Lars Erslev Andersen efter Assads fald: For Iran ligner det et styrtløb mod enten en ny atomenergiaftale – eller atomvåben

09.12.2024

”Irans modstandsakse er nu reelt knækket. For Iran ligner det et kapløb om enten en ny atomenergiaftale med USA eller mod atomvåben – medmindre Israel indleder en decideret krig i Iran, inden det kommer så vidt.”

Interview med Lars Erslev Andersen (f. 1956), seniorforsker på DIIS. I 2021 udgav han bogen ”Oprør og Alliancer. Mellemøsten efter det arabiske forår” og i oktober 2023 bogen ”Den amerikanske mission. Mytologi og magt”.

Interview af Philippa Rošić

RÆSON: Lad os prøve at gribe fat i begyndelsen. Fredag i sidste uge indtog en koalition af oprørsgrupper Aleppo, Syriens næststørste by, på få timer med, hvad der beskrives som, en overraskende lynoffensiv. Kom den her lynoffensiv som en overraskelse?

ERSLEV ANDERSEN: Det er jo stadigvæk et mysterium. Der er ingen tvivl om, at den kom som en overraskelse – altså også for verden, og for dem der sidder og egentlig skal følge med i det her.

Der er dog efterhånden kommet forlydender om, at Bashar al-Assad-regimet måske mere eller mindre var klar over, at noget var på vej, og at deres soldater simpelthen kunne få lov at trække sig, fordi de efterhånden er så nedslidte, som de er. På nogle måder så kunne det minde lidt om den indtagelse af Iraks næststørste by Mosul i 2014, hvor Islamisk Stat lige pludselig rykkede ind, og hvor man dengang talte om, at 30.000 irakiske tropper simpelthen flygtede over hals og hoved. Det betød starten på den store erobring, som Islamisk Stat lavede fra Nordirak til Nordsyrien. Men dengang forudså man, at der var noget på vej – blandt andet mig selv, fordi man kunne se, at de havde forberedt sig vældig godt, og at verdens opmærksomhed inkl. Iraks var helt andre steder.

Kommer den her offensiv fra oprørsstyrkerne bag på dig?

Ja. Det gør den mest, fordi jeg ikke har fulgt særlig tæt med i Syrien. Altså hvis man skal følge med i Syrien, så skal man jo følge med på daglig basis, og man skal følge med i de udviklinger, der er i de forskellige områder som fx i Idlib. For hvis man havde fulgt udviklingen i Idlib, så tror jeg, man ville havde set, at grupperne faktisk mere eller mindre brugte den våbenhvile, der var indgået i 2020, til at træne og til at forberede sig. Hayat Tahrir al-Sham (HTS) opbyggede tillige erfaring med regeringsledelse ved at opretholde ro i provinsen og sørge for befolkningen, der med syriske flygtninge tæller ca. 4 millioner fik offentlige ydelser som f.eks. vand og elektricitet. Med en vis form for støtte fra Tyrkiet. Da man så ser på det, så er situationen hvornår det sker oplagt, fordi der er en gylden mulighed, eftersom alle andre der ellers har været engageret i Syrien, er travlt optaget med andre ting – fx er Hizbollah i Libanon dybt svækket.

Vi står også i en situation lige nu, hvor Syriens allierede (Rusland, Iran og Hizbollah) er svækkede, og hvor Israel og Hizbollah lige har indgået en våbenhvile. Hvilken betydning har det haft for udbruddet af konflikten?

Det var helt oplagt, at de her syriske oprørsgrupper ikke havde opgivet at erobre territorium; de havde ikke opgivet at gøre oprør mod Bashar al-Assad-regimet. De kunne se, at Rusland er travlt optaget i Ukraine, at de har trukket masser af deres folk og materiel hjem fra Syrien. Der er ikke meget tilbage – og der er slet ikke særlig mange russiske officerer. De kan se, at Hizbollah er blevet virkelig svækket af den massive bombekampagne, som Israel har kørt, og så indgår de en våbenhvile, som både er udtryk for, at Hizbollah er svækket, men også at den vil svække dem yderligere. Iran er på vej tilbage – der har opbygget modstandsaksen primært som en forsvarsstrategi – men lige nu er den under heftigt pres og kan ikke, som vi har set, afbøde israelske trusler om angreb på Irans territorium. Man kan sige, at når Iran trækker sig væk fra Syrien og når Hizbollah bliver næsten tvunget ind i den her våbenhvile, så er det også, fordi at regimet i Teheran har sagt, at det synes vi, I skal.

Efter regeringsstyrkerne trak sig fra Aleppo, er oprørsgrupperne fortsat syd først mod Hama, så Homs og i weekenden faldt så Damaskus. Samtidig ser vi israelske styrker rykke ind i bufferzonen omkring Golanhøjderne (der ifølge folkeretten er israelsk besat syrisk territorie. Kan det her eskalere til en regional storkrig?

Nej, det tror jeg ikke. Det troede man måske indtil weekenden, men da HTS lørdag nat indtog Damaskus og Bashar al-Assad forberedte sin flugt, der fandt sted søndag morgen, stod det klart, at situationen til alles overraskelse var fuldstændig forandret i Syrien: Rusland har lidt et eklatant nederlag i Syrien og kan ikke andet end koncentrere sig om sin krig i Ukraine og Iran vil ikke ind i krig med Israel, og dermed USA. Teheran har nu trukket sin støtte til Hamas og Hizbollah og trækker sine militser tilbage fra Syrien. Dermed er den modstandsakse, som Iran i årevis har opbygget i form af støtte til netop disse militser samt til houthierne i Yemen og militser i Irak, reelt knækket. Nu må Iran opfinde nye strategier i konflikterne med Israel og USA. Lige nu er der to muligheder for Teheran: Enten diplomatisk at arbejde for at få en ny aftale om kontrol af deres atomenergi med USA eller sætte fuld blus på produktion af atomvåben. Uden iransk opbakning, stærkt svækket og med en våbenhvile med Israel, sender Hizbollah ingen militser til Syrien. USA er tilfredse med, at Assad-regimet er faldet, men vil, som vi allerede har set med bombeangreb i Syrien natten til mandag, forhindre, at Islamisk Stat kommer tilbage og får nyt momentum.

Israel vil befæste grænsen i Golanhøjderne, som blev annekteret i 1981, og som USA senere imod Folkeretten har anerkendt under Trump. Israelerne vil også bombe ind i Syrien mod tilbageværende iranske stillinger, militser og forsyningslinjer til Hizbollah. Vinderne er oprørsstyrkerne og – kan vi håbe – den syriske befolkning, der er kommet af med et forhadt og brutalt regime. Men også Tyrkiet, der nu kan sende millioner af syriske flygtninge tilbage, hvilket var formålet med den tyrkiske støtte til oprørerne. Men også for Tyrkiet kom oprørsstyrkernes evne til hurtigt at gå hele vejen til Damaskus som en overraskelse, og Erdogan står nu tilbage med et kurdisk selvstyre i det nordøstlige Syrien, som klart er blevet styrket af Assad-regimets fald, fordi den kurdiske milits Syrian Democratic Forces (SDF) reelt støttede HTS’ vej mod Damaskus. Kurderne kan dermed håbe på, at det nye regime vil se med større forståelse for deres ønske om selvstyre. Assad-regimets fald og den måde, det skete på, giver således umiddelbart ikke incitamenter til en storkrig.

 

Den modstandsakse, som Iran i årevis har opbygget i for af støtte til netop disse militser samt til houthierne i Yemen og militser i Irak, er reelt knækket
_______

 

Nu har krig og konflikt hærget Syrien siden 2011, og man har fra et internationalt perspektiv forsøgt at indføre diplomatiske initiativer som fx Astana-processen. Har den slags initiativer overhovedet spillet nogen rolle som en løsning på konflikten, eller har de nærmere været et spejl for de internationale magtspil uden at medvirke til reelle fremskridt eller fred i Syrien?

Man kan ikke rigtig sige, at Astana er en del af det internationale samfund. I Astana-processen var det Rusland, Iran og Tyrkiet, der sammen aftalte, hvordan de skulle undgå at komme op at slås med hinanden. Men det er ligegyldigt nu, hvor Rusland og Iran reelt er ude af Syrien.

Det internationale samfund har haft meget lidt succes med at komme ind og få lavet nogle aftaler, der kunne pege fremad. En af grundene var, at man var lodret uenige om Bashar al-Assad: Rusland – og Iran – argumenterede for, at Bashar al-Assad var en legitim leder i Damaskus. USA sagde, at han var en krigsforbryder og kupmager. Når USA siger det, så siger vi også det i Europa – mere eller mindre. Det var der, det FN-ledede forsøg på en fredsløsning strandede i 2012 hvor FN’s udsending Kofi Annan, den tidligere generalsekretær, faktisk fik lavet en aftale, som på mange måder måske var det mest viselige, som gav Bashar al-Assad en begrænset tidsperiode som overgangspræsident. Men lige præcis det kunne den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton ikke acceptere. Så efter at de egentlig troede, man havde lavet en aftale, så meldte USA sig ud. Og fordi de stod stejlt på, at Bashar al-Assad simpelthen bare skulle væk, strandede processen og medmindre han kom væk, kom der ikke nogen fredsproces.

Hvorfor er det netop nu, at de her oprørsgrupper blussede op igen i Syrien? Ligger der en dybere folkelig forankring bag de her oprørsgruppers sammenhold?

En af de vigtigste grunde til, at det sker lige præcis nu, er selvfølgelig det, som vi har snakket om, nemlig, at muligheden er der. HTS og de andre grupper har jo været der hele tiden, og de er måske ovenikøbet blevet stærkere, fordi de har benyttet pausen til at gøre sig stærkere. Men det er da klart, at der også var en udbredt utilfredshed med Bashar al-Assad styret i Syrien. Dem, der var glade for Bashar al-Assad, er meget begrænsede til at være middelklassen i Damaskus. Men mange andre i store dele af Syrien er blevet svigtede af og har ikke set nogen former for fremskridt – faktisk tværtimod – under Assad. Derfor tror jeg, der var en ret stor utilfredshed. Det, der startede det hele i Det Arabiske Forår var sådan set også en utilfredshed med Bashar al-Assad styret. Et oprør som i udgangspunktet ikke var islamistisk, men som var folkelig reaktion mod Assad-regimets brutale undertrykkelse. Den utilfredshed er ikke forsvundet, og der er jo rigtig mange syrere, som i dag betragter Bashar al-Assad som en krigsforbryder og skurk på alle mulige måder, og som er glade for, at det regime er væk. Mange, både i Syrien og blandt syriske flygtninge i udlandet er dybt frustrerede over den udvikling, man har set de seneste år, hvor de regionale stater som ellers var imod Bashar al-Assad, begyndte at anerkende hans regime. I Jordan, Saudi-Arabien, men også mange andre steder. Og ovenikøbet blev Bashar al-Assads Syrien medlem af Den Arabiske Liga, og det er også at give regimet status, men skabt frustration i den syriske befolkning

Rusland har siden 2015 været til stede i Syrien og støttet Assad-regimet med bl.a. militær luftstøtte. I takt med oprørsgruppernes indtog i Aleppo har Rusland også ifølge BBC udført fem luftangreb rettet mod en flygtningelejr i Idlib, men det blev altså ikke Moskva, der endte med at holde Assad ved magten. Hvad skete der med den russiske støtte til regimet?

Hvis vi ser på den tilstedeværelse, der var for nogle år siden, så var den russiske tilstedeværelse lille, og de kunne ikke gøre noget for at forhindre oprørerne. Under denne offensiv kom der også pro-iranske militser fra Irak, men de blev hurtigt trukket tilbage. Og det er lidt svært at blive klog på, hvor meget de har udrettet, eller hvor lidt de har opnået for at sige det på den måde. På grund af Ruslands krig i Ukraine, er de russiske militærressourcer blevet brugt der og reelt trukket hjem fra Syrien. Russerne havde regnet med, at aftaler med Iran og Tyrkiet kunne forhindre HTS i at nå Damaskus – og det havde jeg faktisk også – men oprørene gik hele vejen, hvilket har tilføjet Rusland et stort nederlag. Der er forlydender om, at HTS også handlede nu, fordi de havde hørt Trumps udmeldinger om at ville stoppe krigen i Ukraine, hvilket kunne give Rusland mulighed for fornyet engagement i Syrien. Derfor ville de handle, inden det skete.

 

Russerne havde regnet med, at aftaler med Iran og Tyrkiet kunne forhindre HTS i at nå Damaskus – og det havde jeg faktisk også – men oprørene gik hele vejen, hvilket har tilføjet Rusland et stort nederlag
_______

 

I en artikel udgivet i RÆSON for nyligt skriver du: ”Trump gider ikke føre USA ind i endnu en ny stor krig i Mellemøsten. Og hans vælgere er enige med ham. Amerikas penge skal bruges på dem og ikke på krig. Trump vil undgå krig med en deal”. Hvor tror du, at Trump stiller sig i alt det her?

USA har ikke været der længe. Eller USA har været der, men med ca. 900 soldater, som er i det nordøstlige Syrien, hvor de skal sørge for, at Islamisk Stat ikke kommer ind fra Irak eller vinde fornyet fodfæste i Syrien. De har ikke så store planer om at skulle til at slås med Islamisk Stat igen i Aleppo, men vil formentlig synes, at det har Tyrkiet på en måde styr på. Man kan forvente, at amerikanerne vil støtte de kurdiske styrker (SDF), fordi de hjalp USA med at få nedkæmpet Islamisk Stat i Syrien. Udover at sende signal til parterne og ikke mindst til de nye ledere i Damaskus om, at USA ikke vil acceptere et styrket Islamisk Stat i Syrien, hvilket allerede er sket med amerikanske bombeangreb mod Islamisk Stats stillinger natten til mandag, tror jeg, at Biden-administrationen helst vil holde sig på afstand af situationen i Syrien.  Så derfor er det meget op til Trump, hvad han vil, og det er ret klart, at han allerede har en model for tilbagetrækning af de amerikanske tropper i Syrien. Jeg tror ikke at han vil ændre på det. Jeg tror, at Trump mener, at krigen i Syrien ikke er hans, at det må syrerne og regionen selv styre. Og hvem er det, der så må styre det? Der kigger Trump på Israel, og så siger han, at hvis der kommer alt for meget ballade med pro-iranske militser og sådan noget, så er Israel en af dem, der bomber dem. Trump gider ikke have soldater i Mellemøsten. Det viste han jo tydeligt under sin første præsidentperiode og han har ikke ændret sine signaler. Der var flere ministre, der gik af under hans tidligere regime, fordi han trak tropper hjem.

Med Bashar al-Assads flugt til Moskva er der reelt nu et magttomrum i Syrien. Ingen ved, hvordan en overgangsregering kommer til at se ud. Lederen af HTS, Mohammad al-Julani, kender vi ret godt. Han blev af Islamisk Stat sendt til Syrien allerede i august 2011 med den opgave at opbygge en gren i Syrien. Det lykkedes vældig godt, og efter kort tid blev det nye knopskud på Islamisk Stat under navnet Jabhat a-Nusra den bedst organiserede islamistiske milits i den syriske krig. Islamisk Stat i Irak, der på dette tidspunkt var del af al-Qaida-netværket, ville kontrollere Jabhat a-Nusra, men det ville al-Julani ikke finde sig i. Han sagde, han kunne ville lytte til al-Qaida, hvilket endte med et dramatisk brud mellem Islamisk Stat og al-Qaida i 2014. Jabhat al-Nusra fortsatte med at vinde frem i Syrien og viste stor pragmatisme lokalt, hvor både sekulære og andre grupper blev tilladt at drive skoler, sundhedscentre og hospitaler fordi al-Julani havde set hvordan rigid ledelse i Irak havde fremmedgjort al-Qaida fra lokalbefolkningen og gjort den til modstander. Denne pragmatisme trak al-Julani med til Idlib, Jabhat a-Nusra blev videreført under navnet Hayat Tahrir al-Sham, der samtidig brød forbindelsen til al-Qaida. Nu er Mohammad al-Julani den reelle nye leder i Damaskus. Men om hans pragmatisme fortsætter der, og hvordan de forskellige militser, kurdiske, drusiske, nationalistiske, sekulære etc. kan finde sammen om at udfylde tomrummet efter Assad-regimets fald, er endnu et åbent spørgsmål.   

Og hvad kommer der så til at ske nu?

Assad-regimets fald i weekenden kom som en stor overraskelse for alle – ikke mindst for de regionale spillere som USA, Tyrkiet, Iran, Israel og de arabiske stater. Udover Bashar al-Assad er taberne klart Iran og Rusland, der begge har tabt deres indflydelse i Syrien. Rusland er ude af Mellemøsten og Iran må finde nye strategier i konflikten med Israel og USA. Det ligner et kapløb om enten en ny atomenergiaftale med USA eller atomvåben i Iran – medmindre Israel indleder en decideret krig i Iran, inden det kommer så vidt. USA vil ikke acceptere, at Islamisk Stat vil finde fornyet styrke i Syrien, men vil ellers indtil videre overlade udviklingen til de regionale parter. Israel har fået knækket modstandens akse og har fra USA grønt lys til at bombe i Syrien og Libanon – trods våbenhvile – ”efter behov” samt befæste grænsen til Golanhøjderne – også hvis det indebærer styrker på den anden side inde i Syrien. Mere behøver Israel og Netanyahu ikke.

Tyrkiet er sejrherre, fordi det kan sende syriske flygtninge hjem, men har også, som det ser ud fra Erdogans synspunkt, fået et forstærket kurdisk problem i det nordøstlige Syrien. Hvordan det tackles, kommer til at afhænge af, hvad de nye magthavere i Damaskus gør. Hizbollah og Iran er væk fra Syrien, Libanon har intet at skulle have sagt og de resterende arabiske stater håber bare på, det hele går over ud at de bliver blandet ind i det. I EU og Danmark er regeringerne glade ved tanken om, at syriske flygtninge kan vende tilbage, men bekymrede over, at islamister skal styre Syrien. Europæerne holder vejret og håber det bedste, for EU kan som sædvanlig hverken gøre fra eller til, før situationen er stabiliseret i en ny magtbalance.

For den syriske befolkning både i Syrien og i EU er det glædeligt, at Assad-regimet er væk, men må vente i spænding på, hvad det nye Syrien byder på. ■

 

Israel har fået knækket modstandens akse og har fra USA grønt lys til at bombe i Syrien og Libanon – trods våbenhvile – ”efter behov” samt befæste grænsen til Golanhøjderne – også hvis det indebærer styrker på den anden side inde i Syrien. Mere behøver Israel og Netanyahu ikke
_______

 

ILLUSTRATION: Nær Libanons grænse, 6. oktober 2024: Israels premierminister Benjamin Netanyahu konsulterer sine generaler [FOTO: Haim Zach/GPO/Ritzau Scanpix]