Stine Bosse: Derfor går jeg ind i politik

03.09.2023


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Moderaternes spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget er Stine Bosse. Hun havde tre kriterier for at gå ind i politik. Når alle tre kriterier er opfyldt, er beslutningen ikke svær.

Kommentar af Stine Bosse

Store udfordringer, det rette parti og den europæiske politiske kampplads – de tre kriterier, der skulle på plads.

Vi lever i en meget spændende og krævende tid for alle mennesker. Vi står på mange områder foran endnu større omvæltninger end dem, vi allerede har set, og vores fred og sikkerhed er ikke ligeså givet som for få år siden.

Det står rigtig skidt til

Klimaændringerne er allerede i gang med anderledes vejrmønstre, end vi har kendt før. Jeg hører ikke til dem, der synes, vi skal blive bange, fordi angst paralyserer os. Omvendt mener jeg i den grad, at vi skal handle nu, også selvom nogle af de ændringer, der er nødvendige for at bremse klimaforandringerne, vil kræve store ændringer i vores levemåde.

Vi lever imidlertid i en del af verden, hvor vi både har viden, økonomi og indflydelse – og hvis ikke Danmark, som en del af EU, skal gå forrest og skubbe på, hvem så? Løsninger i Danmark alene giver ingen mening, hverken i forhold til de vilkår vores erhvervsliv skal konkurrere under eller i forhold til at løse opgaven: Betydelig sænkning af CO2-udledningerne og forebyggende investeringer i forhold til de ændrede forhold, vi allerede oplever. Denne sommer har vist os, hvad vi har i vente, hvis vi ikke sætter ind NU.

Vores del af verden er i tillæg udfordret af en aldrende befolkningssammensætning – vi lever længere og får færre børn. Den såkaldte demografiske udvikling har været kendt, siden jeg sad som en del af Velfærdskommissionen i 2003-2005.Vi har kendt udfordringerne, men først nu er de så ”jeg-nære”, at vi kan indse, at der skal tænkes nyt og handles anderledes, hvis vores velfærdssystemer skal kunne bære os. Det er ikke alene et dansk problem.

Det er en europæisk udfordring, hvor også forpligtende tiltag i Unionen kan bidrage positivt til løsninger i Danmark. En motorvej for at intensivere samarbejdet omkring sjældne sygdomme kunne være en ny mulighed for mindre lande og en fælles tilgang til behovet for flere uddannede indenfor sundhedsområdet – i eller udenfor EU – kunne være tiltag, der letter trykket og fremmer kvaliteten.

 

For mig er det rette parti et sted, hvor nye ideer er velkomne, hvor liberale tanker er bærende, og hvor social ansvarlighed er en selvfølge. [Det] finder jeg i Moderaterne
_______

 

Et tredje større område, hvor vi skal arbejde sammen og koordineret i endnu højere grad, er vores sikkerhed. Lige nu udkæmpes en krig på vores kontinent, som i realiteten handler om vores værdier. Hvis man fortsat ønsker demokrati og borgerrettigheder i bredeste forstand, så handler det om at støtte Ukraine hele vejen. En aggressor som Putin har vi ikke set magen til i mange år. Og han forstår kun et sprog. Desværre. Vi er nødt til at kapacitetsopbygge og vise vores vilje til forsvar – også når det koster – sammen med resten af EU og naturligvis NATO.

Det er kun nogle af de største udfordringer.

Dette kalder på refleksion hos os alle, og for mig betyder det, at ét af tre kriterier for at gå ind i politik er opfyldt, nemlig: Det skal stå rigtig skidt til.

Det rette parti

Det næste kriterie har for mig handlet om at finde det rette parti. Hvordan ser det ud, og hvordan ved man det overhovedet? For mig er det rette parti et sted, hvor nye ideer er velkomne, hvor liberale tanker er bærende, og hvor social ansvarlighed er en selvfølge. De grundsætninger har fulgt mig gennem 30 år i mit lederskab i efterhånden mange virksomheder og organisationer i og udenfor Danmark, og dem genfinder jeg i Moderaterne. Hos Moderaterne har jeg oplevet en lydhørhed for gode ideer – også når de kræver virkelig nytænkning. Jeg har også oplevet en respekt for det faktum, at penge skal tjenes, før de bruges, og endelig at alle skal med. Et samfund uden sammenhæng er ikke et rart samfund at være borger i.

Mit tredje kriterie for at gå helhjertet ind i politik og stille mig til rådighed for et parti for at blive valgt, er opfyldt med kandidaturet til valget til Europa-Parlamentet. Jeg er bedst på den store EU-klinge.  Gennem de seneste år har den europæiske dagsorden optaget mig mest. Ikke fordi Danmark ikke kommer først for mig, men netop fordi Danmark kommer først. Vi kan og skal løse rigtig mange ting selv, men de helt store eksistentielle spørgsmål, som jeg har skitseret her, kan vi ikke løse selv.

Så beslutningen om at skifte en rolig bestyrelsestilværelse ud med ambitionen om ikke bare en plads i Europa-Parlamentet, men to pladser til Moderaterne, var ikke svær, men snublende let. ■

 

Beslutningen om at skifte en rolig bestyrelsestilværelse ud med ambitionen om ikke bare en plads i Europa-Parlamentet, men to pladser til Moderaterne, var ikke svær, men snublende let
_______

 

Stine Bosse (f. 1960) er nyudnævnt spidskandidat for Moderaterne til Europa-Parlamentsvalget, formand for Europabevægelsen og medlem af en række bestyrelser. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet

ILLUSTRATION: Partileder for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen præsenterer partiets to topkandidater til Europa-Parlamentsvalget, Stine Bosse og Bergur Løkke Rasmussen, på et doorstep på Christiansborg, fredag den 1. september 2023 [FOTO: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix]