Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Var Hamas’ angreb et efterretningsmæssigt svigt? Det kan besegle Netanyahus politiske skæbne
14.10.2023
I første omgang samlede opmærksomheden sig om den militære efterretningstjeneste og de hærenheder, der har ansvaret for bevogtningen af grænsehegnet, da Hamas sidste lørdag angreb Israel. Men ganske hurtigt stod det mere og mere klart, at der nok snarere har været tale om et politisk svigt af dimensioner.
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Den israelske undervisningsminister Yoav Kish brød i denne uge partidisciplinen ved at være den første, der åbent rejste tvivl om den kurs, Benyamin Netanyahus regering har fulgt siden årsskiftet, og som nu af mange israelere ses som en del af grunden til den aktuelle krig i Gaza.
”Dette er sket i vores regeringstid, der vil blive draget konklusioner, og vi vil blive stillet til regnskab,” sagde ministeren i denne uge til dagbladet Haaretz.
Kish har sine politiske fødder dybt placeret i det nationalkonservative Likud-parti, som Netanyahu står i spidsen for, og når han overfor dagbladet betegner krigen som ”en forfærdelig katastrofe”, tænker han først og fremmest på, hvordan hundredvis af væbnede Hamas-folk sidste lørdag kunne trænge gennem det topmoderne og elektronisk overvågede hegn omkring Gazastriben og anrette en sand massakre på civile israelere. At dette førte til israelske bombardementer af Gaza med voldsomme tab i civilbefolkningen dér, er en anden historie, som Kish utvivlsomt også tænker på. Likud ønsker at udradere Hamas, men har ikke som mål at skade Gazastribens civilbefolkning.
Ugens begivenheder har ført til en dramatisk optrapning af konflikten, som i skrivende stund ser ud til at kunne fortsætte et godt stykke tid. I den slags situationer plejer den israelske befolkning at rykke sammen i en slags national samling, og de indre stridigheder, der ofte er en del af den israelske hverdag, skrinlægges for en tid. Dette er også sket i denne uge, men samtidig er landet optaget af en voldsom debat om det eklatante efterretningsmæssige eller politiske svigt, der satte Hamas i stand til at trænge ind i Israel en tidlig lørdag, og efterlade sig dybe blodspor.
I første omgang samlede opmærksomheden sig om den militære efterretningstjeneste og de hærenheder, der har ansvaret for bevogtningen af grænsehegnet. Men ganske hurtigt stod det mere og mere klart, at der nok snarere har været tale om et politisk svigt af dimensioner. Tre dage før det omhyggeligt forberedte Hamas-angreb advarede Egypten således israelerne om, at noget stort var under opsejling. Desuden skulle der have været en hel række advarsler fra israelske sikkerhedskilder, men alt dette synes Netanyahu-regeringen at have ignoreret.
Det er en udbredt israelsk opfattelse, at regeringen lige til det sidste inden angrebet overvejende har fokuseret på sine lovreformer, der bl.a. består i at annullere muligheden for at afsætte en premierminister, hvis denne vurderes at være ude af stand til at fungere i jobbet. Tilmed har koalitionspartnerne på den yderste højrefløj fået gennemtrumfet et par vigtige divisioner, der er blevet flyttet fra området omkring Gazastriben til Vestbredden, hvor man på denne politiske fløj ser det egentlige trusselsbillede fra. Ministre som Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich, der repræsenterer den yderste højrefløj i regeringen, er begge stærkt ideologiske bosættere. Deres politiske mål er en kraftig udvidelse af bosættelserne, hvilket har afstedkommet en højspændt atmosfære gennem det meste af 2023. Bare i den forløbne uge mistede 18 palæstinensere på Vestbredden livet under sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker.
Tre dage før det omhyggeligt forberedte Hamas-angreb advarede Egypten israelerne om, at noget stort var under opsejling. Desuden skulle der have været en hel række advarsler fra israelske sikkerhedskilder, men alt dette synes Netanyahu-regeringen at have ignoreret
_______
Dette har skabt grundlag for en debat, der kan ses som en slags prolog til det store efterspil, der vil komme efter krigen i form af en undersøgelseskommission. Et gennemgående tema i de mange argumenter er, at den nuværende regering består af en række ministre med markante nationalistiske dagsordener, men som i øvrigt er yderst ringe klædt på til opgaven. En mand som Itamar Ben Gvir fra det højreradikale parti Otzma Yehudit (Jødisk Styrke), er således minister for intern sikkerhed, men har så godt som ingen erfaring på sikkerhedsområdet.
Krisekabinet
Derfor har Netanyahu sidst på ugen accepteret skabelsen af et særligt krisekabinet. Her kommer han til at sidde sammen med ledere fra oppositionen, som har mange års erfaring i militære anliggender, og derved står bedre rustet til at undgå fatale misforståelser. Ad den vej får vi stærke påmindelser om Yom Kippur-krigen i 1973, som også startede med et voldsomt overraskelsesangreb, og med en politisk ledelse, som havde fejlvurderet situationen i arrogant selvsikkerhed. Agranat-kommissionen efter krigen dengang afsagde en hård dom over Golda Meir, som måtte forlade premierministerposten. Så det store spørgsmål er nu, om Benyamin Netanyahu håber på at denne politiske rokade midt i en katastrofal situation kan redde hans politiske overlevelse?
Benny Gantz og Yair Lapid, som står i spidsen for de to største oppositionspartier, har i lang tid nægtet at høre tale om nogen form for samarbejde med Netanyahu. Men efter Hamas-folkenes massakre lørdag morgen på civile israelere, hvor antallet af dræbte fredag rundede 1.600, har der været tale om at danne en form for samlingsregering, eller nok snarere et krisekabinet.
Vi skal dog ikke forvente, at Benny Gantz’ indtræden i et samarbejde med Netanyahu vil føre til nogen annullering af den landoffensiv, som synes at være meget nært forestående, eller lancering af en forhandlingsløsning. Han vil fortsætte den militære kurs, og en anden markant oppositionspolitiker, Avigdor Lieberman udtalte tidligere, at han kun indtræder i samarbejdet, hvis det betyder tilintetgørelsen af Hamas . Samtidig Gantz argumenterer, at navnlig Ben Gvirs amatøragtige deltagelse i sikkerhedskabinettet har bidraget afgørende til den katastrofale udvikling. I dette ligger altså, at han vil sørge for en mere professionel gennemførelse, hvilket naturligvis kun er en ringe trøst for den palæstinensiske civilbefolkning på Gazastriben, idet krigen som sagt formodes at fortsætte, om end uden de højreradikale ministres direkte indflydelse på beslutningerne.
Gantz kan også tænkes at betragte sin beslutning om pludselig at gå i samarbejde med Netanyahu som en strategisk nødvendighed. Der skal folk med omfattende militær erfaring til, synes han at tænke, og det hænger ikke mindst sammen med, at der i løbet af ugen er kommet et nyt trusselsbillede til.
Det har tydeligvis været Hamas’ aspiration at fremkalde en større regional krig med deltagelse fra flere parter i regionen
_______
En regional krig?
Det har tydeligvis været Hamas’ aspiration at fremkalde en større regional krig med deltagelse fra flere parter i regionen. På et hasteindkaldt topmøde i Den Arabiske Liga, som fandt sted i Cairo i denne uge, kom det dog kun til en samlet opfordring til at bilægge striden, og flere medlemslande har åbent fordømt Hamas. Men en regional spiller, som ikke bliver inviteret til møder i Den Arabiske Liga, har vist sig på scenen, og det er den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon. Det kan kun ses som en yderligere eskalering af konflikten, hvilket kan være til yderligere skade for Netanyahu. Gennem sine mange år ved magten har Netanyahu søgt at fremstå som en Mr. Security, og hans mantra har været et stærkt Israel, som ingen turde angribe. Det er blevet kraftigt undermineret.
Hizbollah har samme fjendtlige indstilling til Israel som Hamas, men organisationens dagsorden er primært indenrigspolitisk. Den opstod i 1980’erne, hvor Libanon endnu befandt sig i sin ødelæggende borgerkrig. Bevægelsen har sit udspring i den shiamuslimske befolkning, som er en af landets fire etniske grupper, og dens tilhængere bor navnlig i det sydlige Libanon, som Israel holdt besat indtil sommeren 2000. Men allerede ved borgerkrigens afslutning i 1989 skilte Hizbollah sig ud fra landets mange andre væbnede grupper ved ikke at slutte sig til aftalen om at nedlægge våbnene. Hizbollah erklærede, at de aldrig havde taget aktiv del i borgerkrigen, men udelukkende ønskede at forsvare Libanon overfor den israelske stormagt mod syd. Det har de gjort lige siden, og efter den israelske tilbagetrækning er det kommet til en række militære konfrontationer mod israelerne. Hizbollah har brugt dette indenrigspolitisk, for efter hver krig i landets sydlige dele, er organisationens anseelse vokset, selvom ødelæggelserne har været omfattende.
Dette er nok også situationen aktuelt. Hizbollah synes at overveje situationen. Først på ugen lod organisationen vide, at den kunne tænkes at angribe Israel, så snart israelernes lagre af skyts i antimissilforsvaret var opbrugt i kampen mod raketbeskydningen fra Gaza. Men efter at amerikanerne har lovet Israel at den støtte, der skulle være brug for, også omfattende våbenleverancer, har denne mulighed nok fortonet sig. Ikke desto mindre har Israel sørget for at rømme store dele af civilbefolkningen langs den libanesiske grænse. I løbet af sensommeren og efteråret har Hizbollah-folk flere gange været inde i Shaba, et lille stykke israelsk kontrolleret grænseland, som Hizbollah hævder er libanesisk, og da Gazakrigen begyndte i denne uge, optrappede Hizbollah med sporadisk raketbeskydning. Tirsdag affyredes mortergranater mod Golanhøjderne fra syrisk side, og i løbet af onsdagen krydsede ukendte droner flere gange ind i israelsk luftrum. Den anspændte situation har fået Israel til at evakuere et stort antal borgere fra området langt den libanesiske grænse, hvor deciderede krigshandlinger nu kan bryde ud når som helst.
Gennem sine mange år ved magten har Netanyahu søgt at fremstå som en Mr. Security, og hans mantra har været et stærkt Israel, som ingen turde angribe. Det er blevet kraftigt undermineret
_______
Kan Bibi redde skindet?
En form for tommelfingerregel siger, at en begrænset krig altid kan redde situationen for en kriseramt premierminister. Det er i hvert fald sket for Netanyahu nogle gange, og i denne ombæring har man også set en pludselig stemning af nationalt sammenhold opstå i den israelske befolkning, som i løbet af året ellers har stået mere splittet end nogensinde.
Tager man derfor de kyniske briller på, kan man sige, at den givne situation kan blive en redningsplanke for Netanyahu, der er i dyb politisk krise. Men der er intet der tyder på, at dette vil lykkes ham, snarere tværtimod. Ganske vist holdt Joe Biden i denne uge en tale, hvor han lovede Israel al den støtte, landet har brug for i den aktuelle konflikt, og det har Netanyahu søgt at fremstille som en politisk sejr. Men også fra amerikansk side er fokus på det eklatante efterretningssvigt, hvor det endelige ansvar hviler på Netanyahus skuldre, og det blev onsdag yderligere understreget af Michael MaCaul (R), som står i spidsen for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus i Washington. Han undrede sig over, at både Israel og USA har overset advarselstegnene, og også han henviste til den egyptiske advarsel tre dage før ragnarok: ”Det virker til at det er en efterretningsmæssig fejl, og jeg forstår ikke helt, hvordan det kunne flyve under vores radar. Vi ved, at Egypten advarede os tre dage før angrebet, og at Hamas har planlagt det i så længe som et år” (RÆSONs oversættelse, red), sagde han bl.a. ved briefingen.
Bolden vender med andre ord tilbage til den israelske debat, som foregår helt åbent i stort set alle israelske medier. Den går på, hvordan Netanyahu har kunnet være så optaget af sin egen politiske overlevelse og sine lovreformer, at han bevidst har ignoreret stribevis af advarsler, hvis nøjagtige indhold dog ikke ligger helt klart på nuværende tidspunkt. Som en illustration af dette spørger man nu, hvorfor det skulle tage hele fem dage at få sammensat det krigskabinet, der udover Netanyahu nu omfatter Benny Gantz og forsvarsminister Yoav Gallant, der også har en lang militær karriere bag sig. Men som altid søgte Netanyahu at vinde tid med henvisning til forhandlinger, mens dyrebar tid gik tabt, og tabstallene voksede.
Alt dette baner jo i sig selv ikke vejen for en fredelig løsning og en dialog med palæstinenserne, men i Israel er der allerede en dyb forståelse af, at den nuværende regering kun har gjort ondt værre. Kilder i byen Sderot, som ligger lige ved Gazastriben og blev meget hårdt ramt lørdag morgen, beretter om, at et holdningsskifte er på vej. Byens borgere har traditionelt bakket massivt op om Netanyahu, når der var valg, men dette er formentlig ved at ændre sig. Og protestbevægelsens ledere er i disse dage er aktivt med i den nuværende indsats. De har under protesterne opbygget et stort netværk, som indgår i den civile indsats med at evakuere borgere fra udsatte områder og i øvrigt sørge for en lang række logistiske opgaver, men samtidig, venter de kun på at genoptage modstanden mod Netanyahu-regeringen, når dette er overstået. For dem er krigen, som allerede har ført til enorme tab af menneskeliv på både israelsk og palæstinensisk side, endnu en understregning af, at Israels nuværende regering må standses.
Næsten som et slags symbolsk billede på, hvor sagerne står, er ledelsen af protestbevægelsen nu en helt central del af det civile sammenhold, der altid hersker i Israel i den type krisetider. Protestbevægelsen er de hundredtusinder af israelere, som hver lørdag aften har vist deres utilfredshed med Netanyahu-regeringens såkaldte lovreform ved at gå på gaden i Tel Aviv og snesevis af andre steder i Israel. Den 7. oktober kommer til at stå som den første lørdag i 2023, hvor der ikke var demonstrationer om aftenen. Samme morgen havde Hamas-folkene forrettet deres forbrydelse, og dagen var gået med raketbeskydning fra Gazastriben, så demonstrationer var i sig selv udelukket, men protestbevægelsen havde også besluttet, at det nationale sammenhold nu måtte overtrumfe alt. Men det ligger så også i luften, at så snart krigshandlingerne er forbi, så venter storvasken, og protestbevægelsen vil tage fat, hvor den slap. Set fra den kant, har Netanyahu gjort sin egen kritiske situation endnu værre. ■
Tager man derfor de kyniske briller på, kan man sige, at den givne situation kan blive en redningsplanke for Netanyahu, der er i dyb politisk krise. Men der er intet der tyder på, at dette vil lykkes ham, snarere tværtimod
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger. ILLUSTRATION: TEL AVIV: Demonstration 15. juli 2023 [foto: REUTERS/Oren Alon/Ritzau Scanpix]
ILLUSTRATION: Ashkelon, 10. oktober 2023: Israelske soldater gør sig klar efter at være tilkaldet til den sydlige del af landet som følge af Hamas’ angreb [FOTO: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix]