikke forventede den situation der er opstået i kølvandet på invasionen af Ukraine. Kinas position under overfladen er derfor afventende, for Kina er sandsynligvis splittet mellem forskelligrettede interesse og overvejer situationen nøje.

På andre måder passer Kina og Ruslands fælleserklæring som fod i hose i den udvikling, der længe har været under opsejling. I RÆSON (04.04.2019 – En ny verden – ikke med én orden, men med mange) har jeg tidligere argumenteret for, at det, der ligger forude, ikke er en multipolær verdensorden, men en multiordensverden, som vil bestå af flere forskellige internationale ordner, der hver især vil blive ledet af en magtfuld stat, der definerer ordenens regler, normer og værdier og udvikler ordenens egne institutioner og praksisser. I multiordens-arkitekturen vil den liberale internationale orden fortsat eksistere – den vil blot være én af ​​flere ordener, og dens indflydelse vil helt sikkert blive udfordret af en russisk-ledet Eurasien-orden og en kinesisk-ledet ”Bælte-og-vej”-orden.

Det er netop her, man skal finde baggrunden for krigen i Ukraine, og det bliver her, transformationen af verdensordenen udspilles.

Præcist hvordan en multiordensverden vil udfolde sig, er endnu uvist. Det er dog sikkert, at dynamikken i denne verden er fundamentalt forskellig fra dynamikken i en multipolær, bipolær eller unipolær verdensorden. I en verden med flere ordener vil den primære globale styringsdynamik være mellem de forskellige internationale ordener, snarere end mellem flere suveræne stater. I praksis betyder dette, at tilstanden af ​​anarki i det internationale system vil blive ændret, fordi hver orden repræsenterer et hierarkisk socialt domæne ledet og defineret af ordenens ledende stat. Relationer mellem ordener vil derfor være præget af anarkiets logikker, hvorimod relationer inden for ordener vil være karakteriseret af hierarkiske logikker. Karakteren af ​​de deltagende ordener vil bestemme, om anarki-dynamikken er konfliktfyldt, konkurrencepræget eller baseret på samarbejde. Hierarki-dynamikken vil bestemme, om de enkelte ordner er baseret på tvang, handel eller værdifællesskab. Begivenhederne siden den 22. februar tyder desværre på, at tvang bliver den russiske ordens logik.

Spørgsmål der trænger sig på, er om de nye ordener er forenelige med de principper der ligger til grund for den eksisterende regelbaserede verdensorden? Og hvordan vil de “rekruttere” medlemmer? Eurasien-ordenen og Bælte-og-vej-ordenen er meget forskellige, og det er derfor tvivlsomt, om de på sigt vil kunne opretholde et samarbejde, sådan som fælleserklæringen mellem Rusland og Kina ellers lægger op til.

Kinas orden: Bælte og Vej
Kina har længe været i færd med at opbygge en kinesisk-ledet orden som et alternativ til den liberale orden. I denne proces har landet forsøgt at bevare de elementer af den regelbaserede verdensorden, der tjener Kinas ærinde – dvs. en fortsættelse af globalisering, frihandel, multilateralisme og suverænitet. Derimod kasserer Kina vestlige oplysningstidsideer som retsstatsprincippet, menneskerettigheder og politisk frihed, der alle opfattes som uforenelige med den kinesiske livsform og statsførelse. Samtidig tager Kina afstand fra den amerikansk-ledede liberale orden ved at etablere parallelle og konkurrerende institutioner som fx den Asiatiske Infrastruktur- og Investeringsbank (AIIB) og ved at skabe afhængighedsforhold gennem handelsforbindelser, bistand og en konkurrerende udviklingspolitik primært i Afrika. Sidst, men ikke mindst, er Kinas enorme infrastrukturprojekt Belt and Road Initiative (BRI) et centralt værktøj i opbygningen af den kinesisk-ledede orden.

Kommunistpartiets strategi afspejler en klar forståelse af, at den kinesiske politiske model ikke har megen tiltrækningskraft uden for Kina, og at økonomisk magt derfor er det vigtigste værktøj til at bringe stater ind i Bælte-og-vej-ordenen. Rekruttering til Kinas orden afhænger i høj grad af at kunne opbygge langsigtede økonomiske relationer, som med tiden fører til afhængighed og troskab. Mange stater i dag vil umiddelbart sige ja tak til kinesiske investeringer til at skabe store infrastrukturrelle projekter, men det er sandsynligt at de senere kommer til at betale en pris for investeringerne til trods for den tilsyneladende ”kulturløse” tiltrækningskraft af den kinesiske orden.

Ruslands orden: Eurasien
Putin fremlagde i 2011 sine ambitioner om en euroasiatisk union bestående af tidligere sovjetrepublikker, der ville udvikle sig til et magtfuldt overnationalt organ, hvis medlemmer skulle have tætte økonomiske bånd og integration inden for politik, sikkerhed og kultur. Retorisk støtter Ruslands ’eurasiske initiativ’ den regelbaserede verdensorden. Men over årene har man set åbenlyse krænkelser af andre landes suveræne rettigheder – i Georgien i 2008 og i Ukraine i 2014 og 2022 – samt dokumenteret indblanding i indenrigspolitiske processer og en voksende tilsidesættelse af multilateralisme, retsstaten og praksissen om, at indgåede aftaler overholdes. Med andre ord: En sikker indikation af, at kompatibiliteten mellem den eurasiske orden og den regelbaserede verdensorden er lav.

Som i Kinas tilfælde er der ikke stor entusiasme for den russisk-ledede orden uden for en meget snæver kreds af vasalstater som fx Hviderusland hvis leder, Alexander Lukashenko, står i Putins gæld efter voksende politisk modstand i de sidste par år. I modsætning til Kina er Rusland ikke i stand til at tilbyde betydelige økonomiske fordele til potentielle medlemmer. I stedet har Rusland i en årrække forsøgt at overtale potentielle medlemmer med henvisning til delt kultur eller tyet til decideret politisk pres. I nogle tilfælde – Ukraine, Georgien og Tjetjenien – har Putin valgt brutal militærstyrke. Dels for at forhindre, at andre tidligere sovjetrepublikker tilslutter sig den liberale orden, dels, som i tilfældet med Ukraine i 2022, at forsøge at gennemtvinge et regimeskifte, der vil sikre troskab til den eurasiske orden.

Putins strategi er rationel. Men sammenlignet med Kinas evne til at udøve økonomisk magt og med den liberale ordens tiltrækningskraft er den ikke særlig attraktiv, og den har på sigt kun en meget lille chance for succes udenfor en ganske snæver kreds.

Midlertidigt er det svært at bedømme potentialet af den eurasiske union. Unionen består indtil videre kun af fem stater – Rusland, Armenien, Hviderusland, Kasakhstan, og Kirgisistan, som alle i forskelligt omfang står i gæld til Rusland og som alle ikke just er kendetegnet ved populær opbakning. På den måde kan den eurasiske union godt ligne en kunstig eller ”døende” orden. Spørgsmålet bliver uvægerligt, hvor langt Putin kan drive ordenens udvikling gennem tvang og/eller Moskvas understøttelse af deres regimer.

Den liberale ordens styrker
Antagelsen i Vesten ​​om, at der ikke er alternative ordener til den liberale orden, er tydeligvis ikke korrekt. Alligevel er der meget, der taler for, at den er i en bedre situation end Putins og Xi’s ordner. Den liberale orden er ikke baseret på tvang, men derimod på delte værdier og tiltrækning til et politisk system, som for mange almindelige borgere er yderst attraktivt.

Dertil kommer, at den liberale orden kan tilbyde økonomiske incitamenter på lige fod med den kinesiske orden. Kinesisk udviklingshjælp har på det seneste været foretrukket af flere udviklingslande, fordi økonomisk støtte blev tilbudt tilsyneladende uden betingelser. Her står den kinesiske model i kontrast til den vestlige udviklingshjælp, som næsten altid stiller betingelser om, at modtagerlandet arbejder for anti-korruption, menneskerettigheder og demokrati. Meget tyder dog på, at mange udviklingslande er ved at få øjnene op for, at selvom den kinesiske udviklingsstøtte ganske vist ikke opstiller eksplicitte betingelser, er der ikke desto mindre en pris at betale.

Den liberale ordens største styrke er dog stadig, at den er let at tilslutte sig og at tilslutning kan ske på medlemmets præmisser med mulighed for såvel fuldbyrdet medlemskab af institutionerne som mere begrænset tilknytning. For eksempel er tilslutning forenelig med neutralitet som vist af Sverige, Finland og Østrig. I modsætning til de russisk- og kinesiskledede ordner er den liberale orden ikke begrænset af geografi, kultur eller etnicitet som vist i tilfældet af Japan, Sydkorea og Singapore. Dertil kommer at den stabilitet og forudsigelighed, den tilbyder, gør den attraktiv for mange stater i den ikke-vestlige verden. Desuden opfordrer den liberale orden aktivt til udvikling af regionale institutioner – eksempler herpå er den Afrikanske Union (AU), ASEAN i Asien og MERCOSUR i Latinamerika. Medlemskab af den liberale orden kan dermed skræddersys efter det potentielle medlems ønsker.

Den 24. februar blev transformationen mod en multiordensverden tydelig for alle. Men der er mange åbne spørgsmål om den endelige form.

Den største fejl hos vestlige akademikere og politikere var naivt at antage, at verden ønskede at være en del af det liberale projekt. At erobringskrige var fortid, og at hver stat havde frit valg over hvilken internationale orden den ønskede at tilhøre. Nu er det på tide at erkende, at økonomiske goder, politisk pres og brutal militær magt stadig har betydning og også er vigtige faktorer i udformningen af ​​internationale ordener – og at de udgør fundamentet i de ordner, der kommer til at udfordre den liberale orden. ■

 

Den største fejl hos vestlige akademikere og politikere var naivt at antage, at verden ønskede at være en del af det liberale projekt. At erobringskrige var fortid, og at hver stat havde frit valg over hvilken internationale orden, den ønskede at tilhøre
_______

 


Trine Flockhart (f. 1961) er professor i international politik og leder af Center for War Studies på Syddansk Universitet. Hendes forskning fokuserer på international orden, transformation, krisen i den liberale orden, NATO og det transatlantiske forhold. Kharkiv, Ukraine: Bygninger i brand efter at et russisk angreb tvinger ukrainske soldater til at skifte positioner, 25. marts 2022 [FOTO: Marcus Yam/Los Angeles Times/Ritzau Scanpix]