Henrik Vestergaard Stokholm: I strålearme af lys og varme vor skole stå…! Det er tankevækkende, at alle må mene noget om skolen, men skolen må ikke mene noget om noget
26.07.2024
Der er sket noget med debatkulturen, frisindet, tolerancen og opfattelsen af skolens rolle i samfundet og demokratiet – og også opfattelsen af den grundlovssikrede ytringsfrihed, som også skolefolk har. I dag skal skolefolk helst passe deres job som servile embedsmænd. I dag tør næsten ingen skoleleder sige et ord, der kan tolkes i retning af nogen form for politisk engagement af frygt for repressalier og beskyldninger.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye serie om dannelse, uddannelse og demokrati.
Trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
vor skole stå!
– fra Grundtvigs: ”Hvad solskin er for det sorte muld”
Kronik af Henrik Vestergaard Stokholm
“Hvad er ministerens holdning til, at rektor på Nyborg Gymnasium vil trodse Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ophold til en somalisk familie, der skal forlade landet, som medfører, at børnene ikke har ret til skolegang og undervisning på gymnasiet, og mener ministeren, at en rektor kan se stort på Udlændingestyrelsens afgørelse, og hvilke følger mener ministeren, at dette bør have for hans ansættelse?”
Sådan lød §20-spørgsmålet fra Alex Ahrendtsen til daværende Undervisningsminister Merete Riisager d. 6. december 2018. Spørgsmålet stillede han i vrede over, at en rektor havde ladet to somaliske piger blive i deres 10. klasse på Nyborg Gymnasium og sikrede skolegangen for deres mindre søskende. Alle børnene blev i strid med Grundloven og FN’s børnekonvention meldt ud af deres skoler med to dages varsel – og kommunen stoppede al økonomisk støtte. Familien var endt i et juridisk vakuum. Skolen og lokalsamfundet samlede penge ind, så den stakkels familie ikke skulle sendes til et udrejsecenter.
Det var – og er – helt uforståeligt og uretfærdigt, at en familie kunne bringes i sådan en situation, for i den Grundlov, der er grundlaget for retsstaten, står det klart defineret: Alle børn har ret til undervisning.
Alex Ahrendtsen var ikke så forstående og meldte formfuldendt ud i dagbladet Information, at rektor var ”en selvgod og selvretfærdig farisæer fra Nyborg, som lever i sin egen lille beskyttede verden med en forholdsvis sikker indtægt på et gymnasium i et stille kvarter i Nyborg”. Lokale og nationale partifæller bakkede op i samme hjertelige tone. De beskyldte den frelste rektor for at lege politiker og så helst, at han blev fyret hurtigst muligt. Den daværende Udlændinge- og integrationsminister udtalte ligeledes, at rektor og Nyborg Gymnasium førte sin egen udlændinge- og integrationspolitik. At det var forkert for en embedsmand at blande sig i sådan en sag. Det til trods for, at rektoren igen og igen udtalte, at han bestemt ikke var eller er politiker – og virkelig ikke ønsker at være det – men at han er sat i verden for at passe på sine elever, og at friheds- og menneskerettigheder gælder for alle – også børn med somalisk baggrund.
Men efter juridiske granskninger konkluderede Undervisningsministeren, at rektor ikke havde gjort noget ulovligt og udsendte et hyrdebrev til alle landets 98 kommuner, der skulle sikre, at børn og unge aldrig igen blev meldt ud skolerne på den måde. Ministeren slog fast, at det var imod reglerne, at børnene blev nægtet undervisning. Sagen endte med, at alle børnene kom tilbage i skole – og familien fik permanent opholdstilladelse.
Historien gentog sig to år senere, da en syrisk elev på Nyborg Gymnasium fik frataget sin opholdstilladelse tre måneder inden studentereksamen. Skolen og skolens elevråd satte spørgsmålstegn ved at sende syriske flygtninge på udrejsecentre på ubestemt tid – som det eneste land i den vestlige verden. Eleverne tog til demonstrationer på Christiansborgs Slotsplads, og rektor tillod sig sågar at ytre sig om emnet i medierne og have en mening – både som rektor og som borger i Danmark. Det affødte massiv kritik, trusselbreve og en beskyldninger om politisk indblanding fra toneangivende politikere. Den formastelige rektor blev også indklaget til Folketingets Ombudsmand af en politiker fra højrefløjen for at ”udtale kritik af regeringens hjemsendelse af en syrisk studerende”. Klageren konstaterede harmfuldt i sit klagebrev, at det ”vel næppe kan være lovligt, at rektoren på Nyborg Gymnasium på den facon indblander et offentligt finansieret Gymnasium i vedkommendes egen politisk venstredrejede holdninger”.
Heftigt gik det til. Og selvom Estrups Mundkurvscirkulære fra 1885, som forbød skolefolk at deltage i agitation mod regeringen faktisk er afskaffet, så kunne man fristes til at tro, at det ikke var gået op for alle politikere på tinge. Tænk sig at ytre at et samfund skal kendes på den måde, det behandler sine svage og udsatte. Det var for hård kost for mange forargede folketingspolitikere – også langt ind i det daværende regeringsparti, hvis varemærke det ellers engang var at kæmpe for de udsatte i samfundet.
Undervejs i forløbet sagde også Dansk Friskoleforening klart fra over for regeringens hjerteløse behandling af syrerne med et større debatindlæg, som blev bakket op af hele uddannelsesdanmark. Politikere fra det regeringsbærende parti og højrefløjen harcelerede efterfølgende skingert over, at andre end de særligt udvalgte 179 medlemmer af Folketinget tillod sig til at mene noget om den måde, vi behandler mennesker på i Danmark. Den politiske inkvisitions dom var klar: Pas jeres job og bland jer udenom, når de voksne fører politik i overensstemmelse med folkedybets inderste ønsker!
Den politiske inkvisitions dom var klar: Pas jeres job og bland jer udenom, når de voksne fører politik i overensstemmelse med folkedybets inderste ønsker!
_______
Skolen gennem tiden – frie ånders ret til tale
Ovenstående illustrerer, at der er sket noget med debatkulturen, frisindet, tolerancen og opfattelsen af skolens rolle i samfundet og demokratiet – og også med opfattelsen af den grundlovssikrede ytringsfrihed, som også skolefolk har. I dag skal skolefolk helst passe deres job som servile embedsmænd uden meninger, og de skal primært holde sig til luftige skåltaler med afsæt i uddannelsesbekendtgørelsernes smukke ord om demokrati, frisind, menneskerettigheder, tolerance og åndsfrihed. Luftige – for vi må helst ikke mene noget om de emners realisering i virkeligheden, for så politiserer vi. Vi skal holde os til ideernes verden.
Men sådan har det ikke altid været. Op igennem det 20. århundrede var skole- og højskolefolk drivkræfter i udviklingen af det lokale og nationale demokrati, folkeoplysningen og kulturarbejdet i land og by. Lærere og skoleledere fra gymnasier, højskoler, seminarer og grundskoler skrev kronikker og debatindlæg, de stod på landets talerstole og i landets forsamlingshuse og havde klare meninger og holdninger til samfundets udvikling. Mange af dem var organiserede i forskellige partier og medlem af kommunalbestyrelser, amtsråd og også Folketinget. Flere blev også ministre og vendte tilbage til deres gerning efterfølgende. Dengang var det ikke et problem – tværtimod: Man så dem som demokratiske forbilleder og ikke anonyme administratorer, der ikke måtte mene noget om noget – det var ægte frisind.
Op igennem det 20. århundrede var skole- og højskolefolk drivkræfter i udviklingen af det lokale og nationale demokrati, folkeoplysningen og kulturarbejdet
_______
Skolen i dag – ej blot til lyst
I dag tør næsten ingen skoleleder sige et ord, der kan tolkes i retning af nogen form for politisk engagement af frygt for repressalier og beskyldninger om at blande sig i noget politisk. Det er tankevækkende, at alle må mene noget om skolen, men skolen må ikke mene noget om noget. Det er synd og sørgeligt, for det bør være legitimt at mene noget og blande sig, når det handler om de værdier og dannelsesidealer, skolen bygger på – så længe det ikke er hardcore partipolitik.
Vi skolefolk træder altid varsomt, for der bliver mennesker til i skolen. Men vi har også et klart ansvar for at vise mulige veje og sætte klare værdier på dagsordenen. Både elever og forældre skal vide, hvorfor vi holder skole. Det gør vi ikke bare, fordi det står i bekendtgørelsen. Det gør vi, fordi vi vil noget med de unge, fordi vi holder så meget af dem, og fordi vi vil have, at de får forudsætningerne for et godt og langt liv – både de stærke og de udsatte. Og så kæmper vi altså også for dem, hvis deres retssikkerhed bliver trådt under fode. Dannelse handler nemlig ikke kun om forløsning i åndernes rige, men om at udvikle en almen menneskelighed, at vokse og få et stadig bredere udsyn og at agere etisk, værdigt og med næstekærlighed. Dannelse handler om at udvikle sin humanitet, livsduelighed og menneskelighed i fællesskaber. Det skal vi vise dem, og det skal vi sige højt.
Vores børn og unge skal gøres handlekraftige, finde en plads i verden og blive optændt af noget vigtigt, der er større end dem selv. Det kan man ikke kun læse sig til. Skolen skal ikke udvikle sig til et fint, forkromet, sjælløst apparat, der udklækker standardiserede robotter.
Derfor er der brug for, at andre end karrierepolitikere i SoMe-ekkokamre igen får lov til at være kritiske og diskutere værdier og holdninger uden at de indklages til ombudsmanden, tages op på Folketingets talerstol eller hænges ud som partipolitiske trojanske heste. Hvis skolen bare lader som ingenting, så bliver kampen for de svage, for menneskerettigheder, åndsfrihed, næstekærlighed, tolerance og etik bare skåltaleord fra en skindød akademisk bekendtgørelse – eller noget man ser i fjernsynet. De begreber skal kunne udleves i praksis og mærkes på egen krop af elever, lærere og ledere uden risiko for repressalier. Vi skal have tilliden, Hal Kochs deliberative samtaledemokrati og det frisind tilbage, som så rammende er formuleret af skolekæmpen, Asger Baunsbak-Jensen: ”Jeg ved, hvor jeg står politisk og religiøst, og derfor kan jeg sætte dig, der har rødder et andet sted, i frihed til at udfolde dig med det, du står for”.
Derfor er der brug for, at andre end karrierepolitikere i SoMe-ekkokamre igen får lov til at være kritiske og diskutere værdier og holdninger uden at de indklages til ombudsmanden, tages op på Folketingets talerstol eller hænges ud som partipolitiske trojanske heste
_______
Lad os få frisindet tilbage og en kærlig skole, der må mene noget og lyse op! ■
Henrik Vestergaard Stokholm, afgående rektor på Nyborg Gymnasium og tiltrædende rektor på Niels Steensens Grundskole og Gymnasium.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
