Uffe Gardel: En guide til Ukrainekrisen i fem punkter
31.01.2022
Vi ved ikke, hvad der er vigtigst for Rusland: at standse NATO’s udvidelser eller at få militær og politisk kontrol med Ukraine, altså, om Ukraine er anledningen eller påskuddet. Det er også uklart om Rusland overhovedet ønsker en diplomatisk løsning.
Af Uffe Gardel
”Jeg har besluttet mig for ikke at bekymre mig om ting, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved,” skrev en veninde i Kiev forleden til mig som svar på mit spørgsmål om situationen, og sådan har man det vist generelt i Ukraine: Der er ro, folk går på arbejde, ingen løber storm på hæveautomaterne, og valutaen er stabil. Præsident og regering opfordrer os i Vesten til ikke at overdrive krigsfaren, fordi almindelig panik vil skade ukrainsk økonomi.
Det ændrer alt sammen ikke på, at Europa i disse uger er tættere på en stor krig end nogensinde siden Cubakrisen i 1962.
”Jeg er meget bekymret for, at det skal udvikle sig til en væbnet konflikt på europæisk jord. Vi skal sende et klart budskab om, at Rusland bør vælge den diplomatiske vej og en diplomatisk løsning,” skrev statsminister Mette Frederiksen søndag på Facebook.
Rusland har sendt USA og NATO en række krav, man ønsker opfyldt, og får man nej, vil man gribe til ”militærtekniske” forholdsregler – hvilket kan være alt fra en invasion af Ukraine til opstilling af nye missiler rettet mod os. Onsdag svarede USA og NATO: Kravene bliver afvist som uantagelige, men man vil gerne tale om sikkerhed og afspænding. Rusland har foreløbigt svaret, at man kan se et grundlag for forhandling om sekundære spørgsmål, men intet positivt har modtaget om sine primære krav – dermed mener man nok kravet om et stop for NATO-udvidelser og tilbagetrækning af tropper fra Baltikum og de central- og østeuropæiske NATO-lande.
Vestlige medier, også danske, bringer fantasifulde gæt på, hvad Rusland nok vil – fx invadere Ukraine og skabe en ”landbro” til Krim, eller ligefrem genoprette Sovjetunionen eller tsartidens grænser. Vi får både følelsesladede beretninger om heltemodige ukrainere, der frivilligt melder sig til hæren, og fjerndiagnoser af Putin – som angiveligt vil have ”respekt”, og ”drømmer” om at skabe et imperium. Der gættes også på et næste skridt, efter Ukraine. Intet af dette giver os noget overblik.
Det ændrer alt sammen ikke på, at Europa i disse uger er tættere på en stor krig end nogensinde siden Cubakrisen i 1962
_______
Krisen i fem punkter
Enhver analyse af krisen er nødt til at tage følgende forhold i betragtning:
1) Vi ved ikke, hvad der er vigtigst for Rusland: at standse NATO’s udvidelser eller at få militær og politisk kontrol med Ukraine, altså, om Ukraine er anledningen eller påskuddet.
Det er også uklart om Rusland overhovedet ønsker en diplomatisk løsning. De krav, man offentligt har stillet til USA og NATO, er uantagelige, fx: Stop for NATO-udvidelser, alle NATO-tropper ud af Baltikum og Central- og Østeuropa, amerikansk militær ud af Europa, både flådefartøjer og atommissiler. Med andre ord: Rusland har nærmest ønsket sig det nej, man nu har fået.
2) Ingen aner hvad Rusland vil gøre nu, for beslutningerne tages – ligesom i 2014 – af meget få mænd i kredsen omkring Putin. Alt er gætteri, noget mere kvalificeret end andet, men stadig gætteri.
3) Der er også usikkerhed om de vestlige reaktioner: USA taler om, hvad man vil gøre, hvis Rusland invaderer Ukraine, men hvad nu hvis man ”nøjes” med at bombe infrastruktur? Og hvor kraftige sanktioner vil Tyskland gå med til?
4) Vælger Rusland at angribe Ukraine, er Ukraine chanceløst; Rusland er overlegen til lands, massivt overlegen i luften og fuldkommen overlegen til søs; man har kort sagt flere soldater og mere og bedre materiel end Ukraine. Ved en landkrig vil Rusland lide store tab, men Ukraine vil blive udsat for et blodbad. Vesten vil ikke komme Ukraine til hjælp med andet end materiel og sanktioner.
5) Ingen af de sanktioner, som diskuteres i vestlige medier, vil kunne afholde Rusland fra at gøre, hvad det vurderer som nødvendigt for at beskytte vitale sikkerhedsinteresser. Mener Rusland, at man er nødt til at angribe Ukraine, så angriber man, uanset om de russiske banker bliver smidt ud af SWIFT. I dette sidste punkt ligger der ikke nogen anerkendelse af, at Rusland har et reelt sikkerhedsproblem eller nogen ”legitim” sikkerhedsinteresse i Ukraine; det er simpelt hen en konstatering af, hvordan man tænker i Ruslands ledelse.
På samme måde må vi konstatere, at Rusland oplever NATO som en trussel. Det hjælper ikke, at vi kan påvise, at NATO ikke truer Rusland og ikke fx øver angreb på Rusland; det, som tæller, er hvad Rusland tænker. Den tænkning kan vi så prøve at påvirke.
Det hjælper ikke, at vi kan påvise, at NATO ikke truer Rusland og ikke fx øver angreb på Rusland; det, som tæller, er hvad Rusland tænker. Den tænkning kan vi så prøve at påvirke
_______
Et nyt blik på Europas sikkerhedsstruktur
NATO har selv behov for at se på det, man kalder den europæiske sikkerhedsarkitektur – behovet fremgår helt enkelt af den russiske troppekoncentration langs grænsen, men også af de løbende beretninger om farlige situationer, hvor fly og flådefartøjer fra NATO og Rusland kommer alt for tæt på hinanden.
Dertil kommer, at den kolde krigs netværk af nedrustnings- og våbenkontrolaftaler er blevet flosset de senere år. INF-aftalen om mellemdistanceraketter er død; USA trak sig ud af aftalen i 2019 efter års utilfredshed med, at den blev overtrådt – eller i hvert fald omgået – af Rusland. CFE-traktaten om konventionelle våben i Europa er stendød; USA og Rusland ”suspenderede” den i 2007, og i 2015 trak Rusland sig helt ud.
Der er altså noget for begge parter at tale om, og i bedste fald bliver den aktuelle krise brugt til at genoptage nedrustningsforhandlingerne.
Desværre har det russiske styre nogle helt andre forestillinger om den europæiske sikkerhedsorden end blot et nyt system af nedrustningsaftaler; det fremgår allerede af de krav, man har stillet USA og NATO.
Med krisen har Rusland allerede gjort sig til vores potentielle fjende: vi bliver truet. Ikke, som Ukraine, med et sekscifret antal soldater, men dog med ”militærtekniske” tiltag. Den logiske følge af dén observation er naturligvis, at den vestlige ruslandspolitik bør have til formål at begrænse Ruslands evne til at føre krig.
Det kan man jo gøre på mange måder, men et klassisk tiltag vil være forbud mod eksport af alle former for udstyr og viden, som kan anvendes militært, såkaldt ”dual use”-teknologi. Sådan et eksportforbud vil ikke være en sanktion; det vil være nødværge. Uanset hvordan denne krise ender, skal vi ikke hjælpe Rusland med at bygge våben, som en dag kan blive rettet mod os selv.
I værste fald får vi krig. Nu venter vi på det russiske svar. ■
Uanset hvordan denne krise ender, skal vi ikke hjælpe Rusland med at bygge våben, som en dag kan blive rettet mod os selv
_______
ILLUSTRATION: 18. september 2020: Soldater ombord en Bell V-22 Osprey-helikopter under en fælles militærøvelse mellem ukrainske og amerikanske soldater [foto: Ukrinform/Shutterstock/Ritzau Scanpix]