Ukraine morgenbrief 15 april: Hvordan vil russerne reagere på sænkningen af Moskva?
15.04.2022
RÆSONs Ukraine Morgenbrief udkommer hveranden morgen i hverdagene med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn i forbindelse med invasionen af Ukraine.
Godmorgen og velkommen til ugens sidste briefing med sidste nyt fra krigen i Ukraine. Et stort, russisk skib, der er sunket, nye, tunge våben til Ukraine og, muligvis, nye NATO-medlemmer.
Det store russiske krigsskib Moskva er sunket. Det melder Ruslands eget forsvarsministerium torsdag aften med forklaringen om, at skibet først var blevet alvorligt beskadiget på grund af en eksplosion af ammunition ombord. Ifølge russerne er skibet derefter er sunket, mens det i stormfuldt hav blev trukket til Krim for at blive repareret. Omvendt siger ukrainerne, at de har ramt skibet med et missil, og forsaget at det er sunket. Skibet Moskva var med sit mandskab på 510 mand flagskibet i den russiske sortehavsflåde og dermed både et vigtigt symbolsk og militært mål for ukrainerne. Flagskibet blev både brugt som kommandofartøj og til kontrol med luftrummet, så det kan få markante militære konsekvenser, at det nu er sunket. Der er endnu ingen uafhængige kilder, der endnu har kunnet fastslå, om skibet var offer for en ulykke om bord eller et ukrainsk angreb, men uanset hvem der har ret, er det endnu et stort tab for Putin og det russiske militær. Hvis skibet er blevet ramt af Ukraine, er det, det største skib der er blevet sænket siden Anden Verdenskrig. Du kan læse alt om den historie her. Skibet havde i øvrigt adresse til de nu famøse “sidste ord” fra ukrainerne stationeret på Snake Island: “Russian warship, go fuck yourself!”.
_______
At det store flagskib er sunket vækker også opmærksomhed på russisk TV. Julia Davis fra The Daily Beast har på Twitter delt et klip, hvor både vært og meningsdannere taler om det meget alvorlige i, at Rusland har mistet sit flagskib, og at det kan være forventeligt med en reaktion. De taler også om, at Rusland nu ikke bare er i krig med Ukraine, men med hele NATO. Derfor er alle de våben, Vesten leverer, blevet et mål. Det får dem til at tale om at bombe jernbaner og Kyiv, så de kan stoppe våbenleverancerne og stoppe Vestlige ledere fra at besøge Ukraine. Klippet giver et interessant indblik i Ruslands retorik og deres forståelsen af krigen. Det kan du se her. I løbet af natten har der faktisk været luftalarmer, bombardementer og strømnedbrud i Kyiv, men om det kommer som en form for reaktion på tabet af de russiske flagskib, kan vi ikke sige noget om.
_______
USA har besluttet at sende flere og tungere våben (til en værdi af 800 mio. dollars) til Ukraine. Leverancen består blandt andet af artilleri, droner og helikoptere, foruden radarudstyr, beregnet til at spore angreb. De nye våben er et udtryk for at Ukraines behov ændrer sig i takt med, at den russiske strategi gør det. Den præcise våbenleverance blev lavet på baggrund af længere samtaler mellem højtstående amerikanerne og ukrainerne. Her blev amerikanerne briefet om situationen på slagmarken, så de kunne være i stand til at vurdere, hvilke våben Ukraine har brug for. Det blev fulgt op af en samtale mellem Biden og Zelenskyj, hvor den amerikanske præsident blev overbevist om også at levere helikoptere. Det skriver CNN her. Derudover fortalte amerikanerne torsdag, at de vil se på muligheden for at give ukrainske soldater træning i de nye våben og det nye udstyr. Det kan du læse mere om her.
Hvis skibet er blevet ramt af Ukraine, er det, det største skib der er blevet sænket siden Anden Verdenskrig
_______
Sverige og Finland vil nu begge tage stilling NATO-medlemskab. Det kom frem på et fælles pressemøde mellem de to landes statsministre onsdag. For begge nordiske lande gør det sig gældende, at Ruslands invasion af Ukraine har ændret sikkerhedssituationen og opbakningen til NATO-medlemskab. Det sker på trods af russiske advarsler om at de vil reagere og balancere den militære situation i området, hvis de to lande tilslutter sig. Du kan læse mere fra det fælles pressemøde her, og så kan du læse RÆSONs interview med den tidligere finske statsminister Alexander Stubb her på siden. Stubb siger bl.a. at det er en win-win for NATO og Finland, og at Finland ikke skal vente på Sverige, hvis de ikke vil søge om medlemskab nu. Han er sikker på, at Finland er medlem af NATO, inden året er omme.
_______
På slagmarken er situationen fortsat at Russerne forventes af forberede en større offensiv i det østlige Ukraine. De opbygger tilstedeværelse af tropper og foretager kun mindre angreb, der foreløbig ikke har den store effekt. I Mariupol gør russerne fortsat fremskridt i de hårde kampe der er i byen, men det er endnu ikke lykkedes russerne at erobre den. Det kan du læse mere om og se detaljerede kort hos The Institute for the Study of War her.
_______
Vi er tilbage igen på mandag og i mellemtiden bliver vi nok klogere på, hvorfor det russiske flagskib er sunket, og hvilke konsekvenser det får. ■
Rusland nu ikke bare er i krig med Ukraine, men med hele NATO. Derfor er alle de våben, Vesten leverer, blevet et mål
_______
ILLUSTRATION: En russisk matros ser på Moskva ved Sevastopol i Krim, 2013 [FOTO: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix].