Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte magasin: Den udsatte verden, vi lever i, stiller nye og udfordrende krav til vores politikere og erhvervsledere

17.04.2024


Øget geopolitisk tumult og intensiveret global konkurrence stiller både politikere og erhvervsliv over for nye krav og udfordringer.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, “Europas nye hverdag”, der udkom i begyndelsen af april. Læs mere her.

Af Malthe Munkøe



Verden har ændret sig, som den har det med at gøre. Den russiske invasion af Ukraine tydeliggjorde den risikable position, som mange europæiske lande havde sat sig i ved at gøre sig afhængige af den billige russiske naturgas. Den nødvendige forcerede udfasning af denne afhængighed betyder nu, at europæisk konkurrenceevne er alvorligt presset af høje energipriser. Men umiddelbart forinden havde COVID-19-pandemien illustreret, hvordan de meget komplekse og vidtforgrenede værdikæder, der er blevet normen i de fleste industrier, kan blive lammet. Og det er svært ikke at betragte den afhængighed, der er skabt med komplekse og vidtforgrenede værdikæder, i lyset af de alvorligt voksende geopolitiske spændinger.

Rundtomkring på direktionsgangene og i verdens hovedstæder lyder spørgsmålet: Er man blevet for sårbare? Hvad der plejede at være et ultrateknisk område for handelshøjskoleuddannede supply chain-eksperter – hvor produceres et givet input bedst og billigst? Hvordan organiseres globale virksomheders ganske indviklede forsyningskæder mest effektivt? – er nu rykket ind og blevet et centralt emne for beslutningstagere på højeste niveau. Med de forstærkede geopolitiske spændinger in mente bliver det stadig sværere at skille spørgsmålet om effektivitet fra politiske og sikkerhedsmæssige overvejelser. 

USA versus Kina

Som det amerikanske forsvarsministerium konkluderede med bekymret mine i den nye nationale industrielle forsvarsstrategi fra 2023, er Kina over tre årtier blevet ’det globale industrielle powerhouse i mange nøglesektorer – fra skibskonstruktion til sjældne mineraler til mikroelektronik’. Og man noterede, at landets kapacitet overgår det samlede output fra USA og landets allierede i både Europa og Asien.[1]

Ser man eksempelvis på konstruktion af skibe – unægtelig et område, der er nyttigt både i fredstid og krigstid – sker omtrent halvdelen i Kina, og over 90 pct. i Sydøstasien[2]. De senere år har samtidig demonstreret, at industriel kapacitet ikke er uden betydning, selvom fokus ofte er på den mere højteknologiske og avancerede produktion og de videnstunge erhverv. Fx har det vist sig langt sværere end ventet for EU at nå det mål, man havde sat sig for industrielproduktion af ammunition til det ukrainske forsvar.[3]

Da præsident Biden tiltrådte i 2020, var noget af det første, han foranstaltede, en 100-dages gennemgang af USA’s kritiske afhængighed inden for forsyningskæderne for batteriproduktion, mikrochipproduktion, kritiske råstoffer og farmaceutiske produkter, herunder de aktive farmaceutiske ingredienser (’byggesten’, som indgår i mange lægemidler og i stor stil produceres i Kina og Indien). Forvaltningen udarbejdede en 250-siders kortlægning og har siden haft fokus på USA’s forsyningssikkerhed og evne til at producere strategisk vigtige produkter. Gennemgangen illustrerede en række alvorlige svagheder og signalerede samtidig et stærkt ønske fra regeringens side om at gøre det til en prioritet at nedbringe sin kritiske afhængighed. Og den satte fokus på fire udvalgte felter.

Mikrochips

Betydningen af mikrochips blev tydeligt illustreret under COVID-19-pandemien, hvor globale forsyningskæder blev enormt pressede, og hvor fabriksanlæg måtte lukke ned i perioder. Konsekvenserne blev, at store dele af fremstillingsindustrien blev berørt, da mikrochips indgår i alle mulige produkter, som indeholder elektronik af en eller anden art. Samtidig blev det tydeliggjort, at dette ikke blot havde en generel betydning for store dele af samfundsøkonomien, men også udgjorde en særlig strategisk udfordring. Dels fordi store dele af den globale produktion finder sted i Østasien og især i Kina og Taiwan, hvis relation som bekendt er kendetegnet ved særlig geopolitisk usikkerhed. Dels fordi de særligt avancerede mikrochips, med en størrelse på ganske få nanometer, er så vanskelige at fremstille, at det taiwanske firma TSMC står for stort set hele den globale produktion heraf. De avancerede mikrochips er særligt vigtige bl.a. i en række avancerede funktioner – herunder i militær, luft- og rumfart.

USA har i sin igangværende styrkeprøve med Kina søgt at afskære kineserne fra adgang til avanceret mikrochipproduktion, samtidig med at Beijing satser meget stort på området og har brugt store summer på at opbygge en kapacitet, snarere end at være afhængig af Taiwans produktion. USA har derfor indført en række begrænsninger på, hvad der kan eksporteres til kinesiske kunder, ligesom en lang række kinesiske techfirmaer er blevet sat på en begrænset liste (Entity List), som amerikanske virksomheder skal søge en særlig tilladelse for at kunne eksportere til.[4] Samtidig har der fra amerikansk side været stort fokus på hollandske ASML, en førende koncern inden for fremstilling af udstyr til mikrochipproduktion. ASML er den eneste virksomhed i verden, der er i stand til at fremstille ekstremt ultraviolet litografiudstyr, som er afgørende for at kunne lave de mest avancerede mikrochips.[5] At man har begrænset ASML’s eksport til Kina, udgør en alvorlig barriere for de kinesiske bestræbelser på at opbygge en stærk chipindustri.[6]

Derfor var det en ubehagelig overraskelse[7] for Washington, at det største kinesiske mikrochipfirma, Semiconductor Manufacturing International Corporation (SMIC), i 2022 formåede at fremstille en ny type mikrochips på det halve omfang af, hvad man tidligere havde været i stand til – fra 14 til syv nanometer. Selvom der stadig var langt til de tre nanometer, som TSMC har opnået, havde de amerikanske tiltag altså ikke forhindret Kinas fremskridt.

Råstoffer

Men hvor Kina er sårbart, når landet nægtes adgang til avanceret vestlig teknologi på strategiske nøgleområder, har landet selv en dominerende position på andre områder. I 2023 indførte Beijing således eksportrestriktioner for råstofferne germanium og gallium, der bl.a. indgår i fremstilling af mikrochips. Eksport kræver nu en tilladelse[8] – og da Kina står for udvindingen af 94 pct. af gallium og 83 pct. af germanium[9], giver det landet en reel mulighed for at påvirke den globale prisdannelse og adgang til disse kritiske råstoffer.

Den betydelige kinesiske dominans af værdikæder for en række kritiske råstoffer var en del af baggrunden for Biden-regeringens 100-dages gennemgang, der netop valgte dette felt som ét af fire. Vi tænker næppe over det til daglig, men alle industrielle processer og produkter kræver en lang række råstoffer, og i mange tilfælde er udvindingen af dem geografisk koncentreret, så nogle få eller enkeltlande står for en stor del af udvindingen. Desuden er også den videre forarbejdning af råstoffer i mange tilfælde ligeledes koncentreret. Her er der ofte tale om meget kapitalintensive processer, hvor det kræver fx særlig teknologisk viden og særlige intellektuelle ejendomsrettigheder m.m. at stå for den videre udskilning og bearbejdning. Ser man eksempelvis på værdikæden for permanente magneter – et område, der har været stort fokus på, fordi det typisk vil indgå i fremstilling af ikke blot elbiler og havvindmøller, men også F-35-kampfly[10] – står Kina for cirka 60 pct. af den globale udvinding af de nødvendige sjældne jordarter og for omkring 90 pct. af den endelige slutproduktion af magneterne.[11]

 

Hvor Kina er sårbart, når landet nægtes adgang til avanceret vestlig teknologi på strategiske nøgleområder, har landet selv en dominerende position på andre områder
_______

 

Kinesiske firmaer har længe været optagede af at udvide deres operationer i mineralrige lande, bl.a. i Afrika, og har derfor i dag en stærk markedsstilling – fx ift. kobolt, hvor den Demokratiske Republik Congo står for cirka to tredjedele af den globale produktion. Derimod har USA, som ellers tidligere var den største producent af sjældne jordarter i de californiske bjerge,[12] ikke haft større fokus på råstofområdet indtil for nylig, hvor ikke mindst de militære anvendelser af en lang række kritiske råstoffer, hvor Kina har opnået en dominerende position i den globale produktion, er blevet en del af den sikkerhedspolitiske diskussion.

Også elektriske biler, vindmøller og solpaneler kræver store mængder af visse typer mineraler. Det betyder, at den grønne omstilling vil mangedoble behovet for en række kritiske råstoffer og kan blive vanskelig at gennemføre uden at blive afhængig af kinesiske råstoffer og produkter[13]. Derfor er det blevet en vigtig politisk prioritet at nedbringe afhængigheden af Kina på området, og en væsentlig del af Biden-regeringens store Bipartisan Infrastructure Law vil således understøtte investeringer i kritiske råstofprojekter. 

Batterier

Batterier med høj ydeevne indgår både i elektriske biler og i en række forsvarsmæssige anvendelsesområder, men cirka to tredjedele af den globale produktion finder sted i Kina.[14] De senere år har både Kina og EU – via aktiv industripolitik og betydelig statsstøtte – forsøgt at sikre sig en stærk batteriproduktion. Det er således endnu et eksempel på, at den traditionelle økonomiske handelslogik ikke længere altid gælder. Traditionelt kunne man glæde sig, hvis et andet land specialiserede sig på et område og brugte skattepenge på at understøtte udviklingen, så produkterne blev både bedre og billigere. Men dét gælder ikke længere på områder, der vurderes at være af strategisk betydning.

Medicinske produkter

Fremstilling af medicin er ikke overraskende en kompliceret proces med behov for forskellige inputs, men helt kort fortalt indgår der i mange lægemidler nogle ’byggesten’, aktive farmaceutiske ingredienser (API’er). Den globale produktion af dem er i høj grad koncentreret i Kina og Indien. Reviewet fandt således, at en lang række vigtige generiske medicintyper – fx antibiotika og medicin til at behandle Alzheimers, Parkinsons, epilepsi og til brug ved kemoterapi mv. – stammer fra Kina. Blandt 118 medicinske produkter, der blev udpeget som essentielle, havde kun cirka halvdelen en API-produktion i USA, konstaterede reviewet. Men det skal selvsagt ses i lyset af, at det efter alt at dømme ville være dyrere at producere disse produkter i USA, fordi logikken tilsiger, at billigere generiske og kopimedicinske produkter fremstilles i områder, hvor omkostningerne mest effektivt kan holdes nede. Igen et eksempel på, at adgang til billige produkter og forsyningssikkerhed har modsatrettede hensyn.

Balancegangen

Under Biden er USA således slået ind på en vej, der indimellem sætter økonomisk sikkerhed over en række erhvervsinteresser – og derved også på visse områder er parat til at acceptere omkostninger og højere priser for større forsyningssikkerhed. Måske viser reaktionerne på de høje prisstigninger i kølvandet på pandemien, at forbrugernes tålmodighed ikke er ubegrænset

Ikke nok med man bl.a. har sat bremserne i over for en ellers lukrativ eksport af mikrochipteknologi til Kina, man har også forbudt bl.a. det kinesiske teleselskab Huawei, med påståede bånd til det kinesiske militær og kommunistparti, at operere og sælge 5G-udstyr til amerikanske kunder pga. risikoen for indbyggede ’bagdøre’, som tillader hemmelig overvågning af brugerne, og forsøgt at overtale ligesindede lande til at gøre det samme[15]. Dertil kommer, at man med den meget omtalte Inflation Reduction Act (IRA) har givet en række store skattefordele til bl.a. investeringer i grønne teknologier, så længe det sker med inputs fra Nordamerika – dvs. uafhængigt af kinesiske eller europæiske værdikæder (sidstnævnte har ført til omfattende forhandlinger over Atlanten). Et stykke helt klassisk industripolitik, der meget effektivt anvender økonomiske incitamenter til at fremme et politisk formål om større egenproduktion og selvforsyning. Hvor man før lod det frie marked sikre, at værdikæder blev indrettet optimalt, og varer fremstillet bedst og billigst, vil USA nu undgå et afhængighedsforhold af Kina inden for grøn omstilling. Da han præsenterede IRA-planen, lovede Biden direkte at ville lade USA “ikke alene konkurrere med Kina om fremtiden, men lede verden og vinde det 21. århundredes økonomiske konkurrence”.[16]

Når man ser tilbage på alt dette, melder sig to centrale konklusioner:

Økonomisk sikkerhed prioriteres på en række strategisk vigtige områder over klassiske erhvervsinteresser og økonomiske hensyn, ligesom både erhvervs- og forskningspolitik i stigende grad også anskues igennem økonomiske sikkerhedslogikker.

Samtidig er kapløbet om at være førende inden for strategisk vigtige områder, teknologier, værdikæder osv. for alvor i gang mellem USA og Kina. I EU og Danmark må vi vurdere, hvordan vi vil stille os.

 

Det bliver stadig sværere at skille spørgsmålet om effektivitet fra politiske og sikkerhedsmæssige overvejelser
_______

 

Politikerne træder ind på scenen

Økonomisk sikkerhed, i begrebets forskellige former, er således blevet en central ny dagsorden. Redskaber som eksportkontrol og investorscreening, der længe været særdeles tekniske redskaber forbeholdt specialister, er nu rykket op på den politiske dagsorden. Det samme er spørgsmålet om, hvilke værdikæder, teknologier, produkter og råstoffer der er så strategisk vigtige, at man aktivt bør forsøge at nedbringe forsyningsrisici.

Fra flere sider har man beredvilligt igangsat tiltag – herunder: massiv statsstøtte til bestemte projekter og begrænsninger i den frie handel – der for relativt få år siden ikke lå inden for den politiske mainstream.

Forandringerne ser ud til at være kommet for at blive: Økonomisk sikkerhed vil spille en anden rolle, end vi har været vant til siden Den Kolde Krig. 1990’erne var præget af troen på, at demokratiet ville sprede sig, så snart man handlede sammen, mens staterne i den økonomiske politik skulle spille så lille en rolle som muligt. Dét ser ud til delvist at blive fortrængt af en regionalisering, hvor man fra politisk hold søger at nedbringe risici i strategisk vigtige værdikæder.

I forvejen kræver man, at virksomheder skaffer sig større viden om, hvordan deres værdikæder ser ud mange led tilbage, med en række nye lovkrav fra EU. Har de gennemført de nødvendige tjek (due diligence) fx i forhold til at kortlægge, om deres underleverandører (og deres underleverandører) bruger tvangsarbejde? Så fra flere sider oplever erhvervslivet altså en voksende politisk interesse og indblanding i det, der plejede at være overladt til den enkelte virksomhed selv.

Også for den enkelte virksomhed spiller geopolitiske risici derfor en voksende rolle. Man kan fx blive direkte ramt (fx af krig og konflikt) eller af sanktioner og eksportbegrænsninger. Ligesom det for mange virksomheder over tid har vist sig vanskeligere og mere risikabelt end ventet at operere i eksempelvis det kinesiske marked, som flere store amerikanske virksomheder har forladt bl.a. på grund af risikoen for uønskede teknologioverførsler. Andre anvender i stigende grad en ’Kina+1-strategi’, dvs. at aktiviteter i Kina ikke er helt integrerede med resten af virksomheden. I det hele taget må ledere og investorer i større omfang overveje, om man kan fastholde de globalt vidtforgrenede just-in-time-værdikæder – hvor kinesiske leverandører ofte indgik i vigtige funktioner.

Det skal Danmark og danske virksomheder kunne navigere i. EU er ved at indstille sig på at agere som en geopolitisk aktør i forhold til disse udfordringer og har søsat en række initiativer, der er blevet fastsat i højt tempo. I februar 2022 fremlagde man efter amerikansk forbillede en Chips Act, der skulle bidrage til målet om at fordoble EU’s andel af den globale chipproduktion til cirka 20 pct. i 2030. I marts 2023 fremkom EU-Kommissionen med en Critical Raw Materials Act, der bl.a. via hurtigere tilladelsestider skal bidrage til større forsyningssikkerhed omkring kritiske råstoffer. Begge retsakter etablerer overvågning af de centrale værdikæder, ligesom der indføres forskellige krisestyringsredskaber, herunder med mulighed for fælles indkøb, som vi også så med coronavacciner.

Også fra medlemsstaterne er der været stigende fokus på strategiske værdikæder, teknologier og produkter. En række lande giver nu statsstøtte til mikrochipprojekter, eksempelvis et tocifret milliard-eurobeløb for at understøtte Intel, der vil investere 30 mia. euro i Magdeburg i Tyskland,[17] ligesom Frankrig har bevilget cirka 3 mia. euro i statsstøtte til et mikrochip-fabriksanlæg, som STMicro/Global Foundries vil bygge[18].

Kort sagt: Statsstøtte, som ellers fik et halvdårligt ry under 1980’erne og 1990’ernes markedsliberale økonomiske politik og i lyset af mange fejlslagne statslige projekter og kuldsejlede firmer, er tilbage. Økonomisk sikkerhed er en dagsorden, der er kommet for at blive, og det fører til en reevaluering af nogle af de økonomiske tilgange, der ellers har været etablerede sandheder i årtier.


Dresden, 26. april 2023: Mikrochips fremstilles hos Infineon Technologies AG – den største fabrikant af sin slags i Tyskland. Efter at coronapandemien blotlagde svaghederne i de globale forsyningskæder, er det nu EU’s ambition at fordoble den europæiske markedsandel af mikrochips i 2030 [FOTO: Jens Schlueter/AFP/Ritzau Scanpix]

EU’s nye rolle

Da EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, afholdt sin årlige ’tale om den europæiske unions tilstand’ i september 2023, viede hun betydelig opmærksomhed til at beskrive den økonomiske sikkerhedsudfordring, som et ’selvhævdende Kina’ udgjorde:

”Vores virksomheder udelukkes alt for ofte fra udenlandske markeder eller er udsat for aggressive metoder […] de globale markeder flyder nu over med billigere kinesiske elbiler. Og deres pris holdes kunstigt nede ved hjælp af enorme mængder statsstøtte [..] Jeg kan i dag meddele, at Kommissionen vil iværksætte en antisubsidieundersøgelse af elbiler fra Kina. Europa er åben over for konkurrence. Men ikke over for et kapløb mod bunden”[19].

I det hele taget har EU de senere år taget den nye dagsorden om økonomisk sikkerhed ganske alvorligt, herunder senest i februar 2024 med fremsættelsen af et strategipapir, der særligt betonede de handelsdefensive redskaber som eksportkontrol og undersøgelse af konkurrerende landes statsstøtte til tog og elbiler.[20][21] I oktober 2023 udpegede Kommissionen ti teknologiområder (fx clean tech, kunstig intelligens, kvante- og halvledere) som værende særligt kritiske.[22]  I 2022-talen om unionens tilstand havde von der Leyen foreslået en suverænitetsfond for at  sikre, ”at industriens fremtid ligger i Europa”. Løsningen, der blev præsenteret som lovforslag i juni 2023 og færdigforhandlet i februar 2024, havde dog ikke tilnærmelsesvist det tilsnit og omfang, hun havde ønsket, men understregede dog ønsket om, at der skal investeres i at nedbringe strategisk afhængighed og i at sikre et europæisk lederskab inden for kritiske teknologier.

Og i juni 2023 fremsatte EU-Kommissionen en økonomisk sikkerhedsstrategi[23] , der skulle give et bud på en samlet strategisk analyse og retningsangivelse for, hvordan man forstår og vil tilgå alle de udviklinger og udfordringer, der er fremkommet. Som det hedder i strategien:

”Den globale pandemi, Ruslands ulovlige og uprovokerede krig i Ukraine, fjendtlige økonomiske handlinger, cyber- og infrastrukturangreb, udenlandsk indblanding og desinformation samt stigende globale, geopolitiske spændinger har stillet vores samfund, økonomier og virksomheder over for risici og sårbarheder, som ikke eksisterede for blot få år siden […] Mere end nogensinde er vores nationale sikkerhed tæt knyttet til vores evne til at gøre os mere modstandsdygtige og mindske risiciene ved de økonomiske forbindelser, som vi i de seneste årtier har betragtet som værende gunstige. Gennemgribende teknologiske forandringer øger intensiteten af denne konkurrence og gør de økonomiske og sikkerhedsmæssige udfordringer mere komplekse”.

 Strategien lagde i forlængelse af dette op til, at svarene måtte have et tredelt fokus: For det første at styrke europæisk konkurrenceevne, gøre forsyningskæder mere modstandsdygtige, fremme innovation og industriel kapacitet. For det andet bedre at udnytte værktøjer til at beskytte økonomien, bl.a. med screening af investeringer, eksportkontrol og lignende handelspolitiske redskaber. For det tredje styrket samarbejde med ligesindede tredjelande.

Dette afspejler selvsagt også, at man i andre dele af verden har en noget anden tilgang til disse spørgsmål. Man er måske nok blevet overbevist om kapitalismens enorme økonomiske kræfter, men har fastholdt, at disse skal dirigeres politisk. Østasiens økonomiske opstigen har hele tiden hvilet på en aktiv industripolitik, hvor netop statsstøtte var en fast del af redskabskassen. Kina har endnu i dag en økonomisk politik, hvor statsejede selskaber fylder meget, og hvor Kommunistpartiets prioriteter spiller en stor rolle i erhvervslivet. Eksempelvis når man med sin Made in China 2025-industristrategi anviser ti områder, hvor Kina går efter at være i front globalt – og faktisk kan allokere store investeringer direkte til disse områder.

Realiteten i dag er således, at Kina må antages at være i front bl.a. inden for en række teknologier. Herunder droneteknologi – netop som krigene i Kaukasus og Ukraine demonstrerer, hvor altafgørende droner er – herudover  5G-teknologi og en række andre kritiske områder[24]. Frem mod 2010’erne havde USA og EU faktisk opbygget en lille, men lovende solcelleindustri, men denne blev på kort tid udraderet af kinesiske konkurrenter, som fik massiv statsstøtte i ryggen og derfor kunne sælge deres produkter langt billigere og overtage markedet.[25] Forløbet nævnes stadigt oftere som et eksempel på, at Vesten er nødt til at have en ny tilgang til økonomisk sikkerhed, som sikrer fair og rimelige konkurrencevilkår, så man ikke igen mister industrier på den måde og derved bliver afhængige af både teknologier, produkter og råstoffer fra Kina for fx at kunne gennemføre den grønne omstilling[26].

På mange måder er det selvsagt en bunden opgave for EU at navigere effektivt i en verden præget af geopolitiske spændinger og et tiltagende teknologisk kapløb. Det er en situation, hvor EU i stigende grad er nødt til at se i øjnene, at selv etablerede styrkepositioner er udfordrede. Man får yderst svært ved at følge med inden for den teknologi, der er mest cutting-edge og ventes at blive afgørende de kommende år og årtier. Man formåede for 20 år siden ikke at fostre store techvirksomheder, så det i dag er de amerikanske og kinesiske, der dominerer den digitale verden. USA og Kina er igen langt foran alle andre, når det kommer til udviklingen af kunstig intelligens. Den engang verdensførende europæiske bilindustri er alvorligt udfordret, fordi både den amerikanske Tesla og en række kinesiske producenter er længere fremme med elbiler. Selv inden for vindmølleindustrien er de kinesiske fabrikanter efterhånden godt med og erobrer store markedsandele.

Det betyder også, at en hel række relaterede økonomiske dagsordner i disse år flyder sammen. Hensynet til at nedbringe afhængighed af tredjelande, jf. erfaringerne med russisk naturgas og mikrochips fra Østasien. Hensynet til at sikre europæisk konkurrenceevne i lyset af en intensiveret konkurrencesituation, hvor højere energipriser i forvejen presser europæiske virksomheder. Hensynet til at manøvrere i en styrkeprøve mellem USA og Kina, hvor økonomiske sikkerhedslogikker stadigt oftere overtrumfer den traditionelle tro på det frie marked.

