Simon Klinzing Nielsen: Domstolsafgørelse kan blive dødsstødet til den tyske regering

23.11.2023


Den tyske forfatningsdomstol erklærede for nylig finansieringen af regeringens nye klimafond for forfatningsstridig. Det skaber uenighed i en allerede splittet koalitionsregering, som nu mangler 60 milliarder euro til at realisere sine planer for grøn omstilling.

Simon Klinzing Nielsen i RÆSON KOMPAKT

Forestil dig, at du fra den ene dag til den anden er blevet 600.000 kroner fattigere. Penge, som du vel at mærke allerede havde planlagt at bruge på en ny bil, en dyr ferie og nyt tøj. De lækre planer kan du ikke længere finansiere, medmindre du finder pengene et andet sted ved for eksempel at omprioritere. Ikke så fedt, vel?

En lignende situation står den tyske regering nu i. Beløbet er bare et helt andet. Hele 60 milliarder euro mangler den tyske regering til at finansiere sine klima- og industriplaner. Det står klart, efter den tyske forfatningsdomstol for nylig har erklæret, at finansieringen af den tyske regerings klimafond er i strid med den såkaldte gældsbremse, som er en del af den tyske forfatning. Gældsbremsen lægger et loft over, hvor meget gæld den tyske stat må stifte på et år. Den blev indført under finanskrisen for at sikre en sund og langsigtet stabil tysk økonomi. I nødsituationer kan regeringen dog få lov at stifte større gæld, end hvad gældsbremsen tillader, hvilket regeringen bl.a. gjorde under corona. Da coronakrisen var overstået, var der fortsat et ubrugt beløb på 60 milliarder euro, som regeringen valgte at flytte over i klimafonden. Forfatningsdomstolens afgørelse gør det nu klart, at denne finte ikke er lovlig.

Dommen vil formentlig sætte en gevaldig stopper for Tysklands investeringer i den grønne omstilling. Konkret hersker der nu tvivl om finansieringen af grøn omstilling af energiintensive virksomheder og den offentlige transport, udbygning af varmenettet, investeringer i mikrochipfabrikker med mere.

Det har også konsekvenser for Danmark. For det første kan det koste dansk eksport. Danske virksomheder er verdenskendte for at levere grønne og energieffektive produkter, og Tyskland er vores største samhandelspartner. Færre penge til grøn omstilling i Tyskland vil altså sandsynligvis betyde mindre dansk eksport. For det andet vil det åbenlyst have negative følger for klimaet, når Europas industrimotor fortsat kører meget på kul og gas i stedet for vedvarende energi. For det tredje kan det have store konsekvenser for Europa både politisk og økonomisk. Dommen kan nemlig føre til, at den tyske regering bliver handlingslammet og ikke længere kan finansiere større investeringsprojekter.

 

For det tredje kan det have store konsekvenser for Europa både politisk og økonomisk. Dommen kan nemlig føre til, at den tyske regering bliver handlingslammet og ikke længere kan finansiere større investeringsprojekter
_______

 

Regeringskrise

For den tyske regering er dommen selvfølgelig et langt større problem end for Danmark. Flere tyske medier spekulerer i, om afgørelsen kan blive dødsstødet for den tyske Ampel-regering (”trafiklysregering”), som består af Socialdemokratiet (SPD), De Grønne og det liberale parti FDP. Regeringspartierne har længe haft store samarbejdsvanskeligheder og kritiseret hinanden offentligt i medierne. Derfor er regeringspartierne også længe blevet straffet i målingerne, og et stort flertal af tyskerne er utilfredse med regeringens arbejde. Seneste måling viser, at SPD står til at gå tilbage med hele 10 procentpoint, De Grønne med 1 procentpoint og FDP med 6 procentpoint sammenlignet med seneste valg i 2021.

Den nye krise kommer bestemt ikke til at give medvind i målingerne. Når de skyldige for ”finansfinten” skal findes, peger pilen nemlig på nuværende finansminister, Christian Lindner (FDP), og Olaf Scholz (SPD), som var finansminister under den foregående Merkel-regering. Dette minder oppositionspartiet CDU/CSU flittigt vælgerne om. Og det er på trods af, at flere delstatsregeringer med CDU/CSU i spidsen har gjort brug af samme finte.

Forfatningsdomstolens afgørelse kan nu skubbe regeringspartierne ud i så store konflikter, at koalitionen kan bryde sammen. For hvordan finder man lige 60 milliarder euro i en presset økonomi uden vækst? FDP foreslår at skære i overførselsindkomsterne, men det er De Grønne og SPD imod. De Grønne foreslår at ændre den såkaldte gældsbremse, som er selve årsagen til, at regeringen ikke kan bruge de 60 milliarder euro. Det er FDP omvendt meget imod. FDP ønsker nemlig ikke, at staten stifter for meget gæld. Der er altså ingen nem løsning i sigte på regeringens største krise hidtil.

Hvad der er endnu værre for regeringen er, at dommens konsekvenser ser ud til at strække sig meget længere end til blot de 60 milliarder euro fra klimafonden. Det skyldes, at klimafonden ikke er den eneste fond, hvor regeringen har brugt ”finansfinten”. En anden fond på 200 milliarder euro, som har til formål at stabilisere den tyske økonomi, er finansieret på lignende vis. Derfor har det tyske finansministerium allerede nu valgt at spærre for udbetalingerne fra fonden.

Bliver konsekvenserne mon så store, at regeringen falder fra hinanden? Paradoksalt nok er det mest sandsynlige, at regeringen overlever, fordi alle regeringspartierne står så dårligt i målingerne. De har absolut ingen interesse i et nyvalg. Eneste realistiske alternativ til den nuværende regering er, at SPD går sammen med det konservative CDU/CSU i en ny flertalskoalition. Men har CDU/CSU interesse i det, når de ved et nyvalg står til at gå markant frem? Sandsynligvis ikke.

Tilbage står altså en tysk regering, som ikke fungerer, og som står midt i sin største krise. En krise, som regeringen formentlig vil gå langt for at overleve på trods af, at regeringen får ualmindeligt svært ved at indfri sine mål.

 

Bliver konsekvenserne mon så store, at regeringen falder fra hinanden? Paradoksalt nok er det mest sandsynlige, at regeringen overlever, fordi alle regeringspartierne står så dårligt i målingerne
_______

 

Simon Klinzing Nielsen har tidligere arbejdet for den danske ambassade i Berlin. Han er ansat som EU-konsulent i Dansk Metal, men skriver som privatperson.

ILLUSTRATION: Kansleramt i Berlin, 22. november 2023: Den tyske økonomi- og klimaminister Robert Habeck (tv) og Tysklands kansler, Olaf Scholz, deltager i regeringens ugentlige kabinetmøde [FOTO: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix]