Ukraine morgenbrief 3. juni: Rusland har vundet kontrol over det meste af Luhansk
03.06.2022
Velkommen til ugens sidste briefing fra krigen i Ukraine, der nu har varet i 100 dage.
RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag, onsdag og fredag med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn under invasionen af Ukraine.
Russerne har vundet kontrollen over Severodonetsk. Ifølge det britiske forsvarsministerium har russerne har fået kontrol med det meste af Severodonetsk ved den østlige front. Den ukrainske guvernør i Luhansk vurderer, at russiske tropper har erobret 80 pct. af byen. Byen bliver fortsat angrebet fra alle sider, og de intense gadekampe gør det meget vanskeligt og ekstremt farligt at evakuere de 15.000 civile, der stadig formodes at opholde sig i byen.
Russiske tropper kontrollerer nu 90 pct. af Luhansk. Det skriver skriver det britiske forsvarsministerium i en rapport fra i morges. De russiske tropper gør konstante fremskridt ved brug af koncentreret artilleri, men erobringerne kommer med store tab for de angribende tropper. Det næste skridt for russerne bliver at forsøge at krydse floden Siverskij Donets. Om dette lykkes, vil være afgørende for, om de opnår kontrol med Luhansk og Donetsk. Det forventes dog, at de vil have behov for en pause mellem erobringen af Severedonetsk og de kommende forsøg på at krydse floden. Læs mere her.
Ud over Severedonetsk prioriterer russerne at erobre nabobyen Lychansk. De investerer mange tropper i at indtage de to byer, der kan give dem den fulde kontrol over hele området Luhansk
_______
Zelenskyj: Russerne kontrollerer 20 pct. af Ukraine. Zelenskyj siger nu, at Rusland har kontrol med 20 pct. af Ukraines samlede areal. Han siger også, at fronten mellem de ukrainske og de russiske tropper strækker sig over 1.000 km.
Ukrainerne tilbageerobrer områder i syd. Institute for The Study of War skriver, at russerne ud over Severedonetsk prioriterer at erobre nabobyen Lychansk. De investerer mange tropper i at indtage de to byer, der kan give dem den fulde kontrol over hele området Luhansk. Men det sker på bekostning af kampene andre steder. De har således ikke opnået mærkbare resultater andre steder på den østlige front, og kan få svært ved at fortsætte erobringerne, hvis Severedonetsk kommer under russisk kontrol. Samtidig har de ukrainske tropper stadig succes med deres modangreb i det sydlige Ukraine ved byen Kherson, hvor de tilbageerobrer flere mindre byer, som russerne tidligere har indtaget. Se på kortet og læs hele analysen her.
Grufuldhederne fra Mariupol afdækkes langsomt. Efter at Rusland har taget kontrol med byen og kampene er stoppet, begynder det at komme frem, hvilket mareridt der har udspillet sig for de civile i byen. The Guardian skriver, at titusinder af pårørende forsøger at finde deres døde, så de kan få en ordentlig begravelse. En af borgmesterens rådgivere vurderer, at 22.000 er døde i de to måneder lange kampe, men en anonym kilde, der er med til at koordinere begravelser i byen siger, at der formentlig er tale om 50.000. Nogle er døde af sult og mangel på medicin, mens andre er frosset ihjel eller blevet bombet mens de forsøgte at finde vand. Læs reportagen, der er en hård påmindelse om krigens rædsler.
Rusland er langt fra besejret endnu. Rusland har begået fejl og lidt store tab i Ukraine, men det er for tidligt at afskrive den trussel, de udgør mod Vesten. Det skriver to eksperter i et debatindlæg i New York Times. De advarer mod at affærdige Rusland militære magt, bare fordi de er kommet galt afsted i den første del af krigen i Ukraine. For det første er der tegn på, at russerne har lært af sine fejl og klarer sig bedre på slagmarken nu. For det andet påpeger de, at Rusland ikke har mistet nogle af sine mest destruktive militære midler som ubåde, missilsystemer og atomvåben. Endelig argumenterer de for, at den russiske økonomi klarer sig OK på trods af vestlige sanktioner, og at der kan gå lang tid, før den dårlig økonomi vil ramme deres militær. Vesten må derfor ikke blive overmodige.
Ukrainerne venter på våben, der kan afgøre krigen. Reuters pointerer i en analyse, at Ukraine lige nu holder stand mod de russiske angreb, mens nye og bedre våben er på vej fra USA og andre vestlige lande. Det er især artilleri, som Ukraine har hårdt brug for, og der er nye raketsystemer på vej fra amerikanerne, der vil kunne gøre en stor forskel. De skal dog først leveres, og de ukrainske soldater skal lære at bruge dem. En ukrainsk analytiker vurderer, at de kan stoppe den russiske fremmarch på alle fronter, hvis de får de våben som de beder om, og at det er realistisk at indlede en større modoffensiv i august eller september. Læs anaysen her.
Morgenbrief er tilbage igen mandag morgen. ■
En ukrainsk analytiker vurderer, at de kan stoppe den russiske fremmarch på alle fronter, hvis de får de våben som de beder om, og at det er realistisk at indlede en større modoffensiv i august eller september
_______
ILLUSTRATION: Smoke and dirt rise in the city of Severodonetsk during fighting between Ukrainian and Russian troops at the eastern Ukrainian region of Donbas on June 2, 2022.[FOTO: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix]