Chris Hvidberg: Har Messerschmidt med sin afvisning af Løkke foræret Mette Frederiksen statsministerposten også efter næste valg?
09.09.2024
Ikke nødvendigvis. Vi skal love vælgerne et stort, blåt firkløver. Og vi skal ikke vente men tværtimod: Finde sammen her og nu
RÆSONS KOMMENTARSERIE er vores debatformat og udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere
Kommentar af Chris Hvidberg (reklamemand, medlem af LA)
KALD MIG BARE en lallende jubeloptimist, men jeg hører ikke til blandt dem, der ser på det kommende folketingsvalg med ren dødspessimisme. Jovist, det bliver da svært. Men ikke umuligt. Selvfølgelig under forudsætning af, at visse ting lykkes. Både dem, vi (ja, jeg er LA’er og dermed en del af blå blok) selv har indflydelse på, og dem, vi må bede til guderne om.
Rygterne om blå bloks død er stærkt overdrevne. Noget, der bl.a. har givet grobund for pessimismen, har været udmeldinger som den, Morten Messerschmidt kom med 23/8 i Jyllands-Posten: ”Et samarbejde – hvad end det er i regering eller som støtteparti – til noget, der har med Lars Løkke Rasmussen at gøre, kan jeg udelukke”.
Giver en sådan udmelding mening? Både ja og nej. Nej, fordi den slags bastante tirader er demokratisk problematiske. Det gav hverken mening i Sverige eller i Tyskland, hvor partier nægtede at samarbejde med hhv. Sverigedemokraterne eller AfD. At Messerschmidt nu også på forhånd udelukker en politisk modstander – blot med omvendt politisk fortegn – er lige så uhensigtsmæssigt. Vi har dog før set politikere – trods meget dybtfølte udmeldinger – rotere 180° og pludselig mene det diametralt modsatte (ja, jeg kigger på dig, Jakob Ellemann-Jensen). Det er derfor slet ikke udelukket, at det også sker her, hvis det er altafgørende for regeringsmagten – og der falder et par indrømmelser til DF. Men for pokker, det er et skidt signal at sende.
Og ja, fordi Lars Løkke Rasmussen næppe er ideel at have med i en blå regering. Bevares, det kan blive nødvendigt, hvis han ender som tungen på vægtskålen. Men helt ærligt: Er der nogen politiker udenfor Moderaterne, der simpelthen bare vil elske at have Løkke med i regering? Det er vel ikke helt forkert at påstå, at mandens politiske dispositioner og egenrådighed før har været lettere utilregnelige. Spørg bare Venstre, da han som statsminister og partiformand midt i valgkampen 2019 pludselig skiftede hest og ønskede at danne regering med det Socialdemokrati, der udgjorde hovedmodstanderen. Læg dertil hans parti – en klovnebus, hvor flere passagerer er sat af i utide. Er det et modent og værdigt regeringsparti?
I mit daglige fadervor beder jeg derfor til, at Moderaterne får en størrelse, der giver dem minimal indflydelse, når regeringsforhandlingerne starter. 50 pct. af moderaternes vælgere kom fra Venstre, så det er ikke voldsomt usandsynligt, at nogle af dem får et klarsyn og vender retur til blå blok. Især ikke efter de mange skandaløse klovnerier i partiet.
Men helt ærligt: Er der nogen politiker udenfor Moderaterne, der simpelthen bare vil elske at have Løkke med i regering?
_______
HELDIGVIS SER DET UD TIL, at der ikke bliver det store blå stemmespild. Sandsynligvis får hverken Kristendemokraterne Stram Kurs eller Nye Borgerlige med Martin Henriksen i spidsen tilstrækkeligt med vælgererklæringer til at kunne stille op. Til gengæld vil jeg godt vædde en silke-habitvest på, at Lars Boje Mathiesens nye parti ikke alene får nok vælgererklæringer men også: Pladser på Christiansborg. Hans reach, som vi siger på godt dansk, på Facebook er imponerende stort. 130.000 følgere og altid flere tusind reactions på hvert opslag vidner om en vis opbakning. Han vil formentlig kunne mobilisere en del statskritiske vælgere på den yderste højrefløj, der ellers ville have afstået fra at stemme og i stedet ligget på sofaen i protest. Plus nogle rester fra Nye Borgerlige. Men der skal immervæk nok i omegnen af 70.000 stemmer til for at nå op på de 2 pct., der kræves for at blive valgt ind. Så mon ikke han bare lige når op over grænsen?
Ovenstående er dog ikke noget, vi i de andre blå partier rigtig har indflydelse på. Til gengæld er der ting, vi kan gøre for at optimere chancen for et blåt comeback.
Blå blok er nødt til at finde sammen. Lige nu ligger partierne som små øer hver for sig. Det kan vi gøre bedre, så vælgerne ved, at en samlet blå regering er værd at satse på.
Til gengæld vil jeg godt vædde en silke-habitvest på, at Lars Boje Mathiesens nye parti ikke alene får nok vælgererklæringer men også: Pladser på Christiansborg
_______
JEG SKAL IKKE KUNNE SIGE, hvilke snakke, der foregår bag kulisserne, men indtil videre er det vist kun Liberal Alliance under ledelse af Alex Vanopslagh, der for alvor har rakt en hånd ud i forsøget på at forene blokken. Dels med et åbent brev til Venstre og Moderaterne med en opfordring til at komme hjem. Og dels forleden med et helt konkret forslag om at gøre familiepolitik til et blåt samlingspunkt. Jeg nævner det ikke for at fedte for min egen formand, men fordi der er brug for, at alle blå partier udviser et oprigtigt ønske om en samlet blok. Gerne med konkrete udspil – ikke blot luftig mumbo-jumbo. Og gerne mere overbevisende end før sidste valg, hvor de seks partiledere stillede op til pressemøde med fem blå – mere eller mindre forkølede – valgløfter.
Når familiepolitik i høj grad giver mening som samlet blåt fokuspunkt, er det fordi blå blok mere troværdigt end Socialdemokratiet kan frisætte børnefamilierne. Især når man hører Mette Frederiksens ønske om, at danskerne arbejder mere – og når Kaare Dybvad nærmest lovpriser forældre, der som de sidste henter deres børn i daginstitutionerne. Blå blok vægter generelt betragtet borgernes frihed højt – og ser dem ikke kun som velfærdssamfundets skaffedyr.
Det er heller ikke slut med sager om kriminelle og fundamentalistiske udlændinge. Derfor er det også oplagt at lade udlændinge være et tema, blå blok kan samles om. Navnlig pga. historikken har blokken en langt større troværdighed. S har ganske vist strammet både politik og retorik, siden Nyrup i 90’erne udskammede DF. Ikke desto mindre: Spørg en gennemsnitlig vælger, om rød eller blå blok har den strammeste udlændingepolitik. Ni ud af ti vil helt sikkert pege på blå blok.
Det offentlige bureaukrati er en anden gammel traver, som blokken kan forenes om. Antallet af ansatte i offentlig administration er fortsat stigende, og hvis blokken troværdigt kan anskueliggøre, at nedskæring og effektivisering ikke betyder ringere velfærd, men penge frigivet til bedre formål, er det en styrke.
Derudover er det selvfølgelig op til hvert blåt parti også at få produceret gode valgkampagner med egne blå kæpheste, så angrebsflankerne er dækket ind.
Samlet set vil det forhøje chancerne betydeligt for at nå over de magiske 50 pct. af stemmerne.
Og ja, det er naturligvis også altafgørende, at Venstre kommer hjem fra den røde skovtur. Hvilket partiet da også gør, hvis det har bare en lille smule politisk fornuft tilbage. For SVM-regeringen er en dødssejler, og det ved den også godt selv. Hvorfor den med statsgaranti heller ikke går til valg på at fortsætte.
Spørg en gennemsnitlig vælger, om rød eller blå blok har den strammeste udlændingepolitik. Ni ud af ti vil helt sikkert pege på blå blok
_______
HVAD ER SITUATIONEN, hvis vi får et blåt flertal uden Moderaterne? Først og fremmest er det usandsynligt, at noget parti får stemmer nok til at legitimere en et-partiregering. Sidst det skete, var i 2015, hvor Venstre trods alt havde opnået tæt på 20 pct. Jeg vil derfor gætte på, at regeringen i givet fald kommer til at bestå af V, K, LA og DD. Hele fire partier? Ja. En blå flerpartiregering uden V og K er utænkeligt. Begge partier betragter det i egen selvforståelse som en naturlov at være med i en sådan regering. Og Mona Juul vil næppe være hende den nye formand, der ikke fik partiet med i regering.
Til gengæld bliver både LA og DD formentlig større end både V og K og vil derfor også insistere på ministerposter – Støjberg har tidligere erklæret sig aldeles regeringsklar.
Selvfølgelig skal der falde lunser af til DF og Lars Boje, hvis de skal stille op som støttepartier. Men jeg har svært ved at forestille mig, at det bliver svært ved at finde passende indrømmelser. For vil de to partier vitterligt stå i vejen for en blå regering, hvis det kommer dertil? DF vil formentlig få udlændingestramninger og flere penge til de ældre, mens Lars Boje får… ja, vi kender jo pt. ikke hans partiprogram, så det er lidt svært at gisne om, men mon ikke det hører til ovre i det meget liberalistiske hjørne?
Indrømmet: Alt dette er selvfølgelig ren spekulation. Dansk politik er efterhånden det rene vilde vesten, hvor alt kan ske – og vitterligt også sker. Ingen havde været i stand til at forudsige de sidste fem år.
Selvfølgelig kan blå blok samles – hvis den vil. Dén erkendelse er en forudsætning for regeringsmagten. Så kom i gang: Send et tydeligt signal til vælgerne. Nu. Ikke to dage før valget. ■
Jeg har svært ved at forestille mig, at det bliver svært ved at finde passende indrømmelser til DF og Lars Boje
_______
Chris Hvidberg (1971). Reklamemand, klummeskribent på Jyllands-Posten og medlem af Liberal Alliance ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet og Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance efter Partilederdebatten i Fællessalen på Christiansborg, mandag den 31. oktober 2022 [foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix]
RÆSONS KOMMENTARSERIE er vores debatformat og udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere