Uffe Gardel følger udviklingen i Ukraine, dag 21: Jeg tvivler på, at yderligere moralsk pres gør noget indtryk i Moskva; det gør kun militær hjælp til Ukraine og endnu hårdere sanktioner
16.03.2022
Vi er langt fra en fredsslutning. Som jeg tidligere har nævnt, elsker europæiske politikere at sige om forskellige konflikter, at der ikke findes nogen militær løsning på dem. Sandheden er, at når først en krig er brudt ud, findes der ikke andet end militære løsninger. Rusland og Ukraine indgår først fred, når Rusland har vundet tilstrækkeligt meget, og Ukraine har tabt tilstrækkeligt meget, og dér er vi ikke.
Analyse af Uffe Gardel
Vi ved, at ukrainske og russiske forhandlere har været i daglig kontakt pr. videolink, og der foregår tydeligvis et eller andet i det virtuelle forhandlingsrum. Mandag mødtes man virtuelt til et egentligt forhandlingsmøde, og det blev fortsat tirsdag og igen onsdag. Samtidig har begge parter udtrykt forsigtig optimisme.
I dag, onsdag, var det ingen ringere end den russiske udenrigsminister Lavrov, som sagde, at der er ”et vist håb om at nå et kompromis”. Lavrov sagde endda i et tv-interview pæne ting om ukrainsk kultur og køkken, og han mente, at det ukrainske og det russiske folk ikke havde nogen ”bebrejdelser” mod hinanden, altså ikke nogen gensidig animositet. Han konstaterede derudover, at ”præsident Zelenskyj personligt for nyligt har fremsat en række interessante udtalelser.”
Her tænker Lavrov sikkert på Zelenskyjs ugegamle forslag om, at Ukraine i stedet for et NATO-medlemskab får sikkerhedsgarantier fra alle sine naboer; et forslag som Rusland dengang ikke ofrede nogen ord på, men siden er den russiske fremrykning jo gået i stå, og sanktionernes smerte blevet endnu mere følelige – og i denne uge understregede Zelenskyj, at NATO-håbet reelt er opgivet. Man har, som den enfoldige mand fra landet i Kafkas fortælling Foran loven konstateret, at selv om døren er åben, er den ikke bestemt for én selv.
Endelig har lederen af den russiske forhandlingsdelegation onsdag fremhævet, at Ukraine under forhandlingerne har foreslået en østrigsk eller svensk løsning; i hans ord ”en neutral og demilitariseret stat, men med egen hær.”
Rusland kræver, at Ukraine ikke fremover udgør en trussel mod Ruslands sikkerhed, hvad det så end vil sige. Omvendt vil Ukraine ikke medvirke til nogen fredsslutning, som kræver, at man reducerer sit forsvar
_______
Den ukrainske model
I Sverige vil man nok hoppe i stolen ved at se sig selv omtalt som ”neutral og demilitariseret”; NATO-diskussionen går på livet løs i vores naboland i øjeblikket, og Sverige har netop besluttet en kraftig oprustning, så forsvarsudgifterne kommer op på to pct. om året.
Jeg bemærker, at Finland ikke blev nævnt som en model, og dermed har man heller ikke foreslået den kolde krigs finlandisering, altså en situation, hvor Ukraine helt mister sin udenrigspolitiske suverænitet. Jeg tror alligevel, at der ligger et meget vanskeligt forhandlingspunkt gemt her. Rusland kræver, ifølge Lavrov, at Ukraine ikke fremover udgør en trussel mod Ruslands sikkerhed, hvad det så end vil sige. Omvendt vil Ukraine ikke medvirke til nogen fredsslutning, som kræver, at man reducerer sit forsvar.
Der kom da også meget hurtigt en klar afvisning af påstanden fra Mykhajlo Podoljak, en af Zelenskyjs nærmeste rådgivere. Der kan kun blive tage om en ukrainsk model, svarede han og forklarede, at dette indebar klare sikkerhedsgarantier; ”faktiske og ikke protokolmæssige. Og det betyder, at de, som skriver under på garantien, ikke i tilfælde af et angreb på Ukraine står på sidelinjen, som i dag.” Podoljak gentog altså Zelenskyjs ugegamle, men oversete krav om reelle sikkerhedsgarantier vestfra.
Men det er ikke gjort med dét; en fredsslutning bliver hårdere for Ukraine end som så. Uanset at den russiske offensiv ser ud til at være kørt fast, er situationen nu engang, at det er Rusland, som har besat store dele af Ukraine – ikke omvendt.
Derfor kommer man ikke uden om de russiske krav om afståelse af Krim, og anerkendelse af republikkerne i Donbass som selvstændige. Begge dele har Zelenskyjs klart afslået. Endnu vanskeligere bliver spørgsmålet om grænsedragning; Rusland vil kræve hele Donetsk og Lugansk oblaster afstået, og ”DNR” og ”LNR” kontrollerede før krigen kun en tredjedel af de to oblaster.
Putin er bad cop, og Putin bestemmer
Presset på Rusland udefra er voksende: Ukraine kræver fortsat et krigsforbrydertribunal, det amerikanske Senat har enstemmigt fordømt Putin som krigsforbryder, og den kinesiske ambassadør i Washington har i et indlæg i Washington Post blankt afvist, at man kendte Putins krigsplaner: ”Lad mig sige det på en ansvarsbevidst måde: Påstande om, at Kina kendte til, bifaldt eller stiltiende har støttet denne krig er fuldkommen disinformation […] Hvis Kina havde kendt til den truende krise, ville vi have gjort vores bedste for at undgå den,” skrev ambassadøren, og jeg bemærker, at han faktisk bruger ordet ”krig”. Men da Rusland i forvejen er totalt isoleret, tvivler jeg på, at yderligere moralsk pres gør noget indtryk i Moskva; det gør kun militær hjælp til Ukraine og endnu hårdere økonomiske sanktioner.
Endelig noterer jeg mig, at mens Lavrov er begyndt at lyde næsten forsonlig, er Putin ikke; tirsdag aften sagde han, at Ruslands krav er ”velkendte”, og at ”Kyiv ikke virker seriøst indstillet på at søge efter gensidigt acceptable løsninger”. Lavrov er altså good cop, Putin er bad cop – og det er Putin som i sidste ende bestemmer.
Vi er langt fra en fredsslutning. Som jeg tidligere har nævnt, elsker europæiske politikere at sige om forskellige konflikter, at der ikke findes nogen militær løsning på dem. Sandheden er, at når først en krig er brudt ud, findes der ikke andet end militære løsninger. Rusland og Ukraine indgår først fred, når Rusland har vundet tilstrækkeligt meget, og Ukraine har tabt tilstrækkeligt meget, og dér er vi ikke.
Imens fortsætter de krigsforbryderiske bombardementer af beboelsesejendomme i Kyiv, Kharkov, Mykolajiv og Mariupol. Især i det fuldstændigt omringede Mariupol er den humanitære situation katastrofal. Krigen er stadig i gang. ■
Lavrov er good cop, Putin er bad cop – og det er Putin som i sidste ende bestemmer
_______
Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: Et ukrainsk flag vejer ved et checkpoint ved hovedvejen i Brovery omkring fire kilometer fra, hvor ukrainske styrker i går ødelagde flere russiske tanks og forsinkede den russiske hærs fremrykning mod Kyiv, 16. marts 2022. [FOTO: David Rose/Ritzau Scanpix]