Jonas Bengtson: Højrefløjen er lykkedes med at mobilisere vælgere, der i praksis stemmer imod deres egne interesser

12.05.2023


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Med USA som case har vi en god del af forklaringen på, hvorfor den danske højrefløj vinder arbejdervælgerne herhjemme med udgangspunkt i den trumpistiske værktøjskasse. Den er simpelthen mere tillokkende end venstrefløjens nuværende alternativ.

Kommentar af Jonas Bengtson

”EN OVERRASKELSE FOR MANGE HERINDE” skrev Frederik Vad (S) på Twitter den 9. maj 2023, da han delte tal fra Altingets seneste analyse af arbejdervælgernes stemmefordeling, hvis der var valg i Danmark i morgen.

Ifølge analysen er Danmarksdemokraterne det næststørste arbejderparti med 15.1 pct af stemmerne, mens Socialdemokratiet fortsat er størst med 15.8 pct. Liberal Alliance ville med 8.3 pct. høste stort set samme stemmeandel som SF, og Nye Borgerlige er med 5.6 pct. større end Enhedslisten, som får 4.4 pct. lige ved siden af DF med 4 pct.. Samlet set peger 48 pct. af arbejdervælgerne på de ’blå’ partier (inkl. Moderaterne), mens de ’røde’ partier (inkl. S) får 31 pct. altså mere end halvanden gang flere stemmer til de blå partier samlet set. Derudover ville over 20 pct. af arbejdervælgerne slet ikke møde op i stemmeboksen, hvis der var valg i morgen, hvilket Frederik Vad også betegner som ’en stor historie i sig selv’. Det eneste reelt overraskende ved disse tal er dog, at de tilsyneladende fortsat kan overraske nogen herhjemme.

For det første så vi et lignende billede i både 2021 og 2022, hvor Altinget foretog en tilsvarende analyse. Nuvel, i 2021 var rød blok stadig samlet marginalt større end blå blok. Det var dengang, S fortsat foregav at være et arbejderparti, mens NB og DF dominerede højrefløjen med over 20 pct. af stemmerne sammenlagt før de to partiers respektive nedsmeltninger. I 2022 var blå blok, med 45 pct. af arbejderstemmerne og nu ført an af Støjberg med 12.8 pct., allerede større end de røde partier tilsammen. 2023-analysen understøtter således blot denne højredrejningstendens: S har tabt over 10 pct. af arbejderstemmerne siden 2021, DD fortsætter sin fremgang fra sidste år, og LA vinder markant frem i segmentet. I 2021 var antallet af sofavælgere i undersøgelsen i øvrigt ca. 25 pct., så heller ikke her er der tale om en ’stor historie’.

For det andet, så har vi gennem mere end et årti oplevet et lignende vælgermønster i bl.a. USA. Den amerikanske arbejdervælger, især uden for de store metropoler, føler sig mere og mere fremmedgjort og marginaliseret – og (mod)reagerer ved at spise lystigt af trumpismens überpopulistiske buffet: America first, drain the swamp, lock her up, build a wall, prey on minorities, to hell with the state and its taxes mv. Denne kombination af i) massiv kritik af ’the establishment’ og bramfri tilbedelse af kapitalismen og de ’frie markedskræfter’ på den ene side og ii) klapjagt på udlændinge og andre minoriteter på den anden side bliver ofte, og med rette, italesat som neoliberal fascisme. Læg hertil Trumps utiltalende og uforudsigelige personlighed og rækken af skandaler, han trækker efter sig.

 

Alt dette har resulteret i et stigende tab af mening hos den gennemsnitlige arbejdervælger, når det kommer til den traditionelle venstrefløjs førte politik og bredere diskurs – for den er desværre lige så middle-of-the-road som Bidens
_______

 

Det burde trods alt kunne fastholde en masse vælgere hos Demokraterne? Not really. En meningsmåling i Washington Post fra maj i år viser, at 45 pct. af de adspurgte vælgere sandsynligvis ville stemme på Trump, hvis han bliver kandidat i 2024, mens (kun) 38 pct. ville stemme på Biden. Demokraternes middle-of-the-road doktrin, eller ’republican-light politics’, forsøger at gøre lidt for alle, ikke mindst erhvervslivet, men ender med ikke rigtigt at gøre noget mærkbart for nogen. Demokraterne har ligeledes formået at stække de mere progressive kræfter i partiet, ikke mindst Bernie Sanders. Resultatet er, at det Demokratiske Parti og Biden selv fremstår for arbejdervælgeren som en sodavand med ugegammelt brus. Med USA som case har vi dermed også en god del af forklaringen på, hvorfor den danske højrefløj vinder arbejdervælgerne herhjemme med udgangspunkt i den trumpistiske værktøjskasse. Den er simpelthen mere tillokkende end venstrefløjens nuværende alternativ.

SOCIALDEMOKRATIETS ØKONOMISK POLITISKE HØJREDREJNING som bannerfører for SVM-regeringen gør, at arbejdervælgeren har særdeles svært ved at identificere sig som en robust, ’moderne’ S-støtte. At dette sker i forlængelse af partiets markante værdipolitiske højredrejning siden 2015, gør blot billedet af S som venstrefløjsparti endnu mere mudret. SF piggy-backer i 2023-målingen godt nok på S’ deroute, men uden selv at have gjort nogen som helst mærkbar forskel for arbejdervælgerne i partiets mange år som S-medløber (hvor blev folkeafstemningen om Store Bededag af forresten?). Enhedslisten taler faktisk oprigtigt arbejdernes sag, men tydeligvis med for lidt protestparti i stemmen og for meget akademiker-snak ditto. Alt dette har resulteret i et stigende tab af mening hos den gennemsnitlige arbejdervælger, når det kommer til den traditionelle venstrefløjs førte politik og bredere diskurs – for den er desværre lige så middle-of-the-road som Bidens.

Disse vælgere søger i stedet efter ny mening og andre typer løsninger, og de ender (for) ofte hos de populistiske partier på højrefløjen. Partier, som er bedre til at markedsføre sig på, hvad de – på den korte bane – kan gøre helt konkret for dig. LA vil gøre de første 7.000 kr. skattefri hver måned og i øvrigt op i bagen med den offentlige sektor, det perfekte mobbeoffer i enhver kampagne. Det ”Forenede DF” (DD, DF, NB) vil gøre livet lidt surere for din muslimske nabo og lidt sødere for dine aldrende forældre eller bedsteforældre. Højrefløjspartierne ønsker i øvrigt at droppe al den der krisesnak om klimaet & miljøet. Venstrefløjens ’hysteri’ skaber unødvendig bekymring hos ungdommen, må man forstå. Og så kan det også ende med, at bøffer og benzinen bliver dyrere. Og hvad med alle de andre lande i verden, måske?!

SÅLEDES LYKKES HØJREFLØJEN med at mobilisere vælgere, der i praksis stemmer imod deres egne grundlæggende interesser ved at støtte partier, der arbejder for den fortsatte indlejring og forankring af ærkekapitalistiske, ulighedsskabende samfundsstrukturer og ’markedsmekanismer’. Mekanismer, der i deres DNA altid tilgodeser kapitalejerne over arbejderne.

Jeg bebrejder dog ikke højrefløjen. Tværtimod, det er godt gået. Jeg kigger derimod på venstrefløjen og S. Hvor er visionerne om et faktisk bedre, mere lige og mere sammenhængende samfund, hvor man ikke skal knokle sig halvt eller helt ihjel før pensionsalderen? Hvordan kan arbejdervælgeren fortsat kende forskel på S og DD i praksis? SF-Ø-Å, hvor er de håndgribelige visualiseringer af et alternativ, et ægte alternativ, til de seneste års middle-of-the-road/S-followership-doktrin? Kort sagt, hvor er venstrefløjens politiske courage, som Rolf Sørensen ville kalde det?

 

Jeg bebrejder dog ikke højrefløjen. Tværtimod, det er godt gået. Jeg kigger derimod på venstrefløjen og S. Hvor er visionerne om et faktisk bedre, mere lige og mere sammenhængende samfund, hvor man ikke skal knokle sig halvt eller helt ihjel før pensionsalderen?
_______

 

Jonas Bengtson (f. 1983) er kandidat i anvendt økonomi fra Copenhagen Business School. Han er desuden aktiv i en række frivillige organisationer, heriblandt Repatriate the Children Danmark og Velkomstalliancen. Til daglig arbejder han som seniorrådgiver i A. P. Moller – Maersk

ILLUSTRATION: Joint Base Andrews i Maryland, 10. september 2022: Forhenværende præsident Donald Trump går ombord Air Force One [FOTO: Tia Dufour/Det Hvide Hus]