Uffe Gardel følger udviklingen i Ukraine, dag 36: Det er et samlet Rusland, der står bag overfaldet på Ukraine

31.03.2022


Krigen er faktisk populær i Rusland. Putins ratings har taget et voldsomt opsving efter invasionen, og 83 procent bifalder nu præsidentens generelle indsats. Det er således et samlet Rusland, der står bag overfaldet på Ukraine.

Analyse af Uffe Gardel

Krigen er faktisk populær i Rusland; Putins ratings har taget et voldsomt opsving efter invasionen af Ukraine; 83 procent bifalder nu præsidentens generelle indsats, mod 71 procent i februar, og 63 procent tilbage i november, før konflikten med Vesten for alvor spidsede til. Ikke siden annekteringen af Krim har Putin haft så stor opbakning – viser tal fra den uafhængige meningsmåler Levada offentliggjort i går (30. marts).

Det er således et samlet Rusland, der står bag overfaldet på Ukraine. Det er bemærkelsesværdigt i betragtning af, at både ukrainske og vestlige kilder taler om meget store tab for de russiske styrker; ifølge NATO-kilder skal et sted mellem hver tiende og hver femte indsatte soldat være blevet dræbt, såret eller taget til fange.


Visuel fremstilling af meningsmålingen fra Levada Center. 

Man kan drage flere konklusioner af denne kendsgerning. Den betyder, at der ikke er noget håb om, at Putin vil standse krigen af hensyn til den offentlige mening.

Det kan komme senere, hvis sanktionerne virkelig formår at forarme landet og befolkningen. Protester over forringede levevilkår er en af de få ting, diktatorer har respekt for, og altid har haft. Med en talemåde fra Sovjetblokkens tid, så ender kampen mellem køleskabet og fjernsynet som regel med, at køleskabet vinder; højere madpriser ender med at betyde mere end imperial stolthed, og den opstand i Polen, som i 1980 førte til dannelsen af Solidaritet og i sidste end Sovjetblokkens fald, begyndte netop med prisforhøjelser på dagligvarer.

De store russiske tab har heller ikke kunnet gøre krigen upopulær. Det var ellers, hvad vestlige iagttagere havde ventet – herunder jeg selv. Men måske træder der en modsat rettet effekt i kraft: Hvis man først har lidt så store tab, så gælder det virkelig om at vinde krigen, så de faldne ikke er døde forgæves.

Men den store opbakning betyder måske også, at Putin kan tillade sig at komme hjem med en sejr, som ikke er så stor endda; en leder med gode ratings har mere bevægelsesfrihed.

 

Med en talemåde fra Sovjetblokkens tid, så ender kampen mellem køleskabet og fjernsynet som regel med, at køleskabet vinder
_______

 

Zelenskyjs russiske budskab
I et spændende online-interview med fire russiske journalister i sidste uge har Zelenskyj udtryk sin store skuffelse over russernes holdning. Og han understregede den enkelte russers personlige ansvar.

”Jeg føler dyb skuffelse over, at en så høj andel af befolkningen i Rusland støtter [krigen], af mange forskellige grunde. Jeg vil ikke sige, at der ikke har været misinformation og hjernevask, men på den anden side, så er propaganda også en undskyldning. Hvis vi skal være ærlige.”

Zelenskyj mindede om, at krigen – i Donbas –har varet i otte år; tid nok for den enkelte russer til selv at sætte sig ind i, hvad der foregik.

”Det vil være forkert at sige, at de [almindelige russere]  ikke i sidste ende har en skyld. For hvis et menneske aldrig har brugt sin stemme, bare en enkelt gang, skrevet bare et enkelt opslag på sociale medier, eller bare enkelt gang har deltaget i en demonstration – man behøver ikke at sætte biler i brand eller skyde nogen, det er ikke noget med, at ’hvis du ikke har slået tsaren ihjel, så er du ikke min ven’.  Slet ikke. Men bare at støtte, bare at sige ’dette her kan jeg ikke, det vil jeg ikke, og jeg vil have, at min stemme bliver hørt’. Og hvis det så bare er ét menneske, der hører mig, så er det stadig plus én, og ikke minus. Og fraser om, at ’ingen hører på os alligevel’ og ’ det hjælper ikke’, de duer ikke, de er ikke rimelige.”

Interviewet med Zelenskyj er i øvrigt virkelig værd at se; allerede de ydre former er interessante. Hvor interviews med de to slaviske diktatorer, Putin og Lukasjenko, Belarus’ præsident, er præget af pompøs aggression og anspændt stemning, fremtræder interviewet med den ukrainske præsident som en normal, høflig samtale. Tre af de fire journalister repræsenterede oppositionelle medier, som er forbudte i Rusland (Meduza, TV Dosjd), eller har måttet opgive at udkomme (Novaja Gaseta). Endelig var erhvervsmediet Kommersant med.

I interviewet kommer Zelenskyj også ind på de varige konsekvenser af denne krig for forholdet mellem ukrainere og russere. Folk, som har rejst i Ukraine de senere år, vil have oplevet, hvordan folk flest har været i stand til at skelne mellem Putin og russerne; så meget desto mere som mange af ukrainerne selv taler russisk eller har slægtninge i Rusland.

Men krigen ændrer alt, mener den ukrainske præsident.

”Og det er nok det mest forfærdelige, at skuffelsen [over russernes støtte til krigen] er blevet til et had mellem to folk. Jeg har ikke noget svar på, hvordan man kan gøre det om igen. Jeg har ikke noget svar på, om det nogensinde vil blive gjort om. {…] Hadet til alt russisk vil blive ved med at vokse. Uden tvivl. {…] Den største skade på det russiske sprog er den, Vladimir Putin har begået. Og den er irreversibel. Det er klart, at folk nogle steder uden for Rusland vil skamme sig over at tale russisk.”

Han appellerede direkte til russerne om at standse krigen – ikke fordi de skal tænke på sig selv, men på deres børn og børnebørn.

”Der er ikke mere at tænke på for deres eget vedkommende. Folk, som i dag er voksne, kommer ikke til at tilgive hinanden. Det tror jeg ikke længere på.”

Udsagnet understøttes af andre interviews, jeg har læst den seneste tid, hvor ukrainere, som hidtil problemfrit og med fornøjelse har talt russisk, nu siger, at det sprog kommer de ikke længere til at tage i deres mund.

 

Den store opbakning betyder måske også, at Putin kan tillade sig at komme hjem med en sejr, som ikke er så stor endda; en leder med gode ratings har mere bevægelsesfrihed
_______

 

Og krigen?
Rusland siger, at det nu vil koncentrere kræfterne om at ”befri” Donbas, hvor man allerede har erobret næsten hele Lugansk oblast, men mangler halvdelen af Donetsk oblast, herunder den omringede havneby Mariupol, som er ramt af en humanitær katastrofe.

I praksis har der været visse tegn på, at russerne trækker sig væk fra Kyiv og Tjernihiv nord for Kyiv, og ukrainerne har tilbageerobret nogle mindre byer, men kampene fortsætter.

Ved forhandlingsbordet sker der endnu mindre. Efter to døgns ukrainsk-russiske forhandlinger i Istanbul konstaterede begge sider, at der ikke var resultater, selv om den russiske forhandlingsleder dog lød meget mere positiv end sin modpart. Ifølge den russiske forhandlingsleder havde de ukrainske forhandlere udtrykt vilje til at opfylde Rusland ”vigtigste krav”. Men han sagde intet om, hvorvidt Rusland vil trække sin hær tilbage, og det er Ukraines krav for overhovedet at ville medvirke til noget som helst andet.

I interviewet forleden ridsede Zelenskyj den ukrainske forhandlingsposition op i forhold til de russiske krav:

1. Demilitarisering: ”vil vi ikke tale om”.
2. Denazificering: ”Vi sætter os slet ikke til forhandlingsbordet, hvis det er det, man skal diskutere; jeg ved ikke engang, hvad det er.”
3. Det russiske sprogs stilling: Ukraine vil gerne indgå en symmetrisk aftale om gensidig anerkendelse og respekt for hinandens sprog, kultur og historie med alle sine nabolande.
4. NATO-medlemskab: Accept til alliancefrihed, men med reelle sikkerhedsgarantier fra nogle andre lande, også vestlige lande. Bestemmelsen skal ratificeres af garantilandene og godkendes ved en folkeafstemning i Ukraine. Folkeafstemningen er ikke mulig at gennemføre, så længe der er fremmede tropper i landet.
5. Donbas’ og Krims status var Zelenskyj uklar på; det var noget, man skal tale om. Onsdag aften præciserede det ukrainske udenrigsministerium, at spørgsmålene om Krim og Donbas ”vil blive løst, når Ukraines suverænitet over dem er genoprettet.”

Forhandlingerne har hele vejen igennem været præget af, at russerne hævdede, at ukrainerne havde været mere kompromisvillige, end det bagefter viste sig, at de havde været. Og som man kan se på listen ovenfor, er krigens parter meget langt fra en aftale. Putin vil ikke trække sin hær ud, før han har fået løfter, og Ukraine giver ingen løfter, før den russiske hær er væk. ■

 

Putin vil ikke trække sin hær ud, før han har fået løfter, og Ukraine giver ingen løfter, før den russiske hær er væk
_______

 


Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: En kvinde går forbi Moskvas teater udsmykket med ‘Z’-symbolet, der hylder det russiske militær i Ukraine, 29. marts, 2022 [FOTO: Igor Ivanko/Kommersant Photo/Ritzau Scanpix].