Derfor må økonomisk sikkerhed og teknologisk lederskab blive centrale ledemotiver for den nye Kommission, der skal efterfølge den nuværende efter sommerferien. ■

 

Det er en situation, hvor EU i stigende grad er nødt til at se i øjnene, at selv etablerede styrkepositioner er udfordrede. Man får yderst svært ved at følge med inden for den teknologi, der er mest cutting-edge og ventes at blive afgørende de kommende år og årtier
_______

 

Malthe Munkøe er ekstern lektor i International Business and Politics ved Handelshøjskolen i København (CBS). Desuden arbejder han i den offentlige sektor, men artiklen er alene udtryk for egne synspunkter. Han har tidligere bl.a. været seniorrådgiver i Bruxelles for erhvervsorganisationen BusinessEurope og analysechef for lobbyorganisationen Dansk Erhverv.

ILLUSTRATION: Kiruna-graven i det nordlige Sverige: Luftfoto af verdens største, dybeste underjordiske malmmine (som i øvrigt er statsejet) i byen Kiruna 145 km nord for Polarcirklen. I 2023 opdagede man, at jorden under kiruna også indeholder betydelige mængder oxider, der er vigtige til produktion af elbiler og vindmøller [FOTO: Justin Jin/Ritzau Scanpix]



[1] businessdefense.gov/docs/ndis/2023-NDIS.pdf

[2] Shipbuilding Market – Industry Share, Size & Forecast (mordorintelligence.com)

[3] EU to Ukraine: You’ll get half the ammo we promised by March – POLITICO

[4] United States–China semiconductor standoff: A supply chain under stress – Atlantic Council

US escalates tech battle by cutting China off from AI chips | CNN Business

U.S. Clarifies and Strengthens Restrictions on Semiconductor Exports to China | Shearman & Sterling

[5] The Dutch get ensnared in US-China chips fight – POLITICO

[6] ASML halts hi-tech chip-making exports to China reportedly after US request | Computing | The Guardian Beijing criticises Netherlands’ move to block ASML exports to China | Reuters

[7] China’s Semiconductor Breakthrough – The Diplomat

[8] China’s Export Controls on Critical Minerals | FTI (fticonsulting.com)

China exported no germanium, gallium in August after export curbs | Reuters

Understanding China’s Gallium Sanctions (csis.org)

[9] Study on the critical raw materials for the EU 2023 – Publications Office of the EU (europa.eu)

[10] Chinese-Sourced Magnet in F-35 Prompts Supply Chain Concerns (nationaldefensemagazine.org)

[11] EERE Technical Report Template (energy.gov)

[12] How the US lost the plot on rare earths – MINING.COM

[13] Europe ‘getting more dependent on China’ for clean tech, EU climate chief warns – Euractiv

[14] China charging ahead in global EV battery sector – Chinadaily.com.cn

[15] The Dutch get ensnared in US-China chips fight – POLITICO

[16] Remarks by President Biden on the Inflation Reduction Act of 2022 | The White House

[17] Intel nears EU decision on multibillion German state aid check – POLITICO

[18]  France to provide 2.9 billion euros in aid for new STMicro/GlobalFoundries factory | Reuters

[19] Kommissionsformand Ursula von der Leyens tale om Unionens tilstand (europa.eu)

[20] Anti-subsidy measures – European Commission (europa.eu)

[21] EU launches anti-subsidy probe into Chinese train maker (ft.com)

[22] Kritiske teknologier – Europa-Kommissionen

[23] IMMC.JOIN%282023%2920%20final.DAN.xhtml.1_DA_ACT_part1_v2.docx (europa.eu)

[24] China leading US in technology race in all but a few fields, thinktank finds | China | The Guardian

[25] The EU lost a trade war with China 10 years ago. Has it learned?  – POLITICO

[26] Can Europe go green without China’s critical minerals? (ft.com) Von der Leyen: Putin sped up EU green transition – Euractiv