Ukraine morgenbrief 5. april: Er Europa endelig parat til at reducere importen af russisk energi?

05.04.2022


RÆSONs Ukraine Morgenbrief udkommer hver morgen med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn i forbindelse med invasionen af Ukraine.

Godmorgen og velkommen til ugens anden morgenbriefing. Som vi skrev i går, holder vi øje med reaktionerne på de frygtelige billeder fra byen Butja og de krigsforbrydelser Rusland ser ud til at have begået. Vi starter derfor med at tage et kig på dem: 

_______

Den amerikanske præsident Biden har tirsdag kaldt Putin for en krigsforbryder, og vil sørge for at der bliver indsamlet viden og beviser, således at den russiske præsident kan blive dømt for sine handlinger. Biden siger også at USA er i gang med at undersøge, hvordan de kan ramme Rusland med yderligere sanktioner og lovede at blive ved med at levere våben til Ukraine, så de kan fortsætte modstanden. Du kan se Bidens korte udtalelse her.

_______

Men hvilke skrappere sanktioner kan Vesten enes om at indføre med Rusland? Det store spørgsmål er, om historierne fra Butja bliver dét, der får Europa til at reducere importen af gas og olie fra Rusland. Det vil ramme Putin, hvor det virkelig gør ondt, men det vil også gøre ondt på europæerne selv. EU får 40 pct. af sin naturgas fra Rusland med Tyskland som absolut storimportør. De tal kan du dykke meget mere ned i lige her. Tirsdag morgen var EU’s import af russisk gas tilbage på et niveau fra tiden lige inden invasionen, og det betyder, at Europa fortsat fodrer Rusland med penge, selvom der på mange andre områder er indført hårde økonomiske sanktioner. Du kan se udviklingen i importen af gas lige her

 

Den franske præsident Macron taler nu åbent om at indføre sanktioner på russisk olie og gas, men nævner bemærkelsesværdigt nok ikke gas som en mulighed
_______

 

_______

Litauen har som det første EU-land valgt at indføre et totalt stop for import af russisk gas, og de opfordrer resten af landene til at gøre det samme. EU’s økonomikommissær, Paolo Gentiloni, har udtalt, at der nu bliver talt om nye sanktioner mod Ruslands energisektor. Han understreger, at alt er i spil, og at muligheden for sanktioner mod energisektoren er mere i spil end nogensinde. Den franske præsident Macron taler nu åbent om at indføre sanktioner på russisk olie og gas, men nævner bemærkelsesværdigt nok ikke gas som en mulighed. EU-ambassadørerne mødes i dag, onsdag, for at diskutere, hvilke konkrete sanktioner, der kan findes enighed om. Det kan du læse mere om her

_______

Rusland afviser at stå bag drab på civile i Butja og beskylder Ukraine for at have iscenesat de skrækkelige billeder. Det har fået britiske BBC til at faktatjekke de russiske påstande, som du kan se her.  Samtidig har New York Times tirsdag udgivet en analyse, hvor de ved hjælp af satellitbilleder konkluderer, at de dræbte på vejen i Butja har ligget der længe – under den russiske kontrol med byen. Den kan du læse her.

_______

Nu hvor Rusland har trukket sig fra Kyiv, forbereder begge parter sig på, at kampene kommer til at foregå længere østpå. Rusland trækker sine tropper den vej, og det samme gør Ukraine med de tropper, der nu ikke længere skal bruges til at forsvare de områder, russerne har trukket sig fra. Det er forventningen, at det er her det næste store slag om Ukraine skal stå, og vi kan forvente at tropperne er på plads i slutningen af den her uge. Du kan se, hvordan russernes tilstedeværelse i Ukraine har ændret sig på kort tid lige her. Ukraine har gode muligheder for at forsvare sig ved den nye frontlinje, men vil få svært ved at presse russerne længere tilbage mod øst. Russerne har mulighed for at forsøge med en offensiv fra øst, men spørgsmålet er, om de tør. Hvis endnu en stor offensiv mislykkes, risikerer de at tabe hele krigen. Analysen kommer fra den amerikanske journalist og forfatter Michael Weiss, og den kan læses her.

_______

Røde Kors har gjort et fjerde forsøg på at komme ind i den belejrede havneby Mariupol, men har endnu engang måtte opgive. Deres medarbejdere er blevet tilbageholdt af politi, og de kunne derfor ikke få adgang til at evakuere civile, der lever under under utålelige forhold i byen, der fortsat bombes, og hvor der er i alvorlig mangel på mad, vand og medicin. Røde Kors ville ikke oplyse, hvem der tilbageholdt dem, men den ukrainske vicestatsminister siger, at det er russiske styrker. Du kan læse den nyhed her.

_______

Vi slutter af med en meget kort historie, der fortæller en hel del om de fundamentalt forskellige verdensbilleder, der lige nu findes i Ukraine og Rusland. Shaun Walker, der dækker krigen for The Guardian, og befinder sig i Ukraine, fortæller at han mødt en kvinde, der ejer en skønhedssalon. Russerne indtog hendes by, skød efter hendes bror, stjal en bil og overnattede i hendes salon, hvor de også tog alt hendes udstyr. Hun ringede og fortalte sin russiske tante fra Moskva, hvad der var sket, men tanten afviste historien og fortalte hende, at de bliver hjernevasket i Ukraine. Ifølge tanten måtte der være tale om ukrainere, der havde klædt sig ud som russiske soldater. De to har ikke talt sammen siden. Læs hele historien her.

Vi er tilbage igen i morgen efter et døgn, hvor vi især holdeer øje med, om EU er parate til at reducere importen af gas fra Rusland. ■

_______

 

Russerne har mulighed for at forsøge med en offensiv fra øst, men spørgsmålet er, om de tør. Hvis endnu en stor offensiv mislykkes, risikerer de at tabe hele krigen
_______

 


ILLUSTRATION: Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj besøger Bucha, nordvest for Kyiv, efter at byen igen er kommet på ukrainske hænder, 4. april 2022. [FOTO: Ronaldo Schemidt/AFP/Ritzau Scanpix]