18.12.2024

Mens Gazakrigen tager al opmærksomhed, er Mellemøsten under forandring. Trumps comeback kan føre til nye alliancer.

Af Hans Henrik Fafner

Denne artikel indgår i RÆSONs nye vinternummer, “Hvem går med?”, ude nu. Læs mere her. Bemærk: Artiklen er skrevet, før Bashar al-Assads regering blev væltet i Syrien.

TEL AVIV – Det kom som noget af et politisk bombenedslag, da Den Internationale Straffedomstol (ICC) i november udstedte arrestordre mod Benyamin Netanyahu og Israels tidligere forsvarsminister Yoav Gallant. Anklagerne går på krigsforbrydelser, herunder i Gaza, hvor den israelske ledelse som en del af krigen mod Hamas har tilbageholdt konvojerne med forsyninger til den nødlidende palæstinensiske civilbefolkning.

Situationen i Gaza er dybt bekymrende – alligevel kom udspillet fra domstolens chefanklager, Karim Khan, bag på mange. Han har længe talt om en arrestordre som en mulighed, men havde også lovet at besøge Israel for at lytte til den israelske udlægning af sagen, før han ville foretage sig noget endeligt. Besøget fandt aldrig sted. Sagen viste da også straks den dybe globale splittelse – mens europæiske nationer som Holland og Irland straks erklærede, at de ville effektuere domstolens bud, udtalte både Tyskland og Frankrig sig tøvende, og den danske regering valgte i første omgang slet ikke at tage stilling.

Interessant er det, at USA lige med det samme fordømte domstolens udspil i skarpe vendinger. Præsident Biden betegnede det som ’uhyrligt’, og Donald Trump, som rykker ind i Det Hvide Hus den 20. januar, stillede i udsigt, at han til den tid vil indføre skarpe sanktioner mod ICC.

Dette tegner et meget godt billede af en domstol, som søger at opretholde nogle internationale retsprincipper, men som reelt forekommer at være temmelig tandløs. I hvert fald i den aktuelle sag.

En beslutning uden betydning?

Hverken Israel eller USA har underskrevet Rom-statutten af 1998, som ligger til grund for ICC, og er derfor heller ikke forpligtet til at efterleve domstolens kendelser. I den arabiske verden har kun to nationer – Jordan og Tunesien – skrevet under, men ikke desto mindre skortede det ikke på opfordringer herfra til at effektuere Karim Khans udspil.

På den baggrund kunne det forudsiges, at israelerne ville kalde sagen politisk. Netanyahu gik så vidt, at han betegnede det som et udslag af antisemitisme. Det er kun ord – men vigtigt fordi det giver et fingerpeg om konsekvenserne af ICC’s udspil. I 2002 udstedte det belgiske retsvæsen en tilsvarende arrestordre mod den daværende israelske toppolitiker Ariel Sharon – men den førte aldrig til noget som helst, og det samme vil med stor sandsynlighed ske her. Tværtimod – Netanyahu erklærede kort efter udstedelsen af arrestordren, at intet vil standse ham. Krigen i Gaza vil fortsætte, lød beskeden.

Hvordan var reaktionerne indadtil? Mange af de israelere, som er kritiske over for Netanyahu og deltager i protesterne mod hans krigsførelse, reagerede med forfærdelse og udtrykker forargelse over, at premierministerens tydeligvis forfejlede politik nu har ført så vidt. Det er første gang nogensinde, at ICC har udstedt arrestordre mod en leder af en demokratisk stat, siger man til sig selv. Men i det lidt større billede kan man se, at arrestordren har styrket Netanyahu. Et stort segment af israelske vælgere, som længe har overvejet at vende Netanyahu ryggen, synes nu at være vendt tilbage i folden.

På mange måder kan man sige, at arrestordren har givet Netanyahu friere hænder til at fortsætte krigen. Den indre protestbevægelse er blevet svækket, og udviklingen truer med at stille sig i vejen for de spage, men dog eksisterende oplæg til at finde en løsning på konflikten gennem dialog. Den hollandske udenrigsminister skulle have besøgt Israel den 25. november, men valgte at aflyse sit besøg. Derimod udtalte den kontroversielle ungarske leder, Viktor Orbán, at han ikke vil efterkomme arrestordren, og at Netanyahu er velkommen til at komme på visit hos ham. Dette giver uden tvivl mange israelere en dårlig smag i munden, men i det store perspektiv vil sagen nok føre til, at Netanyahu rykker endnu tættere på den kommende Trump-administration i Washington.

Så hvis hensigten var at presse Netanyahu og hans politiske alliance, kan virkningen meget vel blive den stik modsatte. Dét vil gå hårdt ud over landets omdømme i store dele af verden. Men mange, der støtter Netanyahu, siger til sig selv, at omdømmet altid har været ringe – og derfor fører den aktuelle sag kun til yderligere stædighed.

Netanyahus personlige projekt

Domstolens kendelse lægger sig kun oven i bunken af sager, der skaber et billede af Israel som et demokrati i vanskeligheder. I midten af november afhørte politiet to af premierministerens talsmænd, som var under mistanke for at have lækket fortrolige dokumenter til det tyske dagblad Bild.

De omtalte dokumenter skal efter sigende indeholde oplysninger og argumenter, der kan lukke luften ud af de omfattende protester, der har fulgt Netanyahu, lige siden han præsenterede sin nuværende regering, den 29. december 2022. Protesterne er fortsat med uformindsket styrke selv under Gazakrigen, og hurtigt blev sagen om de israelske gidsler til en central del af protesterne. I skrivende stund befinder 101 gidsler sig fortsat i Hamas-bevægelsens tunneller under Gazastriben, men på trods af et stort folkeligt krav om at få dem løsladt hurtigst muligt insisterer Netanyahu stadig på at fortsætte krigen. I hans øjne ville en gidselaftale og en medfølgende våbenhvile i Gaza være et knæfald for Hamas – og det er dette synspunkt, som hans folk skal have søgt at understrege over for en bredere offentlighed ved at udlevere de fortrolige dokumenter til det store tyske dagblad.  Dokumenterne siges at indeholde oplysninger om en række Hamas-lederes syn på strategiske tiltag i gidselforhandlingerne.

Dette og så mange andre forløb tegner billedet af en statsleder, der ikke viger tilbage for at fremme sin sag med stort set alle midler. Sammenlagt har Netanyahu været premierminister i mere end 17 år, og navnlig gennem de senere år synes det mere og mere klart, at det er blevet hans personlige projekt at holde sig ved magten.


Tel Aviv, 16. november 2024: I protest mod premierminister Netanyahu og hans regering samles tusinder af demonstranter, der kræver en våbenhvile og en aftale, der kan føre til befrielsen af de israelske gidsler [FOTO: Mostafa Alkharouf/ Anadolu/ABACAPRESS.COM/Ritzau Scanpix]

Gennem hans mange år som formand for Likud-partiet har man kunnet se, hvordan han systematisk har ryddet politiske rivaler af vejen og i stedet omgivet sig med absolutte loyalister, der ikke udgør nogen trussel mod hans lederskab. Dette kom meget tydeligt for en dag, da han den 6. november fyrede sin forsvarsminister, Yoav Gallant, og i stedet indsatte Yisrael Katz. Gallant havde gennem nogen tid argumenteret for, at man skulle indgå en våbenhvile for at få gidslerne hjem. Derfor begrundede Netanyahu fyringen med, at det i en krigssituation er af stor vigtighed, at der er total enighed mellem premierministeren og forsvarsministeren.

Men sagen har endnu et element, som muligvis er det centrale: Gallant anbefalede, at der hurtigst muligt bliver nedsat en undersøgelseskommission, der skal placere ansvaret for de store svigt, der gjorde det muligt for Hamas at foretage sit brutale terrorangreb den 7. oktober 2023. Netanyahu har gennem hele forløbet bedyret sin absolutte uskyld og placeret ansvaret på andre, og han frygter tydeligvis, at en undersøgelseskommission skal nå frem til en anden konklusion. Dette har i sig selv været en god grund til at få skaffet Gallant af vejen og i stedet indsætte Katz, der i stort omfang mangler forudsætningerne for at fungere som forsvarsminister i en krigssituation, men til gengæld er dybt loyal over for Netanyahu.

Nogle spørger, hvorvidt Netanyahu også kan være på vej til at skille sig af med generalstabschef Herzl Halevi. Hvad ved han om Netanyahus manglende indsats inden Hamas-angrebet? Det vil være temmelig problematisk at fyre ham midt i en krig. Men Netanyahu søger allerede at få afsat landets statsadvokat, Gali Baharav-Miara, der ikke blot støtter planerne om en undersøgelseskommission, men stædigt stiller sig i vejen for Netanyahu-regeringens lovreformer.

Et illiberalt demokrati?

Er Israel godt på vej til at blive et illiberalt demokrati? Den såkaldte lovreform, som Netanyahu-regeringen gav sig i kast med i de første dage af 2023, sigter på at stække magtens tredeling, hvilket jo er grundstenen i et fungerende demokrati. Regeringen ønsker bl.a. at gennemføre en lovpakke, der sætter den til enhver tid siddende regering i stand til at overtrumfe højesteret – dermed vil retsvæsenets suverænitet være brudt. Netanyahu står anklaget for flere tilfælde af alvorlig korruption og mandatsvig, og en ny lov vil sætte regeringen i stand til at annullere en højesteretskendelse, hvis/når der falder en dom.

Det var Netanyahus indgreb over for domstolene, der kaldte protestbevægelsen frem. I en periode nægtede flyvevåbenets piloter at komme til træning, da de ifølge egne udsagn gerne ville forsvare deres land, men ikke ønskede at forsvare en diktator. Flere ministre på den yderste højrefløj betegnede i den forbindelse piloterne som desertører og landsforrædere – dette ændrede sig dog med krigen, hvor samtlige piloter er i fuld tjeneste. Men protestbevægelsen er ikke sygnet hen. Tværtimod har den fået ny energi, efter at det kom frem, at regeringen fortsætter med lovreformen – alt imens befolkningens opmærksomhed er rettet mod krigen.

Uden for Israel skaber lovreformen bekymring for Israels evne til at overholde og respektere internationale konventioner og menneskerettigheder, hvis der ikke længere er et uafhængigt retsvæsen til at sikre dette.

I det hele taget ser store dele af verden kritisk på Netanyahu. I 2018 fik en anden af hans regeringer – med et snævert flertal i Knesset –gennemført den såkaldte nationalstatslov. Den fastslog, at Israel er det jødiske folks historiske hjemland – det er det jo i praksis, men at sætte det op i lovtekst skabte en formel forskel mellem landets jødiske befolkning og det arabiske mindretal, som udgør godt 20 pct. af indbyggerne.

Demokratiet i landet fungerer stadig – men det er under belejring. Både nationalstatsloven og Netanyahu-regeringens angreb på højesteret udfordrer de klassiske demokratiske værdier.

 

Demokratiet i landet fungerer stadig – men det er under belejring. Både nationalstatsloven og Netanyahu-regeringens angreb på højesteret udfordrer de klassiske demokratiske værdier
_______

 

Hvem har brug for FN?

Til dette føjer sig besættelsen, der siden krigen i 1967 har været en integreret del af den israelske virkelighed, og som mere end noget andet har fået Israel udstødt af det gode selskab i mange internationale sammenhænge.

Landets forhold til FN har altid været problematisk. I begyndelsen af 1947 havde de britiske mandatmyndigheder kastet håndklædet i ringen, hvad områdets fremtid angik, og overladt det til FN at finde en løsning. I maj dannede man en komité (UNSCOP), der den efterfølgende sommer rejste til Palæstina for at besigtige ’dette noget komplicerede land’, som den sidste britiske højkommissær, Sir Alan Gordon Cunningham, havde sagt det med en vis underdrivelse.

I skuffelse over tidligere kommissionsundersøgelser besluttede den palæstinensiske ledelse dog at boykotte dette besøg. Anderledes stillede det sig med zionisterne, altså den jødiske nationalbevægelse, der siden slutningen af det 19. århundrede havde arbejdet for et jødisk hjemland i Palæstina. Zionistbevægelsens ledere stillede sig derimod gerne til rådighed for komitéen med en velforberedt præsentation, og det kan meget vel være det, som gjorde udfaldet, da UNSCOP efterfølgende formulerede det, som skulle blive til FN-resolution 181. Det er den såkaldte delingsplan, der ved vedtagelsen i november 1947 tildelte en jødisk stat 57 pct. af Palæstina, selvom der var næsten dobbelt så mange arabere som jøder i landet.

Dette lagde også grunden til flere elementer, som skulle få stor indflydelse fremover. Med resolution 181 knæsatte FN lige fra starten to-statsløsningen som det bærende princip, og da den efterfølgende krig i 1948-49 udløste et massivt palæstinensisk flygtningeproblem, fik FN også en markant humanitær rolle i regionen. I december 1949 stiftedes UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East) for at tage sig at flygtningene, og for at fremme forudsætningerne for fred mellem Israel og den arabiske verden dannedes samme måned UNCCP (United Nations Conciliation Commission for Palestine). Denne blev til på foranledning af resolution 194, der fastslog de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage – the right of return.

Dette skabte en ny optimisme i den palæstinensiske befolkning. Som organisation har FN ingen mulighed for at tvinge resolutioner igennem, men disse forskellige tiltag fik enorm symbolbetydning i det globale syd. I netop denne tid opstod en lang række nye stater: I 1963 dannede 34 afrikanske stater organisationen Den Afrikanske Union, som dermed udgjorde en stor andel af de daværende 113 medlemmer af FN, hvor den palæstinensiske sag af samme grund kom til at have en enorm betydning. Man kan altså med god grund sige, at den israelsk-palæstinensiske konflikt lige fra starten blev mødested for de vestlige stater, der tidligere havde betragtet sig selv som verdens ledere, og de unge stater – det globale syd – der snart kom til at udgøre det absolutte flertal i FN.

De fleste israelere ved godt, at besættelsen udgør et stort moralsk og folkeretsligt problem, men netop i forhold til FN finder man også en udbredt følelse af forskelsbehandling. Et typisk argument er, at FN’s Generalforsamling i 2022 vedtog i alt 28 resolutioner, hvoraf de 15 rettede kritik mod Israel. Ingen resolution handlede om eksempelvis Saudi-Arabien, Venezuela, Kina eller Pakistan, selvom de alle har et problematisk forhold til folkeretten, og kun en enkelt kritiserede Taleban-styret i Afghanistan. Selv hos mange israelere, som egentlig har en positiv tilgang til en fredsproces med palæstinenserne og ønsker en to-statsløsning, har forhold som dette skabt mistillid og skepsis til den internationale retsorden, og mange vælger derfor at stole på Netanyahu-regeringen, når de kritiserer UNRWA for at være inficeret af Hamas. I denne atmosfære kan det ikke undre, at arrestordren fra ICC, som jo er en del af FN-systemet, vækker forbavselse. Selv hos mange israelere, der dybest set foragter Netanyahu.

Den palæstinensiske splittelse

Navnlig efter Al-Aqsa-intifadaen, der startede i september 2000 og mistede pusten tre-fire år senere, har skiftende israelske regeringer ført en politik, der søgte at isolere palæstinenserne. Det såkaldte sikkerhedshegn snor sig i 708 kilometers længde og skaber en fysisk adskillelse mellem Israel og Vestbredden, og det palæstinensiske selvstyre dér er underlagt forskellige kontrolforanstaltninger. Dette har selvstyremyndighederne i Ramallah i øvrigt selv bidraget til at opretholde, idet man ser et vist sikkerhedssamarbejde med Israel som en vej til stabilitet.

Gazastriben er i den sammenhæng kommet til at fungere som en særskilt enhed. Da palæstinenserne gik til valg i januar 2006, stemte de i overvældende grad på den islamiske Hamas-bevægelse, der derfor stod til at kunne danne regering. Men Fatah, som er hovedfraktionen i det mestendels sekulære PLO, anerkendte ikke valgresultatet og tog magten på Vestbredden – til dels med assistance fra israelerne. Hamas svarede igen med en tilsvarende magtovertagelse i Gazastriben. Det skete med stor brutalitet, og Israel reagerede ved i 2007 at pålægge Gaza en stram blokade, der har varet lige siden. Egypten gjorde forresten det samme.

