Holger B. Hansen: Med flådebasen i Sudan når Ruslands ekspansion på det afrikanske kontinent nye højder
08.07.2024
I begyndelsen af juni anløb en russisk fregat Port Sudan ved Rødehavet. Det lover godt for Ruslands aktuelle fremmarch i Afrika, der skal hjælpe med at vælte den vestlige verdensorden – og som måske realiserer Putins drøm om russiske flådebaser på den afrikanske vestkyst til Det Indiske Ocean.
Af Holger Bernt Hansen
Inden for det seneste år har Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov været på månedlige besøg i Afrika, men som regel udkommer pressemeddelelsen først, når han er rejst videre til næste hovedstad. Hans seneste rejse i juni 2024 til Vestafrika følger dette mønster, og det er symptomatisk for Ruslands aktuelle fremmarch i Afrika.
I dagene fra 3. til 6. juni besøgte den russiske udenrigsminister således fire lande i det centrale og vestlige Afrika: Republikken Congo (Brazzaville), Guinea, Burkina Faso og Chad. Fælles for de fire lande er, at de har været franske kolonier og derfor befinder sig på forskellige stadier af det igangværende opgør med Frankrig. Rusland udnytter med andre ord, hvordan Frankrig snart er fortid i Afrika. Guinea brød allerede med Frankrig kort efter uafhængigheden i 1962, mens Republikken Congo under sin ”livstidspræsident” Sassou-Nguesso har praktiseret en særlig form for deltagelse i de fransktalendes fællesskab, der har bestået i at ”nyde uden at yde”.
I Burkina Faso har et nyt militærstyre taget det endelige brud med Frankrig og smidt de franske styrker helt ud. Chad med et “valgt militærstyre” forbliver i det franske fællesskab, men med option på at søge andre samarbejdspartnere. Det er netop i denne opløsningsproces, at Lavrov opererer med stor diplomatisk snilde. Burkina Faso var hans primære rejsemål, mens han i Chad under sit korte ”arbejdsbesøg” bedyrede, at ethvert land selvfølgelig har sin frihed til at vælge sine samarbejdspartnere.
Ruslands mål er ikke at få smidt franskmændene og deres hovedbase i Vestafrika ud. Hensigten er at bryde med det franske diktat for samarbejde: Enten er du med os eller imod os. Men erfaringen fra Mali og Niger bekræfter ikke disse smukke, russiske principper. Frankrig er beordret ud, og USA har fået ordre til at trække sine 1000 soldater ud af Niger og lukke sin dronebase, som har videregivet vitale oplysninger om ekstremistgruppers færden i Vestafrika. I stedet har ca. 100 russiske soldater overtaget faciliteterne.
Ruslands mål er ikke at få smidt franskmændene og deres hovedbase i Vestafrika ud. Hensigten er at bryde med det franske diktat for samarbejde: Enten er du med os eller imod os
_______
Anledningen til besøget i Chad var markeringen af 60 års diplomatiske forbindelser til Moskva, og parallelt hermed var genoptagelsen af diplomatiske forbindelser med Burkina Faso efter mere end 30 års afbrydelse en særlig anledning. Rusland minder her om, at man ikke er en ny spiller i Afrika, men var stærkt til stede under Den Kolde Krig i sidste halvdel af 20. årh. Moskva er en tidligere samarbejdspartner, der nu vender tilbage med fornyet styrke på det afrikanske kontinent.
Specielt fremhæver Rusland, hvordan de fx vil deltage i bekæmpelsen af den islamistiske trussel i Burkina Faso ved at sende medlemmer fra det nyoprettede Africa Corps, der har erstattet den tidligere så berygtede Wagner-gruppe, fulgt op af betydelige våbenleverancer og træning af den burkinske hær.
Det er ikke kun navnet Africa Corps, der minder om den amerikanske parallel Africa Command. Rusland solidariserer sig meget bevidst med det aktuelle afrikanske opgør med amerikansk dominans – og i videre forstand med den kritiske holdning til den traditionelle vestlige indflydelse, som præger dagens Afrika, og som er udtryk for en ny panafrikansk selvbevidsthed. I denne kamp har Moskva altid været en allieret, og Rusland inviterer hermed de afrikanske lande ind i en fælles kamp for at nedbryde den gamle, unipolære verdensorden og bane vejen for en ny multipolær verdensorden. Det kom tydeligt til udtryk i det seneste BRICS-møde i august 2023, hvor Afrikas tilhørsforhold til det globale syd blev formaliseret gennem tilbuddet om udvidelsen til Etiopien og Ægypten.
