Ukraine morgenbrief 8. september: Ukrainerne overrasker og generobrer et større område ved Kharkiv

08.09.2022


Det er blevet torsdag, og her er ugens anden brief med de vigtigste begivenheder og analyser fra krigen mellem Ukraine og Rusland. I mandags beskrev vi den begyndende succes med den ukrainske modoffensiv i form af konkrete erobringer, og nu har det taget endnu mere fart med nye succesfulde modangreb ved en anden front.

RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag og torsdag med et overblik over de vigtigste begivenheder fra krigen i Ukraine.

Ukrainerne gør fremskridt i modangreb omkring Kharkiv. Ukraine har nemlig påbegyndt en offensiv for at tilbageerobre mere tabt land fra russerne ved Kharkiv-regionen. Kharkiv er Ukraines andenstørste by, og den ligger i den østlige del af landet, tæt ved grænsen til Rusland og nord for Donbas-området, hvor den russiske offensiv har forsøgt at skabe resultater gennem længere tid, men reelt er gået i stå. En af Zelenskyjs rådgivere siger, at der er hurtige forandringer i gang ved Kharkiv, og russiske kilder fra sociale medier melder om, at den russisk besatte by, Balakliia, er blevet omringet. Det kan du læse mere om her. Sent torsdag aften har Zelenskyj selv bekræftet, at de har generobret flere byer, men han vil ikke nævne hvilke, der er tale om. Samtidig siger amerikanerne også, at Ukraine gør langsomme, men sikre fremskridt. Det kan du læse her.

 

Ukrainernes mål er en vigtig jernbane, som russernes er afhængige af for at fastholde deres østlige front. Hvis ukrainerne lykkes med at erobre den, forudser Mike Martin, at vi kommer til at se en kaotisk russisk tilbagetrækning fra område
_______

 

ISW: 400 kvadratkilometer kan være generobret seneste døgn. Den amerikanske tænketank, Institute for the Study of War (ISW), vurderer foreløbig, at ukrainerne er rykket 20 km. frem og har generobret et område på 400 kvadratkilometer i løbet af den 6. og 7. september. Det har dermed været en meget effektiv modoffensiv, der formentlig har overrasket russerne, der var tyndt bemandet i området, fordi de bruger tropperne andre steder. Den ukrainske fremgang sker i området mellem Kharkiv og byen Izjum, og det kan du se på kortet fra ISW her:



Kilde: Institute for the Study of War, 8. september 2022 [klik for flere kort].

Russerne presser på i Donbas og tager kontrol over byen Kodema. I det sydlige Ukraine, i Kherson-regionen, fortsætter ukrainerne samtidig med at angribe, og de gør fortsat mindre fremskridt i området, omend ikke så store, som dem vi nu ser ved Kharkiv. I den østlige del af landet omkring Donbas, angriber russerne fortsat, men med begrænset succes. Der er ingen større gennembrud, men russerne har fået fuld kontrol med byen Kodema, der ligger i det område ved byen Bakhmut, hvor de længe har lagt stort pres på. Alt det kan du læse mere om her.

Dr. Mike Martin fra War Studies på Kings College London: “Angrebet ved Kharkiv viser, at ukrainerne er dygtige strateger”. Den tidligere officer Mike Martin beskriver, hvordan at ukrainerne har klargjort slagmarken til en offensiv i det sydlige Ukraine ved Kherson og dermed lokket russiske tropper til området for at forsvare det. Samtidig har de intensiveret angrebene på den russiske logistik i samme område for at ramme dem hårdt og for at fange mange af de russiske soldater på den ukrainske side af floden Dnipro. Det er ifølge Martin fortsat ukrainernes hovedmål at generobre det tabte terræn i det sydlige Ukraine, bl.a. fordi det også giver adgang til Krim. Men nu udnytter ukrainerne samtidig, at russerne har rykket så mange af deres tropper sydpå, ved at gå til modangreb på en ny front ved Kharkiv. En front, der er blevet sværere for russerne at forsvare, fordi de som bekendt har flyttet tropper til forsvaret i syd. Ukrainerne udnytter altså, at russerne ikke har soldater nok til at bemande hele deres frontlinje, og ukrainerne kan nemmere flytte tropper frem og tilbage mellem syd og øst, fordi de har kortere vej at skulle transportere dem, end russerne har. Det viser Martin meget tydeligt på et kort i sin Twitter-tråd lige her. Med den nye offensiv ved Kharkiv vurderer han, at ukrainernes mål er en vigtig jernbane, som russernes er afhængige af for at fastholde deres østlige front. Hvis ukrainerne lykkes med at erobre den, forudser Martin, at vi kommer til at se en kaotisk russisk tilbagetrækning fra området.     

Nogenlunde samme pointe kommer fra Phillips O’Brien, der er professor i strategiske studier, og skriver, at det er et af krigens store strategiske træk, at ukrainerne har trukket russerne til Kherson. Det har placeret nogle af de bedste russiske soldater et sted, hvor de ikke kan få nye forsyninger og bliver metodisk slidt ned. Og så har det samtidig gjort det russiske forsvar ved Kharkiv tyndt, så ukrainerne nu kan angribe dem der. Det kan du læse her.

Washington Post: Offensiven i syd har store omkostninger for ukrainerne. Den ukrainske offensiv begynder altså i den grad at vise resultater, men de kommer ikke uden omkostninger. Det beskriver Washington Post i en artikel, hvor de har talt med nogle af de ukrainske soldater, der har været ved fronten omkring Kherson. De fortæller bl.a., at de mangler artilleri til at angribe de russiske, forskansede styrker og at deres modstander er langt foran dem, når det kommer til teknologi. En soldat fortæller også om de kampe, han deltog i, og hvordan ukrainerne selv mistede fem soldater, for hver gang russerne mistede én. Ligesom i tidligere beretninger bliver de ubønhørlige bombardementer fra det russiske artilleri fremhævet, mens ukrainerne fortæller om selv at være nødt til at rationere deres brug af ammunition, og om at have svært ved at ramme deres mål. Du kan læse mere om den historie her.

Vi er tilbage igen efter weekenden, hvor vi naturligvis følger op på de ukrainske fremrykninger. Derudover bliver det interessant at følge den gaskrig, der foregår mellem Rusland og Europa. Senest har Putin truet med at lukke helt for forsyningerne til Europa, hvis de gå videre med planerne om at indføre et prisloft på den russiske gas. Det foreslår kommissionsformanden Ursula von der Leyen for at begrænse russiske indtægter, og det kan du læse mere om her. ■

 

En ukrainsk soldat fortæller Washingtin Post om de kampe i Kherson, han deltog i, og hvordan ukrainerne selv mistede fem soldater, for hver gang russerne mistede én
_______

 



ILLUSTRATION: Ukrainske soldater på en kampvogn nær Bakhmut i Donetsk-regionen i Østukraine, 7. september 2022 [FOTO: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix]