Anders Puck Nielsen i RÆSONs nye trykte nummer: Sandheden om dødvande i Ukraine
08.04.2024
I Ukraine ser vi, hvordan også den næste krig – hvis den kommer – vil blive udkæmpet. Og her er barske lektier at lære – både når det gælder NATO’s overordnede strategi, og når det gælder forsvaret af Danmark.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, “Europas nye hverdag”, ude nu. Læs mere her. Som noget nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.
Af Anders Puck Nielsen
I november udgav den daværende ukrainske forsvarschef, general Valerij Zaluzjnyj, et omdiskuteret essay i The Economist. Generalen beskrev her årsagerne til de skuffende resultater fra Ukraines sommeroffensiv, og han reflekterede over den generelle situation på slagmarken. På den baggrund gav han en række anbefalinger for Ukraines krigsindsats og fokusområder i den kommende oprustning.
Zaluzjnyjs essay og det medfølgende interview skabte stor opmærksomhed – ikke mindst fordi præsident Zelenskyj var utilfreds og offentligt kritiserede nogle af generalens udtalelser. I særdeleshed gik Zelenskyj i rette med Zaluzjnyjs betegnelse af situationen på slagmarken som et dødvande. Uenigheden virkede mere semantisk end substantiel. Men i den offentlige debat har ordet ’dødvande’ – eller på engelsk ’stalemate’ – fået en politisk betydning, som ligger ud over det militære indhold. Rent politisk sætter mange iagttagere i Vesten – bevidst eller ubevidst – lighedstegn mellem et ’dødvande’ og ’en frossen konflikt’, og generalens udtalelser kolliderede derfor med præsident Zelenskyjs bestræbelser på at modarbejde billedet af en håbløs krig.
Men rent militært var ordet dødvande passende. Den nuance, som tilsyneladende vanskeligt lader sig kommunikere politisk, er det tidsmæssige aspekt. En frossen konflikt er i sagens natur en permanent tilstand, mens et dødvande kan være midlertidigt. Det er derfor, vi bruger formuleringen ’at bryde et dødvande’. Og rent militært er der nu en situation på slagmarken, hvor begge parter har svært ved at skabe gennembrud, og de derfor står over for hinanden i en form for fastlåst positionskamp. Det er ikke en deterministisk forestilling om, hvordan krigen må ende, men mere en nøgtern observation af øjebliksbilledet.
General Zaluzjnyjs væsentligste forklaring på den fastlåste situation er våbenteknologien. Han sammenligner den nuværende situation med tilstanden under Første Verdenskrig, hvor parterne stod i skyttegrave over for hinanden uden mulighed for at bryde hinandens linjer. Dengang var det taktiske og teknologiske udviklinger, som skabte dødvandet. Industrialiseringen gjorde det muligt at understøtte enorme hærstyrker, som forskansede sig i hidtil usete netværk af skyttegrave. Samtidig var maskingeværet blevet opfundet, og artilleriet var blevet forfinet til en grad, hvor både præcisionen og sprængkraften på granaterne var stærkt forbedret.
Det gav en dynamik i store dele af Første Verdenskrig, hvor teknologien også favoriserede den defensive kamp, og hvor det blev nærmest umuligt at opnå succes med offensive operationer. Man kunne let stå i skyttegraven og forsvare sig, men det øjeblik man forlod skyttegraven, var man et nemt mål for fjendens maskingeværer og artilleri.
Denial-våbnenes renæssance
Sammenligningen med den fastlåste situation under Første Verdenskrig er rammende. I de senere år har der inden for militærforskningen været meget tale om såkaldte denial-kapaciteter, hvormed en forsvarende part kan nægte adgangen til et område for en modstander. Særligt har dette været italesat i forbindelse med begrebet anti-access/area denial – også kaldet A2/AD.
I et større billede kan man sige, at krigen i Ukraine er den første praktiske demonstration af A2/AD. Hidtil har det mere været et teoretisk koncept, men i Ukraine har vi set disse våbentyper i aktion i stor skala. Og denial-tilgangen har vist sig så effektiv, at det giver grå hår i hovedet på alle militære planlæggere, som potentielt skal kunne håndtere en modstander, der anvender sådan en fremgangsmåde.
Som militært begreb stammer denial fra søkrigen og luftkrigen. Her skelner man mellem control og denial som fundamentale begreber, når man skal løse de militære opgaver. En militær part kan vælge, om man ønsker at kontrollere et område, eller om man snarere vil fokusere på at forhindre modparten i at kunne bruge området til noget. Man skal således vælge, om man ønsker en control-tilgang eller en denial-tilgang.
Donetsk i Østukraine, 29. december 2023: Præsident Zelenskyj besøger fronten – til højre ses den ukrainske stabschef og præsidentens nære rådgiver Andrij Jermak [FOTO: Pool/Ukraine Presidency Via Bestimage/Ritzau Scanpix]
I praksis giver svaret ofte sig selv, for det kommer an på, hvilken opgave man skal løse. Hvis man skal ind i et område og løse en opgave, er man nødt til at have kontrol. Hvis man som maritim styrke eksempelvis ønsker at etablere en blokade eller at gennemføre en amfibieoperation, er man nødt til at kontrollere havområdet. Hvis man som flyvevåben skal støtte hærstyrkernes kamp eller ramme strategiske mål i fjendens bagland, er man nødt til at kontrollere luftrummet. Control er således defineret som at have kontrol nok med havet eller luftrummet til at kunne opnå de mål, man ønsker.
Denne sondring mellem control og denial er relevant i forhold til at beskrive den fastlåste situation, vi lige nu observerer i krigen i Ukraine. Ganske vist er det sø- og luftmilitære begreber, men dynamikken er den samme i det landmilitære dødvande, som general Zaluzjnyj beskrev i sit essay. Vi er havnet i en situation, hvor våbenteknologien i udpræget grad tilgodeser denial-siden, og det gør det svært at opnå offensive gennembrud.
Det landmilitære dødvande
På landjorden viser dette sig ved, at vi i dag har en situation, der på mange måder ligner dødvandet under Første Verdenskrig. Denne gang er det ikke maskingeværet eller forfinede artillerisystemer, som giver den fastlåste situation, men derimod primært dronerne og den hastige udvikling inden for smartphone-baseret militærkommunikation.
I diskussioner om militære operationer er der ofte en tendens til at fokusere meget på våben, mens mindre opmærksomhed gives til sensorerne på slagmarken. I praksis går de ting imidlertid hånd i hånd. Det kræver altid både en sensor og et våben at kunne levere et velplaceret skud. Hvis fjenden ikke har en sensor til at lave måludpegning, kan man godt udføre militære operationer inden for rækkevidde af fjendens våben.
I disse år sker der en hastig udvikling inden for såkaldte ISR-kapaciteter: Intelligence, Surveillance and Reconnaissance. Det er systemer til at indsamle data om slagmarken og til at omdanne disse til efterretninger, der kan handles på. Dronerne udgør et vigtigt element i den udvikling, og i dag er hele frontlinjen praktisk talt dækket af observationsdroner fra begge parter. Der er primært tale om små droner, som kan betjenes af få soldater, og hvor droneoperatørerne fysisk befinder sig tæt ved fronten. Nogle gange er de direkte integreret i de almindelige hærenheder, og andre gange er der tale om særlige specialister, der er organiseret i eliteenheder med fokus på droner. Men det korte af det lange er, at dronerne er blevet en integreret del af den landmilitære kamp.
Dronerne leverer effekt på forskellig vis. Nogle af dem er rene observationsdroner, der kan transmittere et videobillede til operatøren, der så kan give koordinater på fjendens positioner videre til andre typer af enheder. På den måde er dronen med til at øge effektiviteten af eksisterende våbentyper som artilleriet, fordi den kan engagere på et tidligere tidspunkt med meget præcis måludpegning. Samtidig giver dronen en mulighed for at få umiddelbar tilbagemelding om, hvorvidt målet blev nedkæmpet, eller der skal skydes igen. Andre gange er dronen selv udstyret med en sprængladning, så den på egen hånd kan nedkæmpe modstanderen. Endelig er der droner, som kan udlægge miner, hvilket i praksis gør det umuligt at fjerne et minefelt, fordi fjenden bare kan lægge nogle nye fra luften.
Ukraine har en målsætning om at producere en million droner i 2024, og det illustrerer, hvor omfattende brugen af droner er. Det giver et månedligt forbrug på ukrainsk side på over 80.000 droner. Det er således rimeligt at sige, at dronerne er blevet en forbrugsvare, som skal indtænkes i alle led i både militære operationer og logistik.
Moskva, 20. februar 2024: Præsident Putin holder møde med forsvarsminister Sergej Shojguj efter erobringen af Avdijivka – den første større erobring, siden Bakhmut faldt i maj 2023 [FOTO: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix]
Når behovet for droner er så stort, hænger det sammen med, at mange af dem går tabt. Det primære middel mod dronerne er elektronisk krigsførelse, hvor dronerne ved brug af kraftige jammere bliver kapret af modstanderen, så de falder til jorden. Begge parter har disse midler til elektronisk krigsførelse, men hvis man skal rangere dem, må vurderingen være, at Rusland netop nu har overhånden på dette punkt.
Ud over dronerne oplever vi også en dramatisk udvikling inden for det, der kan kaldes smartphone-baseret krig. En moderne telefon har alle de sensorer, der skal til for at lave god måludpegning: kamera, GPS, kompas osv. Desuden har den en kraftig computer og en konstant tilslutning til internettet. Ukrainerne har udviklet en vifte af forskellige apps, som kan omdanne smartphones til værdifulde militære sensorer, der lynhurtigt kan levere data til de militære enheder. Dette sætter også de militære førere i stand til at koordinere kampen ved hjælp af mobilt internet med en hastighed, der indtil for få år siden var svær at forestille sig.
I fællesskab giver dronerne og udviklingen i mobil datateknologi en effekt, der minder om dødvandet fra Første Verdenskrig. Dette er ikke sket ved at udvikle nye våben som sådan, men ved at udvikle teknologi, der gør det lettere at anvende eksisterende våben. Der er derfor i dag skabt en mange kilometer bred zone omkring frontlinjen, hvor det er næsten umuligt at bevæge sig uden at blive opdaget.
Konsekvensen har været, at det for begge parter er blevet meget svært at skabe et overraskelsesmoment. Dette er ellers en afgørende forudsætning for succes med offensive aktioner. I en landmilitær kamp er det i forvejen generelt sådan, at det er meget lettere at forsvare sig, end det er at angribe. Fordelene er på defensivens side, fordi man har muligheden for at kæmpe fra forberedte stillinger. De få fordele, som angriberen har, er at man kan vælge tid og sted for kampen. Men når det er blevet umuligt at samle styrker til et overraskelsesangreb, giver det enormt svære vilkår for en angrebskamp. Så er samtlige fordele pludselig på forsvarerens side.
Det er disse faktorer, der har gjort det svært for begge parter at opnå gennembrud på frontlinjen. I 2023 gennemførte russerne to større offensiver i hhv. starten og slutningen af året, mens ukrainerne havde den famøse sommeroffensiv. Alle disse tre offensiver må betegnes som fiaskoer, al den stund at det ikke lykkedes nogen af parterne af flytte frontlinjen substantielt. Det illustrerer den fastlåste situation, som er skabt i kraft af dronerne og de forbedrede ISR-kapaciteter.
Den maritime kamp
I manglen på succes på landjorden peger mange på den maritime krig som udtryk for, at krigen ikke har udviklet sig til en frossen konflikt. Der er nemlig i 2023 sket store forskydninger i magtforholdet til søs, hvor Ukraine har fået overhånden. Spørgsmålet er imidlertid, om vi ser en fundamentalt anderledes dynamik til søs, eller om det mere er et anderledes udtryk for de samme tendenser, der giver en fastlåst situation på landjorden.
Da invasionen startede i februar 2022, dominerede Rusland fuldstændigt til søs. I løbet af få dage fik russerne neutraliseret de få skibe i den ukrainske flåde, og de første måneder opererede den russiske flåde helt tæt til den ukrainske kyst. De russiske skibe bombarderede havnebyen Odesa, og flere gange lagde de russiske landgangsskibe an til at ville foretage en landsætning af soldater på strandene.
Den situation holdt imidlertid ikke længe. Allerede i april måned 2022 fik Ukraine adgang til langtrækkende sømålsmissiler, hvilket verden og Rusland opdagede, da sortehavsflådens flagskib Moskva blev ramt og sank. Der var i første omgang tale om ukrainsk udviklede Neptun-missiler, som de i krigens løb havde fået gjort operative, men i de efterfølgende måneder blev dette suppleret med Harpoon-missiler fra bl.a. Danmark. Disse missiler kører rundt på lastbiler langs kysten, og det har i praksis den betydning, at de russiske skibe ikke kan komme nærmere end omkring 100 kilometer fra den ukrainske kyst.
Det var nogenlunde situationen, da parterne i sommeren 2022 indgik den såkaldte kornaftale, som tillod eksport af korn fra ukrainske havne til verdensmarkedet. Denne aftale gav begge parter en række fordele. Ukraine fik nogle indtægter fra salget af korn, og de fik noget goodwill i udlandet. Russerne fik omvendt en udpræget kontrol over den maritime transport ind og ud af Ukraine, da kornaftalen i store træk var en formalisering af en blokade af alt andet end netop eksport af korn. Kornaftalen skabte således en på mange måder uacceptabel tilstand for Ukraine, som umuligt kunne acceptere, at russisk kontrol over deres maritime transport skulle blive en permanent ordning.
Den teknologiske udvikling fortsætter inden for droneområdet, og næste generation af maritime droner vil være sværere for de russiske krigsskibe at forsvare sig imod
_______
I mellemtiden satte Ukraine turbo på udviklingen af maritime droner. Ukraine havde set et stort potentiale i denne teknologi, som imidlertid ikke var klar ved krigsudbruddet i 2022. Omkring sommeren 2023 havde de imidlertid nogle modeller klar, som kunne komme i egentlig produktion. En maritim drone er i store træk en fjernstyret speedbåd, der er fyldt med omkring 500 kilo sprængstof. Denne enorme bombe sejles op på siden af et russisk krigsskib, hvor den detonerer. Dronen er udstyret med et lille webcam, der sætter operatøren i stand til at se, hvad der foregår, så man gennem en satellitbaseret bredbåndsforbindelse kan styre den ind i målet.
Dronerne har en meget lang rækkevidde, og de har teknisk set brændstof nok til at kunne ramme russiske krigsskibe over hele Sortehavet. Udfordringen er imidlertid ISR-kapaciteterne, da ukrainerne er nødt til at vide, hvor de russiske skibe er henne, før dronerne kan ramme dem. Vi har set droneangreb så langt væk som den russiske flådebase i Novorossijsk i den østlige ende af Sortehavet og ved Kertj-broen, men i praksis er det især i området vest for Krim, at dronerne har gjort livet surt for russerne. Er russiske krigsskib i dette område, oplever de hurtigt, at der pludselig sværmer sådanne droner rundt om dem, og i praksis har det betydet, at afstanden, som russiske skibe må holde til den ukrainske kyst, er vokset.
Kornaftalen faldt til jorden i sommeren 2023, nogenlunde samtidig med at den ukrainske droneteknologi var blevet forfinet og kommet i serieproduktion. Rusland var derfor ikke i stand til at opretholde en blokade af de ukrainske havne, og konsekvensen har været, at den ukrainske korneksport fortsætter ufortrødent.
Samtidig har ukrainerne fået større spillerum til andre typer af operationer til søs, såsom mindre amfibiske angreb på Krim, hvor specialstyrker på jetski går i land og laver noget ballade, inden de sejler væk igen. Hvis man skal beskytte sig mod den slags, kræver det, at man har flådefartøjer permanent i området, som er klar til at gribe ind.
Den store udfordring for russerne er det asymmetriske i dronekrigen. Ukrainernes droner er teknisk set relativt lette at forsvare sig mod, og de kan normalt nedkæmpes med simple midler som et maskingevær. Dronerne har imidlertid to fordele, der gør dem til en frygtelig modstander: risikoprofilen og prisen. Dronerne er billige og ubemandede, og derfor er det ikke noget problem for ukrainerne, hvis kun en mindre andel af dronerne når deres mål. Omvendt er et krigsskib både dyrt og har en besætning, og russerne er derfor nødt til at være heldige hver gang over for dronerne for at undgå at lide ubærlige tab.
I praksis har russerne ikke haft noget svar på dronetruslen andet end at flytte deres skibe væk fra området. I dag gemmer de russiske krigsskibe sig derfor i den modsatte ende af Sortehavet og i Det Azovske Hav for at undgå de ukrainske droner. Den russiske flåde er stadig i stand til at løse nogle af sine opgaver – såsom at være affyringsplatform for missilangreb mod Ukraine. Men man kan ikke løse de egentlige maritime opgaver i området vest for Krim. Således er russerne ikke i stand til at opretholde en blokade af de ukrainske havne, ligesom de heller ikke kan beskytte Krim mod angreb fra ukrainske specialstyrker eller bidrage til luftforsvaret af halvøen.
Den teknologiske udvikling fortsætter inden for droneområdet, og næste generation af maritime droner vil være sværere for de russiske krigsskibe at forsvare sig imod. Vi har allerede set prototyper på droner, som sejler neddykket, hvor kun et lille periskop stikker op over havoverfladen. De vil være enormt svære at opdage, og de kan ikke nedkæmpes med simple midler som et maskingevær. Samtidig vil en neddykket drone skade krigsskibet under vandoverfladen og med større sandsynlighed føre til, at skibet synker. Vi har også set maritime droner, der er i stand til at affyre små missiler, hvilket også vil gøre dem til en større udfordring for russerne.
Ocheretyne i Donetsk, 13. februar 2024: I Ocheretyne deler soldaterne fra et pansret køretøj mad og medicin ud til civile, heriblandt flygtninge fra nabobyen Avdijivka [FOTO: Tyler Hicks/New York Times/Ritzau Scanpix]
I 2023 har Ukraine altså i vid udstrækning formået at skubbe den russiske flåde væk fra sine kyster, og man kan sige, at den maritime frontlinje har flyttet sig. Dette bruges så af mange som tegn på, at krigen som helhed ikke er en frossen konflikt, fordi der netop er bevægelse. Dette er også rigtigt, men samtidig er det vigtigt at bemærke, hvilken militær udvikling der er tale om.
Ukraine er nemlig ikke ved at erobre søherredømmet i Sortehavet. Snarere er der tale om, at Ukraine har fået et arsenal af våben, som er meget velegnet til sea denial. Vi har en situation, hvor Rusland har behov for sea control for at opnå sine militære mål i det maritime domæne, og Ukraine er nu i stand til at forhindre dem i at gøre det. Formentlig vil denne udvikling være en permanent ændring af magtbalancen i Sortehavet.
Det er svært at se, hvordan Rusland kan svare igen, og det virker sandsynligt, at Ukraine vil ramme flere af de russiske skibe i den kommende tid, således at den russiske sortehavsflåde bliver svagere og svagere. Russerne har i den forbindelse den udfordring, at Tyrkiet med hjemmel i Montreux-konventionen har lukket stræderne for krigsskibe fra de krigsførende magter, så russerne kan ikke sejle deres skibe ud i sikkerhed i Middelhavet.
Men resultatet af denne indsats bliver ikke, at Ukraine vil være i stand til at overtage søherredømmet, for man kan ikke kontrollere havet fra en ubemandet drone. Kontrol kræver kapable krigsskibe med en vifte af sensorer og muligheden for at sætte ind med magt i alle dimensioner. Snarere vil det blive en tilstand af gensidig sea denial. Rusland har nemlig også kapaciteten til at sænke ukrainske skibe, såfremt disse måtte begive sig væk fra sikkerheden ved kystlinjen. Dette kan russerne gøre med luftangreb eller ubåde, og russerne har også selv sat gang i en udvikling af en maritim dronekapacitet.
Den rigtige måde at forstå den maritime udvikling på er således mere, at situationen til søs nærmer sig den samme form for dødvande som på landjorden. Det vil være en tilstand, som er til fordel for Ukraine i den overordnede krig, fordi det vil efterlade Krim sårbar over for luftangreb og såkaldte raids fra søsiden, hvilket gør det muligt at angribe russernes bagland. Men det overordnede billede er, at det er de såkaldte sea denial-kapaciteter, der sikrer overhånden i den maritime krig. Det er dronerne, de langtrækkende missiler, minerne og til dels ubådene, som nu har mulighed for at agere. De store krigsskibe, som kan etablere sea control, er til gengæld kørt ud på et sidespor, hvor de gradvist mister deres relevans i krigen.
Luftkrigen
Også i luften ser vi i Ukraine en situation med udpræget air denial. Ingen af parterne har været i stand til at etablere et luftherredømme, som de kan udnytte til at få et overtag i landkrigen. Da krigen startede, var forventningen ellers, at Rusland ville dominere i luften, fordi det russiske flyvevåben på papiret var meget stærkere end Ukraines. Af forskellige årsager lykkedes det imidlertid ikke for Rusland at nedkæmpe Ukraines luftforsvar i krigens første dage, og i stedet indfandt der sig hurtigt en situation, hvor begge parter kunne operere med fly på deres egen side af frontlinjen, men ingen af dem havde overtaget samlet set.
En væsentlig faktor i den fastlåste situation i luften er, at våbenteknologien har skabt luftforsvarssystemer med enormt lang rækkevidde, som begge parter råder over. Ukraine har modtaget systemerne Patriot og SAMP/T fra sine vestlige partnere. Begge disse systemer har rækkevidder, der når ud over 100 kilometer. På russisk side findes det tilsvarende system S-400, ligesom de har jagerfly, der har meget langtrækkende missiler til luftkamp og en langtrækkende radar. I den kommende tid vil Ukraine indfase F-16, hvilket vil forstærke situationen, hvor de to landes flyvevåben kan holde hinanden i skak.
Den lange rækkevidde på luftforsvarsmissiler er da også en af de faktorer, som ofte er blevet fremhævet som noget afgørende nyt inden for våbenteknologi. Den har givet anledning til lange diskussioner om A2/AD, hvor debattører har tegnet skræmmende røde cirkler på landkort over Østeuropa eller Det Østkinesiske Hav for at demonstrere, at det vil være umuligt at anvende luftmagt mod Rusland og Kina, fordi de vil kunne forsvare sig så effektivt med disse missiler.
Umiddelbart er det nærliggende at anse luftkrigen som fastlåst på samme måde som på landjorden og delvist til søs, og det er også til en vis grad rigtigt. Det er ikke muligt for hverken Rusland eller Ukraine at anvende deres flyvevåben til at støtte landstyrkernes kamp i det omfang, vi har vænnet os til gennem forskellige krige siden Golfkrigen i 1991. Men omvendt har våbenteknologien også givet nye muligheder i luftkampen, hvor både langtrækkende missiler og droner i dag gør det muligt at ramme fjendens bagland på en måde, som de ikke kunne tidligere.
At den våbenteknologiske udvikling har favoriseret det, man kan kalde denial-våben: Våben, som primært er designet til at spolere modstanderens offensive operationer snarere end at skabe sine egne offensive resultater
_______
På den måde kan man sige, at udviklingen i luftkampen har gjort det sværere at operere med bemandede fly, fordi risikoen for tab er meget store. Men omvendt er det også blevet muligt at producere ubemandede droner, der på en billig måde kan ramme langt bag frontlinjen.
Dronernes effektivitet som redskab i dybdekampen understøttes som forklaret ovenfor af en rivende udvikling inden for ISR-teknologien. Udbredelsen af smartphones gør det lettere for spioner at rapportere deres observationer, og satellitter giver højopløselige billeder, som kan omsættes til måldata. Dette gør det muligt at øge tempoet i efterretningsarbejdet og kvaliteten i udvælgelsen af mål.
Konsekvensen har været en form for demokratisering af luftkampen, hvor evnen til at ramme fjendens bagland er blevet tilgængelig for flere aktører, og hvor man kan tillade sig at løbe risici, som man aldrig ville tage med bemandede fly. Dette har skabt en ny form for luftkamp, hvor det dybest set handler om økonomi og produktionskapacitet. Det er på den lange bane ikke holdbart at skyde billige droner ned med dyre luftforsvarssystemer, så hvis strømmen af droner fortsætter længe nok, kan det blive uholdbart ressourcekrævende at blive ved med at skyde dem ned.
Våbenteknologien har således givet en række begrænsninger på brugen af bemandede fly, men omvendt har den åbnet op for nye muligheder i form af de langtrækkende droner. Dette har åbnet op for en ny form for luftkamp, som på visse områder mere minder om fortidens terrorbombardementer fra Anden Verdenskrig.
Denial-våbnenes sejrsgang
Såvel landkrigen som søkrigen og luftkrigen i Ukraine illustrerer altså et gennemgående tema: At den våbenteknologiske udvikling har favoriseret det, man kan kalde denial-våben: Våben, som primært er designet til at spolere modstanderens offensive operationer snarere end at skabe sine egne offensive resultater.
Men når man ser på dette som vestlig militærplanlægger, giver det anledning til panderynker. I den offentlige debat har der været meget fokus på, at russerne har underpræsteret i forhold til de forventninger, der var til dem inden invasionen. Det vil imidlertid være en helt forkert konklusion, hvis man ud fra dette udleder, at det er en betryggende ting for Vesten. Det rigtige spørgsmål er, om vi selv ville være i stand til at gøre det bedre.
I en krig mod Rusland eller Kina vil NATO med høj sandsynlighed skulle lave offensive operationer for at undsætte en allieret, der er blevet angrebet. Det er således NATO, som ville skulle kæmpe sig frem i en offensiv kamp. Det er et gevaldigt problem, hvis våbenteknologien favoriserer defensiven og area denial. Det kan potentielt være en helt umulig opgave at skabe adgang til området, og NATO risikerer at blive fanget i et dødvande, mens modstanderne kan konsolidere sin kontrol over et område, de har annekteret.
Tanken om A2/AD er ikke ny, men Ukraine-krigen tjener som et illustrativt bevis på effekten af den teknologiske udvikling inden for både våben og sensorer. Groft sagt er der to afgørende konsekvenser. Den ene er, at der langs frontlinjen let opstår en fastlåst situation, hvor ingen af parterne er i stand til at skabe konstruktive resultater. Selv for en ellers overlegen part er det vanskeligt at gennemføre en militær offensiv, når teknologien så udpræget favoriserer modstanderens defensiv.
Den anden effekt er, at angreb på baglandet må forventes i meget højere grad, end militær doktrin hidtil har forudset. Inden krigen i Ukraine var der formentlig ikke mange, som var opmærksomme på udviklingen inden for iransk droneteknologi. Siden har Rusland først implementeret dem i sit arsenal og siden startet en hjemlig produktion, hvor de kan bygge hundredvis af disse droner om måneden.
I tilfælde af en krig mellem Rusland og NATO vil Danmark spille samme rolle, som det vestlige Ukraine gør i dag i Ukraine-krigen: at være strategisk bagland og opmarchområde. Det betyder, at vi også skal forvente, at Rusland vil give Danmark nogenlunde samme behandling, som baglandet får i Ukraine; nemlig at vi vil blive mål for omfattende luftbombardementer med droner og missiler.
Udfordringen er således todelt. For det første er vi nødt til at finde offensive svar, så NATO ikke bliver fanget i et dødvande på frontlinjen. Og for det andet skal vi finde svar på udfordringen med luftforsvar. For nuværende har Danmark nærmest ikke noget luftforsvar, så det er en kæmpe opgave, der både vil kræve investeringer i de dyre systemer (som Patriot) mod de bedste russiske missiler, men også billigere løsninger, så vi får et realistisk forsvar mod de billige – men stadig dødelige – droner.
Donetsk i det østlige Ukraine, 5. februar 2024: En kvinde evakueres fra Avdijivka, mens de russiske styrker gør fremskridt ved fronten [FOTO: Yakiv Liashenko/EPA/Ritzau Scanpix]
At bryde dødvandet
Præsident Zelenskyjs insisteren på at undgå ordet ’dødvande’ er måske politisk rigtig, men militærteknisk er det en misforståelse. Et dødvande er nemlig ikke en permanent tilstand, men en beskrivelse af et øjebliksbillede. Man kan bryde et dødvande, og så begynder tingene at rykke sig igen.
Når man sammenligner situationen i Ukraine med Første Verdenskrig, er det vigtigt at huske på, at dødvandet netop ikke varede ved. Krigen sluttede ikke som en frossen konflikt. Det tog ganske vist over tre år, men til sidst lykkedes det for de allierede at få hul på de tyske forsvarslinjer, og kort derefter tabte Tyskland krigen. Sådan kan det også gå i Ukraine. For at bryde dødvandet er der behov for en erkendelse af situationen, som kan danne grundlag for en plan for at bryde den.
General Zaluzjnyj påpegede i sit essay, at det vil kræve teknologisk innovation at løse knuden. Hans svar var bl.a., at Ukraine er nødt til at blive så dominerende på droneområdet, at det kan omsættes til et egentligt luftherredømme. Noget tyder på, at denne tilgang var en af årsagerne til den konflikt mellem Zaluzjnyj og Zelenskyj, der i sidste ende førte til, at præsidenten i februar 2024 udskiftede forsvarschefen. Præsident Zelenskyj har gjort det klart, at han ikke mener, at Ukraine kan basere en plan for sejr på et håb om fremtidig teknologi, og at han ønskede en forsvarschef med en mere offensiv indstilling.
Spørgsmålet er da også, om general Zaluzjnyj havde ret i sin analyse. Han vurdering af årsagerne til det aktuelle dødvande virker overbevisende, og det er let at se, hvordan udviklingen i våbenteknologien – herunder i særdeleshed inden for denial-våbnene – har skabt det aktuelle dødvande. Men hvis det er dronerne, som har skabt dødvandet, kan løsningen på dødvandet så være at producere flere droner? Det virker nærliggende at tro, at der skal noget andet til.
Og måske er det sådan, at løsningen allerede nu kan ses på slagmarken. I hvert fald kan man sige, at russerne har formået at skabe et vist momentum, hvilket bl.a. har manifesteret sig ved erobringen af Avdijivka. Det har de ikke gjort ved at opfinde ny teknologi, men ved at anvende teknologi, som allerede findes på kamppladsen.
Det, som russerne nu er lykkedes med, er at skabe ildmæssig overlegenhed. De har ikke løst problemet med de ukrainske droner eller de andre ISR-kapaciteter, som giver ukrainerne et overblik over, hvad der foregår langs frontlinjen. Men ukrainerne har manglet ammunition at skyde med, og de kan derfor ikke udnytte det overblik. Konkret har det vist sig, at den ukrainske mangel på artillerigranater betyder, at russerne pludselig igen har mulighed for at samle større styrker til koncentrerede angreb. Det giver mulighed for gennembrud langs frontlinjen. Samtidig har ukrainernes mangel på luftforsvar gjort det muligt for russerne at operere med kampfly tættere på frontlinjen til at støtte landstyrkernes kamp. De to faktorer har tilsyneladende skabt et momentum for russerne, som de kan udnytte til at opnå offensive resultater.
Den ukrainske mangelsituation er ikke et resultat af noget, som russerne har gjort, men skyldes, at USA og EU har været ude af stand til at levere den nødvendige ammunition til kampen. Det er en situation, som kan rette sig selv, hvis de vestlige lande får øget våbenproduktionen og kan finde fælles fodslag om en strategisk linje.
Ikke desto mindre gav situationen ved Avdijivka et fingerpeg om, hvordan dødvandet kan blive brudt. Hvis man kan ramme fjendens logistik, og man har et flyvevåben, som kan støtte landstyrkerne, når mulighederne byder sig, er det muligt at skabe gennembrud selv i en tidsalder med droner og denial-våben.
Det vil tage tid for Ukraine at nå til det punkt, hvor man kan få overtaget over russerne på den måde. Men den gode nyhed er, at teknologien eksisterer. Der vil ikke være behov for at vente på nye teknologiske opfindelser, før det vil være muligt for Ukraine at bryde det aktuelle dødvande. Ukraine har allerede opfundet langtrækkende droner, som kan ramme de russiske forsyningslinjer langt bag frontlinjen. Disse er nu i serieproduktion, og vi vil kun se flere af dem fremover. Forsyninger af langtrækkende landmålsmissiler fra Ukraines vestlige partnere tjener samme formål. Og opbygningen af et moderne ukrainsk flyvevåben vil for alvor begynde i løbet af 2024 med modtagelsen af F-16, bl.a. fra Danmark. Så løsningerne findes, selvom det vil tage tid at skabe de nødvendige forudsætninger for at bryde det dødvande, som våbenteknologien har skabt langs frontlinjen. ■
Russerne har formået at skabe et vist momentum, hvilket bl.a. har manifesteret sig ved erobringen af Avdijivka. Det har de ikke gjort ved at opfinde ny teknologi, men ved at anvende teknologi, som allerede findes på kamppladsen
_______
Anders Puck Nielsen (f. 1979) er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Hans specialer inkluderer det russiske forsvar og snitfladen mellem teknologi og ledelse i militære operationer. Han er forfatter til bogen ”Krigens Logik” og driver en YouTube-kanal om militære emner under eget navn.
ILLUSTRATION: Lyman i Østukraine, 21. november 2023: Nær frontlinjen i Donetsk sidder en ukrainsk soldat i en kampvogn af typen Leopard 2A5, bygget i – og doneret af – Tyskland [FOTO: Anatolii Stepanov/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
