Camilla T. N. Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Østasien forbereder sig på Trump
29.12.2024
Hvis kineserne kommer helskindede igennem den første udfordrende tid, ser Kina store muligheder i Trumps ’noget for noget’-tilgang til allierede i regionen.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye vinternummer, “Hvem går med?”, ude nu. Læs mere her.
Af Camilla T. N. Sørensen
I den nye verdensorden, som er ved at forme sig, er Østasien en central region som hjemsted for flere af de største og mest dynamiske økonomier, som også er førende, når det kommer til at udvikle innovative teknologiske løsninger og viden – fx Kina, Japan, Sydkorea, Vietnam og Taiwan. Regionen er også centrum for stormagtskonfrontationen mellem USA og Kina, idet det er her – frem for alt i Taiwanstrædet og i Det Sydkinesiske Hav – at det amerikanske og det kinesiske militær står mest direkte over for hinanden. Som forholdet mellem USA og Kina er forværret, øges de sikkerhedspolitiske spændinger i disse farvande. Spændingerne på Korea-halvøen stiger ligeledes og har med det styrkede partnerskab mellem Putin og Kim Jong-un fået en ny dimension og knyttes i stigende grad sammen med krigen i Ukraine.
Østasien er kort sagt præget af høj sikkerhedspolitisk spænding og hastig oprustning, samtidig med at regionen er et afgørende centrum for global økonomi, handel og innovation. Regionen indeholder desuden nogle af verdens vigtigste maritime transportruter og knudepunkter, inklusive Malaccastrædet.
I kraft af sin dominerende militære og dagsordenssættende magt har USA spillet en form for balancerende og stabiliserende rolle i regionen siden Anden Verdenskrig. Den rolle udfordres nu som følge af et stærkere og mere ambitiøst Kina, og det vil kræve store diplomatiske, økonomiske og militære ressourcer, for at USA kan fastholde sin position. Det har Biden-administrationen indset og ageret efter, men meget tyder på, at den kommende Trump-administration vil anlægge en anderledes linje. Der er derfor meget på spil, når Trump atter indtager Det Hvide Hus med en dagsorden præget af konfrontation med Kina, krav til allierede om byrdedeling og trusler om høje toldsatser på alle, som USA har et handelsunderskud over for.
At dømme efter Trumps første periode som præsident, hans udtalelser i valgkampagnen og hans foreløbige udnævnelser af topfolk på sikkerheds- og forsvarspolitikken venter der Kina og de øvrige østasiatiske lande nogle uforudsigelige, krævende og potentielt destabiliserende år. Det er landene i regionen i fuld gang med at forberede sig på. USA’s allierede øger forsvarsbudgetterne yderligere og lægger op til at købe stort ind af amerikansk militært materiel, mens de samtidig søger at ruste deres økonomier til de forventelige kommende handels- og toldkrige. Det sidste gør Xi Jinping også i Beijing, hvor det dog særligt er usikkerheden om, hvad en kommende Trump-administration kan finde på i forhold til konflikten hen over Taiwanstrædet, der presser sig på.
Samtidig har Kim Jong-un givet travlt med at opfinde nye måder, hvorpå han kan udnytte den russiske afhængighed af nordkoreanske våben og soldater. Men mon ikke udsigten til, at Trump vender tilbage, har fået ham til at genoverveje nedfrysningen af dialogen med USA? Trumps usentimentale ’noget for noget’-tilgang, hvor han gerne vil lave en handel til gavn for snævre amerikanske interesser og samtidig stå som en stor statsmand, åbner nemlig nye muligheder i Østasien, særligt netop for Pyongyang og Beijing.
Trumps usentimentale ’noget for noget’-tilgang, hvor han gerne vil lave en handel til gavn for snævre amerikanske interesser og samtidig stå som en stor statsmand, åbner nemlig nye muligheder i Østasien, særligt netop for Pyongyang og Beijing
_______
Med Biden er USA drejet østpå
Under Biden har USA for alvor flyttet strategisk fokus mod Østasien – sådan som præsident Obama varslede med sin ’pivot to Asia’- strategi i 2011. Budskabet fra Det Hvide Hus de sidste fire år har været, at amerikansk sikkerhed og velstand afhænger af, at USA fastholder en stærk og ledende position i denne verdensdel, hvilket kræver et tæt samarbejde med amerikanske allierede. Udfordringen kommer hovedsageligt fra Kina, som på tværs af diverse politiske skel i Washington anses som USA’s primære geopolitiske rival. Som Biden-administrationen gentagne gange har understreget, har Kina som det eneste land både intention og kapacitet til at udfordre den eksisterende amerikansk-ledede verdensorden.
Kina udfordrer USA og amerikanske allierede på mange fronter. I Europa er fokus særligt på den økonomiske og teknologiske konkurrence, som Beijing stiller os over for. Kina er imidlertid også en militær udfordring, hvilket gælder særligt i Østasien. Det kinesiske militær er ikke som det amerikanske militær til stede i hele verden, men i Kinas eget nærområde – Østasien – har det efterhånden fået overtaget i forhold til de regionale lande og udviklet sig til en jævnbyrdig modstander for USA.
Målt på antal skibe har Kina nu verdens største flåde og et militærbudget, der er større end de øvrige østasiatiske landes lagt sammen og kun overgået af det amerikanske. USA har siden afslutningen af Anden Verdenskrig haft det stærkeste militær i Østasien. Sådan er det stadig, men Kina er besluttet på at skubbe det amerikanske militær længere væk fra kinesisk territorium og gerne helt ud af regionen. Under Biden er der i amerikanske sikkerhedspolitiske og militære kredse udviklet en klar erkendelse: Hvis USA skal fastholde sit militære overtag og dermed afskrækkelsesevne over for Kina samt sin troværdighed hos allierede i regionen, er det nødvendigt at flytte amerikansk militærs tyngde yderligere mod Østasien og samtidig styrke USA’s militære samarbejde med allierede og strategiske partnere. Dette tæller bl.a. bilaterale aftaler med – og baser i – Sydkorea, Japan og Filippinerne. Derudover har USA adskillige strategiske partnerskaber og militære samarbejdsaftaler i regionen, fx med Singapore og Taiwan.
Der er under Biden blevet både handlet og leveret på denne erkendelse af nødvendigheden af at prioritere Østasien. Skal der peges på en udenrigs- og sikkerhedspolitisk succeshistorie for Biden-administrationen, er det nærliggende at pege netop på Østasien, hvor det er lykkedes at styrke USA’s alliancer og strategiske partnerskaber – og som noget nyt: også at få USA’s allierede og strategiske partnere til at arbejde tættere sammen.
Det gælder særligt, hvad angår USA’s to vigtigste allierede i regionen, nemlig Japan og Sydkorea, som siden det banebrydende trilaterale Camp David-topmøde i august 2023 har styrket den sikkerhedspolitiske dialog og afholdt flere fælles militærøvelser. Camp David-topmødet var første gang, at de to landes ledere deltog i et USA-ledet topmøde med sikkerhedspolitiske og militære emner på dagsordenen. Det er siden blevet fulgt op af flere møder, hvor Biden også har været primus motor i forhold til at få institutionaliseret det sikkerhedspolitiske og militære samarbejde mellem de tre. Det seneste trilaterale møde med den sydkoreanske præsident, Yoon, og den japanske premierminister, Ishiba, indbød Biden til på sidelinjen af APEC-topmødet i Peru i midten af november – og på den efterfølgende pressekonference understregede Biden, hvordan etableringen af et stærkt partnerskab mellem de tre nationer er kommet for at blive. Derfor er der nu også etableret et fælles sekretariat. Der er ingen tvivl om, at de tre ledere forsøger at Trump-sikre partnerskabet.
Biden er også gået foran i etableringen af andre multilaterale sikkerhedspolitiske og militære partnerskaber, som fx QUAD bestående af USA, Japan, Indien og Australien. På det seneste er man begyndt at afholde QUAD Plus-møder, hvor flere lande deltager, fx Sydkorea og Vietnam. Vi er langt fra udviklingen af et østasiatisk NATO, som kineserne ofte advarer imod, men der er ingen tvivl om, at USA under Biden har stået i spidsen for at få amerikanske allierede og strategiske partnere i Østasien til at styrke deres sikkerhedspolitiske og militære samarbejde. Det understreges også af, at der under Biden er skruet voldsomt op for både kvantitet og kvalitet, når det gælder amerikansk-anførte militære øvelser i området – eksempelvis forløb den store militærøvelse Exercise Rim of the Pacific (RIMPAC) i 2024 over seks uger med deltagelse af et personel på cirka 29.000 fra 29 af USA’s allierede og partnere. Sideløbende har USA styrket sin egen militære tilstedeværelse – fx har USA det seneste år fået adgang til yderligere fire militære baser i Filippinerne, hvor det amerikanske militær nu også for første gang i regionen har deployeret det avancerede Typhon-missilsystem til stor beklagelse fra Beijing.
En anden vigtig prioritet for Biden-administrationen har været at få etableret en kobling mellem USA’s sikkerhedspolitiske og militære hovedprioritet – Kina – og USA’s stærkeste og mest veludviklede alliance NATO. Derfor har USA’s traditionelle allierede i Østasien – Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand – deltaget på statslederniveau ved de seneste NATO-topmøder som NATO-partnerlande. Samarbejdet mellem disse østasiatiske lande og NATO bliver i stigende grad institutionaliseret og konkretiseret. På det seneste NATO-topmøde i Washington, i juni 2024, blev der således igangsat adskillige fælles projekter, fx inden for kunstig intelligens og cybersikkerhed. Sådanne initiativer skal bidrage til etablering af fælles standarder, der sammen med fælles træning, videns- og kapacitetsopbygning skal løfte alliancerne og evnen til at samarbejde – og dermed styrke interoperabilitet mellem USA’s alliancer i Østasien og i Europa, hvilket vil stille USA stærkere i den militære konfrontation med Kina.
Samlet set er der således et godt belæg for, at Biden ved overleveringen til Trump kan fremhæve Østasien som en region, hvor USA står styrket.
Det er dog langtfra sikkert, at Trump vil være enig. At dømme efter Trumps ageren i Østasien under hans sidste præsidentperiode anlægger han andre succeskriterier.
Seoul, 16. oktober 2024: Ved et trekantet bord holder repræsentanter fra Sydkorea, Japan og USA møde om forsvar. Her deltog bl.a. viceudenrigsminister Kurt Campbell (USA), viceudenrigsminister Masataka Okano (Japan) og udenrigsminister Kim Hong-kyun (Sydkorea) [FOTO: Jung Yeon-Je/AP/Ritzau Scanpix]
Trumps tilgang til Østasien
Når de østasiatiske lande ser tilbage på Trumps første periode som præsident, husker de særligt handelskrigen med Kina, topmødediplomatiet med Kim Jong-un samt et pres på amerikanske allierede, særligt Sydkorea, for at betale mere ind til alliancen.
Handelskrigen blev fortsat under Biden, mens de to øvrige tiltag hurtigt blev gemt af vejen, men de er dog ikke glemt. Særligt i Sydkorea og Japan fylder Trumps tidligere forsøg på en tilnærmelse til Kim Jong-un – der vel at mærke skete helt uden om de to amerikanske allierede, som ellers ville stå først i skudlinjen, hvis det skulle gå galt. De to lande fik først en orientering, når Trump og Kim havde afholdt møde – også selvom nogle af de aftaler, som Trump var klar til at indgå med Kim, direkte involverede sydkoreansk militær. Der er en betydelig bekymring i Seoul og Tokyo for, at Trump atter vil give topmødediplomatiet med Kim en chance. Under valgkampen lagde Trump også op til det, da han fremhævede, hvordan ”Kim Jong-un savner mig”.
Der er kommet mere på spil. Sommerens nye strategiske partnerskab mellem Rusland og Nordkorea har styrket selvtilliden og risikovilligheden hos Kim Jong-un – endda til et punkt, hvor det er tvivlsomt, om han vil satse på en ny runde topmødediplomati med Trump.
Ifølge analytikere føler Kim føler sig brændt af under den sidste Trump-administration på en måde, som har gjort ham godt rasende, og det skulle være medvirkede til, at han nu satser på at styrke forholdet til Rusland, også som en modvægt til Nordkoreas sigende afhængighed af Kina. I dag får Kim således både penge, militærteknologi og diplomatisk anerkendelse og beskyttelse fra Rusland. Denne udvikling har fået Kina til at være mere imødekommende over for Nordkorea – det er en god position at være i for Kim, der kun tænker på at fastholde egen magt og rigdom. Det koster så et endnu ukendt antal tusinde unge nordkoreanske mænd livet, men det er en pris, som Kim ikke tøver med at betale.
Måske vil Trumps bestræbelser på at skabe fred i Ukraine dræne den russiske appetit på nordkoreanske våben og soldater, og så bliver Kim måske mere villig til at genåbne dialogen med Trump. Sydkorea og Japan søger at forberede sig på disse – og andre mulige – udfald ved at styrke deres indbyrdes dialog, inklusive deling af efterretninger, og militært beredskab. Det indebærer også en intensiveret debat i begge lande om, hvorvidt de skal til at anskaffe egne atomvåben. Særligt i Sydkorea er der efterhånden en stor opbakning både politisk og i befolkningen hertil – drevet af frygten for det styrkede nordkoreanske atomvåbenprogram lagt sammen med en voksende usikkerhed omkring USA’s atomvåbenparaply, som Sydkorea har befundet sig under siden Koreakrigen. Den usikkerhed kommer kun til at stige, når Trump atter sætter sig i Det Hvide Hus.
Kort sagt tegner fremtiden for de amerikanske alliancer i Østasien usikker under Trump. I sidste præsidentperiode forsøgte han at få særligt Sydkorea, men også Japan, til at betale mere ind til alliancerne og truede med en tilbagetrækning af amerikanske tropper. Meget tyder på, at han igen vil møde Seoul og Tokyo med dette krav. Sidst i valgkampagnen omtalte han således Sydkorea som ’en pengemaskine’, der efter en Trump-sejr ville betale USA 10 mia. dollars årligt for udstationeringen af de omkring 30.000 amerikanske soldater. I dag betaler Seoul omkring 1,02 mia. dollars årligt, og regeringen har aftalt med Biden-administrationen, at dette øges til omkring 1,09 mia. dollars årligt fra 2026.
Tilsyneladende anser Trump ikke alliancer og militære baser som noget, der bidrager til USA’s sikkerhed, men udelukkende som en udgift. Det er dog værd at bemærke, at nogle af de folk, som Trump har udnævnt til vigtige udenrigs- og sikkerhedspolitiske poster, har et mere traditionelt syn. Som i Trumps første periode er det muligt, at de – sammen med de mere traditionelle republikanere i Kongressen – vil forhindre, at Trump fører trusler og planer ud i livet. Det er imidlertid risikabelt at satse på for de amerikanske allierede i Østasien, som derfor er i fuld gang med at øge deres egne forsvarsbudgetter og lægge ordrer ind på amerikansk militært materiel. Hermed ønsker de også at vise Trump, at alliancerne er en god forretning for USA – og at de er villige til at bære en større byrde.
Kort sagt tegner fremtiden for de amerikanske alliancer i Østasien usikker under Trump
_______
Taiwan i klemme
Der er formentlig ingen steder i Østasien, hvor der er større bekymring ved udsigten til Trumps tilbagevenden end i Taipei. Den taiwanske præsident, Lai Ching-te, var hurtigt ude at lykønske Trump, men debatterne på øen er præget af stor usikkerhed om, hvorvidt Trump og folkene omkring ham forstår de komplekse balancer og dynamikker hen over strædet.
Der er således på den ene side frygt for, at Trump vil køre en for konfrontatorisk linje over for Kina og dermed fremmane en kinesisk militær aktion. På den anden side er der frygten for, at Trump tværtimod vil have fokus på at lave en aftale med kineserne og være villig til at ofre Taiwan. I begge scenarier risikerer Taiwan at blive en brik i et større spil sat i gang af Trump, hvor øens 23 millioner indbyggere mister kontrol over deres egen skæbne.
Under Biden er det adskillige gange blevet fastslået, at USA står klar til at forsvare Taiwan, hvis Kina gør alvor af trusler om at invadere øen. Det har Trump ikke sagt, og det synes slet ikke at være hans fokus. Han har snarere set sig sur på Taiwans højteknologiske industri – særligt virksomheden TSMC, som er en af verdens førende, når det kommer til produktionen af de mest avancerede semikonduktorer (kaldet chips). Trump har flere gange antydet, at det kun har været muligt at opbygge en sådan industri, fordi Taiwan har stjålet fra USA.
Taiwan har – som Kina og flere af de andre østasiatiske lande – et handelsoverskud i forhold til amerikanerne, og det er forventeligt, at Trump-administrationen også vil pålægge høje toldsatser på varer fra øen. Det vil være et alvorligt slag mod den taiwanske økonomi og bestræbelserne på at mindske afhængigheden af handlen med Kina. I den anden ende presser Beijing på ved at sænke tolden på visse taiwanske varer og i det hele taget gøre det mere attraktivt for taiwanske virksomheder at producere i og handle med Kina. For at imødekomme amerikanske told- og handelstiltag er TSMC allerede i gang med at flytte dele af produktionen til USA, men her er bekymringen i Taipei så, at det på sigt vil gøre USA endnu mindre interesseret i at forsvare Taiwan.
Trump er tilsyneladende også vred over, at Taiwan ikke bruger mere end omkring 2 pct. af BNP på forsvaret – og han har direkte ladet Taipei forstå, at de må betale for amerikansk beskyttelse, med udmeldinger om, at tallet bør være 10 pct. De seneste måneder har taiwanske politikere forsikret, at forsvarsbudgettet vil blive sat markant op, og har (som Seoul og Tokyo) lagt store ordrer på køb af amerikansk militært materiel – for 2.2 mia. dollars bare i 2025 ifølge den seneste udmelding.
Det ligner en gentagelse af udviklingen under Trumps første periode som præsident, hvor Taiwan på de fire år brugte omkring 4 mia. dollars mere på amerikansk militærmateriel end i alle otte år under Obama-administrationen. Det ligger i kortene, at Trump også igen vil være mere villig til at sælge mere avancerede militære systemer til Taiwan, sådan som man ønsker blandt de mere traditionelle Republikanere, der er stærkt pro-Taiwan. Det kan fx være HIMARS – High Mobility Artillery Rocket System – velkendt fra krigen i Ukraine, som vil kunne ramme mål i Kina. Sådan et salg vil ikke blive vel modtaget i Beijing, der vil tage egne forholdsregler, fx i form af øget militær opbygning og aktivitet i strædet.
Soul, 1. oktober 2024: Sydkoreanske soldater deltager i en parade, der markerer militærets 75-års jubilæum [FOTO: Anthony Wallace/AFP/Ritzau Scanpix]
Hvad Kina forventer af Trump
Blandt kinesiske analytikere er debatten om Trump også i fuld gang. Der er generel konsensus om, at Kina står over for store udfordringer på kort sigt, mens der på længere sigte også åbner sig muligheder.
Det er især den umiddelbare udsigt til en intensiveret handelskrig med høje toldsatser, der optager kineserne. Her er Beijing allerede i fuld sving med at forberede mulig gengældelse – fx har handelsministeriet nyligt offentliggjort en længere liste med produkter, som kommer under strengere eksportkontrol. Det gælder fx visse kritiske materialer af afgørende vigtighed i produktion af moderne teknologi som tungsten, litium og magnesium, hvor Kina dominerer verdensmarkedet. Dette suppleres med nye tiltag, der er fokuseret på at fremme Kinas handel med omverdenen. Det fremgår bl.a., at handelsministeriet vil ”vejlede og bistå virksomheder med aktivt at reagere på urimelige handelsrestriktioner og skabe et gunstigt eksternt miljø for eksport” – uanset hvad dette konkret betyder, er det et varsel om, at forhøjede amerikanske toldsatser ikke vil gå upåagtet hen.
Samtidig intensiveres kinesiske bestræbelser på at diversificere og særligt mindske afhængigheden af Vesten – for Kina har gennem flere år rustet den kinesiske økonomi til en langvarig konfrontation med USA. Samtidig har Beijing efter valget af Trump rakt ud til europæerne, som også forventes at blive ramt af amerikansk told, med budskabet om, at Kina og Europa bør stå sammen mod protektionisme og isolationisme og søge at forsvare det internationale multilaterale handelssystem.
I Bruxelles og de andre europæiske hovedstæder er vurderingen af Kina i disse måneder imidlertid under forandring, særligt på grund af det forstærkede forhold mellem Kina og Rusland og udfordringen fra billige kinesiske elbiler og solceller. Derfor får den kinesiske charmeoffensiv givet en kølig modtagelse. Der er dog sprækker i den europæiske afvisning – og de kan meget vel blive større, hvis Trump skruer op for toldsatserne mod Europa. Samtidig betyder Trumps sejr, at Beijing vil satse endnu mere på at styrke det globale syd som fremtidens marked for kinesiske produkter, særligt kinesisk teknologi.
Kina er også bekymret for, om Trump-regeringen vil anlægge en hård linje, hvad angår Kommunistpartiets håndtering af interne udfordringer. Hans kandidater til tre vigtige poster – Marco Rubio (udenrigsminister), Mike Waltz (national sikkerhedsrådgiver) og John Ratcliffe (CIA-direktør) – er kendt som markante Kina-høge. Særligt Rubio har været en af Senatets stærkeste fortalere for en hårdere amerikansk politik over for Kina. Han har især markeret sig ved at være en stærk kritiker af menneskerettighedssituationen i Kina og har støttet både demonstranterne i Hongkong og det muslimske mindretal, uighurerne, i Xinjiang – af samme grund er han personligt underlagt kinesiske sanktioner. Hvis han bliver godkendt som USA’s næste udenrigsminister, er den første udfordring for Beijing således, hvorvidt de skal droppe sanktionerne – men det vil de nok gøre, da de ellers vil stå i den helt uholdbare situation, at de ikke vil kunne mødes med den amerikanske udenrigsminister.
Hvis de kommer helskindet igennem den første udfordrende tid, ser kineserne store muligheder i Trumps ’noget for noget’-tilgang til allierede i regionen. En svækkelse af USA’s alliancer og strategiske partnerskaber i Østasien vil – ligesom den generelle stigende usikkerhed om USA’s troværdighed – passe Beijing glimrende.
Især Washingtons ageren i forhold til krigen i Mellemøsten har i forvejen skabt en stor vrede mod USA i det globale syd, som Beijing vil søge at puste yderligere til Dette budskab er særligt rettet mod det globale syd. Det var tydeligt i Xi Jinpings tale ved G20-topmødet i Brasilien i midten af november. I talen med titlen ”Etablering af en retfærdig verden karakteriseret af fælles udvikling” slog Xi således fast, at Kina altid vil være et medlem af det globale syd og står klar til at føre an i udvikling og modernisering ved at fremme et åbent, inklusivt og ikkediskriminerende miljø for internationalt økonomisk samarbejde.
Han kom med flere slet skjulte henvisninger til USA – fx til snæversynet ’lille baghave, høje hegn’-protektionisme (”small yard, high fences”), som bl.a. formuleret af Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan. Og Xi fremhævede, at Kina i modsætning hertil vil gå foran, for at det globale syd bliver fuldt integreret i ’digital, smart og grøn udvikling.
Uanset hvad Trump betyder for Østasien, er der ikke tvivl om, at såvel USA’s allierede og strategiske partnere som de potentielle modstandere i regionen – Nordkorea og Kina – er i fuld gang med at forberede sig. Og disse forberedelser øger kun yderligere den sikkerhedspolitiske spænding og militære opbygning i regionen. Og det handler ikke kun om Østasien. Der er blandt kinesiske analytikere en vis konsensus om, at Kina i Trumps første præsidentperiode ikke formåede at udnytte den globale utilfredshed med USA – det står Beijing tilsyneladende klar til nu. Især Washingtons ageren i forhold til krigen i Mellemøsten har i forvejen skabt en stor vrede mod USA i det globale syd, som Beijing vil søge at puste yderligere til. ■
Den afmilitariserede zone (DMZ) mellem Nordkorea og Sydkorea, 30. juni 2019: Præsident Trump krydser zonen, der adskiller de to Koreaer, i selskab med Kim Jong-un [FOTO: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix]
Camilla T.N. Sørensen (f. 1976) er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet. Hun har bidraget med kapitlet om Kina til ”Verdens Magter” og udkommer i foråret 2025 med en opdateret version af bogen ”Kina. Fortid. Nutid. Fremtid”.
ILLUSTRATION: Pyongyang, 7. oktober 2024: Nordkoreas leder, Kim Jong-un, bliver budt velkommen, da han besøger landets forsvarsuniversitet for at holde en tale om landets militære udvikling [FOTO: Officielt pressefoto fra Kcna/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