Blot en måned senere blev Den Afrikanske Union (AU) på G20-mødet i Indien optaget som fuldgyldigt medlem på linje med EU, hvilket understreger de stærke geopolitiske interesser under udfoldelse i Afrika. På juni-rejsen til de fire afrikanske stater blev Lavrov ledsaget af den russiske viceforsvarsminister, der skulle varetage de særlige russiske sikkerhedspolitiske hensyn.
Det forklarer også, hvorfor Moskva prioriterer besøg til Republikken Congo og Guinea, som begge er kyststater mod Atlanterhavet. Russernes første formål kan være at afprøve muligheden for en flådebase på den vestafrikanske kyst, ligesom de mangeårige russiske bestræbelser for en flådebase i de strategisk vigtige farvande mod Det Indiske Ocean. Og netop i begyndelsen af juni anløb en russisk fregat Port Sudan ved Rødehavet for at markere en kommende russisk flådebase. Længere syd på har såvel amerikanerne som kineserne hver deres flådebase i Djibouti, og Rusland har tidligere forsøgt sig i Eritrea, men har nu i stedet aftale med Sudan – formodentlig som en modydelse for støtte til regeringshæren i dens overlevelseskamp mod den paramilitære milits RSF.
Som nævnt kan russernes geopolitiske interesser udstrækkes til den afrikanske vestkyst. Her er USA i gang med at samle de kystnære, vestafrikanske stater med Nigeria i front i en form for atlantisk alliance, hvori også latinamerikanske og europæiske lande indgår. Formålet er primært at udbygge de handelsmæssige relationer med særlig vægt på Afrika. Men dette interessefælleskab har fra USA’s side også den hensigt at skabe en ny form for loyalitetsforhold i lyset af de mange tilbageslag for amerikansk indflydelse i Afrika. Disse bestræbelser går ikke under hverken den russiske eller kinesiske radar, hvilket besøget i de to atlantiske kyststater synes at bekræfte.
Uanset de nostalgiske referencer til Ruslands fortid i Afrika afdækker Lavrovs junirejse en ny aktiv Afrika-politik, hvor kontinentet både er et led i Putins genrejsning af Sovjettidens stormagt og anerkendes som et væsentligt kontinent i fremtidens verdensorden
_______
Uanset de nostalgiske referencer til Ruslands fortid i Afrika afdækker Lavrovs junirejse en ny aktiv Afrika-politik, hvor kontinentet både er et led i Putins genrejsning af Sovjettidens stormagt og anerkendes som et væsentligt kontinent i fremtidens verdensorden. Derfor ser vi et voksende diplomatisk, økonomisk og militært engagement over hele kontinentet.
Den nye aktive Afrika-politik viste sig første gang, da det i 2018 pludselig kom frem, at der befandt sig 200 medlemmer af Wagner-gruppen i Den Centralafrikanske Republik (CAR) hidkaldt af præsidenten for at dæmpe en alvorlig konflikt mellem kristne og muslimske militser og som en afsmittende effekt også for at styrke det eksisterende præsidentstyre. Det viste sig også som en afgørende motivation, at Rusland var blevet opmærksom på Afrikas rige ressourcer. I CAR’s tilfælde var det især uran, som Wagner-gruppen med sin ”ta’-selv praksis” kunne levere til Rusland og samtidig få et pænt overskud på kontoen. Det markerer også starten på Ruslands deltagelse i det globale kapløb om adgang til Afrikas store mineralrigdomme.
Blot året efter i 2019 arrangerede Putin det første Rusland–Afrika-topmøde efter forbillede fra en mangeårig Kina- og EU-praksis. Mødet blev holdt i storslåede omgivelser i Sotji, og fra afrikansk side var så at sige ”alle mand af huse” målt på tilstedeværelsen af afrikanske statsledere. Begge parter solede sig i pressefotos og individuelle møder, og mange afrikanske ledere kom hjem med symbolske gaver og store løfter om udvidet samhandel. Mest imponerende var ”supermarkedsudstillingen” af det russiske våbenlager. Rusland har i alle årene under og efter Den Kolde Krig været storleverandør af våben til Afrika, og udstillingen lovede godt for fremtidige leverancer.
Det blev aftalt at mødes til næste topmøde i 2023. Men inden da ændrede verden sig på nærmest revolutionær vis med afgørende konsekvenser ikke blot for forholdet mellem Afrika og Rusland, men for Afrikas placering i den frembrydende nye verdensorden og ikke mindst for Afrikas bevidsthed om sin nye placering. Det har været effekten af Ruslands invasion i Ukraine i februar 2022, som har skubbet en allerede igangværende proces fremad med syvmileskridt.
Under en hed debat i FN’s generalforsamling om Vestens forslag om en fordømmelse af Ruslands invasion kom det som en overraskelse og brat opvågning for Vesten, at halvdelen af de afrikanske stater undlod at stemme. Forklaringen herpå var en vurdering af, at dette var Europas krig og ikke Afrikas krig – med et kontant udtryk ”den hvide mands krig”. Afrika skulle holde sig neutral og være ”non-aligned” i gruppe med bl.a. Kina og Indien. Denne markante holdning fra Afrikas side er siden blevet en så afgørende faktor i forholdet til Vesten, at det hos mange europæiske stater har ført til initiativer om en helt ny Afrika-politik, mens USA må siges stadig at sidde fast i sin ”værdipolitiske bunker”.
Nok har de afrikanske stater været ambivalente over for selve den russiske invasion, men konsekvenserne af Ukraine-krigen har dog ført til en stigende skepsis over for Rusland. Forbuddet mod eksport af hvede og kunstgødning fik hurtigt økonomiske konsekvenser med hastigt stigende priser og begyndende fødevaremangel. Afrikanske ledere forsøgte med appeller til begge parter at afmontere konflikten men uden succes.
Følelsen af at være et direkte offer for konflikten kom også til udtryk i forbindelse med det andet afrikansk-russiske topmøde i Skt. Petersborg i juli 2023. I modsætning til 2017 var kun 17 afrikanske statsledere til stede, heriblandt Sydafrikas præsident, mens 42 lande var repræsenteret på ministerielt niveau. Årsagen til fraværet var frygten for at blive associeret med Ruslands krig og derved kompromittere deres neutrale holdning. Det skabte desuden en vis fortrydelse, at Putin håndfast afviste både et afrikansk fredsforslag og en ophævelse af forbuddet mod hvedeeksport – samtidig med at han lovede gratis hvedeleverancer som gaver til seks udvalgte lande, heriblandt CAR og Burkina Faso. Hovedpunktet var fortsat militært samarbejde som opfølgning på de militære samarbejdsaftaler, der var indgået med over 40 afrikanske stater. Den lovede samhandel var ikke kommet i gang, og afrikanske repræsentanter forlod mødet med en opfattelse af, at Rusland havde begrænset kapacitet til et egentligt økonomisk samarbejde.
Ikke desto mindre reflekterer Lavrovs seneste juni-rejse til fire afrikanske stater en statusopgørelse over Ruslands fornyede tilstedeværelse i Afrika. Det væsentligste aktiv ligger på det sikkerhedspolitiske område i form af våbenleverancer og villigheden til at stationere ”boots on the ground”. Og det vil især være lande plaget af konflikter, med militærkup og med såkaldte ”third-term-præsidenter”, der vil udnytte trækningsretten. Ud over det militære område er Moskva leveringsdygtig i overvågningsudstyr, etablering af efterretningstjenester og fake news, mens der ikke stilles krav om demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse.
Med andre ord: Alt lover godt for Ruslands fortsatte ekspansion på det afrikanske kontinent. ■
Alt lover godt for Ruslands fortsatte ekspansion på det afrikanske kontinent
_______
Holger Bernt Hansen (f. 1936) er professor em. i Afrikastudier og tidl. leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet. Stipendiat ved Makerere University, Uganda, 1964-66 og dr. phil. fra KU 1984 med afhandlingen Mision, Church and State in a colonial setting. Medlem af Danidas Styrelse 1987-2007, formand fra 1996.
ILLUSTRATION: Sankt Petersborg, 28. juli 2023: Putin trykker den daværende formand for Den Afrikanske Union, Azali Assoumani, i hånden under sidste års Russia-Africa Summit [FOTO: Alexey Danichev/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
