Lars Erslev Andersen: Er Netanyahu så fornuftig, som verden håber?

16.04.2024


Mens verden frygter yderligere eskalering i Mellemøsten, maner indsigtsfulde Mellemøsteksperter til ro og argumenterer for, at Israel vil udvise tilbageholdenhed, som Joe Biden opfordrer til. Men Netanyahu lever af krig og konflikt.

Kommentar af Lars Erslev Andersen, Dansk Institut for Internationale Studier

Der er virkelig al mulig grund til at håbe, at mine oplyste, vidende og erfarne kolleger har ret i deres analyse af, at Israel vil vise tilbageholdenhed efter Irans angreb natten til 14. april og undlade at angribe Iran eller iranske allierede som gengæld for de iranske missiler. De sætter deres lid til, at fornuftens stemme i Netanyahus krigskabinet, oppositionspolitikeren Benny Gantz, vil overbevise Netanyahu om kalibreret tilbageholdenhed.

Men hvornår har fornuft, omtanke og velafbalanceret strategi nogensinde været Netanyahus varemærke? Han er ansvarlig for en krigsførelse i Gaza, der arrogant har overtrådt alle de regler og konventioner, verdenssamfundet og folkeretten møjsommeligt har udviklet for krigsførelse. Han er ansvarlig for, at boliger, skoler, offentlig forsyning, moskeer, hospitaler og sundhedsklinikker systematisk er bombet til grus.

Mere end to millioner mennesker er internt fordrevne i Gaza i et område på størrelse med Langeland. Et flertal af dem står på grænsen til Egypten uden at vide, hvad der skal ske med dem. Mere end 30.000 mennesker er slået ihjel, hvoraf mindst en tredjedel er børn. Hans erklærede mission er at befri de sidste af de gidsler, Hamas tog d. 7. oktober, og at eliminere Hamas. Men han har ikke opnået de mål.

Hvordan skal han forsvare sine notoriske krigsforbrydelser? Det kan han netop ikke, og derfor fortsætter han krigen med en retorik om, at målet om udslettelse af Hamas er nært forestående. Men det er der næppe mange fornuftige mennesker, der tror på, og gidslerne er stadig i Hamas’ fangenskab. Ender det med, at Netanyahu og hans krigskabinet indvilliger i permanent våbenhvile for endelig at få gidslerne fri, er det naturligvis godt, men Netanyahu selv vil stå afklædt tilbage med ansvaret for uhørte og meningsløse ødelæggelser.

Han vil blive stillet til ansvar, tvunget til at træde tilbage og vandre over i retten, hvor han står anklaget for korruption. Dog vil han ikke blive stillet til ansvar for ødelæggelserne og de mange dræbte palæstinensere, men for at han ikke fik gidslerne fri med sin totale krig. Med andre ord vil han være en færdig mand med et forfærdeligt eftermæle. Den eneste måde, han kan forlænge sin egen udløbsdato på, er ved imod al fornuft at forsætte med krig og konflikt.

 

Man kan faktisk ikke udelukke, at Netanyahu sigtede på at opnå en iransk reaktion, der så kunne legitimere gengældelse. Det vil tale for et israelsk angreb mod Iran
_______

 

Krig og konflikt, ikke fornuft, er Netanyahus varemærke. Udover den voldsomme Gazakrig tillader han bosættervold mod palæstinensere, som hans regering direkte opfordrer til, og han har åbent argumenteret for at annektere Vestbredden. Han autoriserer løbende angreb på mål i Libanon, der nogle gange er respons på Hizbollahangreb, og nogle gange er foregribende angreb.

I koordination med Rusland – hvilket er grunden til, Israel ikke vil støtte Vestens sanktioner efter Ruslands angreb på Ukraine – gennemfører Israel foregribende bombninger af pro-iranske militser og Hizbollah i Syrien. Intet af det har noget at gøre med Hamasangrebet 7. oktober. Det er tværtimod noget, der rutinemæssigt har stået på i årevis. Det er blevet intensiveret, fordi Israel er blevet angrebet fra Libanon af Hizbollahs missiler i solidaritet med palæstinenserne.

Angrebet 1. april på Irans diplomatiske ejendom i Damaskus, hvor højtstående iranere fra Revolutionsgarden blev dræbt, har heller ikke direkte noget med Gaza at gøre. Selvfølgelig kan Netanyahu argumentere for, at de iranske ledere fra Revolutionsgarden koordinerer med Hamas – men det har de gjort længe, ligesom de er blevet bombet længe før 7. oktober. Det er led i en mere eller mindre åbenlys krig, Israel i årevis har ført mod Iran, og som har mange forskellige angreb på tapetet såsom cyberangreb på atomenergianlæg (i samarbejde med USA), mord på videnskabsmænd i Iran og mange andre specialoperationer.

Iran har nogle gange reageret, andre gange ikke, men angrebet på diplomatisk territorium var over grænsen, og at Iran ville gengælde det, var alle inklusive Israel og Netanyahu selvfølgelig klar over. Man kan faktisk ikke udelukke, at Netanyahu sigtede på at opnå en iransk reaktion, der så kunne legitimere gengældelse. Det vil tale for et israelsk angreb mod Iran.

Man kan argumentere for, at det iranske missilangreb, der var massivt, men forårsagede begrænset skade og heldigvis ikke kostede liv, var gengældelse for Israels angreb i Damaskus, og at de udligner hinanden. Sådan taler fornuften. Men Netanyahu går efter magt, ikke fornuft. Ifølge ham består magt i at have og udvise styrke – at demonstrere, at man har styrken.

Det forklarede han sin åndsfælle fra The Wall Street Journal og Hudson Institute, Walter Russel Mead, da de sammen fejrede udgivelsen af en bog, Netanyahu netop havde publiceret. Det skete i februar 2023, mens de israelske gader var fulde af demonstranter mod Netanyahus forslag om at svække Israels højesterets tilsyn med lovgivning og ministre. Det ville styrke den udøvende magt betydeligt, fordi Israel ikke har en forfatning, som regering og parlament er ansvarlig overfor.

 

Netanyahu er ikke en fornuftig statsmand; han lider af en skrupelløs vilje til magt. Så længe han sidder for bordenden i Israels krigskabinet, må vi forvente konflikteskalation – ikke det modsatte, desværre
_______

 

Forslaget ville med andre ord styrke Netanyahus magt, hvilket demonstranterne mente ville undergrave demokratiet i Israel. I en bisætning affejede Netanyahu arrogant demonstranterne med, at de tog fejl, og at de ikke skulle tages alvorligt. Netanyahu forklarede videre den forstående Russel Mead, at de indgåede Abrahamaftaler var resultat af, at Israel havde vist styrke, og at det ville få palæstinenserne til at indse, at de stod helt og aldeles alene og havde tabt deres sag. Netanyahu vil aldrig indrømme, at han tog fejl. Hans reaktion vil være at demonstrere mere styrke og magt – imod al fornuft.

Netanyahu er ikke en fornuftig statsmand; han lider af en skrupelløs vilje til magt. Så længe han sidder for bordenden i Israels krigskabinet, må vi forvente konflikteskalation – ikke det modsatte, desværre. Det peger på et israelsk angreb på Iran. Skulle det trække USA mere direkte ind i Mellemøstens jungle af konflikter, vil det passe Netanyahu godt. Det har været hans våde drøm i mange år.

På et møde i krigskabinettet søndag eftermiddag, hvor Joe Biden direkte intervenerede med et telefonopkald til Netanyahu, blev det meddelt, at Israel ikke umiddelbart ville gengælde det iranske angreb. Så Benny Gantz vandt i første omgang slaget med Biden som støttepædagog. Jeg mener dog, at det vil være naivt at fæste lid til udmeldingen, så længe Netanyahu regerer. Der er reel og stor risiko for eskalation.

Netanyahu vil argumentere for, at Iran for første gang nogensinde direkte har angrebet Israel på eget territorium. Det skal hævnes og afskrække fra yderligere angreb, og mange både i Netanyahus regering og blandt de israelske vælgerne vil være enige. Derfor vil Netanyahus vilje til magt lede ham til at udvise styrke og hævne det iranske angreb. Fordi han lever af krig og konflikt. ■

 

Derfor vil Netanyahus vilje til magt lede ham til at udvise styrke og hævne det iranske angreb. Fordi han lever af krig og konflikt
_______

 

Lars Erslev Andersen (f. 1956) er seniorforsker på DIIS. I 2021 udgav han bogen Oprør og Alliancer. Mellemøsten efter det arabiske forår og i oktober 2023 afhandlingen om USA’s sikkerhedspolitik, Den amerikanske mission. Mytologi og magt. Han skriver på en ny bog om USA og Israels særlige forhold.

ILLUSTRATION: Tel Aviv, 15. april 2024: Demonstranter holder et banner, som opfordrer USA’s præsident Joe Biden til ikke at stole på den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, men derimod arbejde for fred [FOTO: Eyal Warshavsky/SIPA/Ritzau Scanpix]