Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde
21.12.2024
Med valget af Trump går økonomi, politik, identitet og informationsinfrastruktur nu ikke blot op i en højere enhed, men i den ultimative mosaik. Kan man styre mosaikkens bevægelige dele, er der tale om en magtstruktur, som verden aldrig før har været vidne til.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye vinternummer, “Hvem går med?”, ude nu. Læs mere her.
Af Mikkel Møller-Sørensen & Vincent F. Hendricks
Valget af Donald Trump som den 47. præsident i USA er resultatet af en kampagne og en virkelighed, der kommer med mange nye bevægelige dele, mobilisering og alliancer, der aldrig før har set dagens lys. Med et satellitnetværk, et par sociale platforme, valglotterier og spilindustri, kampsportsmesterskaber og et nyt medieøkosystem bestående af udvalgte podcastere, nyhedsinfluencere, komikere og identitetskrigere i manosfæren samt ikke at forglemme: verdens rigeste mand. Det er lykkedes Trump at gøre rent bord – ved ikke blot at sætte sig i præsidentembedet, men ligeledes erobre Kongressen, alle syv svingstater og ikke bare valgmandskollegiet, men et flertal af de afgivne stemmer.
Under stjernerne på himlen
I 1773 var den engelske trones statskasse tom efter (endnu) en krig mod Frankrig, og derfor forsøgte kongen at lappe hullet ved at pålægge de amerikanske kolonier en øget told på te. Under merkantilismen havde kongemagten formelt set monopol på eksporten af te, hvorfor forbrugerne ikke blot kunne afsøge andre udbydere på et frit marked. Kolonierne blev pålagt at betale – men havde ingen politisk repræsentation endsige medbestemmelse. Dette for kongen så bekvemmelige påfund faldt ikke i god jord på det amerikanske fastland, hvor vrede demonstranter i Boston en decemberdag protesterede ved at smide den importerede te overbord fra tre handelsskibe, der lå til kaj. ”No taxation without representation”, lød slagordet, og The Boston Tea Party ændrede USA. Dengang var det folket og den almindelige (mandlige) borger – høj som lav – der søgte politisk repræsentation. I dagens USA er det snarere store virksomheder, der nødigt betaler skat uden at sikre sig en plads ved bordet i Washington, når politikken skal fastlægges og sidenhen implementeres. For i De Forenede Stater går penge og politik hånd i hånd og ved fælles fodslag. De pekuniære interesser er politiske, og de politiske interesser er pekuniære. Det er således noget nær umuligt at vinde et præsidentvalg uden pengestærke interessenter bag sig, hvor kun Obama-kampagnen måske udgør en vis undtagelse i nyere tid.
Lobbyismens invasion i Kongressen og regeringskontorerne er som sådan ingen nyhed, men at den foregår så utildækket, i fuldt flor, er uhørt. Elon Musk har nærmest været stueplante i Trumps domicil Mar-a-lago, siden Trump vandt valget. Det er en kendsgerning, at verdens mest magtfulde og verdens rigeste har slået pjalterne sammen. I 1783, da revolutionen var vundet, og nationen USA skabt i Guds nåde, var ambitionen ellers, at rentieren og statsmanden var adskilte og med armslængde imellem. I 2024 indgår de et fornuftsægteskab, hvor den ene tjeneste er den anden værd. Det var ikke, hvad The Founding Fathers havde i tankerne. Førhen var det sædvane, at både politikeren og forretningsmanden i det mindste dækkede over forholdet.
Tag fx fadæsen vedrørende American Legislative Exchange Council der er registreret som en NGO, men nok snarere er at betragte som en lobbyvirksomhed for konservative stemmer og erhvervslivet. ALEC faldt i unåde i pressen, da det i 2011-12 kom frem, at man bedrev lobbyvirksomhed og havde for tætte bånd til folkevalgte politikere. Ej heller var Bush-administrationen hurtig til at meddele, at man inviterede olieindustriens direktører indenfor, da energipolitikken skulle fastlægges i starten af 2000’erne. Men i den nye politiske virkelighed gør Trump og Musk ikke denne anstrengelse. Under valgkampen blev det klart for begge parter, at de havde sammenfaldende interesser, hvorefter de to offentligt bejlede til hinanden. Sidenhen er de gået på scenen sammen og har rost hinanden til skyerne viralt. I sin sejrstale hyldede Trump Musk – med ordene: ”En ny stjerne født”. Og bliver i det kosmiske hjørne, da han retorisk spørger: ”Hvad er Starlink?”. Det var i 2015, at Musk grundlagde firmaet, som tilbyder kommunikations- og internetløsninger til forbrugere, virksomheder og stater i områder, hvor der er ringe muligheder for at gå online – p.t. med kunder i Nordamerika, Sydamerika og Europa. Firmaet har flere tusinde små LEO-satellitter (Low Earth Orbit), der er placeret væsentligt lavere i atmosfæren end geostationære satellitter. Af denne grund er de ideelle til netop internet- og kommunikationsløsninger, da signalforsinkelsen er meget lav, men til gengæld skal der et stort antal til at give dækning. Starlink er et datterselskab under SpaceX – begge leverer tocifret eksponentiel vækst og har allerede nået en samlet omsætning på 8,7 mia. dollars.
I Brasilien har Starlink for ganske nylig lagt arm med myndighederne. Kontroversen kom sig af, at højesteretsdommer Alexandre de Moraes påbød det sociale medie X – ligeledes ejet af Musk – at fjerne en række konti, der spredte misinformation. X har nægtet at følge påbuddet og vil heller ikke betale sine bøder. Da Moraes søgte at forbyde og blokere for adgang til det sociale medie, annoncerede Starlink, at selskabet ikke agtede at følge dommen, og at brasilianerne derfor fortsat kunne få adgang til mediet via selskabets services. Musk og X har siden givet efter og lukket de konti, som retten oprindeligt ønskede fjernet, og kan derfor fortsat operere i landet. Under den ugevis lange konflikt med den brasilianske stat tabte mediet markedsandele til konkurrenten Meta.
Starlink viste sig at være et uundværligt værktøj i Ukraine under den indledende russiske invasion og har haft stor betydning siden. Ukrainerne har benyttet det flittigt til en række formål – overvågning, kommunikation med tropper på landjorden og til at guide artilleri og droneangreb mod fjenden. Og Starlink bruges også af civile, eftersom den russiske invasionsstyrke har ødelagt internetmaster og meget anden infrastruktur.
Derfor er Ukraine dybt afhængigt af Starlink – og dermed af Musk. Musk har ved én lejlighed sat en fod i døren for ukrainernes brug af netværket, da han ikke tillod dem adgang over Krim, som Rusland annekterede i 2014. Ukraine adspurgte ellers Musk udtrykkeligt – med det formål at gå i offensiven – men fik nej. Dermed forhindrede Musk angiveligt et angreb på den russiske flåde, der var stationeret i Sevastopol.
Musk begrundede beslutningen med, at han hverken ønskede at eskalere krigen eller at engagere SpaceX i, hvad han betragtede som en krigserklæring. Starlink-ejeren har også ved tidligere lejligheder opfordret til en våbenhvile og sidenhen foreslået fred, der i øvrigt indebar, at Ukraine skulle afgive Krim til Rusland: “This is highly likely to be the outcome in the end — just a question of how many die before then”, som Musk udtrykte det på X. Og så er Musk tilmed på fornavn med Vladimir Putin – sammen har de afholdt telefonmøder om situationen i Ukraine. Og da Ukraines præsident, Zelenskyj, ringede for at lykønske Trump med præsidentvalgsejren, var Musk med på linjen under en del af samtalen.
Musk har sigtet efter stjernerne og nået sin destination. Derfra kigger han ned og dirigerer med alle andre – fra soldater til folkevalgte – alt efter forgodtbefindende. Lidt til højre og lidt til venstre, men ikke for langt. Og han har vist sig både villig og i stand til at trække stikket og dermed bestemme, om ukrainerne skyder med det tunge skyts eller kaster med sten.
Har han nået sit endemål? Næppe. Og sammen med en anden rigmand, Vivek Ramaswamy, skal han nu stå i spidsen for et nyt ministerium: Department of Government Efficiency (D.O.G.E.), der skal slanke den offentlige sektor med omkring 2 billioner dollars. DOGE er sjovt nok også navnet på Musks foretrukne kryptovaluta.
Den private foretagsomhed er blevet budt velkommen i Det Hvide Hus – i rampelysets skær og uden dække. Husk på, at Musk via SpaceX har store økonomiske aftaler med den amerikanske stat for i omegnen af 19 mia. dollars (knyttet til rumprogrammet), samtidig med at Musk bidrog til Trumps kampagne med i omegnen af 130 mio. dollars. Også den nyslåede vicepræsident har en tech-velgører, som Musk har en betragtelig forhistorie med.
Musk har sigtet efter stjernerne og nået sin destination. Derfra kigger han ned og dirigerer med alle andre – fra soldater til folkevalgte – alt efter forgodtbefindende
_______
Trump/Musk og Vance/Thiel
Helt ligesom Trump har Musk formået at skabe sammenfald mellem sine økonomiske og politiske interesser. Det ene ben får også det andet til at bevæge sig. Som majoritetsejere af henholdsvis X og Truth Social er Musk og Trump ejere af politiske aktier, der konvergerer i opmærksomhedsøkonomien. Denne fælles platform bestående af X og Truth kan offentligheden jævnt hen forvente kommer til at udgøre den primære digitale platform og megafon. Herfra vil Trump-administrationens (og Musks) politik primært blive annonceret til informationsmarkedet – uden om og fri af den etablerede presses kritik og filter.
Alene under valgkampen udgik fra Musks egen konto på X mange fingerede nyhedshistorier og misinformationskampagner til Trumps fordel, der i alt blev vist mere end to milliarder gange. Læg hertil, at Musk (og Trump) nu også dikterer, hvilket indhold der kan tilgås gennem Starlink, og ikke mindst hvor. Således kan deres fælles platform stå til at blive anvendt ikke alene i USA, men som det primære medie i alle de dele af verden, hvor satellitterne bruges – herunder potentielt i konfliktzoner verden over.
Hvad end der er tale om indenrigs- eller udenrigspolitiske anliggender, har Musk og Trump med deres fælles platform de facto sat sig på det offentlige rum og dermed den demokratiske infrastruktur.
Præsidentvalget 5. november blev ikke vundet, men til gengæld tabt: Trump gjorde valgkampen til et spørgsmål om fortællinger og til identitetsmarkører, og de fleste kneb gælder. Det samme vil gøre sig gældende for legitimering af Trumps politik – bragt uden for rækkevidde af kritiske røster og serveret direkte til vælgerbasen og offentligheden i øvrigt.
Det hele foregår i ytringsfrihedens navn. Musk og Trump foregiver begge at være ytringsfrihedsabsolutister – dog kun så længe at DE har magten til at bestemme, hvem der har en stemme i deres informationsbårne offentlighed, samt dirigere informationsstrømmen i deres egen favør.
I makkerparrets slipstrøm følger duoen bestående af tech-entreprenøren og medlem af ’Paypal-mafiaen’ (som Musk også i sin tid tilhørte) Peter Thiel og vicepræsident J.D. Vance, der mødtes i 2011. Thiel var en af de første investorer i Facebook og er også medstifter af det kontroversielle, børsnoterede selskab Palantir Technologies, der udvikler avanceret software og AI til dataanalyse, og dette bruges i udbredt grad til overvågning samt integration af politiets og efterretningstjenesters databaser. Endvidere kan Palantirs software anvendes af grænsepolitiet (ICE) i syd nær nabolandet Mexico, og Palantir har store statskontrakter med det nationale sikkerhedsagenturs (NSA) efterretningsvirksomhed og andre statsorganer i øvrigt for små 300 mio. dollars indtil videre.
Thiel har siden sine unge år i slut-80’erne hævdet at være klassisk libertarianer og i forlængelse heraf også ytringsfrihedsabsolutist – ligesom Musk. Libertarianere abonnerer på en grundlæggende ide om, at individers negative frihed – ifølge hvilken individets frihed ikke må underlægges andres autoritet – sættes først, højest og bør fremmes, og statens eksistensberettigelse er at værne om dette ideal. I anliggender, der ikke vedrører forsvaret og sikringen af individets frihed, bør statens magt og størrelse således både begrænses og holdes i snor. Markedsøkonomien er at foretrække, da den faciliterer den frie udveksling og gensidige økonomiske fordel mellem rationelle, samtykkende individer.
Thiel er sandelig pekuniært interesseret, men hans forretningsforetagende, der profiterer på overvågning og dermed krænkelse af privatlivets fred, passer ikke med de påståede libertarianske idealer. Frihed og overvågning er to begreber, der ret beset ikke er forenelige – og at forsøge brobygning mellem de to via en transitiv relation, som det blev fra det danske riges højeste talerstol af en forhenværende justitsminister, er dømt til at mislykkes. Thiels fortolkning af libertarianisme har igennem årene vist sig at være omtrent lige så kreativ, som den fremstår kontradiktorisk. Det oprindelige formål med betalingsplatformen Paypal synes i nogen grad at flugte med libertarianismen – men det gør hverken Facebooks eller Palantirs ambitioner. Thiel søger at sikre sin egen og sine (politiske) forretningsforbindelsers noget nær grænseløse frihed og hertil hørende økonomiske interesser. Derfor skal statens størrelse og magt holdes i snor af alliancer som netop Thiel/Vance og Musk/Trump. Og her er Thiel og Musk af samme støbning. De henholder sig til Meta CEO Mark Zuckerbergs berømte og berygtede motto: ”Move fast and break things. The idea is that if you never break anything, you’re probably not moving fast enough“. Mottoet indrammer en tech-filosofi, der specielt i 2010’erne var populær i Silicon Valley og på den amerikanske vestkyst i øvrigt, hvor store dele af tech-industrien har deres hovedsæder: Mere er altid bedre, sideløbende med at disruption af markedsmekanismer, offentlighed, ordentlighed, regler og regulering immervæk er at foretrække – uden nævneværdig skæven til konsekvenserne af en sådan ideologis håndgribelige fremfærd.
På den ene side hylder disse Silicon Valley-ledere idealet om den individuelle frihed og foretagsomhed, og på den anden side har man indrettet sin forretning på at overvåge den enkelte borger eller bruger. I det ene øjeblik skal de frie markedskræfter husere på et heterogent marked; i det andet øjeblik vil man samtidig have monopolet – for som Thiel siger: ”Går man ikke efter monopolet, er man en taber”. Flittigt benytter såvel Musk som Thiel sig af ideologisk cherry picking, hvor man abonnerer på idealer efter forgodtbefindende, men med en dividende for øje – for ligesom Trump spekulerer de begge både langt og kort i politiske aktiver. De foregiver at forsvare friheden mod en statsmagt domineret af en elitær, privilegeret overklasse, men det er snarere tilfældet, at de selv udgør den elite, der har tilranet sig magten og nu korrumperer staten. Hvad der adskiller dem, er i nogen grad måden, hvorpå de gør, hvad de gør. Musk foretrækker rampelyset og trives i kaos. Thiel derimod opererer kalkuleret bag kulisserne, hvorfor hans stilling som bestyrelsesformand i Palantir Technologies ikke blot er en beskæftigelse, men også en metafor.
Således tegner der sig et billede af kartellignende virksomhed på øverste niveau bestående af den økonomiske og politiske elite, hvilket er paradoksalt, taget i betragtning at Trump netop portrætterer sig som antiestablishment. Alene ideen om et hold af stærke mænd som modvægt til wokeisme og dagsordener, der fokuserer på diversitet, lighed og inklusion (DEI – diversity, equity, inclusion), blev afgørende under præsidentvalget – og bliver desuden flittigt benyttet på ideernes frie (online)markedsplads for identitetspolitik.
Således tegner der sig et billede af kartellignende virksomhed på øverste niveau bestående af den økonomiske og politiske elite, hvilket er paradoksalt, taget i betragtning at Trump netop portrætterer sig som antiestablishment
_______
Manosfæren, medielandskabet og lorteøen Puerto Rico
Manosfæren betegner den del af den digitale offentlighed, i hvilken mænd mødes i en diskussion om køn, kønsidentitet og maskulinitet i stort og små – fra politik og ideologi til hobbyer. Det foregår med et ofte ganske bramfrit sprog og tone i opposition til feminisme, woke-dagsordner og anden identitetspolitik, der ud over køn typisk tæller etnicitet og social klasse. I den brede offentlighed blev manosfæren nok bedst kendt gennem den nu af mange platforme bandlyste amerikansk-engelske Andrew Tate, der i egenskab af influencer, forretningsmand og professionel kickbokser hyldede, hvad der i dag er kendt som aspirational masculinity. Dette begreb hviler, som så mange andre kønsdiskussioner, på begrebet om empowerment, der igen stammer fra den amerikanske borgerrettighedsbevægelse fra 1960’erne. Den aspirerende maskulinitet henviser således til en styrkelse af handleevne, kontrol og ejerskab over egne overvejelser, beslutninger og handlinger i egenskab af mand – i modsætning til kvinder og typisk andre kønsdenomineringer fra nonbinær over transkønnede til de over 70 kønsbestemmelser, der har været mulige på Facebook siden 2014. Om end Andrew Tate for mange nok er den mest kendte, så er han bestemt ikke den eneste i den nye online-offentlighed, der mere eller mindre adresserer aspirational masculinity – eller i hvert fald tiltrækker lyttere, seere og publikum med sympati for denne overlægger.
Her finder man bl.a. figurer som sangeren Kid Rock og podcasteren Joe Rogan – der driver verdens største podcast med gennemsnitligt 20 millioner lyttere og også agerer kampsportskommentator. Kid Rock er en af Trumps loyale støtter, og Donald Trump besøgte Joe Rogan til et tretimers interview et par uger inden præsidentvalget 2024. I denne podcastepisode, der nåede ud til 55 millioner lyttere og er blevet set 50 millioner gange på YouTube, diskuterer Rogan og Trump alt fra politik over biler og raketter til deres fælles interesse for kampsport, herunder Ultimate Fighting Championship og dennes direktør, Dana White. Selvsamme White trådte op på scenen for at lykønske Trump ved sejrsfesten i West Palm Beach. Ligesom Trump har både Vance og White gæstet Rogan, men da præsidentkandidat Kamala Harris fik tilbuddet, endte det med, at de ikke kunne blive enige om betingelserne, og dermed blev det ikke til noget. Det har mange Demokrater siden fortrudt bitterligt. Joe Rogan endte med at støtte Trump, selvom han har omtalt Obama som den bedste præsident nogensinde og i 2020 støttede Bernie Sanders.
Den amerikanske professor i marketing ved New York University Scott Galloway har kaldt det overståede præsidentvalg for ’The Testosterone Podcast Election’ i et meget oplysende og anbefalelsesværdigt interview hos Smerconish på CNN (9. november 2024). I interviewet forklarer Galloway, hvordan det lykkedes Trumps kampagne at udvide vælgerbasen ved at mobilisere specielt unge mandlige vælgere under 30, der interesserer sig for computerspil og online-betting, kryptohandel, penge- og mikroinvesteringer, kampsport, biler og det, der er anti-woke – kort sagt alt det, der også diskuteres i de podcasts, der er populære i manosfæren. Sammen med den etablerede presse fór Demokraterne i flint, da en komiker ved navn Tony Hinchcliffe til det store Trump-rally i Madison Square Garden omtalte Puerto Rico som en ’ø af skrald’ og – sådan fremstod det – fornærmede alle latinovælgere. Det skete imidlertid ikke, tværtimod forøgedes andelen af latinovælgere, der stemte på Trump til valget. Seancen i Madison Square Garden var i øvrigt rig på profant, racistisk og nedladende sprogbrug om alt fra minoriteter til Det Demokratiske Parti og ikke mindst Kamala Harris, der blev omtalt som alt fra skøge til dæmon. Hvem er denne for den brede offentlighed stort set ukendte komiker Tony Hinchcliffe? Han er en af Joe Rogans opdagelser sammen med en hel underskov af unge komikere og nyhedsinfluencere, som generation Z – og ikke mindst unge mænd – lytter til. Et nyt studie efter præsidentvalget viser, at 21 pct. af amerikanere får deres nyheder fra influencere, og hele 37 pct. af de 18-29-årige får deres nyheder herfra. Trump-kampagnen skulle ovenikøbet have rådført sig med Trumps yngste søn, 18-årige Barron, for præcis at få fastlagt, hvad og hvem den næste generation får sine nyheder fra. Og det er ikke CNN, FOX, CBS, ABC, New York Times, Washington Post, The National Enquirer eller bedagede late night talk show-værter som Stephen Colbert, Bill Maher og Jimmy Kimmel. Det er heller ikke Taylor Swift, Beyoncé, Oprah Winfrey, Richard Gere, Will-i-am, Mick Jagger eller Harrison Ford. Så når Demokraterne stiller med disse figurer, der støtter Harris, stiller Trump med føromtalte og en række andre personager, der ikke er en del af Hollywood-etablissementet, og som ikke bryder sig om wokeisme. Hvor spørgsmålet ikke er, hvor krænkende en joke er, men om du kan ’tage den’, ligegyldigt hvor grov den end måtte være, og ligegyldigt hvilken minoritet du så måtte tilhøre: sort, hvid, latino, hvad som helst, hvem som helst. En af disse unge nyhedsinfluencere, komikere og samfundsrevsere, Tim Dillon, der også har været rundt om Joe Rogan, karakteriserede det således: ”Det at være amerikaner svarer til at få en abort med en pistol”.
Ingen reaktion uden modreaktion. Trump lykkedes med at samle en alliance ved at tappe ind i dette nye medielandskab og -økosystem af politiske understrømme mellem manosfæren og MAGA, der godt nok også er identitetspolitisk, men antiwoke og antielitær. I dette miljø er man amerikaner, hvis man bekymrer sig om det, der bekymrer en ’ægte amerikaner’ – hvilket i al væsentlighed vil sige fx inflation, jobs, grænsemuren, huskøb og rentesatser, billigere benzin og dagligvarer. Og det er ligegyldigt, om man tilhører den ene etniske minoritetsgruppe eller den anden. I denne konfiguration betragtes wokeisme og klassisk identitetspolitik præcis som ekskluderende, når det vedbliver med at fokusere på højtravende begreber som diversitet, lighed og inklusion og ikke på, hvad det vil sige at være en amerikaner med ægte dagligdagsproblemer, der absolut ikke er de samme som dem, berømthederne måtte have.
Enhver politisk strateg vil sige, at man skal være der, hvor vælgerne er. Netop, og de er, hvor de kan samles uden at blive nævneværdigt forstyrret i interesser og ideologier. At invitere en frivol og vulgær komiker til Madison Square Garden er en måde at signalere, at dem, der ser sig som marginaliseret – måske MAGA-naliserede? – bliver hørt og taget alvorligt. At udlodde 1 mio. dollars i et lotteri, som Musk gjorde det gentagne gange under valgkampen, er en måde at signalere på, at der er plads til alle dem i manosfæren, der har en forkærlighed for online-gambling. Dem er der mange af, for det amerikanske gambling-marked omsatte for godt 12 mia. dollars i 2023. At spille på, hvem der vinder et præsidentvalg, er lige så godt som at spille på, hvem der vinder den næste turnering i UFC-mesterskabet. Musks initiativ blev så yderligere hjulpet og legitimeret af, at præsidentvalgs-væddemål nu officielt er lovligt i USA, også selvom det kommer med en betydelig fare for, at folk inden længe ikke vil kunne kende forskel på væddemåls-odds og meningsmålinger.
Med valget af Trump går økonomi, politik, identitet og informationsinfrastruktur nu ikke blot op i en højere enhed, men i den ultimative mosaik. Kan USA’s nye magthavere styre mosaikkens bevægelige dele, har de skabt en magtstruktur, som verden aldrig før har været vidne til. ■
Madison Square Garden i New York, 16. november 2024: Den kommende præsident, Donald Trump, rocksangeren Kid Rock og Elon Musk overværer kampsportsbegivenheden Ultimate Fighting Championship. Få uger forinden havde Trump holdt vælgermøde i den legendariske arena [FOTO: Kena Betancur/AFP/Ritzau Scanpix]
Mikkel Møller-Sørensen (f. 1994), BA i filosofi fra Københavns Universitet og nu studerende ved Copenhagen Business School. Vincent F. Hendricks (f. 1970), dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en række bøger, herunder bl.a. Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden, Sandhedsministeriet og NOK OM MIG, og er en afholdt foredragsholder.
En tidligere version blev bragt online 13.11.2024 for RÆSONs abonnenter.
ILLUSTRATION: Brownsville, Texas, 19. november 2024: USA’s kommende præsident, Trump, og forretningsmanden Elon Musk ankommer til testaffyringen af en SpaceX Starship-raket [FOTO: Brandon Bell/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
