17.08.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det vil være katastrofalt, hvis Danmark fornyer vores alliance med Kina i en tid, hvor den kinesiske økonomi er i problemer, og resten af verden vender sig bort fra det kommunistiske diktatur. På langt sigt vil det kun skade Danmarks økonomi, omdømme og vores allierede at binde os tættere på regimet.

Kommentar af Anders Storgaard, Kommunalbestyrelsesmedlem for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg og bestyrelsesmedlem i Dansk Kina-kritisk selskab.

Siden 2008 har Danmark som det eneste land i Norden haft et strategisk partnerskab med Kina, som reelt placerer os som en af Kinas bedste venner i Europa. I 2008 kunne man måske gemme sig bag en naiv tro på, at Kina med vores investeringer ville blive et mere demokratisk og frit land, men der er ingen undskyldninger for at forny aftalen i 2023.

Som Finansminister i den regering som vedtog aftalen i 2008, så bærer Lars Løkke et stort ansvar for Danmarks fejslagene Kinapolitik. Under ham måtte Danmark i 2009 bøje sig for kinesisk pres og vedtage verbalnoten om Tibet efter Dalai Lamas besøg. Det var også Løkke, der i 2017 hentede pandaerne til Danmark og tog fra Kina ”inspireret og som en god ven af Kina”

Det Kina som Lars Løkke denne gang besøger er et regime, som har gjort sine intentioner klart for omverden. Xi Jinping har erklæret sin plan om at genindtage Taiwan om nødvendigt med militær magt, han har strammet grebet om økonomien, civilsamfundet og hvor Kina i 2008 praktiserede en udenrigspolitik om at leve stille, men godt, så er der ikke det land som Kina i disse år ikke forsøger at tryne. Det har vi også mærket i Danmark.

Så sent som i denne uge kom det frem, at Kina forsøgte at true sig til en aftale om 5G med Huawei gennem trusler om et stop for dansk svineeksport og hjemtagelse af pandaerne. Det skriver sig ind i en efterhånden lang historie af kinesiske aggressioner mod Danmark. I 2020 krævede Kina fx en undskyldning fra Danmark, fordi Jyllands-Posten trykte satiretegning af det kinesiske flag og I 2021 ønskede Kina at retsforfølge flere danskere politikere, jeg selv inklusiv, for at hjælpe Hongkong-parlamentarikeren Ted Hui. Også Anders Fogh, der selv indgik det strategiske partnerskab som statsminister, har selv måtte mærke konsekvenserne af Kinas trusler mod Danmark. At indgå en økonomisk alliance med et land, der helt åbenlyst bekæmper Vesten er ikke bare værdimæssigt problematisk, men også politisk hasarderet. For hvorfor skulle andre lande støtte os politisk, når vi trues af Kina, hvis vi blot omfavner et land, der gang udfordrer vores demokrati?

Lars Løkke vil gerne påstå, at fornyelsen er nødvendig og, at han Danmark ikke kan ”isolere sig fra verden” eller gå enegang i Europa. Problemet med denne argumentation er bare, at det tværtimod er Danmark, der går enegang, hvis vi vælger at styrke forbindelser til Kina i disse år.

 

Sandheden er, at Kina slet ikke er så stærk, som vi i mange år har fortalt os selv
_______

 

Resten af verden vender sig fra Kina
Kigger man på udviklingen i resten af verden, så bliver beslutningen kun mere absurd. Lige nu ligger flere af vores allierede i handelskrig med Kina. I USA forsøger Joe Biden at samle en alliance i lande, der militært, økonomisk og politisk kan inddæmme Kinas magt. Det er helt oplagt ikke i Danmarks interesse at stille os på den modsatte side af vores vigtigste militære allierede. Men man behøves ikke engang kigge over Atlanten for at mærke skiftet.

I Italien besluttede man fornyeligt at opsige landets deltagelse i Xi Jinpings økonomiske prestigeprojekt ”Belt and Road Initiative”. Projektet har aldrig været meget andet end et kinesisk ønske om øget magt over den globale økonomi, men det er alligevel mærkbart, at Italien valgte at opsige samarbejdet med en klar afstandtagen til den aggressive kinesiske udenrigspolitik. I Central- og Østeuropa har skiftet også været markant. I mange år var mange i EU bekymret for kinesisk indflydelse i bl.a. gennem samarbejdet ”16+1”, hvis formål var at give Kina en direkte indgang til det europæiske marked. I de sidste år har de tre baltiske lande og Tjekkiet forladt samarbejdet og i stedet, så er landene begyndt at intensivere samarbejdet med Taiwan. En modig beslutning som Danmark bør følge, men som også er resulteret i sanktioner fra Beijing.

Den gode nyhed er, at de lande der stiller sig op mod Kinas magt vinder. Et godt eksempel er Australien, hvor Kina fornyeligt måtte trække sig fra en handelskrig efter årevis med pres på Canberra, som viste sig at ramme dem hårdere end det ramte australierne. For sandheden er, at Kina slet ikke er så stærk, som vi i mange år har fortalt os selv.

Hvor Kina i 2008 kunne gå vandet internationalt, så er illusionen om vækstmiraklet så småt ved at krakelere. Ét-barns-politikken har skabt en stor ældrebyrde, der langsomt er ved at tynge den kinesiske økonomi. Oveni i dette er ungdomsarbejdsløsheden nu så højt, at regimet er holdt helt op med at offentliggøre tallene. Den kinesiske økonomi er presset, fordi flere vestlige virksomheder i disse år vælger at lægge deres investeringer udenfor Kina som et direkte resultat af den kinesiske udenrigspolitik, der skaber usikkerhed om fremtiden. Det vil være hovedløst at opfordre danske virksomheder til at engagere sig yderligere i et land, der kun er blevet farligere og mindre lukrativt i det sidste årti.

Den grønne stråmand
Et sidste argument, som tilhængere af et tæt samarbejde med Kina ofte klynger sig til, er, at vi har brug for Kina som medspiller i den grønne omstilling. Netop dette og troen på at grønne danske virksomheder kan få en bid af det tidligere så lukrative kinesiske marked lader til at være regeringens raison d’etre bag fornyelsen af partnerskabet.

Problemet er bare, at det er fri fantasi. For det første, så er det dybt naivt at tro, at Xi Jinpings klimapolitik rykker sig en bare en centimeter ud fra, hvad Danmark fortæller dem. Når Kina i disse år pumper solceller, elbiler og vindmøller ud, så handler det nærmere om to ting 1) Intern modstand fra deres befolkning mod den stigende møg og støj i de kinesiske storbyer og 2) geopolitisk magt over kritiske sektorer.

For det andet, så ignorerer det fuldstændigt virkeligheden i jernindustrien. I de sidste 20 år er det ikke danske virksomheder, der har vundet på samhandlen med Kina, men derimod Kina som strategisk har ædt sig ind i samtlige værdikæder. Der var engang, hvor solcelleproduktionen foregik i Europa – i dag er over 80 pct. produceret i Kina, og det er nærmest umuligt at opstøve en europæisk solcelle. Og når de to europæiske vindmøllegiganter som Vestas og Siemens-Gamesa i disse år er presset trods den grønne omstilling, så skyldes det ikke mindst et stort pres fra Kina, der er ved at overtage markedet. Vores virksomheder går sultne ind i det kinesiske marked, men det er altid kun Kina som bliver mæt. I det lange løb er det ikke i Danmarks interesse.

Det mest bekymrende ved Lars Løkke er ikke hans umaskeret kynisme, hvor alt retfærdiggøres med nødvendighedens politik. Det mest bekymrende ved Lars Løkke, det er at han aldrig lærer af sine fejl. ■

 

Det mest bekymrende ved Lars Løkke er ikke hans umaskeret kynisme, hvor alt retfærdiggøres med nødvendighedens politik. Det mest bekymrende ved Lars Løkke, det er at han aldrig lærer af sine fejl
_______

 

Anders Storgaard (f. 1994) er kommunalbestyrelsesmedlem for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg, bestyrelsesmedlem i Dansk Kina-kritisk selskab og sekretær i Dansk-Taiwanesisk Selskab.

ILLUSTRAION: Beijing, 17. august 2023: Lars Løkke Rasmussen under et møde med Handelsminister Wang Wentao på sin første rejse som udenrigsminister til Kina [FOTO: Mark Cristino/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik