Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

21.12.2024

Retssager, primærvalg, attentatforsøg og en historisk beskidt valgkamp – intet kunne fælde Trump, og han står nu endnu en gang på tinderne. Men hvad vil han bruge magten til?

Denne artikel indgår i RÆSONs nye vinternummer, “Hvem går med?”, ude nu. Læs mere her.

Af Mads Dalgaard Madsen

Lige siden han annoncerede sin ambition om at genopstille til præsidentposten i november 2022, har han suget al opmærksomheden til sig i amerikansk politik. Retssager, primærvalg, attentatforsøg og en historisk beskidt valgkamp – intet kunne fælde Trump, og han står nu endnu en gang på tinderne. Men hvad vil han bruge magten til?

I 2016 fik Hillary Clinton over fire millioner flere stemmer end Trump, hvilket fik mange Demokrater til at affeje ham som et historisk øjebliksbillede, der vandt næsten ved et tilfælde. Det kan de ikke sige længere. Trump vandt ikke bare alle svingstater, men også et flertal af vælgernes stemmer – i det, der er blevet beskrevet som en systemisk og national afvisning af Biden-Harris-administrationen.

Og valgets største historie er da heller ikke så meget Trumps sejr som Harris’ nederlag. Hun klarede sig overraskende dårligt også i de store Demokratiske bastioner: Hun vandt Illinois med 5 pct. og New Jersey med 4 pct. I New York – hvor Biden vandt med 23 pct. i 2020 – var sejren den smalleste for en Demokrat i 40 år: Blot 11 pct.

Og de foreløbige opgørelser tyder på, at Trump gjorde solide indhug i Demokraternes vælgerkoalition. Han bryder med årtiers vælgerdynamik og får overraskende stor opbakning fra især mandlige minoritetsvælgere. Trump fordoblede sin opbakning blandt sorte vælgere til 15 pct. sammenlignet med 2020 og gik fra 6 pct. i 2020 til hele 41 pct. i 2024 hos den latinamerikanske vælgergruppe. Især sidstnævnte er et højlydt alarmsignal for Demokraterne. For borgere med latinamerikansk baggrund er den hurtigst voksende vælgergruppe – de har overvejende stemt Demokratisk indtil nu – og mister partiet grebet om dem, vil de have svært ved at kompensere andre steder. Derfor må de håbe, at dette valg mest er en proteststemme mod Biden-Harris-administrationen og ikke opbyggelsen af en ny Republikansk vælgerbase i stil med 1980’ernes ’Reagan Coalition’, hvor de såkaldte ’Reagan Democrats’ for en stund forlod Det Demokratiske Parti, hvilket førte til tre Republikanske jordskredssejre. For Demokraterne blev Reagan-koalitionen opløst, da Arkansas’ daværende guvernør, Bill Clinton, op til sin valgsejr i 1992 genopfandt Det Demokratiske Partis grundfortælling, så partiet igen stod for en klar politisk vision om forandring, der igen appellerede til den amerikanske middel- og arbejderklasse. Vælgervandringerne i 2024-præsidentvalget understreger igen behovet for en hurtig og gennemgribende genstart af Det Demokratiske Parti, hvis ikke partiet skal gå igennem samme præsidentielle ørkenvandring, som det gjorde i 1980’erne.

Den Republikanske styrke i de blå højborge og hos minoritetsgrupperne vidner om en bred utilfredshed med tingenes tilstand i det amerikanske samfund. Emner som inflation, indvandring og kriminalitet har til Demokraternes store ærgrelse overskygget abortspørgsmålet, som de havde udset sig som det helt store trumfkort. ”It’s still the economy, stupid”, fristes man til at sige.

Og takket være sejrene i begge Kongressens kamre taler Republikanerne da også om et ’klart folkeligt mandat’ til at ændre Biden-administrationens politiske kurs. Trump har dermed fået de bedst mulige kort på hånden til at få realiseret sine tanker om at sætte ”America First”.

 

Trump har fået de bedst mulige kort på hånden til at få realiseret sine tanker om at sætte ”America First”
_______

 

Opgøret med ’systemet’

Trump har gjort det klart, at hans anden periode som præsident først og fremmest handler om at lægge arm med ’sumpen’ i Washington D.C. Han ser sejren som en blåstempling af forsøget på at overvinde det etablerede ’system’ i byen. Det mislykkedes i den første periode – mener også kredsen omkring ham – fordi en ’dyb stat’ af illoyale ministre og bureaukrater syltede og forhalede Trumps politiske dagsorden.

Når man betragter hans udnævnelser, er kvalifikationskravet åbenlyst: Først og fremmest søger Trump loyalitet over for sig selv og ”America First” frem for match mellem kompetence og jobbeskrivelse. Trumps mislykkedes forsøg på at nominere den skandaleramte og kontroversielle Florida-politiker Rep. Matt Gaetz til den utroligt magtfulde post som attorney general (justitsminister) er et godt eksempel. Et andet er nomineringen af Fox News’ weekend-tv-vært Pete Hegseth til forsvarsminister. Jo, godt nok er han tidligere major, men der er ikke mange, der mener, at Hegseth har den professionelle tyngde til at kunne stå i spidsen for Pentagons cirka tre millioner medarbejdere. I Washington ser man med størst bekymring mod Trumps nominering af Trump-loyalisten Tulsi Gabbard som director for national intelligence. Gabbard har lavet meget virak ved at gengive russisk propaganda og har afholdt hemmelige møder med Syriens præsident, Bashar al-Assad, hvilket passer meget dårligt med rollen som USA’s øverste efterretningsofficer.   

På den politiske front står immigration og skattepolitik øverst på dagsordenen. Selvom Biden allerede har strammet immigrationslovgivningen via præsidentielle dekreter, vil Trump sandsynligvis gå endnu længere og igangsætte en deportationsbølge i USA. Det er usandsynligt, at han vil lykkes med at deportere alle de anslåede 13 millioner illegale immigranter. Det ville være en uhørt stor operation rent logistisk, som ville ramme den amerikanske økonomi hårdt, da store dele af det amerikanske produktionsapparat faktisk er afhængigt af den billige illegale arbejdskraft. Men Trump behøver heller ikke at nå dette tal for at fremstå som handlekraftig. 500.000 eller en million deportationer på få år vil skabe billeder, der betrygger kernevælgerne i, at problemet bliver taget alvorligt.

I Washington er opmærksomheden nu rettet mod det store opgør om skat, der venter i 2025. Trumps store skattereform fra 2018 står nemlig til at udløbe, og Kongressen skal finde en løsning, hvis ikke vælgerne skal opleve markante skattestigninger – noget, der direkte strider mod Trumps løfte om at give amerikanerne flere penge mellem hænderne. Med Republikanernes kontrol over begge Kongressens kamre er yderligere skattelettelser ikke utænkelige. Spørgsmålet er, om de bliver finansieret af besparelser andre steder i det offentlige budget.


Raleigh, North Carolina, 4. november 2024: På valgkampens sidste aften bliver senator Marco Rubio budt velkommen af Donald Trump til det, præsidentkandidaten kaldte sit sidste rally nogensinde. 11. november blev Rubio udpeget til udenrigsminister [FOTO: Ryan M. Kelly/AFP/Ritzau Scanpix]

Milliardærer på mission

Trump har også udpeget et symbol på ønsker om besparelser: Elon Musk i spidsen for det nyoprettede Department of Government Efficiency (DOGE) i samarbejde med milliardæren Vivek Ramaswamy. ”2.000 mia. dollars” svarede Musk, da han på et Trump-vælgermøde blev spurgt, hvor mange penge han kan spare. Opgaven er klar: Musk skal gentænke Washington D.C., på samme måde som han har reformeret sine virksomheder: ved at fyre store mængder af medarbejdere og gøre arbejdsgangene mere effektive.

Men selvom Musk og Ramaswamy er store navne, er der flere årsager til, at DOGE kan få svært ved at lykkes.

For det første er DOGE ikke et egentligt ministerium, selvom navnet antyder det. Det er blot en kommission, der kan foreslå besparelser til Det Hvide Hus, uden nogen formel magt til selv at hyre og fyre ansatte.

I nyere tid har der været flere eksempler på effektiviseringskommissioner, som fx i 2010, hvor præsident Barack Obama oprettede den tværpolitiske Bowles–Simpson-kommission. Fælles for kommissionerne er, at deres anbefalinger ikke er blevet til noget som helst. De offentlige udgifter – og de korresponderende offentlige underskud – er kun blevet større over tid. 

For det andet: Musks ambition om at finde 2.000 mia. dollars er tydeligvis taget ud af den blå luft. Tallet giver ikke politisk eller matematisk mening, hvis man kigger nærmere på teknikaliteterne i USA’s offentlige budget. Det årlige offentlige budget er på cirka 6.800 mia. dollars og består af to typer udgifter, discretionary spending og mandatory spending. Discretionary spending er udgifter til alle føderale ministerier – inklusive det samlede amerikanske forsvar (Pentagon). Denne type udgift er politisk styret og skal forhandles i den årlige finanslov i Kongressen – og den udgjorde i 2023 en total udgift på 1.700 mia. dollars; altså ca. én tredjedel af det totale budget.

To tredjedele af budgettet er at finde i kategorien mandatory spending, som ikke forhandles hvert år, men som regeringen er påkrævet at udbetale til offentlige pensions- og sundhedsordninger, fx Social Security, Medicare og Medicaid.

Musk lover altså at finde besparelser, der svarer til mere end budgettet til alle ministerier i Washington D.C., inklusive det totale forsvarsbudget. Kan han overleve at foreslå besparelser på Mandatory Spending – læs: tage borgernes tilegnede rettigheder fra dem? Det betragtes som selvmorderisk i amerikansk politik – enhver karrieres endestation.

For det tredje er ambitionerne bag DOGE i direkte koalitionskurs med amerikansk lovgivning. Kongressen har retten til at allokere penge (power of the purse), mens præsidenten kun kan bruge penge. Og via The Impoundment Control Act of 1974 er præsidenten forpligtet til at bruge de penge, som Kongressen tildeler et formål.

Groft sagt: Musk kan foreslå nok så mange besparelser, men hvis Kongressen hvert år vedtager en finanslov, der tildeler penge – som den har tradition for at gøre, da medlemmernes førsteprioritet er at tiltrække investeringer til deres respektive delstater og valgdistrikter – så skal Trump bruge dem.

For at Department of Government Efficiency (DOGE) skal være effektivt, må Trump tage et opgør med The Impoundment Control Act. Enten via domstolene, som kan være en meget langvarig proces, eller via en tilbagetrækning af loven i Kongressen. Især det sidste ville være bemærkelsesværdigt, da Kongressen i så fald frivilligt ville svække sin egen magt. Man skal ikke tage fejl af, at hvis det lykkes Trump at udhule netop denne mekanisme, vil det være en historisk stor styrkelse af præsidentembedet – så kan Det Hvide Hus ignorere den amerikanske finanslov. Det ville rykke på hele den amerikanske forståelse af magtens tredeling.

Derfor skal kommissionen arbejde hurtigt – næste midtvejsvalg finder jo sted allerede om to år, hvor Demokraterne meget vel kan erobre magten i et af Kongressens kamre og dermed blokere for det meste lovgivning.

Kongressen er republikansk, men er den også trumpsk?

Enhver amerikansk præsident drømmer om at sætte sig i Det Hvide Hus med en valgsejr, der omfatter både Senatet og Repræsentanternes Hus. Hvis Demokraterne havde fået flertal i bare ét af Kongressens kamre, så ville det have været umuligt for Trump at få gennemført sine politiske prioriteter. Kongressen er den lovgivende magt i USA, og først når begge kamre enes om et lovforslag, bliver det sendt til underskrift hos præsidenten.

På trods af det kan Kongressen godt vise sig at blive en større hovedpine for Trump, end man umiddelbart skulle tro, når man ser valgresultatet.

Næst efter præsidenten er lederen af Senatet den mest magtfulde person i Washington D.C. Derfor rettede opmærksomheden efter valget sig også straks mod, hvem der skulle overtage lederposten hos Republikanerne, efter at den mangeårige partileder, Mitch McConnell, ikke genopstillede til posten. Valget skulle også være den første test af Trump 2.0’s indflydelse over Det Republikanske Parti. Den foretrukne Trump-kandidat, Rick Scott, stod over for den etablerede ’McConnell-lærling’ John Thune. Og Thune vandt valget på overbevisende vis, hvilket varsler et Republikansk Senat, der ikke bare danser efter Trumps pibe. Spørgsmålet er nu, om Thune kan og vil gå imod Trump på afgørende politikområder, som McConnell gjorde det fx på spørgsmålet om støtten til Ukraine. At Rep. Matt Gaetz måtte trække sit kandidatur til justitsministerposten på grund af manglende opbakning i Senatet, er også et tidligt tegn på, at Sen. Thunes republikanske senatorer trods alt er villige til at sætte foden ned for Trumps mest yderliggående beslutninger.

Resultatet 5. november er ikke blot en personlig sejr for Trump, der aldrig helhjertet accepterede valgnederlaget i 2020. Valget indvarsler et markant politisk skifte i Washington D.C. Hans tid ved magten vil ikke kun definere hans egen politiske arv, men også forme fremtiden for amerikansk politik og landets plads i verden. ■

 

Valget indvarsler et markant politisk skifte i Washington D.C. Hans tid ved magten vil ikke kun definere hans egen politiske arv, men også forme fremtiden for amerikansk politik og landets plads i verden
_______

 

Mads Dalgaard Madsen (f.1992) er Msc. International Business and Politics, Copenhagen Business School. Seniorrådgiver med fokus på USA og tidl. indenrigspolitisk rådgiver ved den danske ambassade i Washington DC.

ILLUSTRATION: Washington D.C., 15. november 2024: Nyvalgte medlemmer – hovedsageligt Republikanere – af den 119. Kongres fotograferes på trappen til bygningen [FOTO: Andrew Harnik/AFP/Ritzau Scanpix]