Gymnasieelev Simon Nygaard Jensen: TikTok er min generations Nord Stream

19.06.2023


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

På grund af afhængigheden er det kun et fåtal i min generation, som evner at frigøre sig. Men netop som gasledningerne til Rusland d. 24. februar 2022 gik fra at være et behageligt gode, der sikrede lave gaspriser, til at blive en akilleshæl for den vestlige støtte til Ukraine, kan TikTok risikere at få den samme rolle i fremtiden. Vi har brug for nogen, som tager styringen og fjerner TikTok – for vores egen skyld.

Kommentar af Simon Nygaard Jensen, gymnasieelev

TikTok er min generations gasledning. I fredstid er det en bekvemmelighed, som gør livet mere behageligt. Man er altid kun nogle få swipes væk fra gratis underholdning, som algoritmen har skræddersyet til en. Vi er dog nødt til at erkende, at det er en sikkerhedsrisiko, som min generation har brug for hjælp til at håndtere. For ligesom gasledningerne til Rusland, kan TikTok vise sig at være et skæbnesvangert kort i fremtidens geopolitiske spil.

Store dele af min generation er blevet afhængige af en app, der er udviklet og har hovedsæde i en autoritær stat – og det er de færreste, der skænker det en tanke. Den ubehagelige konfrontation bliver skubbet til side af korte videoer om alt fra madtips, trædrejning og computerspil. På grund af afhængigheden er det kun et fåtal i min generation, som evner at frigøre sig. Men netop som gasledningerne til Rusland d. 24. februar 2022 gik fra at være et behageligt gode, der sikrede lave gaspriser, til at blive en akilleshæl for den vestlige støtte til Ukraine, kan TikTok risikere at få den samme rolle i fremtiden. Vi har brug for nogen, som tager styringen og fjerner TikTok – for vores egen skyld.

Min generation er vokset op i en verden, som har været relativ fredelig. Jo, der har været krig i Mellemøsten og terrorisme i Europa, men det har aldrig været nogen eksistentiel krise – i hvert fald ikke for os i Danmark. Derfor har vi svært ved at forholde os til, at vores vaner lige pludselig er blevet en nøglebrik i den næste stormagtskonflikt. Det er svært at forstå, hvordan korte, men uskyldige videoer kan være farlige.

Af den grund er der mange af mine jævnaldrende, som har svært ved at se det problematiske i at bruge TikTok, og jeg kan godt forstå dem. For hvad er der farligt ved, at TikTok ved, om jeg er mest til trædrejning i valnød eller billige madtips til studerende? Et fravalg af TikTok vil medføre mindre dopamin til hjernen og færre interaktioner, og derved har det en pris, og når det så samtidig er svært at se udbyttet af at afinstallere TikTok, står vi med lidt den samme situation, som vi havde til de russiske gasledninger før d. 24. februar 2022. Det føles ikke nødvendigt at tage et fravalg i fredstid, for det er så nemt og bekvemt.

 

Der er altså intet wandel durch handel her – det er kun kineserne, der vinder på det.
_______

 

I marts offentliggjorde Twitter deres kode, så offentligheden kunne få et indblik i algoritmen. Her kom det frem, at Twitter systematisk har sænket udbredelsen af opslag om Ukraine, så de får færre interaktioner. Selvom det kan lyde som en stor forandring, er det imidlertid en udvikling som kan være svær at spotte uden at lyde konspiratorisk. Det er usandsynligt, at vi kommer til at få samme indblik i TikToks algoritme. Kina har ændret deres regler for eksport af AI, så kinesisk produceret AI ikke kan eksporteres, uden at staten billiger det. Det betyder, at TikToks algoritme ikke kan blive offentliggjort, uden at det kinesiske styre har godkendt det. Ligeledes skal vi ikke gøre os forhåbninger om at påvirke det kinesiske samfund, for kineserne har deres egen version af appen. Der er altså intet wandel durch handel her – det er kun kineserne, der vinder på det.

Alt dette ville ikke have nogen betydning, hvis TikTok var ejet af et firma i et lille land uden krig på dagsordenen, men situationen er en anden. Kina har tydeliggjort, at de ikke anerkender Taiwans selvstændighed og er villige til at tage øen med magt. På den anden side står USA, og det betyder, at banen er kridtet op til stormagtskonflikt. Om det ender i kamphandlinger eller ”blot” bliver en ny kold krig, er svært at spå om, men det er naivt at tro, at Kina ikke vil bruge deres midler til at opnå deres mål, og her er TikTok en del af værktøjskassen.

En af måderne, hvorpå TikTok kan anvendes mod de vestlige demokratier, kan være at påvirke befolkningens opfattelse af kandidaterne og derved den demokratiske proces. Indtil videre har det ikke været et problem, men der er en risiko for, at det bliver det i fremtiden. Ved at ændre på algoritmen kan TikTok ændre den enkelte kandidats eksponering eller fremhæve modstandere. Denne ændring behøver ikke at være signifikant, men blot være nok til at ændre nogle få tusinde personers mening. Fordi algoritmen er skræddersyet til den enkelte bruger, er det svært at identificere en afvigelse fra normalbilledet. Det betyder, at TikTok har evnen til at fordreje vores verdenssyn ved langsomt at ændre de videoer, vi bliver præsenteret for. Den sfære, som min generation interagerer med hver eneste dag, ændrer sig konstant, så det kan være svært at bedømme, om ændringer i ens feed skyldes naturlig variation eller om det er en fjendtlig aktør, som står bag.

Der er endnu ikke grund til at tro, at TikTok har interfereret i demokratiske valg, men risikoen stiger betydeligt, som den geopolitiske situation omkring det sydkinesiske hav spidser til.

Spørgsmålet er derfor, hvordan man vælger at imødegå den risiko. Den traditionelle fremgangsmåde vil være lange bureaukratiske processer i håbet om at opnå en vis kontrol med algoritmen, men en sådan tilgang forudsætter, at der er tid til det. Den firestjernede amerikanske general Mike Minihan spåede i januar, at en krig mellem USA og Kina vil finde sted i 2025, altså om blot to år. Selv hvis undersøgelserne af TikTok er overstået hurtigere end forventet, er det ikke sikkert, at det er i tide, derfor er vi nødt til at være proaktive og forbyde TikTok, før det når at udrette skade.

Det vil primært være på bekostning af min generation, men desto længere det er en del af vores dagligdag, desto mere uundværligt bliver det. Så kære magthavere: Kap den gasledning for os, før vi bliver helt opslugt af den kinesiske propagandamaskine. ■

 

Kære magthavere: Kap den gasledning for os, før vi bliver helt opslugt af den kinesiske propagandamaskine
_______

 

Simon Nygaard Jensen (f. 2002) går i 3.G HTX på Herningsholm erhvervsskole og gymnasier.

ILLUSTRATION: TikToks kontor i Culver City, California, 16. marts 2023 [FOTO: Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix]