Hans Henrik Fafner i RÆSONs nye trykte nummer: Hvad er Israels plan for Gaza?
25.12.2023
En løsning skal findes på konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, hvis der nogensinde skal falde ro over den konflikthærgede region. Og hvor urealistisk det end kan lyde i den aktuelle situation, giver det faktisk mening at starte med Gaza.
Af Hans Henrik Fafner
Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”, der udkommer i december.
TEL AVIV – Da Israel i oktober iværksatte den store landoffensiv ind i Gazastriben, var det erklærede mål at fjerne Hamas. Den islamiske bevægelse skulle ødelægges organisatorisk og militært, og det ville helt naturligt skabe et magttomrum, som skulle udfyldes. Det lå ikke ligefor at overlade opgaven at administrere Gazastriben til det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, og det er der flere årsager til. Derfor udtalte premierminister Benyamin Netanyahu, at Israel ville komme til at stå for styret af den krigshærgede enklave et godt stykke ud i fremtiden.
Erklæringen er i sig selv både interessant og bekymrende, for i sin vage formulering åbnede den op for det store spørgsmål, om den israelske regering havde nogen klar strategi for Gazastriben på lidt længere sigt. Det lå i kortene, at Mahmoud Abbas og hans selvstyre i Ramallah næppe ville kunne magte opgaven at træde ind og overtage det administrative fallitbo efter Hamas. På Vestbredden har Abbas’ styre i forvejen mængder af problemer, befolkningens tillid er stærkt undermineret, og desuden ville Mahmoud Abbas have meget vanskeligt ved at skaffe sig folkelig opbakning som legitim leder i Gazastriben, hvis han tog magten med Israel i ryggen.
En anden mulighed, som på lidt længere sigt nok kan ligne den mest sandsynlige, var en international fredsbevarende styrke med en tilsvarende civiladministration. Men her er det store spørgsmål, hvem der kan påtage sig denne opgave og samtidig have den nødvendige tillid hos den palæstinensiske civilbefolkning. Eftersom dette nok ikke ligger ligefor, kunne det derfor se ud til, at resultatet af krigen kunne blive en form for israelsk genbesættelse af området.
Gush Katif
Mens dette fik masser af advarselslamper til at blinke i den israelske debat, ser én politisk gruppering det som en oplagt mulighed. Det er den yderste højrefløj, der har siddet med i Netanyahus koalitionsregering siden dens tiltræden den 29. december 2022. Her finder vi ministre som Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich, der lige fra starten har modsat sig nogen form for dialog med palæstinenserne, og som med starten på krigen mod Hamas så en oplagt mulighed for at skaffe Gazastriben tilbage på israelske hænder.
Det er fra denne politiske fløj, man hører røster om, at hele situationen jo lægger op til, at man kan genetablere Gush Katif. Dette er navnet på de 19 bosættelser, Israels daværende premierminister, Ariel Sharon, tog initiativ til at rømme i sensommeren 2005, og selvom Sharon givetvis havde nogle andre strategiske overvejelser i forbindelse med rømningen, var der mange, der betragtede Gazastriben uden israelske bosættelser som en meget beskeden start på større palæstinensisk selvstændighed.
Denne udvikling kom som bekendt til at gå i en helt anden retning, og det vender vi tilbage til. Helt aktuelt er det vigtigt at holde sig for øje, at vi med krigen blev præsenteret for to parter, som står stejlt op mod hinanden, og som hver især afviser at tage hensyn til to befolkningers ønsker om at leve i fred og sameksistens. Den ene part er Hamas, der har som erklæret mål at eliminere Israel, og som dybest set kun ser en våbenhvile og et betinget samarbejde som midlertidige foranstaltninger på vejen mod slutresultatet. Og den anden part er Netanyahu-regeringen, som i sin nuværende konstellation ignorerer palæstinensernes nationale aspirationer.
Derfor er det store spørgsmål lige nu, hvad der er blevet af to-statsløsningen, som op gennem tiden altid har været accepteret som noget nær den eneste forudsætning for at opnå fred i regionen.
Gazastriben, 11. december 2023: Bombardement af Gaza by [FOTO: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix]
Hjemland for to folk
Gennem tiderne har der fra de to sider været talrige forsøg på at delegitimere hinanden. Golda Meir, som var israelsk premierminister fra 1969 til 1974, huskes for at udtale, at ’der ikke eksisterer noget palæstinensisk folk’, og den amerikanske journalist Joan Peters skrev i 1984 sin kontroversielle bog From Time Immemorial, hvor hun prøvede at påvise, at de moderne palæstinensere slet ikke er nogen oprindelig befolkning i Palæstina. Der mangler heller ikke eksempler på den modsatte fløj, hvor bl.a. den danske historiker Morten Thing i sin seneste bog sætter spørgsmålstegn ved, om man kan betragte jøderne som et folk i moderne forstand.
Hvad enten man deler disse opfattelser eller ej, er det en kendsgerning, at området er beboet af to grupper, der betragter sig selv som folk, og som mener, at de har en tilknytning til landet og dermed også ret til at bo i det. Men lige så længe som dette har stået på, har der på begge sider også været mængder af divergerende opfattelser af, hvad denne ret til landet indebar, og hvor langt den strakte sig, og det er ikke mindst disse mange indre brydninger, der har været med til at komplicere situationen og radikalisere modsætningerne.
Som et godt eksempel er diskursen i zionistbevægelsen i første halvdel af det 20. århundrede. Den socialistiske fløj, hvor David Ben-Gurion stod blandt de centrale ledere, gik efter at opkøbe jord, der ville skabe et sammenhængende område i en begrænset del af landet. Hovedtanken var her, at man ønskede at skabe et hjemland med et klart jødisk befolkningsflertal, og derfor begrænsede man ambitionerne til en del af landet, så den lokale arabiske befolkning også ville få plads til en stat. Her ser man altså tanken om en to-statsløsning i en meget tidlig udgave.
Zionistbevægelsens højrefløj blev navnlig tegnet af de såkaldte revisionister, der senere i historien skulle blive til Likud-partiet. Her mente man, at et jødisk hjemland skulle have så stor geografisk udstrækning som muligt. Tanken om en palæstinensisk stat var altså slet ikke på dagsordenen, men til gengæld var det en almindelig opfattelse i den del af bevægelsen, at alle indbyggere i den kommende stat skulle have lige rettigheder, uanset etnisk baggrund. Bevægelsens ideologiske fyrtårn Vladimir Jabotinsky (1880-1940) nævnte flere gange, at Palæstinas fremtid rent folkeretligt måtte hvile på tanken om en bi-national stat. Revisionisterne satsede i stedet på at bevare et jødisk befolkningsflertal gennem indvandring fra resten af verden.
Også på palæstinensisk side var der flere holdninger. Mange så, at den jødiske indvandring førte til et økonomisk opsving – fra 1925 til 1935 tidobledes eksempelvis arealet med appelsinplantager, og Jaffa-appelsiner blev en stor eksportvare, der bragte velstand til både jøder og arabere. Men i netop samme periode så man også en hurtigt stigende jødisk indvandring og tilsvarende store opkøb af land, hvilket helt naturligt skabte uro og bekymring i den arabiske befolkning. Som direkte resultat af dette kom en intifada i 1929, som bl.a. førte til en massakre i Hebron, der kostede 67 jøder livet. Der var også angreb og gengældelser den anden vej rundt, og som tiden gik, blev situationen stadig mere uoverskuelig og blodig.
Man kan altså ikke skildre udviklingen fra slutningen af det 19. århundrede og frem som en enkel og lineær proces frem mod en løsning. Den tog mange omveje med en række forgæves mæglingsforsøg. Efterhånden ændrede holdningerne sig også, så man på jødisk side så, at tanken om et hjemland blev omformuleret til en insisteren på en stat, mens en palæstinensisk nationalbevægelse tog form på nogenlunde samme præmisser. Under alle omstændigheder fortonede tanken om en bi-national stat sig. I november 1947 kom FN frem til vedtagelsen af Resolution 181, som var en plan til deling af landet i en jødisk og en arabisk stat. Jerusalem, som var og er en følsom sag, skulle ifølge planen ligge som international zone, hvor alle skulle have fri adgang til byens mange helligdomme.
Efter 1945 så man en global tendens til at oprette nationalstater, hvilket gav meget lidt plads til alternative løsninger. Helt i takt med tidsånden gennemførte man omtrent på samme tid eksempelvis delingen af Britisk Indien, som blev til Indien med hinduer som absolut flertalsbefolkning og det muslimske Pakistan, og i den forbindelse iværksattes en befolkningsudveksling omfattende flere millioner mennesker.
For at undgå konkrete skridt i retning af en to-statsløsning har Netanyahu derfor haft en klar interesse i at holde Hamas ved magten i Gazastriben, og derfor har han diskret givet grønt lys til, at navnlig Qatar sendte kufferter med store beløb i kontante dollarsedler, som Hamas har kunnet bruge til et befæste positioner og opruste
_______
Religiøs indflydelse
Så enkelt var det dog ikke, når det kom til det nu tidligere britiske Palæstina-mandat. Den første krig, som israelerne kalder uafhængighedskrigen, hedder i den palæstinensiske narrativ al Nakba – Katastrofen – fordi 700.000 palæstinensere blev flygtninge. Jerusalem blev en delt by, og de områder, vi i dag kender som Vestbredden og Gazastriben, blev annekteret eller besat af henholdsvis Jordan og Egypten.
Komplikationerne tog ekstra fart med Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel ikke bare overlevede et massivt arabisk angreb, men også erobrede store landområder – Vestbredden, Gazastriben, Golanhøjderne og Sinaihalvøen.
Mange israelere betragtede det som et mirakel, at den skrøbelige stat havde overlevet, men netop denne krig kan nok også betegnes som starten på Israels store tragedie. Israel var nu blevet besættelsesmagt, og dette bragte en tiltagende religiøs tendens helt frem i første række. Små jødiske grupper betragtede pyrrhussejren i 1967 som et guddommeligt mirakel og indgangen til messianske tider. Med udgangspunkt i rabbiner Avraham Yitzchak Kook (1865-1935) og hans tænkning konkluderede de, at jøderne omsider havde fået adgang til deres ægte bibelske hjemland, som ifølge skriftstederne er Vestbreddens højland. Så krigen var et signal til, at man skulle drage ud og tage landet i besiddelse, og det blev starten på bosætterbevægelsen, der altså har et helt andet ideologisk afsæt end både socialistiske zionister og nationalistiske revisionister fra begyndelsen af det 20. århundrede.
Også på palæstinensisk side var religionen rykket tættere på. Allerede i 1928 var Det Muslimske Broderskab opstået i Egypten med det formål at give almindelige egyptere en ny national stolthed. Det fungerede som humanitær hjælpeorganisation, hvilende på et stærkt islamisk grundlag, og denne model mere eller mindre kopierede Ahmed Yassin. Han var lærer og boede i Shati-flygtningelejren i Gazastriben, hvor han allerede i 1973 skabte sin bevægelse Mujama al Islamiyeh – Det Islamiske Center. Denne havde samme humanitære tilsnit som Broderskabet og havde for så vidt ingen nationale aspirationer. Derfor fandt skiftende israelske regeringer det opportunt at støtte Ahmed Yassin. Han kom til at stå som modpol til Fatah, som var blevet grundlagt af bl.a. Yasser Arafat i 1964 og efterhånden udviklede sig til at være hovedfraktionen i PLO. I 1970’erne var PLO berygtet for sine flykapringer og ikke mindst drabet på 11 israelske atleter ved OL i München i 1972. De var på den internationale terrorliste, og israelerne søgte at styrke Ahmed Yassins aktiviteter for at holde PLO ude af den almindelige palæstinensers bevidsthed.
Netanyahu
Paradoksalt har vi set nogenlunde det samme: at Israel tildeler Hamas en særlig rolle – i de mange år hvor Benyamin Netanyahu har siddet på premierministerposten, men af helt andre grunde.
I 1987 tog Mujama al-Islamiyeh et kvantespring ind på den internationale dagsorden ved at blive en førende spiller i den palæstinensiske intifada, hvor beboere i de besatte områder rejste sig i protest mod den fortsatte israelske besættelse. Intifadaen brød ud en aften i december det år, udløst af protester efter en banal trafikulykke i Gazastriben, og da stod Ahmed Yassin straks klar med et velorganiseret netværk, som kunne gå ud og protestere. Ved den lejlighed gav han også organisationen et nyt navn – Hamas.
Ganske hurtigt fik Hamas et nyt, politisk præg, og med det kom også en væbnet afdeling, Izz a Din al Qassam. Organisationen havde nu en national agenda, og med det fulgte også en afgørende beslutning: At Israel ikke havde ret til at bestå. Da Yasser Arafat og Fatah efter intifadaen anerkendte Israel og undertegnede Oslo-aftalerne i september 1993, var det en de facto-accept af en to-statsløsning, som Hamas lige med det samme opponerede imod.
Deri består den palæstinensiske splittelse, der også kom til at skinne igennem ved det sidst afholdte palæstinensiske valg i 2006 – året efter rømningen af Gush Katif. Valget mundede ud i, at Fatah tog magten på Vestbredden, mens Hamas satte sig tilsvarende på Gazastriben.
Her ligger grundlaget for Netanyahus strategi over for palæstinenserne. På mange måder efterlever han revisionisternes ide om, at den jødiske stat skal fylde hele landet, og da han samtidig har siddet i koalition med de religiøse jødiske partier i Knesset, har dette fået tilført en tydelig messiansk undertone. Af den grund har han udnyttet situationen til et sindrigt dobbeltspil:
For at fremstå som ansvarlig leder og have adgang til de bonede gulve i det internationale diplomati har han vedholdende sagt, at en to-statsløsning er den eneste bæredygtige. Men så har han også tilføjet, at så længe der er den dybe splittelse hos palæstinenserne, er der ikke grundlag for nogen meningsfuld fredsdialog: Dette, lyder argumentet, forudsætter en samlet palæstinensisk stemme. For at undgå konkrete skridt i retning af en to-statsløsning har Netanyahu derfor haft en klar interesse i at holde Hamas ved magten i Gazastriben, og derfor har han diskret givet grønt lys til, at navnlig Qatar sendte kufferter med store beløb i kontante dollarsedler, som Hamas har kunnet bruge til et befæste positioner og opruste.
Hamas har forstået at spille med. Siden magtovertagelsen i 2006 har gruppen ført sin balancegang og zigzagget mellem to modstridende interesser. På den ene side har man søgt en vis forståelse med israelerne, hvilket har givet sig udtryk i våbenhviler, som ikke går på kompromis med det ideologiske mål at udslette Israel. På den anden side har man givet efter for presset fra Islamisk Jihad og en håndfuld salafistiske grupper. Dette har vist sig i form af raketbeskydning med jævne mellemrum, hvilket ad flere omgange har ført til militære konfrontationer, der dog altid har haft relativt begrænset omfang og er blevet efterfulgt af en ny betinget våbenhvile.
Man kan sige, at krigen, der begyndte den 7. oktober, bliver ført på vegne af to civilbefolkninger, som på mange måder gerne vil leve side om side, men er blevet taget som gidsler i en umulig situation
_______
Der er ingen partner
Det er dette mangeårige mønster, der blev brudt med Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober. Lige fra starten stod det klart, at Hamas nu havde langt større ambitioner. I et regionalt perspektiv ønskede bevægelsen helt tydeligt at blokere for en tilnærmelse mellem Saudi-Arabien og Israel, og det var også håbet, at konflikten skulle brede sig regionalt, så både den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon og dennes allierede, Iran, skulle blande sig.
Terrorangrebet, som kostede mindst 1.200 israelere livet og førte til, at 239 blev taget som gidsler i Gazastriben, var nøje planlagt og havde en taktisk konstruktion, som ligger langt ud over Hamas’ normale formåen som bevægelse. Det er i hvert fald helt usandsynligt, at det var udtryk for en spontan folkelig vrede, som det er blevet fremstillet. Det kan også med stor sandsynlighed antages, at Hamas-ledelsen helt kynisk har forudset en meget voldsom militær reaktion fra Israel med enorme omkostninger for Gazastribens civilbefolkning. Dette bidrog til at svække den internationale sympati, som Israel nød i den første tid efter den 7. oktober, hvilket kan være til stor fordel for Hamas.
Det giver derfor god mening, at flere forskellige talsmænd for Hamas betegnede dette som et helt nyt kapitel i konflikten. Det er ikke længere realistisk at regne med nogen stilstand i striden mellem Israel og Hamas, som det har været tilfældet flere gange i tiden efter 2006. Ingen i bevægelsens top taler længere om nogen hudna – det arabiske ord for en særlig type våbenhvile af længere varighed – og tilbage er kun slutmålet, som står nedfældet i bevægelsens nationalcharter, nemlig den totale udslettelse af Israel. Her findes ideen om en to-statsløsning ikke længere.
De fleste andre steder i regionens kaotiske poliske miljø har to-statsløsningen med årene fortonet sig mere og mere. Da Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, den 4. november 1995 blev myrdet i et attentat af en jødisk radikalist, der helt tydeligt ville straffe ham for at havde indgået territorielt kompromis med palæstinenserne ved Oslo-aftalerne, mente mange, at tanken om to stater var definitivt død. Den sommer var daværende premierminister Ehud Barak i USA, hvor præsident Clinton også havde inviteret Yasser Arafat til endnu et stakåndet forsøg på at redde de sidste rester af Oslo-processen. Ved den lejlighed tilbød Barak palæstinenserne 73 pct. af Vestbredden, voksende til 91 pct. med territoriel kompensation andre steder i landet samt Jerusalem som delt hovedstad. Arafat afviste tilbuddet, hvilket blev grunden til, at Barak vendte hjem til Israel med den berømte og skæbnesvangre konklusion, at der ikke længere var nogen partner i freden.
Derfor er det naturligt at spørge, hvad Sharon egentlig søgte at opnå med sin rømning af Gush Katif i sensommeren 2005, hvor Al Aqsa-intifadaen for længst havde mistet pusten. Vi husker, at den israelske leder kort efter faldt om ved et slagtilfælde og aldrig siden vågnede op af sin koma, så vi fik aldrig svaret fra ham selv. Men et kvalificeret gæt kunne være, at han med sit opsigtsvækkende skridt ville høste så megen international anerkendelse, at han ville kunne befæste Israels greb om Vestbredden yderligere, uden at det ville føre til internationale protester i nævneværdigt omfang.
Dette hænger ikke mindst sammen med bosætterbevægelsen, som i dag udgør en af de vanskeligste knaster i en mulig fredsproces. Sharon var en stor fortaler for etablering af bosættelser, og som boligminister gjorde han et stort nummer ud af at bygge gode og billige boliger, som fristede et stort segment, der dermed ikke flyttede ud i bosættelserne af religiøse eller ideologiske grunde, men fordi de dermed kunne få et stykke livskvalitet. I dag er det ikke helt forkert at sige, at tre fjerdedele af bosætterbefolkningen er, hvad man kunne kalde bekvemmelighedsbosættere. I og med at over 600.000 israelere i dag bor på Vestbredden, er der således ikke mange israelere, som ikke har en slægtning, en kollega eller en god bekendt, der har fast bolig i de besatte områder, og dette skaber i sig selv en emotionel skepsis over for en rømning af bosættelserne, medmindre man får nagelfaste garantier for en fremtid med tryghed i naboskabet.
Femfingerplanen
Bidragende til denne store skepsis er også resultatet af Gaza-rømningen i 2005. Dengang herskede en vis optimisme i Israel, men så kom det palæstinensiske valg i 2006 og Hamas’ magtovertagelse, og året efter fulgte blokaden og rutsjeturen mod den aktuelle situation. Fra et israelsk synspunkt indledte man blokaden mod Gaza, som følge af at Hamas og andre islamiske grupper begyndte at skyde raketter mod israelske mål, og det er nok hovedårsagen til, at et overvejende flertal indtil videre ser med stor frygt på tanken om en palæstinensisk stat på Vestbredden.
Udviklingen har altså ført til en situation, hvor to-statsløsningen virker helt usandsynlig. I årtier har Hamas stået som en bevægelse, der ideologisk søger at forhindre en to-statsløsning, men hvor dette tidligere nok mere havde teoretisk betydning, er 7. oktober kommet til at stå som en art vendepunkt, hvor dette ideologiske mål er blevet ufravigeligt. En løsning skal imidlertid findes, hvis der nogensinde skal falde ro over den konflikthærgede region, og hvor urealistisk det end kan lyde i den aktuelle situation, giver det faktisk mening at starte med Gaza. Man kan sige, at krigen, der begyndte den 7. oktober, bliver ført på vegne af to civilbefolkninger, som på mange måder gerne vil leve side om side, men er blevet taget som gidsler i en umulig situation.
Gaza, 31. oktober 2023: Der ledes efter overlevende i ruinerne af flygtningelejren Jabalia [FOTO: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix]
Gennem hele 2023 viste omfattende protester i Israel med al tydelighed, at Netanyahu har mistet den folkelige tillid, og med krigen stod det for alvor klart, at han ikke længere havde nogen politisk fremtid. Et markant flertal ønsker hans tilbagetræden, og hvis krigen fører til, at Hamas på lignende vis bliver fjernet fra magten, vil man derfor stå med en mulighed for at genstarte forholdet mellem israelere og palæstinensere. Dét er grunden til, at det er så vigtigt at have en exit-strategi ved begyndelsen på en krig. Den havde Netanyahu ikke. Sådan en må med andre ord skabes. Verdenssamfundet vil kunne spille en central rolle – i første omgang: at genopbygge Gaza. Det bliver en omfattende opgave, som vil kunne tage flere år, men hvis man forestiller sig en politisk ledelse, der tænker mere på civilbefolkningens tarv end på at bekrige Israel, vil der være klare muligheder.
Med en moderat israelsk regering uden Netanyahu og den messianske højrefløj vil Israel også kunne overtales til at give gazanerne frihed og kontakt til resten af verden. Det er kun et meget lille segment på den yderste højrefløj, der i ramme alvor taler om etnisk udrensning af palæstinenserne i Gazastriben, og så snart man kommer til venstre for Netanyahu, er der også en forståelse for, at det er til alles fordel at finde gensidig forståelse. Gazastriben har et stort potentiale. Der er en række universiteter, som bl.a. uddanner computerprogrammører, så mulighederne for at skabe en vækstøkonomi med handelsrelationer til udlandet er absolut til stede. Gaza kunne udvikle sig til et nyt Singapore.
Men hvad så med to-statsløsningen?
Igen kunne Gaza blive kimen til noget nyt og løfterigt, og der er en helt særlig grund til, at det kunne vise sig opportunt at starte her i stedet for Vestbredden. Igen er nemlig den ideologiske bosætterbevægelse en tydelig hæmsko. Den insisterer jo på at holde fast på Vestbredden – eller Judæa og Samaria, som området hedder i deres terminologi. Forklaringen er den enkle, at det er de områder, som i Gamle Testamente nævnes som jødernes oprindelige hjemland. Dette er slet ikke tilfældet med Gazastriben, som kun optræder perifært i skrifterne. Her er det også vigtigt at huske på, at Gush Katif ikke var ideologiske bosættelser i klassisk forstand. Det var nemlig selvsamme Ariel Sharon, der helt tilbage i 1970’erne konciperede sin såkaldte femfingerplan. Den bestod i, at man skulle placere en række bosættelsesblokke, der – som fem fingre – skulle skyde sig ind mellem de palæstinensiske befolkningskoncentrationer i Gazastriben, og formålet var udelukkende sikkerhed. Selv rabbiner Kook, som var den første overrabbiner i den britiske mandattid, og som betragtes som en af de helt centrale tænkere i religiøs zionisme, ville derfor ikke betragte Gaza som en del af det jødiske hjemland.
Vilje til kompromis
I sig selv byder en udvikling som den, jeg har skitseret her, ikke på nogen løsning af konflikten, ligesom den heller ikke indeholder nogen klar opskrift på en to-statsløsning.
Men en normalisering af forholdene i Gazastriben samt et økonomisk løft for befolkningen kunne komme til at stå som billede på, at man kan leve side om side uden at bekrige hinanden. Og det vil kunne danne grundlag for den gensidige tillid, som både palæstinensere og israelere lige nu mangler næsten totalt, og som vil være af afgørende nødvendighed for nogen vision om sameksistens.
Her kommer vi så frem til det afgørende valg, som både israelere og palæstinensere før eller siden må træffe, nemlig om fremtiden ligger i to separate stater eller en enkelt stat for begge folk. Dette har allerede i en del år været en integreret del af den israelske debat, hvor argumentet lyder, at udviklingen automatisk vil gå i retning af den bi-nationale stat, hvis man ikke træffer andet valg. Tiden er ved at rinde ud, for besættelsen får stadig mere karakter af en permanent tilstand, og da må man på et tidspunkt også give den besatte befolkning fulde borgerrettigheder.
Dette vil mange israelere betragte som zionismens store fallit. Hvis vi holder os til Jabotinskys tanker, vil en bi-national stat med ligestilling for alle borgere nemlig betyde, at det jødiske flertal næppe vil være til stede, og dermed vil det også være slut med en jødisk stat. Set fra et zionistisk synspunkt vil valget derfor stå mellem at leve videre med konflikten, som den har set ud i mere end et århundrede, eller at give palæstinenserne mulighed for at skabe deres egen stat i Gazastriben og på Vestbredden. For alternativet vil være at lade den bi-nationale stat blive en realitet, men uden den nødvendige ligestilling, og da vil man kunne tale om apartheid, som i stigende grad er blevet et af debattens fyord.
At eksempelvis den israelske menneskerettighedsbevægelse B’tselem taler om apartheid, bør lige nu må betragtes som politisk meningsdannelse. Bevægelsen ser eksempelvis den såkaldte nationalstatslov, der i 2018 definerede Israel som en jødisk stat, som et første skridt i retning af apartheid. Ordet bruges mange steder i den aktuelle debat, selvom besættelse og apartheid er to vidt forskellige ting. Men hvis der ikke handles, kan det være en realitet, der rykker tættere på.
I den forstand er der tegn på, at mange israelere betragter krigen efter den 7. oktober som en brat opvågnen – ud over at den med god grund kan betegnes som en national tragedie.
Resultatet af den aktuelle krig kan meget vel blive, at både israelere og palæstinensere begynder at indse, hvorhen alt for mange års løbsk radikalisme på begge sider har ført de to folk. Og det kan være en begyndende forståelse for, at to-statsløsningen må være den eneste vej ud af den nærmest permanente konfliktsituation. Også selvom det forudsætter en vilje til kompromis, som vil gøre ondt på begge sider. ■
Igen kunne Gaza blive kimen til noget nyt og løfterigt, og der er en helt særlig grund til, at det kunne vise sig opportunt at starte her i stedet for Vestbredden
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på netmediet POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.
ILLUSTRATION: Rafah i Gazastriben, 7. december 2023 efter et israelsk bombardement [FOTO: Mahmud Hams/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
