Kenneth Øhlenschlæger Buhl i RÆSONs nye trykte nummer: Folkedrab og den globale orden

08.04.2024

De to nye sager om folkedrab i hhv. Ukraine og Gaza er en indikation af, at mantraet om ”never again” stadig er relevant i internationale relationer. Men politiseringen heraf kan også være farlig, hvis Folkedrabskonventionen bliver brugt til politiske manifestationer og til at forfølge politiske mål.

Af Kenneth Øhlenschlæger Buhl

Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, “Europas nye hverdag”, ude nu. Læs mere her. Som noget nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.



Folkedrab anses som den mest alvorlige af alle internationale forbrydelser – og er med god grund blevet kaldt for ’forbrydelsernes forbrydelse’. I de to større væbnede konflikter, der for tiden præger det internationale samfund, i Ukraine og i Gaza, hører man beskyldninger om folkedrab, der har ført til to sager ved Den Internationale Domstol (International Court of Justice (ICJ).

Sydafrika har lagt sag an mod Israel, hvor domstolen afsagde en foreløbig kendelse 26. januar 2024.[i] Få dage senere, 2. februar, faldt der dom og en kendelse i en sag anlagt af Ukraine mod Rusland om anvendelsen af Folkedrabskonventionen. Denne sag var atypisk: Rusland har påstået, at Ukraine har begået folkedrab på russiske mindretal – en anklage, der fik Ukraine til at anlægge sagen og søge rettens ord for, at anklagerne var grundløse.

Begge sager afspejler, hvordan anvendelsen af begrebet folkedrab er blevet politiseret, og at anvendelsen af Folkedrabskonventionen ved Den Internationale Domstol er kommet til at handle om mere end den retlige fortolkning af begrebet. Det er ikke i sig selv overraskende, da folkedrab som begreb er vokset ud af mantraet “never again” – “aldrig igen”, som de sejrende magter skabte som et af programpunkterne for efterkrigstidens verdensorden.

Aldrig igen

Mantraet var navnlig en konsekvens af den systematiske udryddelse af seks millioner jøder i de tyske koncentrationslejre samt andre af det nazistiske Tysklands forbrydelser. Nürnberg Tribunalet, hvor man i 1945-46 retsforfulgte de ledende personer i Det Tredje Rige, der stadig var i live, blev et kardinalpunkt både for opgøret med disse forbrydelser og for skabelsen af den moderne internationale strafferet som en del af den folkeret, vi kender i dag.[ii] Men selvom udryddelsen af jøder under Anden Verdenskrig utvivlsomt må opfattes som folkedrab, så eksisterede begrebet ikke som en del af det retlige grundlag for Nürnberg Tribunalet.

I stedet blev denne og andre tilsvarende forbrydelser, fx drab på romaer, behandlet som ’forbrydelser mod menneskeheden’[iii]. I de følgende år opstod ønsket om særskilt at kriminalisere forbrydelser som holocaust, hvilket resulterede i Folkedrabskonventionen (Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide), der blev fremlagt på grundlag af en resolution fra FN’s Generalforsamling, vedtaget den 9. december 1948. Konventionen trådte dog først i kraft den 12. januar 1951, 90 dage efter at 20 stater havde ratificeret den. Til dato har i alt 153 stater tiltrådt konventionen – herunder Danmark (underskrevet 28. september 1949, ratificeret den 15. juni 1951).[iv]

Konventionen indeholder i alt fire væsentlige elementer. For det første angiver den en retlig definition for folkedrab, som beskriver gerningsindholdet for folkedrab. Heri ligger der en række betingelser og begrænsninger, som vil blive uddybet nærmere i det følgende. Definitionen er i det store hele blevet gentaget i statutterne for senere internationale straffetribunaler og -domstole, som fx Den Internationale Straffedomstol (International Criminal Court (ICC)).

For det andet omhandler konventionen forpligtelser for staterne, og altså ikke et direkte straffeansvar for individer på samme måde som ved fx ICC. Forpligtelserne består primært i at forebygge, kriminalisere og retsforfølge folkedrab. Det betyder, at staten ikke alene er ansvarlig for gerninger, som begås af den selv, men også af ikkestatslige aktører. Staterne forpligter sig til at kriminalisere og retsforfølge[v] – og det forudsætter, at folkedrabsforbrydelsen udgør en del af den nationale straffelovgivning.

For det tredje beskriver den personkredsen, der kan retsforfølges for folkedrab. Det er således ikke alene de personer, der direkte begår handlinger, der opfylder kravene til at være folkedrab, men som beskrevet i konventionens art. III også personer, der medvirker, forsøger, opfordrer og ansporer samt deltager i sammensværgelser til at begå folkedrab. Navnlig kriminaliseringen af at opfordre eller anspore til at begå folkedrab er væsentlig. Det hænger sammen med, at folkedrab – fra et mere sociologisk perspektiv – ikke sker ud af den blå luft. Som regel sker det efter en kampagne, der skal ’dehumanisere’ ofrene for folkedrabet.[vi] Forud for holocaust var der i Det Tredje Rige en omfattende dehumanisering af jøder, der blev betegnet som ’undermennesker’.

Noget tilsvarende var tilfældet i forbindelse med folkemordet på tutsier i Rwanda i 1994, hvor tutsier blev kaldt for kakerlakker.[vii] I kendelsen fra ICJ fra 26. januar 2024 vedr. påstanden om folkedrab i Gaza fremhævede Domstolen bl.a. en udtalelse fra Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, fra 9. oktober 2024, hvor han udtaler, at Israel kæmper mod ”human animals”.[viii] Selvom udtalelsen efter alt at dømme var møntet på Hamas og ikke palæstinenserne som helhed, så viser det med al tydelighed, at udtalelser, der kan virke dehumaniserende, også indgår i den retlige bedømmelse af, hvorvidt der kan være tale om folkedrab eller ej.

Dehumanisering, heller ikke når det er forløberen for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, kan dog ikke stå alene. Under Anden Verdenskrig gennemførte den berygtede Enhed 731 fra den japanske hær helt umenneskelige medicinske eksperimenter på fanger i en lejr i Manchuriet. Fangerne blev her omtalt som ’træstammer’; altså som en ting. Der var dog næppe tale om folkedrab, fordi overgrebene ikke var rettet mod en bestemt gruppe og med henblik på at udrydde den. I stedet var der efter alt at dømme tale om forbrydelser mod menneskeheden.

For det fjerde fastslår konventionen i artikel IX, at tvister vedrørende fortolkningen, anvendelsen eller opfyldelsen af konventionens forpligtelser, herunder staters ansvar for folkedrab, kan indbringes for Den Internationale Domstol.[ix]


Den Internationale Domstol i Haag, 12. januar 2024: Tal Becker, juridisk rådgiver for det israelske udenrigsministerium, under den indledende del af retssagen [FOTO: Remko De Waal/EPA/Ritzau Scanpix]

Definitionen af et folkedrab

Sagen mellem Sydafrika og Israel viser, at en stat ikke behøver at have en individuel retlig interesse i at anlægge en sag mod en anden stat om folkedrab. Sydafrika var og er ikke direkte berørt af den pågældende handling, men rejste sagen på det palæstinensiske folks vegne. ICJ fremfører således, at alle stater, der har tiltrådt Folkedrabskonventionen, har en ideel interesse i, at de øvrige tiltrædende stater overholder den.[x]

I debatten om Gaza-krigen synes nogle at mene, at et stort tabstal blandt civile palæstinensere udgør et folkedrab. Den opfattelse har ikke noget grundlag i den juridiske definition af folkedrab, hvor ’djævlen er i detaljen’. Det er navnlig afgrænsningen af, hvad der udgør et folk, samt det for folkedrabsforbrydelsen særlige krav om dobbelt forsæt, der indeholder en del udfordringer. Der er således beskrevet en række handlinger, som kan udgøre gerningsindholdet for folkedrab.

Ikke alene taler man om drab på medlemmer af en gruppe, som udgør et folk, men også om andre handlinger, der de facto kan medføre gruppens undergang, fx at forhindre fødsler inden for gruppen samt overføre børn fra gruppen til andre grupper. Betyder det, at den verserende sag om opsættelse af spiral i grønlandske kvinder kan være folkedrab – hvis formålet var at forhindre fødsler i en bestemt gruppe? Næppe – for selvom der var forsæt til at forhindre fødsler, så skal den omhandlede handling også være beregnet på at udrydde den pågældende gruppe helt eller delvist. Det er navnlig kravet om dette forsæt, der bevirker, at flere handlinger, som kan forekomme at falde under kategoriseringen folkedrab, alligevel ikke er det.

Selvom en handling ikke er folkedrab, kan den opfylde betingelserne for andre internationale forbrydelser. Det har således været spekuleret i, hvorvidt fordrivelsen af armenierne fra Nagorno-Karabakh-enklaven i september 2023 var folkedrab.[xi] Godt nok er der tale om, at en bestemt befolkningsgruppe fratages retten til at eksistere inden for et nærmere geografisk område, men da der ikke er tale om decideret udryddelse, opfylder det ikke kriterierne.[xii] I stedet vil der efter alt at dømme være tale om etnisk udrensning, som opfylder gerningsindholdet for forbrydelser mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse iht. statutten for ICC[xiii]. Det samme kunne komme på tale, hvis Israel – mod forventning – skulle forsøge at fordrive palæstinenserne fra Gaza.

En anden vigtig betingelse er, at handlingen skal være rettet mod en gruppe, som kan betegnes som et folk i Folkedrabskonventionens forstand. Ved et folk forstås her en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. Denne afgrænsning er udtømmende og snævrere, end det kendes i andre folkeretlige sammenhænge, fx i forhold til hvad der udgør et folk i princippet om folkenes selvbestemmelsesret.[xiv] Det udelukker fx en politisk eller social gruppe. Selvom det syntes oplagt i folkedrabet i Rwanda, der var rettet mod tutsierne som en racemæssig gruppe, så var det i praksis noget mere problematisk.

Det, der reelt adskilte de grupper, var det tilhørsforhold, der stod på deres identitetskort, samt hvad den enkelte person identificerede sig som.[xv] Det var dog en afgørelse, der mødte en del kritik fra en del fremtrædende jurister, der ikke mente, at der var dækning for denne fortolkning i konventionen.[xvi] Alligevel synes der ikke at være tvivl om, at der var tale om folkedrab på tutsierne som en distinkt gruppe i Folkedrabskonventionens forstand. Denne kritik illustrerer dog med al tydelighed udfordringerne med at anvende konventionen i situationer, hvor der er en udbredt opfattelse af, at der er tale om folkedrab.

Det kom navnlig til udtryk i den såkaldte Cassese-rapport til FN’s generalsekretær om, hvorvidt forbrydelser begået i Darfur i det vestlige Sudan 2003-05 udgjorde folkedrab.[xvii] Nu afdøde Antonio Cassese var en af de mest anerkendte jurister, hvad internationale forbrydelser angår.[xviii] Det blev i rapporten konkluderet, at de såkaldte Janjaweed-militser, der blev støttet af regeringen i Khartoum, og også enheder fra Sudans hær havde begået overgreb – herunder drab mod lokale stammer, og at dette var som en del af en bevidst plan.

Men selvom disse overgreb opfyldte gerningsindholdet i Folkedrabskonventionen, fandt Cassese og hans hold ikke, at der var grundlag for at fastslå, at der var forsæt til at udrydde de pågældende grupper. Altså var betingelsen om det dobbelte forsæt ikke opfyldt. I stedet var det vurderingen, at der var tale om forbrydelser mod menneskeheden. Det spillede også ind, at forbrydelserne var rettet mod flere etniske grupper – og altså ikke én specifik gruppe – i forbindelse med oprørsbekæmpelse. Med andre ord så er der ikke tale om folkedrab, hvis der ikke er forsæt til specifikt at ville udrydde en bestemt gruppe, som er defineret i konventionen, selvom der er tale omfattende forbrydelser og drab på civile.

Der er al mulig grund til at forholde sig kritisk til Cassese-rapportens konklusioner. I 2005-06 gjorde jeg selv tjeneste som force legal advisor i FN-hovedkvarteret i Khartoum, og det var helt åbenlyst, at flere af de lokalt ansatte var skuffede over resultatet. Der var også en fornemmelse af, at Cassese havde været under et pres: Det lå i luften, at hvis det var blevet konkluderet, at der var tale om folkedrab, så havde Sikkerhedsrådet set sig nødsaget til at gribe ind.

På dette tidspunkt havde FN stadig et troværdighedsproblem, efter at de to fredsbevarende missioner i Balkan og Rwanda ikke havde formået at forhindre folkedrab. Forløbene havde ført til en selvransagelse, der mundede ud i den såkaldte Brahimi-rapport[xix]: Den kom med forslag til en lang række tiltag, der skulle reformere FN’s fredsbevarende operationer. Herunder at fredsbevarende styrker fremover skulle have mandat til at beskytte civile mod vold, så FN-soldater – som også kendes under betegnelsen ’blå baretter’ – i fremtiden i hvert fald formelt havde en mulighed for at forhindre folkedrab.

Hidtil havde FN-soldater i fredsbevarende missioner som dem i Rwanda og i Bosnien alene haft mandat til at anvende magt i selvforsvar, hvilket iht. FN-pagtens art. 51 må anses for en universel ret for staterne og deres væbnede styrker, også når de deltager i FN-missioner. Denne udvikling afspejlede, hvorledes muligheden for at forhindre og forebygge folkedrab var en drivende faktor i en politisk udvikling.

Verdensorganisationen havde således ikke råd til at fejle igen, og den fredsbevarende mission i Sudan (United Mission in Sudan (UNMIS)) var faktisk den første, hvor de ’blå baretter’ havde fået mandat til at anvende magt til at beskytte civile. Det betød, at en del af mandatet for UNMIS i resolution 1590(2005) måtte baseres på kapitel VII i FN-pagten, hvor Sikkerhedsrådet netop kan give mandat til at anvende magt ud over selvforsvar.

 

Det er tankevækkende, at Sydafrika her udnytter en retsorden, der hovedsageligt er skabt i en vestlig tradition, til at anlægge en sag om folkedrab mod en stat, der på mange måder er skabt ud af et af historiens mest markante folkedrab, holocaust
_______

 

Den nye politiske forpligtelse: Responsibility to Protect

Et andet resultat af læren fra Rwanda og Srebrenica var begrebet Responsibility to Protect (R2P), der blev skabt med FN’s Verdenserklæring fra 2005.[xx] Der er ikke tale om en juridisk, men om en politisk forpligtelse til især at forebygge og gribe ind over for omfattende overgreb på civile. Det fremgår således af erklæringens punkt 138, at enhver stat har pligt til bl.a. at beskytte sin befolkning mod folkedrab. Ligeledes fastslog erklæringen i de følgende afsnit, at der var en kollektiv forpligtelse til at samarbejde, bl.a. gennem FN, om at imødegå folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning etc.

Selvom denne forpligtelse er mere af politisk karakter, da Verdenserklæringen formelt ikke er juridisk bindende, lagde den utvivlsomt et pres på især FN’s Sikkerhedsråd, hvis der igen skulle opstå situationer, hvor der var tale om folkedrab. Det kom til udtryk, da FN’s Sikkerhedsråd med resolution 1973(2011) gav mandat til at forhindre overgreb på civile i Libyen.

Den Internationale Domstol havde dog ikke noget problem med at fastslå, at de bosniske muslimer i Srebrenica udgjorde en gruppe i Folkedrabskonventionens forstand i forbindelse med den såkaldte Genocide Case fra 2007, og at der var tale om folkedrab i denne sag.[xxi] Tilsvarende fandt Domstolen i sin kendelse fra 26. januar 2024, at palæstinenserne i Gaza også udgjorde en distinkt gruppe. Udfordringen i denne sag, når den engang skal behandles i realiteten, bliver netop at bevise, at Israel har haft til forsæt at udrydde palæstinenserne i Gaza som gruppe. Som nævnt har det ikke nogen afgørende betydning, at mange palæstinensere er døde i forbindelse med konflikten, ligesom det heller ikke kan afvises, at drabene er en overtrædelse af krigens love.

Der har utvivlsomt været udtalelser i den israelske offentlighed, sågar fra medlemmer af den israelske regering, der dehumaniserer palæstinensere, eller som kan fortolkes som ansporing til folkedrab. Men for at der er tale om forsæt, i hvert fald for staten Israels vedkommende, skal sådanne ytringer omsættes til en bevidst politik, der har til formål at udrydde palæstinenserne i Gaza. Samtidig skal Israel dog også sikre, at enkeltpersoner eller grupper ikke begår folkedrab. Der er her ting, som klart taler imod dette – navnlig at Israel i et vist omfang har indført foranstaltninger med henblik på at skåne civile under den væbnede konflikt med Hamas. Det kan diskuteres, om disse foranstaltninger i sig selv har været tilstrækkelige, men de gør det svært at løfte bevisbyrden i forhold til det dobbelte forsæt.

Det interessante er også, hvorfor det netop var Sydafrika, der anlagde denne sag. Det nuværende Sydafrika er jo baseret på et politisk system, der er resultatet af en forsoningsproces mellem flere befolkningsgrupper efter det apartheidsystem, som i ICC-statutten er defineret som en forbrydelse mod menneskeheden, som har flere lighedspunkter med folkedrab.[xxii]

Dertil kommer, at Israel støttede apartheidregimet bl.a. med våben, mens Sydafrika var en paria udsat for sanktioner i flere dele af verdenssamfundet, og dette er så en måde at sige tak for sidst på.

Men sagen illustrerer også en underliggende konflikt mellem det globale syd og den vestlige verden. I lande som Sydafrika er der en udbredt opfattelse af, at ret og retfærdighed er forbeholdt de vestlige lande. Det kom bl.a. til udtryk ved, at der var relativt få afrikanske stater, der stemte for den FN-Generalforsamlingsresolution, der fordømte Ruslands invasion af Ukraine.[xxiii] Med til billedet hører også, at langt størsteparten af sager ved ICC utvivlsomt har været rettet mod statsborgere i afrikanske lande, hvilket også har skabt utilfredshed blandt de afrikanske stater.

Det er tankevækkende, at Sydafrika her udnytter en retsorden, der hovedsageligt er skabt i en vestlig tradition, til at anlægge en sag om folkedrab mod en stat, der på mange måder er skabt ud af et af historiens mest markante folkedrab, holocaust.

Skulle det ende med, at Israel bliver dømt for folkedrab, vil det derfor ikke alene være et juridisk nederlag; det vil være et nationalt prestigetab, som vil gennemhulle hele fortællingen om grundlaget for staten Israel. På tilsvarende vis har Tyrkiet vedholdende nægtet at være ansvarligt for, hvad der beskrives som det armenske folkedrab, der fandt sted fra 1915 til 1917. Tyrkiet benægter for så vidt ikke, at flere armeniere døde under massedeportationer, men påstår, at det ikke skete som resultat af en hensigt om at udrydde dem som folk. Omvendt har Tyskland og Østrig af historiske årsager kriminaliseret holocaustbenægtelse.

 

Skulle det ende med, at Israel bliver dømt for folkedrab, vil det derfor ikke alene være et juridisk nederlag; det vil være et nationalt prestigetab, som vil gennemhulle hele fortællingen om grundlaget for staten Israel
_______

 

Vejen til ICC

Mens Folkedrabskonventionen fra 1948 fastlagde et ansvar for staterne, er der siden 1990’erne også sket en udvikling inden for international retsforfølgelse for internationale forbrydelser, herunder folkedrab. Særligt de to ad hoc-tribunaler for det tidligere Jugoslavien og Rwanda, International Criminal Tribunal for former Yugoslavia (ICTY) i 1993 og International Criminal Tribunal for Rwanda (ICTR) i 1994, var skelsættende. De to tribunaler blev oprettet direkte af FN’s Sikkerhedsråd og ikke af staterne, hvilket på daværende tidspunkt var kontroversielt, fordi det reelt udvidede grænserne for Rådets kompetence, som generelt går ud på at opretholde den internationale fred og sikkerhed.

Formålet var at sikre, at internationale forbrydelser, herunder folkedrab begået under borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien og i Rwanda, kom for retten. Ganske vist påhviler det staterne at retsforfølge personer, der var i deres jurisdiktion, men der var for især ICTY’s vedkommende gode grunde til at antage, at visse stater i det tidligere Jugoslavien ville være tilbageholdende med at retsforfølge deres egne borgere. Begge disse tribunaler virkede kun for en begrænset periode og kun i et begrænset geografisk område. Til gengæld nåede især ICTY på flere områder at bidrage signifikant til udviklingen af folkeretten.

Med henblik på at etablere en mere permanent ordning kom der samtidig også et initiativ om at oprette en permanent straffedomstol. Det resulterede i ICC. Domstolen blev endeligt oprettet i 2002 på et traktatgrundlag, der til daglig benævnes Rom-statutten og beskriver, hvilke forbrydelser den kan dømme for – og hvilke personer der kan retsforfølges. Straffedomstolen fik jurisdiktion til at dømme i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Senere er aggressionsforbrydelsen kommet til for stater, der tilslutter sig en særlig protokol herom.

ICC’s succes har været begrænset af, at en række stater – herunder store magter som USA, Rusland og Kina – ikke har tiltrådt statutten. USA, der ellers var en drivende kraft bag ICC, underskrev statutten, men ratificerede den ikke efterfølgende, fordi der i USA var frygt for, at den ville blive brugt som et politisk instrument til at forfølge medlemmer af de amerikanske væbnede styrker. Igennem årene har USA haft et verdensomspændende militært engagement, som ofte har været kontroversielt på den ene eller anden måde. Så selvom frygten for, at amerikanske soldater ville blive slæbt for ICC, nok er overdrevet, så kan den heller ikke afvises. Med i vurderingen heraf skal der tages højde for, at ICC-jurisdiktion er komplementær i forhold til medlemsstaterne. Dvs. at det i første omgang er op til medlemsstaterne selv at retsforfølge egne borgere iht. de forbrydelser, der er fastlagt i statutten.

Traditionelt har USA selv ikke veget tilbage for at retsforfølge medlemmer af egne væbnede styrker for krigsforbrydelser. En af de første og mest kendte sager var mod løjtnant Calley i den amerikanske hær, der blev dømt som ansvarlig for My Lai-massakren i 1968, hvor mere end 350 sydvietnamesiske civile, herunder kvinder og børn, blev dræbt af hans deling.[xxiv] Straffen var relativt mild, men den kom til at danne præcedens, og i 2004 blev seniorsergent Frank Ronghi idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse for i 2000 at have bortført, voldtaget og myrdet en 11-årig pige i Kosovo.[xxv] Der er heller ikke noget, der tyder på, at ICC er blevet brugt politisk – idet eventuelle påstande om forbrydelser først skal passere igennem anklageren for ICC, hvilket i praksis udgør et filter for den slags.

Domstolen har jurisdiktion over forbrydelser, der er begået inden for grænserne af de stater, der har tilsluttet sig statutten, samt personer, som er statsborgere i disse stater. Endvidere kan FN’s Sikkerhedsråd give ICC jurisdiktion i nærmere omfang, hvor domstolen ellers ikke ville have det. Det skete netop i forbindelse med forbrydelser begået i Darfur, hvor ICC udsendte en arrestordre på Sudans daværende præsident, Omar El Bashir. Sudan havde ikke tilsluttet sig statutten, men Sikkerhedsrådet gav ICC jurisdiktion.[xxvi]

Det er her interessant, at chefanklageren ved ICC, Luis Moreno-Ocampo, fandt grundlag for at rejse sigtelse mod Bashir for både folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.[xxvii] Moreno-Ocampo var her nået frem til en anden konklusion end Cassese, om end der kan være processuelle grunde hertil. Det er nu engang god latin i straffesager at gå efter en dom for den mest alvorlige forbrydelse – her folkedrab – mens sigtelserne for forbrydelse mod menneskeheden og krigsforbrydelser så kan være en tilbagefaldsposition.

Det kan være klogt nok i straffesager af denne karakter, mens Cassese i sin vurdering agerede på vegne af FN og derfor måtte være mere sikker. Som nævnt: Havde han konkluderet, at der var tale om folkedrab, ville Sikkerhedsrådet formentligt have set sig nødsaget til at gribe ind med de konsekvenser, som det havde haft, herunder etableringen af en ny FN-mission. Senere i 2007 etablerede FN – i fællesskab med Den Afrikanske Union – netop en fredsbevarende mission for Darfur.[xxviii]

Med hensyn til konflikten i Gaza anerkendte Det Palæstinensiske Selvstyre, der har hovedsæde i Ramallah på Vestbredden, i 2009, at ICC har jurisdiktion over de palæstinensiske områder.[xxix] Det var en erklæring, som blev udstedt i overensstemmelse med art. 12, stk. 3 i ICC-statutten, der giver parter, der ikke har tiltrådt statutten, en mulighed for at give ICC jurisdiktion. Det skete efter Operation Cast Lead i slutningen af 2008 til starten af 2009, som var den første større krig mellem Israel og Hamas i Gaza, efter at Israel trak sig ud af Gaza i september 2005. Dette var et eksempel på, at Palæstina i nogle sammenhænge har været i stand til at agere med samme status som en stat.

Tilslutningen gav ICC jurisdiktion over internationale forbrydelser – som folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser – begået i Gaza samt forbrydelser begået af palæstinensere på Israels territorium. Derfor vil ICC kunne tage stilling til Hamas’ angreb på Israel 7. oktober 2023, hvor gidseltagning, drab på civile samt angreb med raketter, der ikke kan skelne mellem (lovlige) militære mål og civile, er klare eksempler på krigsforbrydelser. Men der er også gode grunde til at antage, at Hamas’ angreb opfyldte kriterierne for folkedrab, især fordi bevægelsen hele tiden har haft et klart og udtalt mål om at fordrive alle jøder fra staten Israels territorium, hvilket i praksis kun kan ske ved at dræbe dem.

Ligesom USA, Rusland og Kina har Ukraine heller ikke tiltrådt statutten for ICC, men har tilsvarende i overensstemmelse med dens art. 12, stk. 3, afgivet en erklæring til Domstolen, der giver den jurisdiktion[xxx]. Af årsager, som ikke umiddelbart er gennemskuelige, omfattede denne delegation af kompetence alene krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og altså ikke folkedrab. Det lader dog til, at den nuværende chefanklager i ICC, Karim A.A. Khan, også anser folkedrabsforbrydelsen som omfattet – hvilket er relevant, da Ruslands handlinger i Ukraine på flere punkter har karakter af folkedrab.[xxxi]

Det har navnlig været den omfattende dehumanisering i de russiske statskontrollerede medier, ligesom Putin selv i flere sammenhænge har sat spørgsmålstegn ved, om ukrainere havde ret til deres egen nation, der har givet anledning til disse spekulationer. Med til billedet hører naturligvis også de systematiske angreb på civilbefolkningen, behandlingen af ukrainske civile i de besatte områder samt fjernelsen af ukrainske børn fra de besatte områder til Rusland. Netop fjernelsen af ukrainske børn er både et element i folkedrabsdefinitionen og en krigsforbrydelse, og sidstnævnte gav anledning til, at ICC’s chefanklager fik udstedt en arrestordre mod Putin som øverst ansvarlig herfor.[xxxii]

De to nye sager om folkedrab i hhv. Ukraine og Gaza er en indikation af, at mantraet om ”never again” stadig er relevant i internationale relationer. Folkedrabskonventionen garanterer i en vis udstrækning, at stater bliver gjort ansvarlige eller som minimum udstillet, hvis de ikke overholder konventionens forpligtelser – og også fremkomsten af de to ad hoc-tribunaler, ICTY og ICTR, og senere ICC har alt andet lige styrket mulighederne for at retsforfølge folkedrab.

Det er ikke overraskende, at det løbende debatteres, hvornår drab opfylder kriterierne for folkedrab – al den stund at man her opstiller en klar norm for uacceptabel adfærd blandt staterne. Men denne politisering kan også være farlig, hvis Folkedrabskonventionen bliver brugt til politiske manifestationer og til at forfølge politiske mål. Det kan på sigt skade den – og få flere stater til at tage forbehold mht. at give ICJ automatisk jurisdiktion i sager om folkedrab.

For selve det, at en stat bliver slæbt for retten uden nødvendigvis at blive dømt senere hen, kan være en belastning for den nationale prestige med politiske konsekvenser. Tænk bare på, hvad det ville betyde for den nationale danske selvforståelse – for ikke at tale om de indbyrdes relationer i rigsfællesskabet – hvis Danmark blev stævnet for Den Internationale Domstol for folkedrab i sagen om tvangsopsatte spiraler i Grønland, også selvom vi ikke blev dømt. ■

 

ICC’s succes har været begrænset af, at en række stater – herunder store magter som USA, Rusland og Kina – ikke har tiltrådt statutten. I USA var der frygt for, at den ville blive brugt som et politisk instrument til at forfølge medlemmer af de amerikanske væbnede styrker
_______

 

Kenneth Øhlenschlæger Buhl (f.1962) er ph.d i folkeret, cand. jur. og orlogskaptajn på Institut for strategi og krigsstudier ved Forsvarsakademiet, samt ekstern lektor i folkeret ved Syddansk Universitet.

ILLUSTRATION: Nær Gazastriben, 19. januar 2024: En israelsk kampvogn holder nær hegnet, der skiller Israel og Gaza [FOTO: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix]

Fodnoter følger nederst.

[i] https://www.raeson.dk/2024/kenneth-oehlenschlaeger-buhl-haags-kendelse-om-folkedrab-i-gaza-er-mest-symbolsk”>Se netartikel i RÆSON om dette emne./

[ii] Robert K. Woetzel: The Nuremberg Trials in International Law, Revised Edition, Stevens and Praeger, 1962, især s. 235.

[iii] Robert E. Conot: Justice at Nuremberg, the first comprehensive account of the trial of the Nazi leaders, Weidenfeld and Nicholson, 1983, s. 198; James Owen: Nuremberg, Evil on Trial, Headline Review, 2006, s. 8.

[iv] Se liste over stater, der har tiltrådt konventionen..

[v] Se: Frederik Harhoff og Birgit Feldtmann: Retsforfølgning af Internationale forbrydelser, i Frederik Harhoff & Bugge Thorbjørn Daniel (Red), Kenneth Øhlenschlæger Buhl, Birgit Feldtmann, Ulrike Fleth-Barten, Niels Lachmann, Jesper Lindholm og Sten Schaumburg-Müller: Folkeret, 2. udgave, Hans Reitzels Forlag, 2023, s. 480f.

[vi] https://news.un.org/en/story/2014/12/485822″>Genocide begins with ‘dehumanization;’ no single country is immune from risk, warns UN official, UN News, 9 December 2014. Visited on, 7 November 2023, 0845 GMT.

[vii] Carlyn Jorgensen: A Case Study Analysis of Dehumanization in Rwanda and Darfur, Ph.D. dissertation, Nova Southeastern University College of Arts, Humanities, and Social Sciences, approved 10 July 2016, s. 4.

[viii] International Court of Justice, Order of 26 January 2024, in Case 192: Application of the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide in the Gaza Strip, South Africa vs. Israel, afsnit 52.

[ix] Der er her tale om et såkaldt tvangsbilæggelsesregime, som det bl.a. også kendes fra FN’s Havretskonvention fra 1982. Det afviger fra hovedreglen om ’fri retspleje’ i folkeretten, hvor stater ikke er forpligtet til at bilægge deres tvister ved internationale domstole eller tribunaler, medmindre de – som det er tilfældet her – er traktatretligt forpligtet hertil eller i øvrigt samtykker heri. Staterne har dog mulighed for at tage en reservation fra denne bestemmelse med den effekt, at de ikke er bundet af at skulle indbringe eventuelle tvister for ICJ, medmindre de samtykker heri. Alligevel synes en gennemgang at vise, at det er relativt få stater, der har taget reservationer mht. denne bestemmelse.

[x] International Court of Justice, Order of 26 January 2024, in Case 192: Application of the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide in the Gaza Strip, South Africa vs. Israel, afsnit 33.

[xi].

[xii] International Tribunal for former Yugoslavia, Case IT-98-33 Kritic, Appeal Chambers Judgement of 19 April 2004, afsnit 133 og 134, op cit, Robert Cryer, Håkon Friman, Darryl Robinson, Elizabeth Wilmshurst: An Introduction to International Law and Procedure, Cambridge University Press, 2007, s. 183.

[xiii] Rome Statute of the International Criminal Court, with amendments as of 2011; som forbrydelser mod menneskeheden, artikel 7, stk. 2, litra (d); som krigsforbrydelse, artikel 8, stk. 2, litra (a)(vii) unlawful deportation.

[xiv] Se: Ulrike Fleth-Barten: Folkenes ret til selvbestemmelse, i Frederik Harhoff & Bugge Thorbjørn Daniel (Red), Kenneth Øhlenschlæger Buhl, Birgit Feldtmann, Ulrike Fleth-Barten, Niels Lachmann, Jesper Lindholm og Sten Schaumburg-Müller: Folkeret, 2. udgave, Hans Reitzels Forlag, 2023, s. 388-390.

[xv] International Criminal Tribunal for Rwanda: The Prosecutor versus Jean-Paul Akayesu, Case No. ICTR-96-4-T, dom af 2. september 1998, afsnit 510ff.

[xvi] Robert Cryer, Håkon Friman, Darryl Robinson, Elizabeth Wilmshurst: An Introduction to International Law and Procedure, Cambridge University Press, 2007, s. 170-172.

[xvii] Robert Cryer, Håkon Friman, Darryl Robinson, Elizabeth Wilmshurst: An Introduction to International Law and Procedure, Cambridge University Press, 2007, s. 183.

[xviii] Antonio Cassese: International Criminal Law, Oxford Univsersity Press, 2003.

[xix] United Nations General Assembly, Report of the Panel on the United Nations Peace Operations, A/55/305, 21 August 2000, Executive Summary. Her fremgår det bl.a., at s“Moreover, United Nations peacekeepers — troops or police — who witness violence against civilians should be presumed to be authorized to stop it, within their means, in support of basic United Nations principles. However, operations given a broad and explicit mandate for civilian protection must be given the specific resources needed to carry out that mandate”.

[xx] United Nations General Assembly Resolution 60/1 2005 World Summit Outcome, adopted 16 September 2005.

[xxi] International Court of Justice: Case Concerning Application of the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide, Bosnia and Herzegovina v. Serbia and Montenegro, dom af 26. februar 2007, afsnit 376.

[xxii] Rome Statute of the International Criminal Court, with amendments as of 2011; artikel 7, stk. 2, litra (h).

[xxiii] Elias Götz, Jonas Gejl Kaas & Kevin Patrick Knudsen: Danish Institute for International Studies, Policy Brief, 15 November 2023: How African states voted on Russia’s war in Ukraine at the United Nations – and what it means for the West.

[xxiv] Gary Solis: The Law of Armed Conflict, International Humanitarian Law in War, Cambridge University Press, second edition, 2016 (2010), s. 397-399.

[xxv] Ibid, s. 337.

[xxvi] United Nations Security Council Resolution 1593(2005), heraf fremgår det, at Sikkerhedsrådet: “Acting under Chapter VII of the Charter of the United Nations, …,  Decides to refer the situation in Darfur since 1 July 2002 to the Prosecutor of the International Criminal Court; …”.

[xxvii] International Criminal Court, Office of the Prosecutor, Case ICC-OTP-20080714-PR341, se: https://www.icc-cpi.int/news/icc-prosecutor-presents-case-against-sudanese-president-hassan-ahmad-,al-bashir-genocide-crimes.

[xxviii] United Nations Security Council Resolution 1769 (2007), 31 July 2007.

[xxix] Se: https://asp.icc-cpi.int/sites/asp/files/NR/rdonlyres/553F5F08-2A84-43E9-8197-6211B5636FEA/281882/QuigleyPalestinedeclarationandtheICC1.pdf, sidst besøgt 17. marts 2024, kl. 2100 GMT.

[xxx] Minister of Foreign Affairs for Ukraine, declaration of 8 September 2015 to the International Criminal Court, se: https://www.icc-cpi.int/sites/default/files/iccdocs/other/Ukraine_Art_12-3_declaration_08092015.pdf,  sidst besøgt 17. marts 2024, kl. 2125 GMT.

[xxxi] Statement of ICC Prosecutor, Karim A.A. Khan QC, on the Situation in Ukraine, 2 March 2022: https://www.icc-cpi.int/news/statement-icc-prosecutor-karim-aa-khan-qc-situation-ukraine-i-have-decided-proceed-opening; det fremgår her, at ICC’s chefanklager, Karim A.A. Khan, vil tilsikre, at “ this investigation will also encompass any new alleged crimes falling within the jurisdiction of my Office that are committed by any party to the conflict on any part of the territory of Ukraine”.

[xxxii] Statement by Prosecutor Karim A. A. Khan KC on the issuance of arrest warrants against President Vladimir Putin and Ms Maria Lvova-Belova, 17 March 2023: https://www.icc-cpi.int/news/statement-prosecutor-karim-khan-kc-issuance-arrest-warrants-against-president-vladimir-putin; Her udtaler ICC Chefanklager Karim A.A. Khan, at “on the basis of evidence collected and analysed by my Office pursuant to its independent investigations, the Pre-Trial Chamber has confirmed that there are reasonable grounds to believe that President Putin and Ms Lvova-Belova bear criminal responsibility for the unlawful deportation and transfer of Ukrainian children from occupied areas of Ukraine to the Russian Federation, contrary to article 8(2)(a)(vii) and article 8(2)(b)(viii) of the Rome Statute”.