Dan Jørgensen i RÆSONs nye trykte nummer: Klimaforandringernes ekstreme virkelighed er begyndt
04.07.2023
Klima- og udviklingspolitik er to sider af samme sag. Der er behov for et paradigmeskifte – til en holistisk tilgang, som Danmark er i front med.
Af Dan Jørgensen
FRA RÆSON54. Artiklen er med i det trykte nummer af RÆSON, “Politik på klimaets betingelser”, der er ude nu. Som noget helt nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.
I nogle af Afrikas ørkenområder er det så varmt, at regnen – når den en sjælden gang falder – fordamper, inden den når at ramme jorden. De mennesker, der bor i disse egne, har lært at tilpasse sig og overleve under ekstreme forhold. Men noget har ændret sig. Udfordringerne er blevet større. Livet er blevet hårdere. Klimaforandringerne har nemlig for alvor ramt store dele af Afrika.
Jeg har selv i år besøgt to af de lande, der lige nu mærker de stigende temperaturer og længerevarende tørker; Niger og Etiopien. Konsekvenserne for menneskene i de lande er både hjerteskærende og skræmmende. I Afar-regionen i Etiopien talte jeg med en hyrde, hvis kameler var begyndt at dø af tørst, og jeg mødte skolelærere, der kunne fortælle, at stadig færre piger blev sendt i skole, fordi tørken gjorde, at der ikke var råd til den luksus. I stedet skulle pigerne arbejde eller i grelle tilfælde; giftes bort i en alt for ung alder.
I Niger spreder ørkenen sig med, hvad der svarer til 400 fodboldbaner om dagen i gennemsnit. Her kunne ministre, jeg mødtes med fra landets regering, berette, at tørken og den medfølgende fattigdom er et af de største problemer i forhold til den terrorisme, landet er plaget af. De unge mennesker, der rekrutteres af terrorgrupperne, er nemlig ikke nødvendigvis ideologisk eller politisk indignerede for sagen. De vil faktisk bare gerne have et levebrød og tøj på kroppen. Samtidig skal Niger håndtere store grupper af flygtninge fra nabolandene. Nogle flygter fra overgreb og konflikt, men mange også fordi klimaforandringerne har tvunget dem til det: De kan simpelthen ikke længere opretholde livet, der hvor de oprindeligt kommer fra.
Klimaforandringerne er altså ikke længere noget, vi kan tale om som et muligt fremtidsscenarium. De er her nu. I mange dele af verden rammer de på en måde, der accelererer og forværrer de udviklingsproblemer, landene allerede har. Derfor er der brug for et paradigmeskifte i international klima- og udviklingspolitik. De to politikområder kan ikke længere ses som separate. Der er behov for en holistisk tilgang. Og her kan Danmark spille en stor rolle.
Danmark går allerede forrest i den grønne omstilling. Samtidig er vi blandt de lande i verden, der relativt giver mest i udviklingsbistand. Sammentænker vi vores indsatser for klima og udvikling bedre i fremtiden, kan vi gøre en kæmpe forskel både for klimaet og verdens fattigste.
Uanset hvor succesfuldt vi gør det, er den ubarmhjertige sandhed desværre, at vi med sikkerhed kan sige, at det bliver værre, før det (måske) bliver bedre
_______
En ny ministerportefølje
Da statsministeren ringede til mig om aftenen den 14. december sidste år, var det med et tilbud om at blive minister for en helt ny portefølje. Jeg skulle være minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik. Den første af sin slags i Danmark (og vist også i verden). I praksis betyder det, at jeg er tilknyttet to ministerier: Som alle tidligere danske udviklingsministre før mig har jeg kontor og min daglige gang i Udenrigsministeriet. Men som noget nyt er det ikke kun ministeriets egne medarbejdere, der sidder med rundt om egetræsbordet på mit kontor på 6. sal i den store bygning på Asiatisk Plads. Ofte vil der også være gode folk fra Klima, Energi- og Forsyningsministeriets internationale afdeling med. De arbejder nemlig både for mig og min efterfølger Lars Aagaard. Ligeledes er der også medarbejdere fra begge ministerier med på de fleste rejser rundtomkring i verden, som mit virke sender mig på.
Selvom denne konstruktion stadig er ny – og selvom der selvsagt altid skal lidt indkøring til, før nye strukturer for alvor bliver effektive – er jeg ikke i tvivl: Denne nye måde at tænke udviklings- og international klimapolitik sammen på kommer til at forbedre Danmarks muligheder for at gøre en positiv forskel i verden, der hvor der er allermest brug for det. I denne artikel vil jeg forsøge at kondensere nogle af de tanker og erfaringer, jeg har gjort mig i den nye rolle, om, hvad det så rent faktisk betyder i praksis: Hvordan ser en sammenhængende udviklings- og klimapolitik ud?
Indledningsvis bør man sondre mellem to politiske formål; nemlig henholdsvis at bekæmpe klimaforandringerne og at tilpasse sig dem. De to ting kan – som jeg senere vil beskrive – hænge sammen, men de behøver ikke at gøre det. Lad os først se på tilpasningsdelen.
Modstandsdygtighed og tilpasning
Når klimaforandringerne rammer, kan det ske i form af ekstreme vejfænomener som hedebølger, storme, orkaner, ekstreme regnskyl osv.
Nogle steder tørster og sulter folk. Andre steder er det for meget vand, der tvinger mennesker på flugt. Ofte vil behovet for hjælp, når disse ting sker, være af en umiddelbar humanitær karakter. Det afspejler sig også i Danmarks hjælp. Vi er der med akut assistance i mange af de lande, der rammes allerhårdest. Vi hjælper med at sikre mad, vand, kontanter, adgang til sanitet og medicin m.m. Alt det er nødvendigt og redder hver dag liv nu og her. Men der hvor vi gør en mere langvarig forskel, er, når vi kombinerer vores indsatser, således at de både bekæmper humanitær nød, den længerevarende fattigdom og hjælper de værst berørte regioner med at tilpasse sig det varmere, mere skånselsløse klima.
Det gør vi fx i den førnævnte Afar-region i Etiopien. Her har Danmark i samarbejde med Verdensbanken og andre partnere lavet et socialt projekt, hvorigennem de lokale bønder modtager løn for deres arbejde med at etablere og vedligeholde et stort vandreservoir, hvor de lokale hyrder kan lade deres kvæg, geder eller kameler slukke tørsten, når alle andre kilder er tørret ud. Her slår vi altså mange fluer med ét smæk. De lokale hjælpes ud af den værste fattigdom, og samtidig begrænser vi skadevirkningerne af tørken og øger befolkningens mulighed for at klare sig fremadrettet. Hermed får familierne overskud til at sende flere børn i skole. Ligesom vi ved, at risikoen for kønsbaseret undertrykkelse og vold også falder, når levestandarden stiger.
Andre steder i Etiopien støtter vi lignende indsatser, der beskytter byer mod oversvømmelse. Når regnen endelig kommer, hvilket den gør sjældnere og sjældnere, så regner det alt for hurtigt og i alt for store mængder. I et af vores projekter deltager de lokale i arbejdet med at forebygge og beskytte mod oversvømmelse af området, samtidig med at de støttes med kontanthjælp. Uden disse indsatser ville mennesker, der før led under tørken, nu i nogle tilfælde bogstaveligt talt blive skyllet væk af vandet. Andre steder i landet er det træplantning eller udbredelse af mere tørkeresistente afgrøder til bønderne, der gør en forskel.
Etiopien er bare ét eksempel ud af mange på, at vi fra dansk side allerede gør meget i forhold til at hjælpe sårbare lande, der påvirkes af klimaforandringerne. Og desværre er der næppe tvivl om, at behovet vil stige. De klimaforandringer, vi allerede ser nu, vil tage til i styrke. Vi vil se hyppigere og værre ekstreme vejrfænomener. Uden den nødvendige handling bliver det, vi i dag omtaler som 100-årshændelser til business as usual. Dermed vil de negative afledte effekter også vokse. Vi håber selvsagt at kunne være med til at forhindre de værste klimaforandringer. Men uanset hvor succesfuldt vi gør det, er den ubarmhjertige sandhed desværre, at vi med sikkerhed kan sige, at det bliver værre, før det (måske) bliver bedre.
