Mickey Gjerris: Den grønne trepart er greenwashing, der blot skal skjule sandheden: Politikerne redder hverken klima eller biodiversitet
13.07.2024
De globale aftaler om klima og biodiversitet er uforpligtende røgslør, der med smukke ord, luftige ambitioner og våde drømme om ikke-eksisterende teknologier, skal skjule over virkeligheden. Vi er ved at fjerne det biologiske og klimamæssige grundlag for vores egen eksistens. Men i stedet for at se det store billede, fortaber vi os i enkeltbegivenheder, godt hjulpet på vej af medier, der i en selvforstærkende dødsspiral hellere end gerne vil fjerne vores blik fra de store sammenhænge.
Kronik af Mickey Gjerris
”Kan du skrive en kronik om klima/biodiversitet med udgangspunkt i det globale og principielle?”, spurgte dette medies gamle redacteur undertegnede. Jeg er ikke den første, der har fået sådan en opgave og det er ikke første gang, at jeg har fået opgaven. Så hvordan indleder man på en overraskende og nysgerrighedsvækkende måde, når man skal skrive om at, vand stadigt er vådt og den danske sommer lunefuld?
Jeg vil starte med at sige, at: Det går ad Helvede til – med direkte reference til FNs generalsekretær António Guterres, der ved åbningen af COP 27 i Sharm El Sheikh, Egypten i sin tale til de delegerede sagde: ”Vi er på vej mod klimahelvede og vi har stadig foden på speederen.” For intet har ændret sig siden de ord faldt i november 2022. De aftaler, der siden er indgået om klima- og biodiversitetspolitik, er uforpligtende røgslør, der med smukke ord, luftige ambitioner og våde drømme om ikke-eksisterende teknologier, skal skjule over, at den førte politik primært har til hensigt at sikre de nuværende økonomiske strukturer, der bevarer den neo-liberalistiske kapitalisme og dermed sikrer de økonomiske interesser hos dem, der har vundet på de sidste 40-50 års økonomiske og sociale eksperiment med at sætte kapitalen fri på bekostning af mennesker og natur.
Drivhusgasudledningerne stiger fortsat på trods af Paris-aftalen fra 2015. Man skulle tro, at målet om 1,5 – 2 °C temperaturstigninger mod år 2100 var tilfældigt sat og eventuelle overskridelser ligegyldige. Men målet var sådan set sat fordi, at man så – med lidt god vilje og en bunke optimisme baseret på klimaforskningen – kunne undgå at ramme diverse tipping points i klimasystemet, der vil føre til det, som blandt andre den danske professor og klimaforsker Katherine Richardson, har kaldt ’Hothouse Earth’. En planet irreversibelt skubbet ud i et langt varmere klima end i dag med katastrofale følger for mennesker – og de mange andre arter, som vi deler planeten med.
Arter, der forsvinder som fluer om ørerne på os. Vi står et sted i begyndelsen af det, der kaldes ”Den sjette masseudryddelse”. Arterne uddør i et tempo, der er 100-1.000 gange højere, end det ville være normalt. Det er over de sidste 440 millioner år sket fem gange tidligere, er en stor del af arterne (75-90 pct.) er forsvundet på relativt kort tid (kort: i geologisk forstand). Alle gange har masseudryddelsen været forårsaget af naturfænomener, sidst for ca. 65 millioner år siden, da en meteor slog ned i det nuværende Mexico og satte en kæde af begivenheder i gang, der udryddede dinosaurerne. Denne gang er det ikke en meteor, der har ramt planeten, men os, homo sapiens og i særdeleshed den udgave, som har udviklet det natur- og menneskesyn som gennemsyrer den vestlige verden: Naturen er en ressource, teknologi kan løse alle problemer, mennesket er en rationel egoist – og økonomisk vækst er den eneste vej frem.
Vi står et sted i begyndelsen af det, der kaldes ”Den sjette masseudryddelse”. Arterne uddør i et tempo, der er 100-1.000 gange højere, end det ville være normalt
_______
Mediernes svigt
Alt det her er ikke nyt. Så det er svært at få ind i nyhedsstrømmen, der netop kræver, at det, der rapporteres, har nyhedens interesse. Så vi får, hvad der kun kan betegnes som drabet på en biosfære (Ecocide) præsenteret i små bidder. En oversvømmelse her, en tørke der, en iøjnefaldende art, der forsvandt i går, en orkan i morgen. Og hver gang kan den enkelte begivenhed vække ængstelse og uro, men ikke direkte forbindes med de bagvedliggende årsager. Så vi beroliger os selv med, at det måske ikke er så slemt og bare endnu en naturkatastrofe, som vi skal passe på ikke at overdrive betydningen af.
Tænk engang: Vi er som kultur og art ved at fjerne det biologiske og klimamæssige grundlag for vores egen eksistens. Men i stedet for at se det store billede, fortaber vi os i enkeltbegivenheder, godt hjulpet på vej af medier, der i en selvforstærkende dødsspiral og understøttet af økonomiske interesser hellere end gerne vil fjerne vores blik fra de store sammenhænge. Nyhedsstationer bringer feel good-historier om skildpaddeæg, der af frivillige graves op af sandet og bringes i sikkerhed mod en kommende orkan på en strand i Mexico, men glemmer at fortælle, at hyppigheden og styrker af orkaner kun vil vokse. En af hovedhistorierne i danske medier i sommeren 2023 var de mange turister fanget først i skovbrande, siden oversvømmelser på sydeuropæiske feriedestinationer – uden at hverken medier eller feriegæster forholdt sig til, at de begivenheder, der havde ødelagt ferien, var forårsaget af bl.a. masseturismen. Et absurd medieteater, der dog i 2024 blev overgået af antallet af historier om de minimale prisstigninger på oksekød, der ville følge og de par tusind arbejdspladser, der ville gå tabt, hvis man indfører en klimaafgift på landbruget ud fra det ellers nogenlunde rimelige princip, at forureneren betaler. I sig selv et vanvittigt udsagn al den tid, at det rimelige krav at stille burde være, at forureneren skal lade være med at forurene. Tænk, at man kan betale sig fra at pisse i fællesskabets brønd.
I stedet for at se det store billede, fortaber vi os i enkeltbegivenheder, godt hjulpet på vej af medier, der i en selvforstærkende dødsspiral og understøttet af økonomiske interesser hellere end gerne vil fjerne vores blik fra de store sammenhænge
_______
Greenwashing i treenighed
Og det er globalt, som det er lokalt. Den globaliserede neo-liberalistiske økonomi har overtaget styringen og gennem fx Verdensbanken sikret, at ”money talks” og ”nature walks”. Over det meste af kloden står politikere med ansigterne i de rette bekymrede folder og fremlægger politiske tiltag, der bygger på lidt green washing gennem betydningsløse projekter med stor følelsesmæssig appel og offentlig støtte til landbrug, fossilindustri og andre erhverv til udvikling af fantasifulde teknologier, der på mirakuløs vis skal sikre, at den grønne omstilling kan ske uden at forhindre den fortsatte akkumulation af velstand for de få på bekostning af de mange.
Se f.eks. på den nyligt indgåede aftale om en klimaaafgift på landbruget, hvor man må lette på hatten for dygtigheden hos landbrugets lobbyister, der pudsigt nok betales af os alle sammen gennem de enorme beløb, som hvert år overføres fra fællesskabet til erhvervet. Det er faktisk lykkedes at få fastholdt en animalsk produktion, som stort alle eksperter siger skal reduceres drastisk, få fællesskabet til at betale for at udtage de lavbundsjorde, der allerede er en dårlig forretning og så sælge teknologier, som fodertilsætning til køer og pyrolyseteknologi som de helt store løsninger, selvom disse teknologier endnu ikke er afprøvet i stor skala og de dyrevelfærdsmæssige og miljømæssige konsekvenser er ukendte. Mest absurd er det, at fastholdelsen af den animalske produktion kombineret med reduktionen af det dyrkede areal kun kan føre til mere import af foder fra Sydamerika, der vil føre til mere fældet regnskov, der vil føre til acceleration af både klimaforandringer og biodiversitetstab. Og man har ovenikøbet formået at få Danmarks Naturfredningsforening til at sige god for dette. Jeg tænker, at mens deres medlemmer glæder sig over de naturområder, som aftalen vil sikre, så kan de begynde at planlægge, hvordan man udlægger dem som havparker, som vores børnebørn kan dykke ned og nyde synet af.
Men nu tilbage til det globale og principielle. Som etiker er jobbet nemt. Det, vi har gang i, er etisk forkert. Det er skamløst. Et misbrug af den magt, som vi har. Et svigt af ansvaret for en levende planet, fremtidens generationer og de milliarder af fattige mennesker, der kommer til at betale den største pris i første omgang. Et fantasiløshedens mareridt, hvor vi lægger planeten øde af hensyn til eget begær og magelighed, understøttet af et økonomisk system og et menneskesyn, der bygger på falske myter, som gennem effektiv historiefortælling fra såkaldte tænketanke og medier har overtaget den kollektive bevidsthed. Og ja, det lyder som om, at jeg har fundet sølvpapirshatten frem, men jeg kan kun anbefale at læse George Monbiots og Peter Hutchinsons seneste bog ”The Invisible Doctrine. The Secret Story of Neo-liberalism & How It Came to Control Our Lives”, hvis man vil have en indsigt i, hvordan vi er endt, hvor vi er.
Man må lette på hatten for dygtigheden hos landbrugets lobbyister, der pudsigt nok betales af os alle sammen gennem de enorme beløb, som hvert år overføres fra fællesskabet
_______
Et ansvar for alle – og for den enkelte
Vejen frem er derfor kollektivt og individuelt at se situationens alvor i øjnene, afmontere myten om økonomisk vækst som nøglen til alt godt og tage ansvaret på os. Et ansvar, som vi som mennesker i den rige del af verden med både viden og muligheder ikke kan undslå os uden at svigte vores moralske selvbillede. Et ansvar, der først og fremmest går på et grundlæggende opgør med det økonomiske og politiske system, der i hvert fald siden den første FN-ledede internationale miljøkonference i Stockholm 1972, har kæmpet indædt for at bevare status quo.
Det er tale om et i bred forstand politisk ansvar for at bruge vores demokratiske indflydelse, vores tid og vores evner til at arbejde for en grøn transformation af den vestlige ideologi, der styrer det globale samfund. Men også et individuelt ansvar for, i det omfang, som det er os muligt, at tage forskud på sådan et samfund og indrette vores eget liv, så det er bare i nogenlunde tråd med de økologiske grænser for vores aktivitet som blandt andet kommer til udtryk i begrebet ”de planetære grænser”.
Ingen kan kræve, at du gør mere end det bedste, som du kan. Men det kan man til gengæld godt kræve. Der følger meget godt med at være født som menneskedyr på denne planet. Men der følger også et etisk ansvar for at bruge den magt, som vores fornuft giver os, til at anvende den til alles bedste – ikke kun vores eget.
Ved ikke, om den gamle redacteur tænker, at opgaven er løst. Men situationen er nu engang sådan, at afmagten og indignationen over tingenes tilstand lokalt og globalt vokser i mig, samtidig med en dyb glæde over tilværelsens under og forundring over biosfærens mangfoldighed… så det er, hvad jeg har at byde på. En blanding af trangen til at rive alting ned, når Magnus Heunicke endnu en gang udråber sig selv til Havets Minister uden at føre andet end utilstrækkelighedens politik og bygge alting op ved at falde i staver over egernet i træet uden for mit vindue, solsortsangen i morgenregnen og bare at falde ind i et uendeligt kram med egetræet uden for min dør – og så tage fat på de mange opgaver. ■
Vejen frem er derfor kollektivt og individuelt at se situationens alvor i øjnene, afmontere myten om økonomisk vækst som nøglen til alt godt og tage ansvaret på os
_______
Mickey Gjerris (f.1969) er teolog, Ph.d., lektor i bioetik ved Københavns Universitet. Han har de sidste 25 år forsket i etiske spørgsmål vedrørende natur, etik, teknologi og mennesker og udgivet en lang række artikler og bøger om disse emner. ILLUSTRATION: Skov i Danmark, 2025 [foto: Alex Berger via Flickr]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
