Ehab Galal i RÆSON SØNDAG: Flere arabiske stater bevægede sig tættere både på Israel og USA. Så kom Gazakrigen
29.06.2024
Efter Gazakrigens begyndelse 7. oktober har Iran genvundet en del af de arabiske befolkningers sympati.
Af Ehab Galal, lektor emeritus
Den 25. maj 2024 spillede det egyptiske fodboldhold Al-Ahly på Cairo Stadium mod det tunesiske hold al-Taraji i Champions League Afrika. Ud over at heppe på deres eget hold brugte Al-Ahly-tilhængerne en stor del af tiden på at støtte Palæstina ved i kor at råbe slagordene: ”Med sjæl, med blod, vil vi ofre os for dig, Palæstina”. Slagord, der i de arabiske lande generelt er blevet brugt til national mobilisering. Da kampen nærmede sig slutningen, kunne man se publikum ignorere det egyptiske forbud mod at vifte med det palæstinensiske flag.
Hamas’ angreb 7. oktober 2023 mødte generel fordømmelse verden rundt. Også fra de arabiske lande, der samtidig advarede mod at eskalere konflikten, fremhævede nødvendigheden af at beskytte de civile og håbet om mægling. Mens Egypten var relativt neutralt i sine udtalelser, var Saudi-Arabien mere kritisk. I en udtalelse henviser man til ”de israelske besættelsestyrker” og til tidligere saudiske advarsler om den eksplosive situation på grund af den ”fortsatte besættelse, fratagelsen af det palæstinensiske folk deres legitime rettigheder og gentagelsen af systematiske provokationer mod deres helligheder”. Qatar strammede den yderligere en tand ved at påpege, at Israel ”alene er ansvarlig for den aktuelle eskalering”, og nævnte – som Saudi-Arabien – de israelske razziaer i Al-Aqsa-moskéen.
Flere arabiske lande pegede samtidig på behovet for, at det internationale samfund arbejder på en holdbar og retfærdig fredsløsning, der er nødvendig ikke blot for Palæstina og Israel, men for hele regionen. Saudi-Arabien talte om en tostatsløsning, mens Emiraterne pegede på en ’omfattende og retfærdig fred’ og hermed henviste – uden at blive for specifik – til en varig løsning, som begge parter kunne blive enige om. Qatar bad det internationale samfund om at stoppe Israel med ”de åbenlyse krænkelser af folkeretten” og tvinge dem til at respektere de internationale resolutioner og ”det palæstinensiske folks historiske rettigheder”. Og påpegede nødvendigheden af en uafhængig palæstinensisk stat, der skulle etableres på baggrund af ”1967-grænserne med Østjerusalem som hovedstad”.
Men hvor langt rækker de arabiske staters støtte? Er deres regeringer og befolkninger enige? Hvad er de arabiske landes forhold til Israel og andre aktører – som USA og Iran – i området? Og hvilken rolle spiller relationerne til det internationale samfund, som alle arabiske stater i deres officielle udtalelser appellerer til?
De arabiske landes forhold til Israel kan ikke adskilles fra regionens kolonihistorie
_______
Fra krig til normalisering 1948-2002
De arabiske landes forhold til Israel kan ikke adskilles fra regionens kolonihistorie. Staten Israel blev oprettet i 1948 i kølvandet på kolonimagternes grænsedragninger – og med deres velsignelse. Hverken de arabiske lande, de tidligere koloniserede arabiske befolkninger eller palæstinenserne blev hørt. Det førte ikke overraskende til krige, men også til en opfattelse, der fortsat lever i de arabiske lande, af til stadighed at være underlagt udefrakommende statsmagters interesser og interventioner.
De første 25 år efter oprettelsen af staten Israel var således præget af en række krige mellem den nye jødiske nation og forskellige koalitioner af arabiske lande. Den første arabisk-israelske krig brød allerede ud 15. maj 1948 efter afslutningen på det britiske mandat i Palæstina og erklæringen om oprettelsen af Israel geografisk placeret midt i den arabiske region. En arabisk koalition kæmpede mod zionistiske militser og jødiske frivillige i Palæstina. Krigen, der for de arabiske lande var politisk og ikke religiøst motiveret, kostede tusindvis af soldater livet – på begge sider – og endte med et arabisk nederlag. Israelerne omtalte kampene som Frihedskrigen eller Uafhængighedskrigen, mens palæstinenserne brugte navnet Nakba, der betyder ’katastrofe’. Det anslås, at 700.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem og land, og hundredvis af palæstinensiske landsbyer blev ødelagt. Krigen sluttede med våbenhvile uden en egentlig fredsaftale, da de arabiske lande ikke kunne acceptere, at Israel som resultat af krigen kontrollerede størstedelen af det tidligere mandatområde i Palæstina.
Senere fulgte fire arabisk-israelske krige – i 1956, 1967, 1969-70 og 1973. Krigene bekræftede de arabiske lande i, at de stadig blev set som spillebrikker, andre lande kunne bruge. I 1956 handlede det om kontrollen over den strategisk vigtige Suezkanal, hvor ikke kun Israel, men også Storbritannien og Frankrig deltog i kampene og lykkedes med at erobre Sinai-halvøen. Internationalt pres tvang de tre lande til at trække deres styrker tilbage, hvilket skete, under betingelse af at Sinai i Egypten blev demilitariseret, og en fredsbevarende FN-styrke blev indsat for at overvåge grænsen mellem Israel og Egypten. Det forhindrede dog ikke Israel i – under Seksdagskrigen i 1967 – at erobre hele Sinai-halvøen, Gaza, Vestbredden og Østjerusalem samt Golanhøjderne i Syrien og dermed besætte både egyptisk, jordansk og syrisk land. I årene 1969-70 forsøgte Egypten at generobre den besatte Sinai-halvø i den såkaldte udmattelseskrig, der endte resultatløst med en våbenhvile. Med Oktober-krigen i 1973 vandt egypterne dog en delvis sejr over Israel – bl.a. med hjælp fra Sovjetunionen – hvilket stadig fejres i arabiske lande.
Afslutningen på 1973-krigen blev gradvist erstattet af et andet og mere fredeligt forhold mellem Israel og Egypten. USA spillede en afgørende rolle som initiator af Camp David-aftalen mellem de to lande i 1978. Den egyptiske præsident, Sadat, havde op til aftalen gradvist nærmet sig USA og Israel, bl.a. med en tale om fred i Knesset i 1977. Camp David-aftalen kom til at danne grundlag for en definitiv fredsaftale i 1979, hvor Egypten stillede sig neutralt i den arabisk-israelske konflikt mod til gengæld at få tilbageleveret resten af de landområder, som Israel havde besat. Aftalerne blev fundamentet for den egyptiske udenrigspolitik, der sidenhen har knyttet landet økonomisk og militært både til amerikanske interesser og til den strategiske alliance med Israel.
Aftalen forandrede dog ikke de andre arabiske landes holdning til Israel – eller deres befolkningers. De nægtede fortsat at anerkende Israel og betragtede landet som de tidligere kolonimagters og USA’s forlængede arm. Den mest markante reaktion på Camp David-aftalen var en resolution udarbejdet på Den Arabiske Ligas topmøde i Bagdad i 1978. Den forbød ensidig fred med Israel og opfordrede den egyptiske stat til at trække sig fra aftalen, der blev betragtet som en afvigelse fra den arabiske konsensus om at afvise forhandlinger med et land, der besætter arabisk jord. Israel fortsatte samtidig med at rette krigshandlinger mod Libanon – både i 1978 og i 1982 – med det formål at ramme den palæstinensiske modstandsbevægelse.
Det andet vendepunkt i forholdet fandt sted efter Iraks invasion af Kuwait i Den Anden Golfkrig i 1990.[i] Golflandene indså nødvendigheden af amerikansk støtte, som samtidig nødvendiggjorde en ny tilgang til Israel. Allerede Den Første Golfkrig mellem Iran og Irak i 1980-88 havde ændret Golflandenes regionale engagement og skærpet deres opmærksomhed på en ny stærk fjende – nemlig det shiamuslimske Iran. Således støttede de forskrækkede Golflande Irak både økonomisk og militært.
Men Iraks invasion i 1990 kom for alvor til at underminere den hidtidige arabiske verdensorden og understregede, at de rige olielande havde brug for beskyttelse fra Israels nærmeste allierede, USA, der med glæde ville tilbyde det. Muligheden for at acceptere separate aftaler om fred med ærkefjenden Israel var ikke længere så fjern, og flere arabiske lande så positivt på igangsættelsen af separate syriske, jordanske og palæstinensiske forhandlinger, især efter Madrid-fredskonferencen i 1991, der var sponseret af både USA og Sovjetunionen. I september 1993 underskrev Israel og PLO i Washington en principaftale om delvist palæstinensisk selvstyre og kontrol af Vestbredden og Gaza med henblik på en tostatsløsning. Forud var der – med Norges mellemkomst – blevet ført hemmelige forhandlinger mellem parterne, hvor Oslo-aftalen, som blev indgået i august 1993, kom til at danne grundlag. Aftalen indebar, at PLO blev anerkendt som den legitime repræsentant for palæstinenserne, mens PLO anerkendte staten Israel. Med tildelingen af Nobels fredspris i 1994 til PLO’s leder, Yasser Arafat, den israelske premierminister, Yitzhak Rabin, og Israels udenrigsminister, Shimon Peres, blev de nye relationer symbolsk slået fast.
Oprettelsen af den palæstinensiske nationale myndighed i 1994 introducerede ikke blot en midlertidig enhed til forvaltning af selvstyreanliggender, men fritog samtidig de arabiske lande for ansvaret for Palæstina, som nu var underlagt besættelsesmagten Israel. Og de arabiske lande med Egypten i spidsen opfordrede – gennem deres stærkt kontrollerede medier – med en vis forsigtighed deres befolkninger til at acceptere den nye politik. Argumentet var bl.a., at palæstinenserne nu havde accepteret fred med Israel, og at andre arabere ikke kunne være mere palæstinensiske end palæstinenserne selv.
Man kan argumentere for, at den arabiske offentlighed konsekvent har opretholdt sin støtte til den palæstinensiske sag som et centralt anliggende, selvom de officielle relationer til Israel i stort omfang er blevet normaliseret
_______
Trumps plan
Det tredje vendepunkt kom i 2002 med Den Arabiske Ligas accept af et forslag fra Saudi-Arabien, kendt som Det Arabiske Fredsinitiativ, der lagde op til, at dets medlemslande skulle normalisere relationen til Israel. Til gengæld skulle Israel trække alle tropper ud af de besatte områder i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolutioner (242 og 338), som blev genbekræftet på Madrid-konferencen i 1991 og i Oslo-aftalen i 1993. Forslaget blev stillet på baggrund af udbruddet af den anden palæstinensiske Intifada i 2001, hvor palæstinensere på Vestbredden og i Gaza protesterede mod den israelske besættelse. Initiativet fik stor opbakning blandt de arabiske befolkninger, men endte i skuffelse, da Israel afviste tilbagetrækningen fra de besatte områder og muligheden for, at palæstinensiske flygtninge kunne vende tilbage. I Den Arabiske Liga så man forslaget som oplægget til en retfærdig og omfattende fred og et strategisk valg med international legitimitet – selvom det mislykkedes, var det medvirkende til, at normalisering af de arabiske landes relation til Israel blev en reel mulighed, som også Israel bød velkommen.
Denne mulighed tog yderligere fart, da Donald Trump tiltrådte som amerikansk præsident i januar 2017, hvor han med sin politik ’betal for beskyttelse’ mere eller mindre tvang de arabiske lande til at tænke i normalisering. Her begyndte nogle arabiske lande åbent at drøfte muligheden for normalisering af forholdet til Israel uden en forudgående israelsk anerkendelse af en palæstinensisk stat. I sidste halvdel af 2020 blev der således underskrevet en række bilaterale aftaler mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Marokko. I 2021 fulgte Sudan trop. Aftalerne gik under navnet Abraham Accords, opkaldt efter jødernes og arabernes fælles stamfader, den bibelske Abraham. Aftalerne bragte Israels forhold til arabiske lande ud i det åbne og ændrede dermed paradigmet for den arabisk-israelske konflikt.
Hvad ville det betyde for palæstinenserne? De Forenede Arabiske Emirater argumenterede for, at normalisering ville skabe en mulighed for at handle på vegne af palæstinenserne, mens kritikere mente, at aftalen snarere ville tilskynde de arabiske stater til at tilsidesætte den palæstinensiske sag, når det passede disse staters interesser. Aftalen med Israel blev da også ledsaget af et tilbud fra USA om salget af 50 F-35-kampfly til De Forenede Arabiske Emirater. Marokkos ’betaling’ bestod af USA’s anerkendelse af Marokkos suverænitet over Vestsahara, mens Sudan blev fjernet fra USA’s sanktionsliste over statssponsorer af terrorisme.
I de efterfølgende år indgik parterne en række aftaler om handels- og sikkerhedssamarbejde. De mest lukrative var dem mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater, som blot i det første år efter indgåelse af aftalen udløste handel til en værdi af en halv mia. dollars. Men blandt de arabere, der bakkede op om aftalen, skiftede mange holdning i lyset af de gentagne israelske interventioner på Vestbredden – ligesom det aktuelt sker under Gazakrigen. Og man kan argumentere for, at den arabiske offentlighed konsekvent har opretholdt sin støtte til den palæstinensiske sag som et centralt anliggende, selvom de officielle relationer til Israel i stort omfang er blevet normaliseret.
Gazakrigens konsekvenser
Selvom solidaritetsråbene på Cairo Stadium synes entydige og afspejler den arabiske offentligheds fortsatte støtte, har også de arabiske befolkninger skiftet holdninger undervejs. At Palæstina ’igen’ er blevet en arabisk sag, og ikke kun en sag for palæstinenserne selv, kommer til udtryk i en meningsmåling foretaget i december-januar 2023-24 blandt 16 arabiske landes befolkninger.[ii] Heri svarer 92 pct., at Palæstina-spørgsmålet vedrører alle arabere. Det er den højeste procent målt siden 2011. I nogle lande er udviklingen signifikant. Andelen af positive svar på dette spørgsmål var således i Saudi-Arabien steget fra 69 pct. i 2022 til 95 pct. i 2023. I Marokko var de tilsvarende tal henholdsvis 59 pct. og 95 pct. Undersøgelsen viser også stor enighed samlet set (89 pct.) om, at man ikke bør anerkende Israel. Her skiller Saudi-Arabien sig igen ud ved et stort holdningsskred – kun 38 pct. var imod anerkendelse i 2022 til sammenligning med 68 pct. i 2023-undersøgelsen.[iii]
Disse holdninger kan ikke adskilles fra holdninger til andre involverede aktører. Ligesom oprettelsen af Israel i 1948 blev symbolet på en fortsat kamp mod vestlige kolonimagters indblanding, er Palæstina i dag et symbol på de vestlige landes dobbeltstandarder i forhold til national selvbestemmelse og fundamentale menneskerettigheder. Allerede i årene 2017-20 opfattede de arabiske befolkninger Israel, USA og Iran som de største trusler mod de arabiske lande.[iv] Men efter Gazakrigen er de arabiske befolkningers tiltro til USA røget helt i bund – på trods af flere arabiske staters mere positive indstilling og relation til USA. Således peger 50 pct. nu på, at USA bærer den primære skyld for Israels mulighed for at fortsætte krigen mod Gaza, mens 14 pct. peger på de arabiske staters manglende handling. 11 pct. giver de seneste års normalisering af forholdet mellem de arabiske lande og Israel skylden, mens 10 pct. peger på de andre vestlige regeringers opbakning til Israel. I det hele taget tror 59 pct. af respondenterne ikke på fred med Israel.
I forhold til regionale og internationale landes positioner i Gazakrigen udpeges USA som det værste land af de arabiske befolkninger (94 pct.), efterfulgt af Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Heroverfor deler Rusland og Kina vandene – der er cirka lige mange, der oplever deres tilgang som henholdsvis position eller negativ. Irans og Tyrkiets positioner bliver set som positive af lidt flere end dem, der afviser dem.
Respondenterne er også blevet spurgt om deres opfattelse af de arabiske landes håndtering af Gazakrigen. Her er det kun Qatar, som får en overvejende positiv bedømmelse i modsætning til De Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Egypten, Jordan og de palæstinensiske autoriteter. Den største kritik af de arabiske stater går på, at normaliseringen af forholdet til Israel bør trækkes tilbage.[v]
Gazakrigen har således rykket på befolkningernes holdninger og stillet dem mere kritiske over for deres egne statsmagter. At Palæstina-konflikten således også giver grobund for interne arabiske nationale konflikter, er ikke noget nyt og noget, de arabiske stater konstant har forsøgt at balancere i. Det viser sig også i forholdet til Iran.
Når Iran er blevet opfattet positivt, har det i høj grad handlet om, at dele af den arabiske befolkning har set islamisme som udtryk for en frihedskamp – vendt mod både de traditionelle, autoritære arabiske regimer og de gamle og nye imperiale kræfter
_______
Iran – frygtet og beundret
For Israel og USA har Iran længe været den store trussel i Mellemøsten. Men hvordan ser de arabiske lande og befolkninger på Iran? De ovennævnte meningsmålinger, der peger på en mere positiv indstilling til Iran end til de vestlige lande, indikerer også en vis sammenhæng mellem de arabiske landes forhold til Iran og forholdet til Israel og USA.
Helt overordnet kan man tale om, at freds- og normaliseringsaftalerne med Israel betød, at Israel ikke længere var den knage, hvorpå de arabiske stater kunne hænge deres undskyldninger for økonomisk og politisk stagnation. I stedet kunne Iran bruges som den fjende, de arabiske stater samtidig kunne dele med USA og Israel. Samtidig har Israel og de arabiske Golfstater udviklet ikke blot fælles økonomiske og teknologiske samarbejder, men også fælles sikkerhedsmæssige interesser, der især opstod i kølvandet på, at det irakiske regime blev væltet i 2003 og efterlod et magtvakuum i regionen.
I kølvandet på Det Arabiske Forår i 2010-11 blev Iran i højere grad opfattet som en trussel. For det første fordi den iranske revolution i 1979 af nogle arabere på gaden blev genopdaget som et revolutionært forbillede. For det andet steg de arabiske regimers bekymring, da det shiamuslimske Iran angiveligt direkte forsøgte at påvirke de interne anliggender i forskellige arabiske lande. Det var sket i Irak efter den amerikanske invasion i 2003 og særligt efter Det Arabiske Forår i 2011. Denne frygt opstod især i de lande, hvor en relativt stor del af befolkningen tilhører den shiamuslimske tro, som fx i Golflandene. Disse shiamuslimske mindretal havde været undertrykt og marginaliseret siden landenes selvstændighed, og Det Arabiske Forår mobiliserede også dem i de folkelige protester.
I Egyptens tilfælde kan man let se en sammenhæng mellem synet på Israel og USA på den ene side og Iran på den anden. Således støttede den egyptiske præsident Nasser, der var præsident under 1956- og 1967-krigene mod Israel, den iranske opposition mod den iranske shah, som havde stærke relationer til USA og Israel. Senere gav Sadat shahen husly, da han måtte flygte fra Iran i 1979 efter revolutionen. Sadat udviklede efterhånden også et godt forhold til USA og afbrød – i forlængelse af Camp David-aftalen og den iranske revolution – de diplomatiske forbindelser til Iran. Da den egyptiske præsident Mohammed Morsis besøgte Iran i 2012 for at deltage i et topmøde for de alliancefrie landes bevægelse, var det derfor første gang, en egyptisk leder besøgte Iran siden 1979. Den iranske præsident bekræftede forandringen ved at besøge Egypten i 2013. De gensidige besøg blev af kritikerne set som en bekræftelse på det iranske styres støtte til islamistiske grupperinger, herunder Det Muslimske Broderskab, som Morsi tilhører. Men samtidig understregede Morsi, at Egypten ville respektere alle tidligere aftaler – dermed også den med Israel – så længe modparten gjorde det samme.
I mange arabiske lande så regeringerne nu en voksende fare i Det Muslimske Broderskab (som Hamas er tæt beslægtet med) og andre islamistiske grupperinger, hvilket ændrede synet på Israel. På den måde fik Det Arabiske Forår skabt alliancer mellem Israel og de arabiske autoritære regimer i kampen mod de folkelige protester, de islamistiske elementer heri og en mulig iransk indflydelse. Men ’Foråret’ viste også, at de arabiske befolkninger langtfra altid har delt regimernes opfattelse af, hvilke alliancer der er legitime.
Når Iran er blevet opfattet positivt, har det i høj grad handlet om, at dele af den arabiske befolkning har set islamisme som udtryk for en frihedskamp – vendt mod både de traditionelle, autoritære arabiske regimer og de gamle og nye imperiale kræfter. Således blev Sadats modtagelse af den iranske shah i 1979 mødt med folkelige protester i Egypten. Indtil Det Arabiske Forår var de arabiske befolkningers opfattelse af Iran da heller ikke kun negativ. Fx viste en meningsmåling i seks arabiske lande i 2006, at den iranske præsident, Ahmadinejad, var den tredjemest populære verdensleder – efter Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah (#1), og den franske præsident, Jacques Chirac (#2). Ahmadinejad beholdt tredjepladsen indtil 2011. I 2006 var der også en udbredt opfattelse af, at Iran havde ret til sit atomprogram – også selvom der var en erkendelse af, at programmet ikke kun havde fredelige formål. I 2008 mente 44 pct. blandt alle respondenter således, at det ville være en gevinst for Mellemøsten, hvis Iran fik atomvåben. Denne procentdel var endnu større i Saudi-Arabien, hvor 73 pct. var enige i denne betragtning.
Men siden 2011 har denne overvejende positive holdning ændret sig markant, så et flertal nu ser negativt på Iran. Tydeligst i Saudi-Arabien, hvor 80 pct. i 2011 havde en negativ opfattelse af Iran. Der var heller ikke længere opbakning til Irans atomprogram, hvor 97 pct. af saudiarabere og 89 pct. af respondenter fra De Forenede Arabiske Emirater nu mente, at det bidrog til at gøre regionen usikker. De kritiske holdninger syntes at være tæt knyttet til Irans ageren under Det Arabiske Forår. Irans ubetingede støtte til den syriske præsident Bashar al-Assad – der fortsatte, samtidig med at han eskalerede volden i Syrien – var en væsentlig grund. En anden grund var, at de arabiske regimer – særligt Bahrain og Saudi-Arabien – havde gjort brug af sekterisme som redskab i kampen mod de folkelige protester. At få befolkningen til at vende sig mod hinanden snarere end mod regimerne er en velkendt politisk strategi, som samtidig blev understøttet af Irans ageren i bl.a. Syrien.[vi]
Men efter Gazakrigens begyndelse 7. oktober har Iran genvundet en del af de arabiske befolkningers sympati.
Når Hamas er særligt opmærksomt på Saudi-Arabiens ageren, skyldes det landets stærke politiske og økonomiske position i Mellemøsten, og at en fredsaftale med Israel – medieret af den amerikanske præsident, Biden – var tæt på at falde på plads
_______
Spørgsmålet om Hamas
Hamas blev etableret som en selverklæret, social og politisk modstandsbevægelse under den palæstinensiske opstand, den første Intifada, i 1987. Det oprindelige tilhørsforhold til Det Muslimske Broderskab blev i 2017 erstattet med en selvvalgt uafhængighed. Hamas’ erklærede mål var fra starten at bekæmpe staten Israel for at opnå et uafhængigt Palæstina, der skulle omfatte hele det tidligere britiske mandatområde. Efter at bevægelsen vandt det palæstinensiske valg i 2006, korrigerede man sit mål – nu ville man acceptere 1967-grænserne uden af den grund at anerkende Israel som stat.
Efter Hamas’ valgsejr i 2006 medvirkede den interne palæstinensiske splittelse til, at de arabiske lande i stigende grad anså konflikten som et rent palæstinensisk anliggende snarere end en fælles arabisk sag. I flere af de arabiske staters øjne blev den militære gren af Hamas en forhindring for muligheden for fred med Israel og udgjorde samtidig en uønsket fraktion af Det Muslimske Broderskab.
Efter Hamas’ valgsejr strammede Israel blokaden mod Gaza – og flere vestlige lande, der ikke allerede havde sat Hamas på terrorlisten, gjorde det nu. USA satte Hamas på listen i 1993, EU i 2003. Kina og Rusland betragter fortsat ikke Hamas som en terrororganisation, men anerkender den som den lovligt valgte politiske enhed og repræsentant for palæstinensere i Gazastriben.
De arabiske landes fordømmelse af Hamas hænger tæt sammen med regionale og interne nationale konflikter.
Fx blev Saudi-Arabiens støtte til Hamas siden 1987 forstærket af, at bevægelsens rivaler i PLO i 1990 bakkede op om Iraks invasion af Kuwait. Efter 2011 blev saudierne dog mere tilbageholdende i bekymring over Hamas’ relationer til Det Muslimske Broderskab i Egypten. I 2017 udpegede det øverste religiøse nævn i Saudi-Arabien således Det Muslimske Broderskab som en terrororganisation, uden at Hamas dog blev nævnt i den forbindelse. Og i forlængelse af militærkuppet i Egypten i 2013, der afsatte Morsi, forbød en domstol i 2014 Hamas’ aktiviteter i landet, beordrede bevægelsens kontorer lukket og krævede anholdelse af ethvert Hamas-medlem i landet. Linjen blev strammet yderligere i 2015, da domstolen udpegede den militære gren af Hamas som en terrororganisation med anklager om, at Hamas stod bag terrorangreb i Sinai via tunneller, der forbandt halvøen med Gaza. Dommen var et element i en omfattende kampagne mod Det Muslimske Broderskab. Alligevel blev den senere samme år omstødt ved appelretten. Jordan forbød allerede Hamas i 1999 og afviste i 2013 anmodninger om at lade Hamas vende tilbage.
Hvordan ser det ud i dag? De arabiske reaktioner på Hamas’ angreb på israelske byer tæt på Gazastriben den 7. oktober 2023 har, som omtalt i indledningen, været præget af appeller til det internationale samfund. Som det fremgår af Saudi-Arabiens og Qatars udtalelser om Israels angreb på muslimske helligdomme, lykkedes det Hamas at appellere bredt, da man til sit angreb valgte navnet Operation Al-Aqsa Storm. For muslimer over hele verden betragter Al-Aqsa-moskéen som et af deres vigtigste hellige steder og sørger over, at den israelske hær gentagne gange har krænket moskéen og forhindret muslimer i at bede der. At Hamas på den måde henleder muslimers opmærksomhed på den israelske vanhelligelse af et helligt islamisk sted, skal ses i lyset af den udvikling, jeg har beskrevet ovenfor: Hamas frygter for den række af aftaler, som arabiske lande og særligt Saudi-Arabien har indgået med Israel. Når Hamas er særligt opmærksomt på Saudi-Arabiens ageren, skyldes det landets stærke politiske og økonomiske position i Mellemøsten, og at en fredsaftale med Israel – medieret af den amerikanske præsident, Biden – var tæt på at falde på plads.
Den nye aktør
Siden oktober har de arabiske stater fastholdt en diplomatisk kritik af Israels angreb i Gaza uden at sætte relationerne til USA og Israel over styr. Således var resultatet af Den Arabiske Ligas 33. topmøde, der blev afholdt i Bahrain i maj 2024, en opfordring til Israel om – øjeblikkeligt – at trække sig tilbage fra Gaza, afslutte blokaden og respektere de internationale domstoles afgørelser. Som det er typisk på arabiske topmøder, fordømte man Israels militære handlinger og understregede behovet for en retfærdig og omfattende løsning på konflikten.
De arabiske stater har således ingen ønsker om at sende styrker til Gaza, hvorimod de er parate til at støtte Gaza efter konflikten, hvis der foreligger en aftale om en selvstændig palæstinensisk stat. Derfor støtter Ligaen en international fredskonference, opfordrer verdenssamfundet til at arbejde hen imod en tostatsløsning og beder USA om at anerkende en palæstinensisk stat. De samarbejder med Biden-administrationen om en plan for tiden efter krigen, som bl.a. indebærer en reform af den palæstinensiske myndighed, så Vestbredden og Gazastriben ikke længere administreres hver for sig. Men de fremhæver, at forhandlingerne er overordentlig vanskelige, så længe krigshandlingerne i Gaza fortsætter.
Samtidig med det diplomatiske arbejde, hvor bl.a. Saudi-Arabien og Egypten har forsøgt at mediere, er der opstået nye alliancer, som på sigt kan få betydning for de arabiske landes politiske og økonomiske strategier.
Både Saudi-Arabien og Egypten har således nærmet sig Iran. I november besøgte Irans præsident, Raisi, Saudi-Arabien for at deltage i et topmøde i Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC). Det skete efter at de to lande – med Kinas mellemkomst – genoptog deres diplomatiske forbindelser i marts 2023. Under sit besøg i Saudi-Arabien mødte Raisi også den egyptiske præsident, Sisi, og de to har siden haft flere samtaler både om situationen i Gaza og om nye bilaterale aftaler.
At Kina dukker op som mægler, er ikke tilfældigt – tværtimod. Det afspejler nye strategiske interesser og alliancer, fordi de arabiske lande ikke længere ser USA som den eneste vigtige aktør. Et andet eksempel er, at Egypten, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater i 2024 blev inviteret med i det internationale samarbejde BRIKS.
I sin tale ved åbningen af den tiende session i det arabisk-kinesiske samarbejdsforum 30. maj 2024 sagde Sisi: ”I denne sammenhæng vil jeg gerne fremhæve den store arabiske påskønnelse af kinesisk politik i forhold til det palæstinensiske spørgsmål og Beijings fortsatte støtte til den øjeblikkelige våbenhvile i Gaza og palæstinensernes legitime ret til at etablere deres uafhængige stat”.[vii] ■
De arabiske stater har således ingen ønsker om at sende styrker til Gaza, hvorimod de er parate til at støtte Gaza efter konflikten, hvis der foreligger en aftale om en selvstændig palæstinensisk stat
_______
Ehab Galal (f. 1955) er lektor emeritus, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Riyadh, 29. april 2024: USA’s udenrigsminister Antony Blinken deltager i et multilateralt møde med alle de arabiske golfstater for at diskutere den humanitære situation i Gaza [FOTO: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix]
Fodnoter følger nederst.
[i] Vestlige medier og politikere kalder krigen i 1990 Den Første Golfkrig. Dette kan skyldes, at Vesten selv var involveret militært i den.
[ii] https://arabcenterdc.org/resource/arab-public-opinion-about-israels-war-on-gaza/
[iii] https://arabcenterdc.org/resource/arab-public-opinion-about-israels-war-on-gaza/
[iv] Kamarava, Mehran 2020, Arab Opinion Toward Iran 2019/2020. The Arab Center for Research and Policy Studies.
[v] https://arabcenterdc.org/resource/arab-public-opinion-about-israels-war-on-gaza/
[vi] Kamarava, Mehran 2020, Arab Opinion Toward Iran 2019/2020. The Arab Center for Research and Policy Studies.
[vii] https://www.youm7.com/story/2024/5/30/نص-كلمة-الرئيس-السيسى-فى-الجلسة-الافتتاحية-للمنتدى-العربى-الصينى/6593107
Ehab Galal (f. 1955) er lektor emeritus, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.