For det første ville det da være ret tragisk, hvis de lande, vi forsøger at hjælpe med at hæve sig ud af fattigdom, selv bliver en del af problemet, i takt med at de bliver rigere
_______
Det betyder også, at behovet for midler til klimatilpasning vil stige. Det har vi i Danmark taget konsekvensen af. I 2023 vil cirka 30 pct. af Danmarks bilaterale udviklingsbistand gå til grønne formål, og 25 pct. vil være målrettet klimaindsatser – hvoraf cirka 60 pct. allokeres til klimatilpasningsprojekter. Altså projekter, som gør områder mere modstandsdygtige over for klimaforandringerne. Det gør os til førende i verden på den front, og det betyder, at vi har et helt særligt ansvar. Der bliver nemlig kigget på os for inspiration. Andre lande og internationale institutioner under FN og Verdensbanken m.fl. er interesserede i de metoder, vi udvikler, og de erfaringer, vi gør os.
Så langt argumentet for, at klimatilpasning og udviklingspolitik hænger sammen. Men hvad med kampen mod årsagen til problemerne? Er det også udviklingspolitik? Også her er svaret ja.
Udvikling og vækst skal farves grønne
Lad mig dog her starte med at slå en vigtig pointe fast: Selvfølgelig er det ikke primært udviklingslandene, der skal levere i kampen mod klimaforandringerne. Verdens 46 mindst udviklede lande, svarende til 14 pct. af verdens befolkning, udledte i 2019 samlet set mindre end 4 pct. af verdens drivhusgasser. Læg dertil, at de jo har et helt legitimt ønske om at hæve levestandarden for deres befolkning. Derfor er det selvsagt primært de rigeste lande på den nordlige halvkugle samt i stigende grad de store udviklingsøkonomier i øst, der skal reducere drivhusgasudledningerne. Når det er sagt, så er det alligevel vigtigt at gøre bæredygtighed til et grundlæggende princip i udviklingspolitikken – også i samarbejdet med de mest sårbare og fattige lande. Det er der (mindst) tre årsager til.
For det første ville det da være ret tragisk, hvis de lande, vi forsøger at hjælpe med at hæve sig ud af fattigdom, selv bliver en del af problemet, i takt med at de bliver rigere. Når vi fx hjælper millioner af mennesker i Afrika med at få adgang til elektricitet, opfylder vi et helt basalt behov. Skulle vi så ikke fra starten sikre, at den strøm bliver produceret grønt, så afrikanerne ikke selv ender med at forværre de klimaproblemer, de allerede døjer med i dag?
Frem mod år 2050 skønner FN, at befolkningen i Afrika syd for Sahara vil stige med næsten en milliard mennesker. Og går det, som vi håber, vil en stadig større del af befolkningerne i Afrikas lande samtidig få en højere levestandard uden sult og fattigdom. Det betyder større forbrug, for selvfølgelig vil afrikanere fuldstændig ligesom os gerne have et behageligt liv. De vil have elektricitet, sanitet og biler og en veludviklet infrastruktur.
Det samme ser vi ske – men endnu hurtigere – andre steder på jorden. Her er et par nøgletal fra de økonomier i verden, der vækster hastigt i disse år, som måske kan hjælpe med at sætte udfordringen i relief: I Kina øges antallet nye biler på vejene i gennemsnit med mere end 50.000 om dagen. I Indien installeres der i gennemsnit et nyt airconditionanlæg hvert tredje sekund. Og ser man på hele verdens voksende befolkning, viser nogle fremskrivninger, at der er behov for at udvide landbrugsarealerne med 600 millioner hektar frem mod år 2050 for at brødføde alle. Det er 140 gange Danmarks samlede areal.
I det perspektiv bør det være en selvfølge, at vi gør, hvad vi kan for at hjælpe med at gøre den vækst, som sker i disse økonomier, grøn. Gør vi ikke det, vil det være umuligt at holde temperaturstigningerne i verden under de 1,5 grader, som vi satte som mål i Paris-aftalen. Stiger temperaturen mere, vil konsekvenserne være både uoverskuelige og i mange tilfælde irreversible.
For det andet er en grøn omstilling og bæredygtig vækst den bedste og økonomisk mest rationelle vej at gå for langt de fleste udviklingslande. Det handler altså ikke (kun) om idealisme og ønsket om en bæredygtig fremtid. Det handler også om sund fornuft.
Etiopien, 6. april 2022: Flygtningelejren Faurburo 2 for internt fordrevne. Under den værste tørke, der har ramt Afrikas Horn, er over 20 millioner mennesker ifølge FN skubbet ud i hungersnød [FOTO: Eduardo Soteras/AFP/Ritzau Scanpix]
Tag energi som det måske vigtigste eksempel. Her er vedvarende energikilder ofte billigere og bedre end de fossile alternativer. Således udkonkurrerer vind- og solenergi mange steder på planeten kul som energikilde på pris. Desuden er mange typer af vedvarende energi mulige at implementere decentralt og hurtigt. Endelig er grøn energi også ren energi. Det er en vigtig faktor i mange af verdens udviklingslande, hvor luftforureningen er et kæmpe problem.
Ud over at energien helst skal være grøn, skal man også bruge den effektivt. Mange udviklingslande ville allerede med deres nuværende energiforsyning kunne levere elektricitet til langt flere mennesker og med langt lavere omkostninger, hvis de var bare tæt på at være lige så effektive i deres udnyttelse af energien, som vi fx er i et land som Danmark. Fra dansk side er det en hovedprioritet at dele de gode grønne løsninger, som Danmark er kendt for – og at gøre det, der hvor det gør størst forskel for klimaet.
Vi skal gøre det, vi er gode til
Hvilket bringer mig til den tredje grund til, at det giver mening at bruge udviklingsmidler og diplomatiske kræfter på at hjælpe den grønne omstilling på vej: Danmark har ikke uanede ressourcer. Derfor skal vi prioritere det, vi er gode til.
Jeg var for nylig i Kina, verdens største udleder af CO₂. Her mødtes jeg med beslutningstagere fra de kinesiske energi-, miljø- og planlægningsministerier. De er glade for det samarbejde, vores to lande har, hvor vi i årevis har leveret dansk knowhow og ekspertise til deres grønne omstilling. Et eksempel herpå så jeg, da jeg besøgte et af verdens største fjernvarmeselskaber i Beijing. De leverer varme til cirka tre millioner husstande, og det gør de nu mere effektivt og dermed mindre forurenende end før – bl.a. med hjælp fra danske eksperter. At danske virksomheder som Grundfos, Danfoss og Kamstrup kan byde ind med konkrete løsninger, gør kun historien bedre.
Et andet eksempel fra Kina handler om havvind. Her har danske eksperter takket være vores erfaringer gennem årtier været med til at sikre, at den grønne strøm effektivt og uden spild integreres i det kinesiske energisystem. Den indsats alene vurderes af Energistyrelsen at have ført til CO₂-besparelser på omkring 22 millioner tons – det svarer til 70 pct. af Danmarks CO₂-udledning i 2019.
Besøget sluttede med, at jeg på Danmarks vegne skrev under på en aftale, der forlænger og udvider vores samarbejde om vedvarende energi og energieffektivitet. Fremover får Danmark med hjælp fra danske eksperter fra Energistyrelsen og den danske ambassade i Beijing endnu bedre mulighed for at gøre en forskel. Tænk, at vi, lille Danmark med mindre end seks millioner borgere, kan være med til at påvirke et land med mere end 1,4 milliarder mennesker. Men faktisk har vi lignende myndighedssamarbejder med 23 andre lande (heraf 11 udviklingslande), der samlet set er ansvarlige for over 70 pct. af verdens CO₂-udledninger. Og alle stederne gør danske eksperter udstationeret i landene en konkret forskel helt inde i de lokale ministerier eller myndigheders maskinrum. Effekten af disse indsatser er noget af det bedste, Danmark leverer. Derfor er regeringens plan også, at vi skal se endnu mere af den slags i årene, der kommer.
Det er selvsagt primært de rigeste lande på den nordlige halvkugle samt i stigende grad de store udviklingsøkonomier i øst, der skal reducere drivhusgasudledningerne
_______
En tradition at være forrest
Danmark har høj troværdighed i det internationale udviklingsmiljø. At vi er et af de få lande i verden, der i mere end 40 år har levet op til FN’s målsætning om at bruge 0,7 pct. af vores BNI på udviklingsbistand – og samtidig er anerkendt for høj kvalitet af vores indsats – har ud over at gøre en konkret forskel rundtom i verden også åbnet døre og givet troværdighed. Det har skiftende regeringers ministre og Danmarks dygtige diplomater haft stor gavn af i det internationale arbejde for Danmark.
Dertil kommer indsatsen fra de mange danske virksomheder, som ligeledes har opereret eksemplarisk i mange udviklingslande også med andet og mere for øje end blot at tjene penge. Ligesom danske NGO’er også er kendte, effektive og troværdige aktører.
Tilsvarende er Danmark i klimapolitikken kendt for at være et land, der altid er gået forrest. Det gælder i vores konkrete politik, som har skabt grobunden for det danske vindmølleeventyr og de mange store danske virksomheder, der er verdensførende inden for energiteknologi. Og det gælder i de internationale forhandlinger, hvor vores stemme i årtier har været en, man lyttede til. I 1973 var vi det første land i verden, der med Anker Jørgensens udnævnelse af Jens Kampmann fik en egentlig miljøminister. Senere spillede Svend Auken en stor rolle i international klimapolitik – ikke mindst i forhandlingerne om Kyoto-protokollen. Ritt Bjerregaard og Connie Hedegaard var dygtige grønne kommissærer i EU. Det er de skuldre, vi står på, når det i disse år igen er lykkedes at få nøgleroller i FN-forhandlingerne på COP26 og COP27. Eller når Danmark to år i træk har været vært for de indledende uformelle møder i de respektive års COP-processer. Her har vi sammen med COP-præsidenterne under vigtige sessioner i København sat dagsordenen og drøftet konkrete fremskridt på vigtige temaer som udfasning af fossile brændstoffer og klimafinansiering.
Vores mulighed for at gøre en effektiv diplomatisk indsats hænger dog først og fremmest sammen med, at vi ikke bare snakker om tingene og fortæller andre, hvad de bør gøre men selv går forrest. Forleden sagde direktøren for Det Internationale Energiagentur, Fatih Birol, det sådan her på et møde på Marienborg, hvor han leverede en hilsen med reference til boksesporten: „Danmark bokser over sin vægtklasse”. Og sidste år udkom de to amerikanske universiteter Yale og Columbia med deres nyeste rangering af lande i verden, der er mest bæredygtige. 180 lande vurderes ud fra 40 bæredygtighedskriterier. Danmark er nummer ét på listen. I rapporten hedder det: „Danmark leder i verden i at nedbringe klimaforandringerne ved at have reducereret sine drivhusgasudledninger med 50 pct. på nogle få årtier, samtidig med at man har fordoblet størrelsen på landets økonomi […] et vigtigt eksempel på, hvordan lande kan bekæmpe klimaforandringerne og samtidig opretholde økonomisk vækst og høj levestandard”.
Det er den foregangsposition, der gør, at et land som Indien har valgt at indgå et strategisk grønt partnerskab med Danmark. Det har senest medført, at vi er blevet inviteret til at bidrage til G20-arbejdet af det indiske formandskab med vores ekspertise på miljø, klima og energiomstilling.
Vi skal også være frontløbere på global klimafinansiering. Danmark mobiliserer mere end 1 pct. af det internationale klimafinansieringsmål på 100 mia. dollars, der blev vedtaget på COP15 i København. Langt mere end vores størrelse tilsiger, vi er forpligtede til. Vores egen investeringsfond for udviklingslandene, IFU, er et godt eksempel på, hvordan vi bl.a. ved hjælp fra bistandskroner kan mobilisere flere penge. I 2021 lykkedes det IFU at mobilisere mere end 2 mia. kr. i privat finansiering til klimaprojekter i udviklingslande som Indien, Malawi og Pakistan. Når vi går forrest, så inspirerer vi andre lande til at investere mere – og vi får de private aktører mere i spil.
Vores mulighed for at gøre en effektiv diplomatisk indsats hænger dog først og fremmest sammen med, at vi ikke bare snakker om tingene og fortæller andre, hvad de bør gøre men selv går forrest
_______
Alliancemager og brobygger
En anden tilgang er ved at lave alliancer. Her kan vi samle ligesindede lande om konkrete dagsordener og tale med én – og dermed større – stemme. Det gør vi i BOGA (Beyond Oil and Gas Alliance), som vi tog initiativ til, efter at vi havde lavet Nordsø-aftalen i 2020, hvor vi besluttede at sætte en slutdato for udvinding af olie og gas i Danmark til 2050. En beslutning, der har givet genlyd internationalt. I skrivende stund har 19 regeringer og subnationale enheder, som fx Californien, tilsluttet sig BOGA, og flere er på vej.
Et andet eksempel er GOWA (Global Offshore Wind Alliance), som vi lancerede under COP27 sidste år i samarbejde med IRENA (Det Internationale Agentur for vedvarende energi) og GWEC (Global Wind Energy Council). Alliancen samler lande, privatsektoraktører og internationale organisationer om en vision om havvind som central energikilde i den grønne omstilling. En vision, der startede i Danmark, da vi byggede verdens første havvindmøllepark i 1991, og hvis globale perspektiv og nødvendighed i dag står tydeligere end nogensinde før. Verden har potentiale for langt mere havvind, og når vi går sammen på tværs af geografi – både erfarne og nye havvindlande, både offentlige og private aktører – kan vi både hjælpe hinanden og sende et stærkt politisk signal.
Ofte kan vi også pga. vores langvarige relationer med lande i det globale syd og vores troværdighed som land være brobygger og finde kompromiser mellem udviklingslande og de rigere lande. Det er fx det, vi gør lige nu, hvor vi er aktive i den internationale komité, som skal fremlægge anbefalinger på COP28 om nye finansieringsarrangementer, herunder en fond for klimaskabte ,tab og skader’. Konkrete beslutninger herom på COP28 vil for alvor kunne hjælpe de lande, der rammes hårdest af klimaforandringerne. Danmark har en lederrolle her, fordi vi sidste efterår gik forrest og som det første land i verden afsatte særskilte midler til tab og skader.
Et lignende lederskab forsøger vi at tage i forhold til en kommende reform af Verdensbanken, der i dag ikke gør nok for at bekæmpe klimakrisen. Her skal mobiliseres langt flere grønne midler i fremtiden, og de skal investeres på en måde, så de i højest mulig grad kommer verdens fattigste lande til gavn.
Vi skal have andre med
Summa summarum: Klimapolitik og udviklingspolitik hænger sammen. Både fordi klimaforandringerne rammer verdens fattigste og mest sårbare lande hårdt allerede nu, og fordi den vækst, mange lande vil opnå i de kommende årtier, skal være grøn, hvis vi skal have en chance for at begrænse temperaturstigningerne til under 1,5 grader.
Svend Auken sagde ofte med et glimt i øjet, når han fremhævede egne og den daværende regerings meritter; „selvros er den eneste anerkendelse, vi mennesker kan være sikre på”. Tit havde han ret. Tit er det sådan. Men lige når det kommer til Danmarks indsats, høster vi faktisk stor anerkendelse. Og det er godt, men vi kan og må ikke hvile på laurbærrene. Dels kan vi blive endnu bedre til selv at levere de mest effektive løsninger – fx er der et stort potentiale for at lave projekter, der både bekæmper klimaforandringerne OG sikrer bedre tilpasning på samme tid. Dels skal vi være endnu bedre til at lave alliancer og få flere med.
Regeringen kan ikke gøre det alene. Vi har brug for det dygtige danske diplomati, Folketinget med sine engagerede medlemmer, de idealistiske og effektive danske civilsamfundsorganisationer, virksomhederne med deres virkelyst og evner samt eksperterne i vores vidensinstitutioner.
Vigtigst af alt har vi dog brug for danskernes opbakning. Det er ikke småpenge, vi bruger på at hjælpe. Det tror jeg, danskerne bakker op om. Faktisk tror jeg, at langt de fleste er stolte over, at vores land gør en forskel. Men jeg tror også, at støtten er betinget. Danmarks indsats skal være effektiv. Og den skal gøre en reel forskel. ■
Et lignende lederskab forsøger vi at tage i forhold til en kommende reform af Verdensbanken, der i dag ikke gør nok for at bekæmpe klimakrisen. Her skal mobiliseres langt flere grønne midler i fremtiden, og de skal investeres på en måde, så de i højest mulig grad kommer verdens fattigste lande til gavn
_______
Dan Jørgensen (f. 1975) er minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.
ILLUSTRATRATION: Niger, 27. juni 2019: En hyrde tilhørende fulani-folket driver sit kvæg gennem Bermo-området, der er ramt af stigende temperaturer og aftagende regnfald [FOTO: Marco Longari/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
