Jens Worning i RÆSON SØNDAG: Der er ingen større trussel mod Putin end den syriske diktators fald
08.12.2024
Der er umiddelbart langt fra Moskva til Damaskus, men al-Assad og Putins skæbner er kædet sammen. Nu kan Putins eventuelle redning komme fra et potentielt uventet samarbejde mellem USA og Rusland i Mellemøsten.
Af Jens Worning
I sommeren 2015 dukkede den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, op i Damaskus sammen med Mikhail Fradkov ved siden side. Fradkov var dengang chef for SVR, den russiske udenrigsefterretningstjeneste, og var tidligere russisk premierminister og i dag direktør for en udenrigspolitisk tænketank.
Fradkov bragte dengang en vigtig analyse med til Damaskus: Bashar al-Assads fald var nært forestående som følge af Det Arabiske Forår og dens udfald i den syriske borgerkrig. Noget måtte gøres, og det blev gjort. Det russiske luftvåben blev sat ind og Assads overlevelse og generobring af kontrollen over sit land lykkedes sammen med iransk-støttede militser, der satte støvlerne på jorden.
Rusland har tabt alt i Mellemøsten
Dengang var russernes situation penibel. Året før, 2014, var Rusland blev politisk isoleret af Vesten som følge af annekteringen af Krim og krigens udbrud i Østukraine. Putin var globalt set den mest isolerede betydende statsleder i verden. Samtidigt var den lille russiske flådebase i Syrien, Tartus ved Middelhavet, i fare for at falde. Taurus var en vigtig brik for den russiske Sorthavsflåde, når den enten drog ud gennem Middelhavet eller var på vej retur. I dag er den rømmet som følge af oprørsgruppernes fremmarch i Syrien, og da den russiske flåde ikke længere kan passere Bosporus-strædet – grundet Tyrkiets lukning af denne efter 2022 – er basen også aktuelt af mindre betydning.
Og det er hele historien om al-Assad og Putin: Den russiske indsats i 2015 og frem gjorde Rusland til den internationale stormagt i Mellemøsten, som alle ville tale med som følge af deres øgede engagement og USAs tilsvarende nedskalering af i regionen. Syrien blev et geopolitisk aktiv for Kreml. Men det var ikke blot en appelsin, der tilfældigt faldt i Moskva-statens turban; partnerskabet med familiediktaturet i Syrien har historiske rødder tilbage fra Sovjettiden, men blev nu styrket og konsolideret som følge af Det Arabiske Forår.
Det begyndte med en demonstration i Tunesien i januar 2011 og spredte sig til Egypten, Libyen, Bahrain, Yemen og Syrien. Der røg et par diktatorer sammen med håbet for frihed og demokrati – markeret med weekendens statsbesøg af den egyptiske præsident i København. Sissi, den egyptiske præsident, har ikke givet sit land demokrati, men en statslig stabilitet, som i den region har sin egen geopolitiske kapital, der er guldmønten i vores tidsalder i international politik.
Nu er alt vendt rundt. Rusland er med al-Assads fald geopolitisk talt ude af Mellemøsten. Og Kremls diplomatiske pondus i Mellemøsten er lige nu meget begrænset.
Nu er alt vendt rundt. Rusland er med al-Assads fald geopolitisk talt ude af Mellemøsten
_______
Aksen mellem Moskva og Teheran
Restaureringen af al-Assads regime i 2015 og frem førte til tættere relationer og samarbejde mellem Rusland og Iran. Et klassisk transaktionelt – i modsætning til værdibaseret – samarbejde, hvor fælles interesser, der overskygger interessemodsætninger, bragte Moskva og Teheran sammen om sikringen af al-Assads Syrien. Interesser er noget, der kan handles i international politik, og Rusland har haft gavn af den relation frem til i dag og ikke mindst i krigen i Ukraine, hvor russerne har haft behov for udstyr – herunder droner – fra Iran i at fastholde og udbygge sin position langs den mere end 1,000 kilometer lange frontlinje i Ukraine.
Iran har haft brug for Rusland i Syrien. Og samtidigt har Rusland været et benspænd dér, fordi man har fastholdt et sekulært styre, ikke et islamisk. Irans ønske – hvis man kunne få alt, hvad man ville her i verden – var et præstestyre efter iransk model i Syrien. Det ville gøre to ting for Teheran. For det første styrke Irans shia-muslimske indflydelse i Libanon, hvor en del af den politiske magtdeling indebærer en balance mellem shia- og sunnimuslimer. For det andet – og det er en følge af det første – så ville Iran gå fra at være en mellemøstlig magt til også at være en Middelhavsmagt ved at kontrollere kystlinjen mellem Israel og Tyrkiet i det østlige Middelhav, som i dag tilhører Libanon og Syrien. Den ”drøm” er nu også lagt død. Både Iran og Rusland står til betydelige geopolitiske tab som følge af al-Assads forsvinden. Hvordan vil det påvirke det umage partnerskab mellem præstestyret og Moskva?
Al-Assads komplette tab af magten i Syrien knytter krigene mellem Israel-Palæstina og Rusland-Ukraine sammen, der nu tydeligt er forbundne kar. Rusland gør på den ene side fremskridt i Ukraine, men har på den anden side tabt Mellemøsten. Et mellemspil her var det kristne Armeniens tab af eksklaven, Nagorno-Karabakh, iværksat af muslimske Aserbajdsjan støttet af Tyrkiet, som er Armeniens ærkefjende. Siden Sovjetunionens opløsning ved udgangen af 1991 har Moskva været garant for Armeniens sikkerhed. Den garanti fra Moskva har ligeledes mistet betydning siden 2022, og dermed har Ruslands indflydelse i Mellemøsten mistet potens både fra nord via Kaukasus og fra øst via Syrien.
Både Iran og Rusland står til betydelige geopolitiske tab som følge af al-Assads forsvinden. Hvordan vil det påvirke det umage partnerskab mellem præstestyret og Moskva?
_______
En mulighed for Erdogan
For Tyrkiets leder, Recep Tayyip Erdogan, kan man til gengælde tale om appelsiner, der vælter ned i turbanen. Den tyrkiske præsident har til hver en tid ønsket al-Assad derhen, hvor peberet gror, og maksimal begrænsning af Irans regionale indflydelse. Begge dele er nu foræret, uden at den tyrkiske hær har løsnet et skud – men Ankara har givetvis støttet de nordsyriske og andre oprørere pekuniært såvel som med efterretninger.
Erdogan og Putin har tidligere tegnet sig selv som gode venner, men det har kun været tilfældet som følge af geopolitiske fællesinteresser, altså undertrykning af interessemodsætninger. Igen er der tale om en transaktionel international politik.
Da Rusland i 2015 gik ind i Syrien, var det til Erdogans åbenlyse vrede, men i 2016, da kupforsøget mod Erdogan fandt sted, var han skuffet over sine NATO-allieredes manglende opbakning til styret i Ankara. Når man både har autokratiske ambitioner og samtidigt svigtes af Vesten, så er der én mand, man kan regne med: Putin. At garantere antivestlige autokrater har været en pålidelig politisk eksportvare fra Rusland siden årtusindskiftet – spørg blot i Venezuela og Myanmar.
I Sortehavet har der altid været konkurrence mellem de to, tidligere imperier; det russiske imperium og det ottomanske. Men med al-Assad fald er Putins geopolitiske indflydelse reduceret i Mellemøsten, og Erdogans regionale geopolitiske indflydelse er styrket.
Al-Assads tab af magten åbner samtidig Pandoras æske. En geopolitisk storm er nu mulig i regionen. Både Rusland og Iran er udfordret af deres andre krigsindsatser, og der er simpelthen bare andet at se til end et regimekollaps i Damaskus.
Som et forsøg på at gyde olie på vandene, har Rusland taget rollen som al-Assads kommunikationsbureau. Man meddeler herfra, at al-Assad har beordret en fredelig magtoverdragelse. Ironien er tydelig grænsende til håbløs. Ingen ved endnu, hvor al-Assad er flygtet hen, men Moskva er lige nu et godt bud.
Al-Assads tab af magten åbner samtidig Pandoras æske. En geopolitisk storm er nu mulig i regionen
_______
Dominobrikkerne falder for Putin
I Moskva er nederlagene for Putin tydelige. Derfor står han til at blive udfordret af magteliten omkring ham. Annekteringen af Krim i 2014 var for Kreml en sejr af historiske dimensioner. Og Ruslands konsolidering af indflydelse i Mellemøsten i 2015 via Syrien var en demonstration af genvunden global storhed for landet. Set fra Moskvas elite var Putin nu urørlig.
Lige nu er Moskva-eliten optaget af, at Trump om lidt igen er præsident i USA. Han har som bekendt forudsagt, at han kan skabe fred i Ukraine på 24 timer. Det budskab er modtaget i Kreml, hvorfor man i øjeblikket har en relativ succesfuld offensiv kørende i Ukraine. Og bliver det et forhandlingsbord om Ukraine med Trump, skal man have noget kapital med til det bord.
Hvor Putin i 2014 og 2015 gjorde sig usårlig, så har al-Assads afgang gjort ham hidtil uset sårbar. Har han mistet grebet? Således spørges der i magtens indercirkler i Moskva – naturligvis udenfor citat. ”Vi har mistet Mellemøsten, vi har mistet Armenien og Ukraine er i stand til at sende droner ind over Krim”, konstateres der i Moskvas saloner – samtidigt med at det meste af den stolte russiske Sortehavsflåde har rømmet Sevastopol som følge af succesfulde ukrainske droneangreb.
Putins greb om magten betvivles lige nu, og må man så ty til noget andet? Kan man få ham af vejen på den ene eller den anden måde?
Dog er der et relevant og overraskende halmstrå for Putin: Islamisk Stat. Kreml er god til narrativer, når man skal iscenesætte egen selvforståelse internationalt såvel som på hjemmebanen. Således også da man skruede op for flystøtten til Syrien for ti år siden. Det handlede – i det russiske narrativ til den globale offentlighed – om at bekæmpe Islamisk Stat, hvor USA havde fejlet med at dæmme op for samme i Mellemøsten.
Og al-Assads nederlag giver naturligvis bekymring i Washington: Vil det styrke Islamisk Stat ind i Syrien fra Irak? Det vil man undgå. I Syrien har EU ingen geopolitisk nytte, så måske man skulle ringe til Moskva, kunne man tænke i Det Hvide Hus, og foreslå en uhellig alliance mellem USA og Rusland mod Islamisk Stat, HTS og Al-Qaeda med flere? Den slags er set før.
Det er primært Hayat Tahrir al-Sham (HTS), der lige nu udtaler sig om fremtidens Syrien. HTS er sunnimuslimsk ikke shiamuslimsk som i Iran, men har rødder tilbage til både Islamisk Stat og Al-Qaeda. Men mange grupperinger kæmper nu om magten – bl.a. Den Frie Syriske Hær, der udover syriske sunnimuslimer trækker på minoritetsgrupper som kurdere, turkmenere, drusere og palæstinensere og muligvis med en mere sekulær end islamisk vision for Syrien.
For Ukraine er chancen lige nu, at Tyrkiet ønsker at maksimere sin regionale indflydelse, hvilket er lig med at reducere Moskvas forhandlingsposition. Overfor Trump, når det gælder Ukraine. Overfor alt, når det gælder Mellemøsten og Sydkaukasus – og i særdeleshed Syrien. Det illustrerer, hvordan konflikt og krig fra Israel/Palæstina over Syrien og Armenien til det sydlige og østlige Ukraine er forbundet og i den forstand udgør én krig.
Dominobrikkerne falder – fra Damaskus mod Moskva. ”Må du leve i interessante tider” er en kinesisk talemåde, der naturligvis er ironisk, for der er tale om en forbandelse. Det tør siges, at vi i disse år lever i interessante tider. ■
Måske man skulle ringe til Moskva, kunne man tænke i Det Hvide Hus, og foreslå en uhellig alliance mellem USA og Rusland mod Islamisk Stat, HTS og Al-Qaeda med flere?
_______
Jens Worning er tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg for udenrigsministeriet. Han er udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator for Kristeligt Dagblad og forfatter til bogen, ”UKRAINE 24.02 – den nye verdensorden”.
ILLUSTRATION: Latakia, 11. december 2017: Vladimir Putin, Bashar al-Assad og den tidligere russiske forsvarsminister Sergej Sjojgu (i forgrunden) deltager i et møde på den syriske luftbase Khmejmim ved Middelhavet, hvor russiske militærstyrker var udstationeret [FOTO: Mikhail Klimentyev/TASS/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
