Christopher Arzrouni: Mette Frederiksens pensionsbombe gør det klart for alle: Danmark bliver regeret af en spøgelsesregering
15.08.2024
SVM’s eksistensberettigelse var at sikre de svære reformer. Med sin soloudmelding i tirsdags vendte statsministeren hele projektet på hovedet.
Opinion af Christopher Arzrouni
SVM-REGERINGEN BLEV DANNET på en påstand om, at det var nødvendigt at samle de bærende kræfter i dansk politik for at gennemføre de svære reformer og føre Danmark sikkert videre.
Det har vist sig at være en kæmpe illusion. SVM-regeringen vil ikke længere træffe store og beslutninger – tværtimod. Nu vil man opgiver vigtige grundsten i dansk økonomisk politik. Den tunge dyne, SVM har lagt over dansk politik, skal dæmpe kritikken. Det blev klart, da Mette Frederiksen i forgårs bekendtgjorde, at hun ville ændre ”velfærdsaftalen”, den store aftale om pension og tilbagetrækning.
Hvor var Venstre? Tavsheden var slående fra Troels Lund Poulsen, da den socialdemokratiske regeringspartner satte spørgsmålstegn ved Danmarks vigtigste forlig. Medlemmerne modtog i løbet af torsdagen en mail fra Troels Lund og Stephanie Lose om, at …”ændringer i det forlig heller ikke er noget, vi i Venstre tager let på”. Men bortset fra dette ingen alarm. ”I stedet mener vi, vi er nødt til at se på hele arbejdslivet. På tværs af generation,” lød budskabet, som skulle introducere tanken om en arbejdslivskommission.
Og hvor var reformatoren over dem alle, Lars Løkke, manden for hvem midterregeringen var midlet til de store mål? Han pippede lidt imødekommende i Mette Frederiksens retning, tilsyneladende fuldt bevidst om, at magten skulle fastholdes for enhver pris.
Man kan jo ikke konfrontere sin regeringspartner lige så hårdt, som man ville konfrontere en politisk modstander, der løber fra sine løfter. Og det er netop her, at den brede SVM-regering viser både sin magtfuldkommenhed og sin impotens. Ved at sætte de normale gensidige kontrolmekanismer og samarbejdsmønstre i Folketinget mellem højre og venstre ud af spil, kan den tillade sig hvad som helst – også at rokke ved store forlig.
Nu bliver det spændende, om Finansministeriets embedsmænd tager konsekvensen og opfører sig som uafhængige økonomer
_______
TILBAGETRÆKNINGSAFTALEN ER GRUNDLAGET for den gode offentlige økonomi. Tilbagetrækningsaftalen er præcis det, der sikrer Danmark et økonomisk råderum. Tilbagetrækningsaftalen er i øvrigt også den mildeste type reform – sådan en, der fungerer stille og roligt, forudsigeligt og automatisk uden at vende op og ned på danskernes økonomi.
Det kan måske virke blidt og venligt, at Mette Frederiksen ikke længere vil hæve pensionsalderen med samme automatik som hidtil. Men i virkeligheden lægger det op til mere brutale situationer. Hvis man på et senere tidspunkt er økonomisk klemt, og det bliver nødvendigt at finde penge til øgede sundhedsudgifter eller mere forsvar, risikerer man nu at skulle finde dem med flere ”Store Bededags-snuptagsløsninger”. Eller almindelig nedslidning af den offentlige service.
Taktisk set Mette Frederiksens opgør med den automatiske stigning i pensionsalderen meget forståelig. Den er led i et fordelingspolitisk opgør. Som Frederiksen selv skrev på Facebook: ”Alle skal have ret til en værdig alderdom. Ikke kun dem, der selv kan betale sig til en tidligere pension.”
INGEN POLITIKERE VIL TVINGE FOLK til at arbejde til en bestemt alder. Danskerne er trods alt ikke slaver. De politiske forskelle handler i virkeligheden om, hvornår og hvordan staten skal begynde at forsørge folk. Skal forpligtelsen indtræde ved en bestemt alder, der er fælles for alle? Eller når man har arbejdet et bestemt antal år? Eller når man i øvrigt er syg og nedslidt?
Det kan måske virke blidt og venligt, at Mette Frederiksen ikke længere vil hæve pensionsalderen med samme automatik som hidtil. Men i virkeligheden lægger det op til mere brutale situationer
_______
I stedet for en forventning om, at danskerne skal vente længst muligt med at trække på de offentlige kasser i deres alderdom, signalerer Mette Frederiksen nu, at S hun er parat til at købe sig nogle vælgere. Først og fremmest blandt de grupper, der måtte være ivrige efter et større offentligt skattefinansieret supplement til deres egen opsparing.
Man kan holde fri, når man har lyst. Man kan altid påbegynde sit otium. Det virkelige spørgsmål er, om andre skal betale for det. Det store velfærdsforlig indebar i praksis, at man gav borgerne et større ansvar for selv at spare op til den slags.
Siden 1980erne har en række politiske aftaler gjort det stadig mere interessant at lægge til side til sin egen pension ved hjælp af alle mulige opsparingsordninger – arbejdsmarkedspension, ratepension osv. Midt i indkomstbeskatningens dræbende tryk, er pensionsopsparingen en lille ø af frihed, som gør det muligt at tilrettelægge pensionen selv. Men den slags personligt ansvar og rettidig omhu er et ”farligt” substitut for den socialdemokratiske løsning: De offentlige kollektive politisk fastsatte pensioner.
I lyset af dette er Venstres slappe reaktion ganske påfaldende. Partiets forslag om ”arbejdslivskommission” savner strategisk perspektiv. I stedet for at indse, at privat opsparing er vejen mod et mere fleksibelt livsforløb, stiller Venstres ledelse spørgsmål såsom: ”Kan vi f.eks. give mere frihed og fleksibilitet til forældre med små børn, mod at forældrene arbejder mere eller længere, når børnene er ældre?” Det lød som et ekko af Moderaternes håbløse forslag om en ”tidsbank”. Jovist. Vi indretter os allerede i dag på at arbejde mere, når børnene er blevet større. Og familierne ville kunne øge fleksibiliteten, hvis de lettere kunne tjene penge til at finansiere fritid. Verdens bedste tidsbank hedder ”penge”.
MENS VENSTRE OG MODERATERNE overvejer, hvad de vil stille op – om noget – efter Mette Frederiksens udmelding, så har statsministerens udspil en meget konkret konsekvens: Det bliver nu fuldstændig utroværdigt, at Finansministeriet automatisk indregner effekterne af tilbagetrækningsaftalen. Oprindeligt var Finansministeriet meget skeptisk ift. at indregne effekterne uden videre. Tilbagetrækningsaftalens stigninger i pensionen skal jo bekræftes ved afstemning i Folketinget hvert femte år. Derfor argumenterede Finansministeriets embedsfolk med, at man ikke kunne indregne de positive effekter automatisk. Men så fik embedsværket en ordre om at indregne effekterne – med henvisning til at et stor flertal af partier havde forpligtet sig på automatikken, og at afstemningen i Folketingssalen blot var en formalitet.
Sådan er det ikke længere – det må stå klart nu, efter regeringslederens udmelding. Nu bliver det spændende, om Finansministeriets embedsmænd tager konsekvensen og opfører sig som uafhængige økonomer. Eller om spøgelsesregeringen også gør det umuligt for dem at tænke selvstændigt. ■
Nu bliver det spændende, om Finansministeriets embedsmænd tager konsekvensen og opfører sig som uafhængige økonomer
_______
Christopher Arzrouni (f. 1967) er cand. scient. pol. og har været særlig rådgiver i bl.a. Udenrigsministeriet og Finansministeriet. ILLUSTRATION: Regeringstoppen afholder pressemøde om Forsvaret, i Spejlsalen, Statsministeriet onsdag 13. marts 2024. [foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]