Ukraine morgenbrief 28. marts: Zelenskyj klar til at diskutere neutralitet
28.03.2022
RÆSONs Ukraine Morgenbrief udkommer hver morgen med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn i forbindelse med invasionen af Ukraine – i Ukraine og i verden.
Godmorgen og velkommen til ugens første udgave af RÆSONs briefing om den seneste og vigtigste udvikling i Ukraine. Det bliver med fokus på weekendens udmeldinger fra både den amerikanske og ukrainske præsident, samt sidste nyt fra fronterne på slagmarken.
_______
Zelenskyj fortalte søndag aften russiske journalister, at han er klar til at indgå en fredsaftale, hvor Ukraine får neutral status. Det kræver at tredjeparter kan garantere Ukraines sikkerhed, og at en sådan aftale bliver godkendt ved en folkeafstemning. Zelenskyj meldte sig også klar til at indgå kompromiser om den østlige region Donbas, hvor der har været krig mod de selverklærede udbryderrepublikker Luhansk og Donetsk siden 2014. Du kan læse mere her. Samtidig fortsætter forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine mandag i Tyrkiet, men stadig ikke på et niveau, hvor hverken Zelensky eller Putin deltager.
_______
“For God’s sake, this man cannot remain in power”. Med de stærke ord om Putin afsluttede Joe Bidens lørdag en tale i Polen, der fik det til at lyde som om, at amerikanerne har som erklæret mål at fjerne den russiske fra magten i Kreml. Kort efter talen skyndte det Hvide Hus sig dog at nedtone udmeldingen med en forklaring om, at præsidenten havde hentydet til, at Putin ikke længere skal udøve sin magt over nabolande i regionen, men at det selvfølgelig ikke handlede om Putins magt over Rusland. Du kan selv se klippet her og læse mere om, hvordan den amerikanske udenrigsminister Blinken senest har været ude og trække Bidens udmelding i land her. Hvad Joe Biden egentlig mente, kan vi ikke sige med sikkerhed, men han har fået kritik for at kalde på regimeskifte i Rusland i en tid, hvor der ikke er brug for eskalering. Et godt eksempel på det kan du læse i The Atlantic her.
_______
På slagmarken i Ukraine er det overordnede billede, at fronterne står meget stille overfor hinanden. Det russiske fremrykning bliver forhindret af logistiske problemer, mangel på gejst og momentum og heftig modstand fra Ukrainsk side. Her kan du se den seneste udlægning fra det britiske forsvarsministerium. Det er fortsat kun omkring Mariupol, at russerne gør fremskridt i de intense kampe, der lige nu foregår om byens havn.
_______
Vi slutter af med et interessant indblik i den russiske propaganda og den forståelse af verden, som Putin gerne vil udbrede. Han har længe arbejdet for at undervisningen i historie på russiske skoler kun fortæller én historie og ikke efterlader plads til divergerende udlægninger. I et forsøg på at mobilisere ungdommen og skabe ægte patrioter, starter propagandaen altså allerede i de russiske skoler. Det er Allison Edwards (PhD fra Warvick), der har skrevet den analyse på Twitter, som du finder lige her.
ILLUSTRATION: Zelenskyj taler om de kommende fredsforhandlinger i Tyrkiet, d. 28. marts, 2022 [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix].