Christopher Arzrouni: Politiske teknokrater skjuler ideologien. Dét gælder i den grad SVM
10.07.2024
Ideer styrer verden. I hvert fald styrer de politikernes forestillinger om politik, selv når politikerne føler sig frigjort af al ideologi. Skjuler man sine inspirationskilder, opnår man kun én ting: mere forvirrede og usammenhængende, ja sågar selvmodsigende ideer.
Kronik af Christopher Arzrouni
SVM-regeringen er udtryk for stor praktisk visdom. I hvert fald hvis man skal tro regeringsgrundlaget, “Ansvar for Danmark”. Regeringsgrundlaget udgør “en særlig løsning til en særlig tid”, står der. “Grene er bøjet mod hinanden. Kanter er slebet. Indrømmelser er givet”. Ordene signalerer kompromis, studehandel. Kort sagt en afsværgelse af rigide principper og ideologier”. Arbejdsfællesskabet er vokset ud af en valgkamp, hvor hvert parti stod på sit og præsenterede klare valgløfter og politik,” lyder erkendelsen. Publikationen om regeringsgrundlaget emmer af Løkke’sk retorik – i en grad hvor det ligefrem bliver en karikatur. Og retorikken genfindes i Lars Løkke Rasmussens lille omtale af regeringsdannelsen: “Et arbejdsfællesskab, hvor vi gør op med traditionelle brudflader og fastlåste positioner. For at samarbejde på tværs og lave ægte, ambitiøse kompromiser”.
Kompromisset er alt. Ideologien er intet.
Men, men, men. Økonomen John M Keynes skrev engang: “Økonomers og politiske filosoffers ideer, både når disse er korrekte, og når de er forkerte, er stærkere end almindeligt forstået. Faktisk er verden næsten ikke styret af andet. Praktiske mænd, som mener, at de er ganske frigjort for nogensomhelst intellektuel indflydelse, er sædvanligvis slaver af en eller anden afdød økonom”.
Keynes havde ret. Det samme havde F.A. Hayek, da han kaldte intellektuelle for “second hand dealers in ideas” – ideernes brugtvognsforhandlere.
Når man gennemlæser SVM-koalitionens regeringsgrundlag er det fyldt med stumper og stykker af ideer, som kan tilskrives afdøde (og nulevende) økonomer. Og ingen ligger mere under for disse ideer end… Lars Løkke Rasmussen
_______
De bagvedliggende økonomiske idéer
Når man gennemlæser SVM-koalitionens regeringsgrundlag er det fyldt med stumper og stykker af ideer, som kan tilskrives afdøde (og nulevende) økonomer. Og ingen ligger mere under for disse ideer end… Lars Løkke Rasmussen. Det gælder f.eks. når han fremhæver “frisættelsen af ældreområdet”, at man “nytænker sundhedsvæsenet” eller “reformerer SUen”. Alle steder ligger økonomisk tænkning til grund. Frisættelsen af ældreområdet er en videreførelse af tankerne om, at leverandører skal konkurrere om at levere ældreomsorg. Nytænkningen af sundhedsvæsenet bygger på tanken om, at organisatoriske ændringer kan forbedre behandlingen. Reformer af SU’en er en måde at styre ved hjælp af incitamenter – også en god gammel økonomisk tanke.
Senest ser vi økonomiske ideers ekko i den såkaldte “grønne trepart”. Man ser tanker fra 1920ernes velfærdsøkonomer – som Arthur Pigou – i udvidelsen af CO2-afgifter til nye områder for at dække eksternaliteterne, de negative effekter af menneskelig aktivitet. Og man ser måske især tanker fra en økonom som Ronald Coase (nobelpris 1991). Coase gjorde groft sagt opmærksom på, at det vigtigste for et godt miljøresultat ikke er, hvem der betaler, men at man tildeler ansvar, så parterne kan forhandle sig frem til en betaling for en skadelig adfærd. Den grønne trepart er f.eks. blevet kritiseret for, at det ikke i højere grad er landmændene, der skal betale omkostningerne for deres udledninger – men statskassen (eller samfundet) der skal betale landmændene for at reducere dem. Imidlertid er det ud fra et miljøøkonomisk perspektiv temmelig underordnet. Man har taget udgangspunkt i, at landmændene ejede retten til at udlede, og at resten af samfundet måtte kompensere med noget – penge – for at få dem til at holde igen.
Hverken Pigou eller Coase havde nok været særlig imponerede af den grønne trepart. Men treparten skylder dem ikke så lidt for lån af ideer.
Blev ideologierne ikke kastet på historiens mødding af stærke politiske enmandshære som Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen (og måske til dels Mette Frederiksen)? Ikke helt.
_______
De bagvedliggende politiske ideer
Ved siden af de økonomiske ideer – om hvad man kan – finder man de mere politiske forestillinger om, hvad man bør: Ideologierne. Men blev disse ikke kastet på historiens mødding af stærke politiske enmandshære som Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen (og måske til dels Mette Frederiksen)?
Ikke helt. Ideologierne popper nemlig af og til op, men på ustruktureret facon. Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, er skoleeksemplet på, hvordan ideologi bliver camoufleret i en grad, hvor det forvirrer selv hans egne folketingsmedlemmer. Tag f.eks. et interview med politisk ordfører Monica Rubin fra AvisenDanmark: “Monica Rubin identificerer sig som socialliberal,” fremgår det:
“Der er ikke for mange, der skal bestemme over den enkelte. Vi er individer og ved rimelig godt, hvad der er fungerer for os,” forklarer Rubin. Hvorefter hun bliver spurgt: Hvor liberal er du? Det giver hende anledning til en slags dementi: “Jeg er ikke meget liberal. Generelt går jeg ikke meget op i værdipolitik. Jeg er mere pragmatisk, og det synes jeg også kendetegner Moderaterne”. Om det værdimæssige fastslår hun: “Kigger du på de tre partier (i SVM-regeringen), så er bundlinjen værdimæssigt nogenlunde det samme.”
Kort sagt: En vælger kan trygt lægge sin stemme i hænderne hos Moderaterne. De skal nok varetage den samvittighedsfuldt og pragmatisk, selvom vælgeren ikke kan være sikker på, hvad der kommer ud af det. En klassisk Lars Løkke. Ideologiske forestillinger om den enkeltes selvbestemmelse bliver nævnt. Men bare rolig, disse forestillinger kan sagtens fraviges. Mere principielle er de ikke.
Moderaterne er ikke ene om at have principper, som nemt kan suspenderes. Venstres argumentation i forbindelse med den såkaldte Koran-lov er en god illustration. “Det er en meget, meget lille indskrænkning af ytringsfriheden,” udtalte Venstres ordfører Jan E. Jørgensen. “Jeg så da også helst, at det ikke var nødvendigt at lave den indskrænkning, men det er det. Vi lever i en verden, hvor det ikke er alle, der har lige så afslappede holdninger til religiøse symboler, som vi har i Danmark. Det er vi nødt til at tage bestik af.”
Forskellen mellem Moderaternes og Venstres tilgang er imidlertid interessant. Moderaterne har ingen ideologisk kerne, der skal forsvares. Det har Venstre trods alt – hvorfor Jan E. Jørgensen er klar i spyttet om, at han er gået med til et illiberalt kompromis, som har ikke er helt begejstret for. Man kan klandre ham for hans knæfald. Men man må trods alt rose ham for, at han har kompasset i behold: Han ved godt, at hans valg ikke er i overensstemmelse med principperne, og at Koran-loven begrænser den individuelle frihed.
Fraværet af ideologiske varedeklarationer, der lover en smule konsistens– og dermed forudsigelighed – gør det vanskeligere at gennemskue politik. Vælgerne er på Herrens mark, når de skal stemme
_______
Brug for varedeklarationer
Det nye fænomen i dansk politik er ikke fraværet af ideologi – eller rettere: patchwork af politiske stumper og stykker af ideologier. Erhard Jakobsen har været der før. Den nu hedengangne stifter af det lige så hedengangne parti CentrumDemokraterne (grundlagt 1973) var en forløber for Lars Løkke Rasmussen og moderne fra ideologierne og baglandene frigjorte politikere. Politikere som Erhard talte og taler direkte til vælgerne, udenom besværlige partimedlemmer, obstruerende hovedbestyrelser og ikke mindst begrænsede politiske ideologier. Politikeren er et brand i sig selv. Kun svage politikere har brug for en varedeklaration i form af et sæt ideer, så vælgerne på forhånd har en ide om, hvor de vil hen. Hvor kedeligt. Hvor mistillidsfuldt.
Men fraværet af ideologiske varedeklarationer, der lover en smule konsistens– og dermed forudsigelighed – gør det vanskeligere at gennemskue politik. Vælgerne er på Herrens mark, når de skal stemme. Enten kan de vælge at stole på en konkret politiker og dennes personlige integritet og dømmekraft. Eller også kan de sætte deres lid til politikere, som vil holde sig indenfor rammerne af en ideologi, en pakke, et sæt af holdninger, som gør det muligt for vælgeren at regne ud, hvad partiet vil gøre, når det møder nye emner på den politiske dagsorden. Vil det lægge vægt på individuel autonomi? Ejendomsret? Ytringsfrihed? Mere økonomisk lighed?
Den mest enkle form for principper kan man finde i partiernes DNA. Hvis man vækkede en Venstre-mand om natten, kunne man før i tiden være sikker på svaret. Skal skatterne op? Nej. Skal man regulere mere? Nej. Eller i det mindste modspørgsmålet: Hvorfor det? Til svarende med en socialdemokrat: Skal de højstlønnede bidrage mindre til fælleskassen? Nej. Skal dagpengene begrænses? Nej.
Politiske principper og ideer har længe været gammel vin på nye flasker. Det handler altid om individualisme kontra kollektivisme i forskellige afskygninger. Hvor meget må den enkelte styre sit eget liv, råde over egne ressourcer? Hvilke hensyn kan begrunde kollektiv indgriben osv.?
Nok har “identitetspolitik” og “wokeness” gjort indhug i den politiske dagsorden. Men identitetspolitik er en variant af kollektivisme, selvom identitetspolitikken også kan være et kulturelt forsvar for den vestlige politiske individualisme. Wokeness er en tilsvarende en afart af individualisme, som desværre let fører mod identitetspolitisk kollektivisme, fordi den går mere op i, hvem der mener noget, end hvad de mener. Identitetspolitikken er konservativ. Wokeness er radikal. Det er lag, som man lægger oven på eksisterende forestillinger om individualisme og kollektivisme.
Ideologisk er der intet nyt under solen. Til gengæld er der en del nyt under solen, når det gælder politiske partier.
Identitetspolitikken er konservativ. Wokeness er radikal. Det er lag, som man lægger oven på eksisterende forestillinger om individualisme og kollektivisme
_______
Den nye tillidskrise mellem vælgere og politikere
Vælgerne har aldrig kunnet regne med, at partierne ville gøre præcis, som de plejede. Og tillidskriser mellem partiers ledelse og de hidtidige vælgere er intet nyt. Tænk for eksempel på Poul Nyrup Rasmussens efterlønsreform i slutningen af 90’erne. Men noget er ikke desto mindre nyt.
Partierne er svagere funderet i forhold til medlemmer. Partimedlemmerne udgør kun en meget lille brøkdel af vælgerne. Og partimedlemmerne fungerer ikke længere som et bindeled til befolkningen. Derfor kan partiernes ledelser ikke længere regne med loyalitet og forståelse, når de justerer kursen (for ikke at tale om når de ændrer kursen helt). Partiledelserne mangler ambassadører.
Samtidig er partierne også i en skærpet konkurrence indbyrdes. I gamle dage kunne en partiindpisker som Claus Hjort Frederiksen med sindsro konfrontere de utilfredse i baglandet med ordene: “I har ikke andre steder at gå hen.” (Jeg hørte ham selv sige det). Men nu kan en utilfreds Venstre-vælger med lige så stor sindsro svare: Jeg har masser af ideologiske valgmuligheder. I dag er Venstre således overhalet af hele tre andre partier, der er “bedre til at være Venstre”. Liberal Alliance er bedre til at være liberale. Moderaterne er bedre til at være reformorienterede. Og DanmarksDemokraterne er bedre til at være folkelige.
I kraft af den skærpede konkurrence bliver partierne nødt til at passe på deres “brands”. De kan ikke regne med, at alt vil vende tilbage til normalen. For de ejer ikke (længere) vælgerne. Og den dårlige reaktion på dette består i at blive sur på vælgerne og tale om “vælgerlede“.
Selvfølgelig kan partier forsøge at forme “store regeringskoalitioner” med henblik på at gøre sig uafhængige af vælgerne. Det er præcis hvad SVM-regeringen er udtryk for: Et forsøg på at sætte “fløjene” ud af spillet. Med dannelsen af regeringen lykkedes dette mål, men planen har en omkostning: At Danmark ikke har nogen egentlig opposition – intet klart alternativ – til den siddende regering. Og et velfungerende demokrati fordrer, at den siddende regering altid kan erstattes…
Partiernes oversete betydning
Uanset om regeringer og politikere gør sig lejlighedsvist uafhængige af vælgerne, kan de aldrig gøre sig uafhængige af ideerne. De er al politiks drivkraft. Regeringer og politikere kan med mindre besvær gøre sig uafhængige af partiapparater, som er ideernes institutionelle ramme – og det er blevet lettere i takt med stigende offentlige tilskud til politisk arbejde. Offentlige tilskud gør det muligt at lønne store sekretariater med dygtige scient.pol.er eller betale for reklamekampagner udformet af kreative kommunikatører. Således kan politik fungere i sin egen lille boble. Denne udvikling er måske en årsag til kritik af den etablerede orden.
Flygtige partikonstruktioner bygget op om enkeltpersoner kan let forsvinde. Erhard Jakobsen forsvandt. Mogens Glistrup forsvandt. Men institutionerne bestod. Boblen brast, men heldigvis var boblen ikke verden. Nye politikere vil komme til.
Problemet er større, hvis politikerne tager vigtige institutioner med sig i faldet. Og politiske partier er undervurderede som institutioner. De er et bindeled mellem vælgere og eliter i og med at de skaber tillid – både på baggrund af personlige relationer, men ved at skabe forudsigelighed omkring målsætninger. Dertil kommer at partier er en måde at opdyrke nyt talent. Man kan godt hente samfundsledere “ind fra gaden” eller måske snarere fra erhvervsliv og organisationer – som man har set tidligere – eller måske endda i fremtiden: tænketanke. Men de dygtigste politikere i de seneste årtier har været produkter af partiorganisationer. De er blevet skolet ind i nogle traditioner. De har fået arbejdet på at opbygge et personligt brand. Men de har i endnu højere grad fået fornemmelse for ideer, principper og sammenhænge – og hvor langt de kunne gå.
Hvis partierne skal have opbakning fra vælgerne, er det vigtigere end nogensinde, at de plejer og passer på deres ideologiske troværdighed. Vigtigere sågar, end dengang Anders Fogh Rasmussen lancerede “kontraktpolitikken” som Løkke eksplicit har lagt afstand til.
I en periode kan politikere selvfølgelig godt profitere på deres eget brand – foruden Løkke er et oplagt eksempel Inger Støjberg. Men hvis de skal sætte sig institutionelle spor, er partierne stadig uomgængelige. Og derfor vil der fortsat være relevant at have partier – både med klare principper, der ikke behøver camouflage, og med rigeligt af medlemmer. ■
Nye politikere vil komme til. Problemet er større, hvis politikerne tager vigtige institutioner med sig i faldet. Og politiske partier er undervurderede som institutioner
_______
Christopher Arzrouni (f. 1967) er cand. scient. pol. og har været særlig rådgiver i bl.a. Udenrigsministeriet og Finansministeriet. ILLUSTRATION: Regeringstoppen til fælles interview om organdonation, 8. februar 2024 [foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