Netanyahu, der har været premierminister en meget stor del af hele denne periode, var tydeligvis godt tilfreds med tingenes tilstand. I officielle sammenhænge talte han om en to-statsløsning som den eneste vej ud af konflikten, men reelt modarbejdede han den. Han fastholdt eksempelvis sin afvisning af en ny fredsdialog med palæstinenserne, så længe der ikke var en samlet stemme – og dette sørgede han for at fastholde ved at støtte Hamas i Gaza. Bl.a. lod han store donationer fra Qatar og en række andre udenlandske kilder tilflyde Hamas, som ad den vej holdt en civil administration af enklaven i live, mens store beløb eksempelvis gik til at finansiere det omfattende tunnelsystem. Og imens gik Israel med jævne mellemrum i militær konfrontation mod bevægelsen.

 

De fleste israelere ved godt, at besættelsen udgør et stort moralsk og folkeretsligt problem, men netop i forhold til FN finder man også en udbredt følelse af forskelsbehandling
_______

 

Mr. Security

Hele dette regime førte til en oplevelse af forøget personlig sikkerhed for mange israelske borgere. Før 2000 fungerede fredsprocessen endnu på papiret, men samtidig var 1990’erne også en tid med mange palæstinensiske terrorangreb i selve Israel. Men Al-Aqsa-intifadaen affødte en ny israelsk doktrin, hvor den stramme adskillelse og det høje sikkerhedsniveau faktisk førte til et skarpt fald i antallet af palæstinensiske angreb. Netanyahu kunne præsentere sig selv som en Mr. Security, og i almindelighed førte denne politik til øget vælgertilslutning.

Netanyahu-doktrinen, som dette kunne kaldes, byggede altså på at opretholde den israelske afskrækkelseseffekt med næsten alle midler. Blokaden mod Gaza og den bevidst tilrettelagte splittelse af den palæstinensiske nationalbevægelse var vigtige dele af modellen, men dette led et afgørende knæk, da Hamas gennemførte sit brutale terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober 2023.

På det tidspunkt var Hamas også blevet radikaliseret, og navnlig fordi Israel nu stod under ledelse af den mest højreorienterede regering i landets historie, blev krigen i den form, vi har set den, et nærmest uundgåeligt resultat. Netanyahu har gjort sig afhængig af den messianske højrefløj, der ikke på nogen måde vil høre tale om et territorielt kompromis med palæstinenserne, og på den anden side står en Hamas-ledelse, der er lige så ubøjelig i sit ideologiske ønske om at udslette Israel.

Den israelsk-palæstinensiske konflikt er blevet overtaget af radikalisterne, der uden hensyntagen til civilbefolkningerne og det internationale omdømme fører krigen videre. For begge parter er den ultimative sejr det endelige mål.

På israelsk side har Itamar Ben-Gvir i ramme alvor foreslået, at man gengælder ICC’s arrestordre med en total annektering af Vestbredden. Ben-Gvir er minister for intern sikkerhed i Netanyahu-regeringen – han hører til den politiske yderfløj, for hvem europæernes kritik af Israels linje kun bekræfter, hvad han allerede mener at vide, nemlig at verden er antisemitisk.

Abraham-aftalerne

Også globalt sker der en polarisering i forhold til krigen. Og af den grund holder hele regionen vejret i spænding eller bekymring den 20. januar, hvor Trump kommer til. Han har allerede lovet, at få de forskellige krige i Mellemøsten afsluttet så hurtigt som muligt. Det kan tænkes at blive både hurtigt og brutalt, og til det vil han have en stærk partner i Netanyahu.

De sidste måneders krigsførelse har lagt grunden til dette. I skrivende stund (slutningen af november) tyder meget på, at Iran er ved at opgive sin aktive støtte til den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon, der i forvejen har mistet meget af sin militære kapacitet under Israels angreb. Det samme kunne med stor sandsynlighed siges om Hamas i Gaza. Selvom mange iagttagere har tvivlet, er Netanyahu altså på det rent militære plan kommet tæt på sine strategiske mål, mens følgerne for navnlig den palæstinensiske civilbefolkning i Gazastriben har været katastrofale. Det er denne linje, Netanyahu ikke vil slippe, selvom han på papiret risikerer anholdelse, hvis han rejser til et af de lande, som har tilsluttet sig Rom-statutten.

Men nabolaget er også under forandring. Det Arabiske Forår i 2010 og 2011 var først og fremmest et socialt oprør, hvor befolkningerne krævede et bedre og mere retfærdigt samfund, og som en sideeffekt kunne man se, at solidariteten mellem de forskellige arabiske stater tog et gevaldigt dyk. Meget markant viste det sig i Egypten, hvor Hosni Mubarak gennem næsten 30 år havde holdt landet i en form for nødretstilstand med den forklaring, at ting som ytrings- og forsamlingsfrihed ikke kunne lade sig gøre, så længe landet havde ydre fjender. Israel blev mange steder brugt som begrundelse for de manglende borgerfriheder, og det iklædte hele samfund et slør af solidaritet med den palæstinensiske sag. Under Det Arabiske Forår sagde befolkningerne fra over for denne forklaringsmodel, og som resultat søgte man indad og lod mere eller mindre palæstinenserne sejle deres egen sø.

Egypten havde ganske vist indgået en fredsaftale med Israel i 1978 og Jordan i 1994, men disse tiltag havde været stærkt upopulære og var blevet betragtet som kujonagtige brud med den fælles-arabiske afvisningsfront. Nu stod tingene helt anderledes, og det skabte forudsætningerne for, at De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain i oktober 2020 indgik de såkaldte Abraham-aftaler, der indeholdt en normalisering af forholdet til Israel. Kort efter fulgte Sudan og Marokko samme spor.

I første halvdel af 2023 var der tegn på, at Saudi-Arabien var på vej til at tage skridtet. Tidligere havde Netanyahu været på et hemmeligholdt natligt besøg i Neom – den futuristiske by, som saudierne bygger i den nordlige del af landet, tæt på Det Røde Hav og grænsen til Jordan – og det er tydeligt, at de to lande øjner muligheden for et givtigt økonomisk samarbejde.

Med Gazakrigen nulstillede Saudi-Arabien disse forventninger. Men i det forgangne efterår er der alligevel kommet signaler fra Riyadh om at forfølge planen – dog nu med den klare betingelse, at den ledsages af en to-statsløsning og dermed en selvstændig palæstinensisk stat.

I Mellemøstens omskiftelige politiske klima kan dette sagtens ændre sig igen, og det kan meget vel ske, når Trump træder ind på scenen. Han er sandsynligvis stadig opsat på at indgå ”The deal of the century”, som han tidligere betegnede sine visioner om en fredsaftale i regionen. Og da Saudi-Arabien længe har vist stor interesse for at komme tættere på USA, mens den regionale rival Iran på mange måder har vist sig at være en papirtiger, kan saudierne meget vel være interesseret i at indgå en aftale med Trump.

Hvor placerer dette Israel? Man er i stigende grad bevidst om, at der kan vente et andet Mellemøsten – både en reduceret iransk indflydelse og med muligheden for at udvide Abraham-aftalerne med en række arabiske nationer. Dertil kommer udsigten til et tættere samarbejde med USA – som i øvrigt heller ikke er tilsluttet Rom-statutten. Vi behøver måske ikke at vente længe på dagen, hvor Netanyahu drager til Washington – selvfølgelig uden at blive arresteret – for at hylde Trump som fredsmægler. Langt uden for FN-systemet og de ’gamle’ internationale normer. ■

 

Vi behøver måske ikke at vente længe på dagen, hvor Netanyahu drager til Washington – selvfølgelig uden at blive arresteret – for at hylde Trump som fredsmægler. Langt uden for FN-systemet og de ’gamle’ internationale normer
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem mere end 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. I november 2024 udkom hans seneste bog, ’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav), som fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter, og i foråret 2025 udkommer ’Israel fra 1948 til nu’ (RÆSONs Forlag), der handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse op til den nuværende Netanyahu-regering.

ILLUSTRATION: Netzarim-korridoren i Gazastriben, 19. november 2024: Netanyahu deltager i en militærbriefing [FOTO: Maayan Toaf/Shutterstock/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille