Ukraine morgenbrief 25. maj: Nærmer russerne sig et reelt gennembrud?

25.05.2022


RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver anden morgen i hverdagene med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn i forbindelse med invasionen af Ukraine.

Det er onsdag, og det her er din briefing med det vigtigste fra krigen i Ukraine. Vi har den seneste tid skrevet om mindre russisk fremgang. Den begynder nu at tage til, og spørgsmålet er om de russiske styrker nærmer sig et reelt gennembrud i det østlige Ukraine.

Den russiske offensiv tager til. De russiske tropper har intensiveret deres angreb ved den østlige front omkring de ukrainske byer Severodonetsk og Lysychansk. Der foregår hårde kampe, hvor russerne forsøger at omringe og erobre de to byer, der ligger tæt på hinanden. Hvis de lykkes dem at erobre de to byer, er de rigtig godt på vej til at nå deres mål om at erobre hele Luhansk-regionen. Institute for The Study of War (ISW) skriver, at Rusland forsøger at omringe ukrainske tropper flere steder i områderne Donetsk og Luhansk (der tilsammen udgør Donbas). De russiske tropper gør stadig fremskridt i området, og har erobret mere land i den seneste uge, end de gjorde tidligere maj. Det kan du læse mere om og se kort over områderne her.

Severodonetsk, Lysyschansk og Rubzihne forsøges omringet. Det britiske forsvarsministerium skriver også, at de russiske tropper forsøger at omringe Severodonetsk, Lysychansk og Rubzihne (i samme område red.), og at der i skrivende stund (24. maj) kun er 25 kilometer imellem de to russiske fronter, der forsøger at kæmpe sig mod hinanden for at fuldende omringelsen. Briterne skriver også, at det ukrainske forsvar stadig er velfungerende og stærkt, men at russerne har opnået fremskridt bl.a. ved massiv benyttelse af artilleri. Du kan se hele den analyse her.

Lang bykamp venter i Severodontesk. ISW vurderer, at de russiske styrker formentlig vil blive mødt af langvarige bykampe, hvis det lykkes dem at omringe Severodonetsk, og at det er en form for kamp, russerne har haft det svært med tidligere i invasionen. De skriver også, at de russiske fremskridt stadig er begrænsede og udgør en meget mindre succes, end Kreml oprindeligt havde håbet på. Den russiske forsvarsminister har offentligt sagt, at operationen bevæger sig langsomt, men han påstår, at det er for at skåne civilbefolkningen i området. Samlet set vurderer ISW ikke, at der er tale om et større gennembrud for den russiske offensiv. Det kan du også læse mere om her. Og så kan du se en visualisering af de reducerede russiske ambitioner for invasionen af Ukraine her.

 

Hvis det lykkes russerne at erobre Severodonetsk og Lysychansk, er de rigtig godt på vej til at nå deres mål om at erobre hele Luhansk-regionen
_______

 

Største kamp siden Anden Verdenskrig? Den ukrainske forsvarsminister bekræfter, at de russiske angreb er blevet intensiveret, og at krigen er gået ind i sin hidtil mest aktive fase. Det bakkes op af den ukrainske udenrigsminister der siger, at de russiske angreb på Donbas er hensynsløse og de største kampe siden Anden Verdenskrig. Han opfordrer samtidig alle Ukraines partnere til at levere våben og ammunition hurtigere. Guvernøren i Luhansk har meldt ud, at det nu er for sent at evakuere de tilbageværende civile i Severodonetsk på grund af de russiske angreb. Der formodes, at 50.000 stadig opholder sig i byens beskyttelsesrum. Opfordringen er, at de skal blive i beskyttelsesrummene, da bombardementerne er for voldsomme og farlige. Det kan du læse mere om her.

Finland og Sverige sender delegationer til Ankara. Imens de hårde kampe foregår i det østlige Ukraine, vil Sverige og Finland onsdag sende delegationer til Ankara for at forhandle med Tyrkiet om deres modstand overfor de to nordiske landes optagelse i NATO. Det fortæller den finske præsident, der samtidig siger, at de selvfølgelig vil håndtere udfordringen diplomatisk. Tyrkiet har bekræftet mødet, og det bliver højtstående embedsmænd, der skal tale sammen med udgangspunkt i et tyrkisk udkast til en aftale. Tyrkiet vil have garantier, der kan skrives i en officiel aftale og ikke bare ønsker. Det skriver Al Jazeera, og du kan læse det lige her.

Danmark sender missiler til Ukraine. Mandag fortalte den amerikanske forsvarsminister, at 20 lande er blevet enige om at sende flere våben og ammunition til Ukraine. De nye forsyninger indeholder bl.a. kampvogne, pansrede køretøjer, ammunition til artilleri og kystforsvar. Den amerikanske minister fremhævede og kvitterede for, at Danmark vil levere Harpoon-missiler til at forsvare Ukraines Sortehavskyst og til anvendelse mod russiske skibe. Du kan læse mere om det danske bidrag her. 

Putin bruger fødevarer som våben. Både den polske premierminister og formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, beskylder Rusland og Putin for at bruge fødevarer som et våben i krigen med Ukraine. Rusland har blokeret Sortehavet, og dermed kan den ukrainske hvede ikke kommer ud på verdensmarkedet med stigende madpriser som resultat. De mulige konsekvenser kan du bl.a. læse om i et interview her på RÆSON. Von der Leyen siger, at Rusland bruger sult og korn som et magtmiddel, og Ukraine opfordrer det internationale samfund til at skabe en mulighed for, at de millioner af ton af ukrainsk korn kan komme ud på markedet via andre veje. Det kan du læse mere om her.

Vi er tilbage igen på fredag, og indtil da holder vi øje med, om det lykkes de russisk tropper at erobre mere land i det østlige Ukraine. ■

 

Både den polske premierminister og formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, beskylder Rusland og Putin for at bruge fødevarer som et våben i krigen med Ukraine
_______

 



ILLUSTRATION: Pro-russiske soldater affyrer en Howitzer 2S1 Gvozdika mod Severodonetsk i Luhansk-regionen, 24. maj, 2022 [FOTO: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix]

For at læse hele artiklen kan du købe adgang her.

Login