Uffe Gardel følger udviklingen i Ukraine, dag 29: Forestillingen om, at Ukraine vil vinde, indebærer jo samtidig, at man tror, at Putin vil acceptere at lade sig besejre

24.03.2022


Krigen har, en måned efter sin begyndelse, udviklet sig helt anderledes, end det så ud til de første døgn. Russernes fremmarch er gået i stå, og fronten har bevæget sig ganske lidt de sidste 14 dage. Derfor har Putin brug for en hurtig sejr, og det er sandsynligt, at Rusland vil eskalere krigen. Det kan gøres på en række måder.

Analyse af Uffe Gardel

Dette skrives præcis på månedsdagen for det russiske overfald på Ukraine. Krigen har udviklet sig helt anderledes, end det så ud til de første døgn: Den russiske fremmarch er gået i stå, og fronten har faktisk bevæget sig meget lidt de sidste 14 dage. Ingen nye store byer er faldet, heller ikke den omringede og ødelagte Mariupol, og hverken Kyiv, Kharkiv, Tjernihiv, Mykolajiv eller nogen anden by er blevet omringet. De seneste døgn er det endda ifølge Pentagon lykkedes ukrainske styrker at presse russerne et stykke væk fra Kyiv. I krigens første døgn så det ikke engang ud til, at der var en rigtig front; russerne bevægede sig tilsyneladende frit rundt både til lands og i luften. Det gør de så ikke mere.

Er Ukraine så ved at vinde nu? Den amerikanske generalløjtnant Ben Hodges, tidligere øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa, sagde tidligere på ugen i et interview med Frankfurter Allgemeine, at dét mener han: De russiske styrker har ”kulmineret”, sagde han; det vil sige, at de har udtømt deres evne til at fortsætte angrebet. Det passer meget godt med, at russerne nordvest for Kyiv nogle steder er begyndt at grave deres artilleri ned og indtage en forsvarsposition.

Jeg er ikke nær så sikker. Det er sin sag for en civil padde som mig at gå i rette med en amerikansk generalløjtnant, men her er mine betragtninger. Lad mig begynde med min konklusion: Ukraine er ikke ved at vinde, og der er ikke udsigt til nogen fredsaftale. Der er tværtimod forhøjet risiko for en eskalation og en udvidelse af krigen.

 

Ukraine er ikke ved at vinde, og der er ikke udsigt til nogen fredsaftale. Der er tværtimod forhøjet risiko for en eskalation og en udvidelse af krigen
_______

 

Hvor mange tropper?
Først lidt om det russiske forsvar. Det rummer, i runde tal, 400.000 kontraktsoldater og, en kvart million værnepligtige, altså cirka 650.000 mand. Dertil kommer et meget stort officerskorps på godt en kvart million mand. I teorien vil derudover have et par millioner reservister, forstået som mænd, der har aftjent værnepligt inden for de seneste ti år.

Det er ikke alle disse soldater, som er kampklare. De værnepligtige kan være grønne rekrutter, og reservisterne skal også genuddannes, før man kan indsætte dem. Endelig, og nok så vigtigt, udgøres en meget stor del af soldaterne af ingeniørtropper, signaltropper og andre støttefunktioner. Der er i højden måske 150.000 regulære indsatsklare kamptropper – hvis man tager udgangspunkt i, at forsvarsminister Sjojgu har sagt, at kamptropperne kan formere 170 såkaldte BTG’er – ”bataljonstaktiske grupper” – og at hver BTG kan bestå af op til 900 kamptropper.

Mod Ukraine har man indtil nu indsat 190.000 mand, og det tal omfatter temmelig sikkert andet end regulære kamptropper. Det kan dermed sammenlignes med de 650.000 kontraktsoldater og værnepligtige. Potentielt har Rusland masser af tropper at indsætte, når først man har færdiguddannet dem. Men på kort sigt har man ikke mange reserver, hvilket forklarer den tilsyneladende iver for at indsætte syriske ”frivillige” og at få Belarus ind i krigen.

 

Hvis man kun ser på, hvordan de to hære klarer sig i forhold til hinanden, overser man, at det kun er ukrainske byer og ukrainsk infrastruktur, som bliver ødelagt, ikke russisk
_______

 

De russiske tabstal
Der har været megen diskussion om hvor store tab, Rusland egentlig har lidt. Ukraine hævder over 15.000 dræbte soldater, men giver ingen tal for antal sårede. En Rusland giver ingen aktuelle tal. En Pentagon-kilde har tidligere hævdet 7.000 dræbte. En BBC-optælling over navne på dræbte. som med sikkerhed kan verificeres, gav kun godt 500 navne. Omvendt hævder en NATO-kilde nu, at Rusland kan have mistet op til 40.000 mand, når sårede og krigsfanger tælles med. Regnestykket er, at man sætter antallet af dræbte til mellem 7.000 (det amerikanske tal) og 15.000 (det ukrainske tal), og så antager, at der nok er tre sårede for hver dræbte, for det plejer der at være i konventionel krig.

Jeg er dog ikke sikker på, at man kan regne sådan. Hvis mange af de dræbte er omkommet ved beskydning af deres pansrede køretøjer, kan der være færre sårede end normalt; i en kampvogn, som bliver ramt, dør alle. Jeg tror også vi ville have set en anden optræden fra russisk side lige nu, hvis man på en måned allerede havde mistet en femtedel af den indsatte styrke. Under alle omstændigheder: Alle tal er gæt.

Samtidig skal man huske, at Ukraine også mister soldater. Og civile. Og lider materielle tab. Hvis man kun ser på, hvordan de to hære klarer sig i forhold til hinanden, overser man, at det kun er ukrainske byer og ukrainsk infrastruktur, som bliver ødelagt, ikke russisk. Det er den fundamentale ubalance i konflikten, og grunden til, at en nedslidningskrig vil slide Ukraine ned før Rusland.

 

Putin-styret har brug for en hurtig sejr
_______

 

En pyrrhussejr for Putin
Lige nu er er krigen i hvert fald på vej ind i et dødvande, stalemate kalder de amerikanske analytikere det; og det betyder ikke at Ukraine vinder, eller at krigen dør ud eller svinder ind til noget Donbas-agtigt. Den amerikanske tænketank ISW, Institute for the Study of War, forklarede for nogle dage siden:

”Dødvandet vil sandsynligvis blive meget voldsomt og blodigt, især hvis det trækker ud. Dødvande er ikke våbenhvile eller våbenstilstand. Det er en tilstand, hvor begge sider gennemfører offensive operationer, som ikke grundlæggende ændrer situationen. Disse operationer kan blive meget ødelæggende og føre til enorme tab […] russiske styrker vil fortsætte med at bombe og beskyde ukrainske byer, ødelægge dem og dræbe civile [.]”

Forestillingen om, at Ukraine vil vinde, indebærer jo samtidig, at man tror, at Putin vil acceptere at lade sig besejre. Intet tyder på det. Der kommer ingen tilkendegivelser i den retning fra Moskva; tværtimod opretholder man sine krav, fx om ”denazificering”, og reagerer ikke på det ukrainske forslag om at opgive NATO-ambitionen til fordel for andre former for sikkerhedsgarantier. Putin har heller ikke reageret på de fortsatte telefonsamtaler med den franske præsident Macron. Formentlig ville Putin og hans styre også stå med et stort forklaringsproblem over for det russiske samfund, hvis man tabte krigen efter at have satset hårdt og lidt betydelige tab – selv om de er mindre end NATO-kildens fantasital. Man ville også svække det russiske militærs afskrækkende virkning på andre.

Dertil kommer, at sanktionerne sætter Rusland under et tidspres. De har halvvejs afkoblet Rusland fra globaliseringen og den internationale arbejdsdeling, og det vil give de russiske fabrikker og forbrugere større og større problemer, efterhånden som ugerne går, og lagerbeholdninger slipper op. Så Putin-styret har brug for en hurtig sejr.

Det værste venter os stadig
Derfor er det sandsynligt, at Rusland vil eskalere krigen. Det kan gøres på en række måder: Man kan udsætte de ukrainske byer for endnu voldsommere bombardementer. Man kan tage kemiske våben i brug og give Ukraine skylden. Eller man kan angribe vestlige våbenleverancer til Ukraine, mens de stadig befinder sig uden for Ukraines grænser. Det sidste kan udløse en artikel 5-situation, hvis angrebet sker i et NATO-land, men udenrigsminister Lavrov har allerede sagt, at man betragter våbenleverancerne som legitime mål. Endelig er der et par mindre sandsynlige muligheder, nemlig at man bruger et taktisk atomvåben, evt. bare i et øde område som en demonstration, eller at man forsøger at lægge pres på NATO med en eller anden form for angreb et andet sted. Måske et angreb som er så begrænset, at man håber, det ikke vil udløse NATO’s kollektive forsvar. Med andre ord: Det værste venter os stadig.

 

Måske overvejer russerne et angreb mod NATO som er så begrænset, at man håber, det ikke vil udløse NATO’s kollektive forsvar. Med andre ord: Det værste venter os stadig

_______

 

Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: Russiske sømænd bærer en kiste og et fotograf af kaptajnen Andrei Paly i Sevastopol, Krim, 23. marts [FOTO: Stringer/EPA/Ritzau Scanpix].