Mikkel Vedby: Danmark vil meget hurtigt kunne blive militært engageret i Ukraine, hvis Trumps planer bliver til virkelighed

10.11.2024

Trump vil stille europæerne stolen for døren, og Ukraine bliver testen for det kommende samarbejde over Atlanten. Det er en test, som regeringen er ivrig efter at bestå.

I KRIGENS LØB er et nyt artikelformat fra Mikkel Vedby Rasmussen, der løbende opdateres med aktuelle analyser og perspektiver på krigens gang i Ukraine. Du kan læse tidligere indlæg fra I KRIGENS LØB nederst.

10. november. Af Mikkel Vedby Rasmussen

Med valget af Trump står Ukraine og det europæiske allierede overfor valg med vidtrækkende konsekvenser. Det gælder ikke mindst for Danmark, hvor regeringen har været meget tydelig på, at vores sikkerhed blev afgjort på slagmarken i Ukraine. Danmark vil indenfor det næste halve år skulle tage stilling til, om vi vil stille soldater til en stabiliseringsstyrke i Ukraine. Alt imens vi forbereder os på, hvad Kremls næste træk vil være, når Trump har sikret en våbenhvile i Ukraine. For så længe Rusland brugte sine ressourcer ved fronten i Donbas, så havde vi et pusterum i Østersøregionen. Det pusterum kan hurtige vise sig at være slut.

At Danmark og vores allierede står overfor de valg, følger af den kommende Trump regerings Ukraineplaner.

Trump har lovet at afslutte Ukrainekrigen på 24 timer – i mere beskedne øjeblikke har det været 48 timer. Det løfte har unægtelig efterladt spørgsmålet om, hvordan han helt præcist havde tænkt sig at gøre det. 6. november kunne Wall Street Journal løfte i hvert fald noget af sløret for Trumps planer for Ukraine. Avisen understreger, at der ikke ligger en nøglefærdig plan. En Trump-rådgiver bliver endda citeret for at sige, at hvis man tror, at den kommende præsident vil vente tålmodig på, at hans folk laver en plan, så kender man Trump dårligt. Vær parat til opslag på X, pludselige telefonsamtaler med Putin – alle de ting, som vi kender fra sidste gang.

Alligevel er det påfaldende, hvor sammenhængende en plan, som Wall Street Journal får ud af at tale med folkene omkring Trump. Det efterlader én med det indtryk, at den kommende regering for alt i verden vil undgå, at omverden tror, at Trump vil gå til forhandlinger med Putin om Ukraine, som han i sin tid gik til sit møde med Nordkorea. Hvor der efter et møde i Singapore ikke rigtig skete noget, fordi Trump ikke havde en plan for andet end at holde et møde. Denne gang ser det ud til, at Ukraine skal være løftestangen for selve revurderingen af USA’s rolle i NATO.

Ifølge Wall Street Journal består planen (i det omfang at man kan tale om en plan) af fire elementer: fryse frontlinjen, udskyde Ukraines optagelse i NATO, etablere en demilitariseret zone og oprustning af Ukraine. 

 

Det ser det ud til, at Ukraine skal være løftestangen for selve revurderingen af USA’s rolle i NATO
_______

 

Frontlinjen bliver de facto grænse mellem Ukraine og Rusland. Der er formentlig ikke tale om en egentlig traktat, som skal definere en grænse, men snarere en våbenstilstandslinje, hvor begge parter fortsat kan gøre krav på territorium. Ukraine behøver således ikke formelt at opgive Krim og de sydøstlige provinser, og Rusland kan fortsat gøre krav på de dele af de sydøstlige provinser, som de endnu ikke har erobret. Man må dog forestille sig, at der bliver nogle forhandlinger om grænsedragningen. Det er svært at forestille sig, at Rusland vil kunne leve med, at Ukraine kontrollerer området i Kursk. Dér har Zelenskyj set helt rigtigt: Det land kan han forhandle med. Men det er så også den eneste, og ganske undselige, sejr, Zelenskyj kan påberåbe sig på det territorielle område. Putin derimod bliver belønnet for sin erobringskrig. USA’s nye regering legitimerer således de erobringer, som USA’s gamle regering mente var et brud på alle principper.

Samtidig lover NATO ikke at optage Ukraine de næste 20 år. Det er en sejr for Putin. Men selvom Trump-regeringen således imødekommer Putin på det punkt, så er det værd at lægge mærke til, at de tilsyneladende gør det uden at bryde med NATO’s princip om, at døren er åben for nye medlemmer. Selv NATO’s løfte om, at Ukraine kan få medlemskab, bryder man ikke formelt med, selvom man selvfølgelig gør i det i ånden. At Trumps folk er så omhyggelige med spørgsmålet om NATO-medlemskab, er et signal om, at de er rede til at tage NATO alvorligt. Det er kun Viktor Orbán, der sådan rigtigt har taget afstand fra, at Ukraine skulle blive medlem af NATO. Men ideen har ikke været uden problemer, og derfor er det måske en indrømmelse, som mange i virkeligheden ikke har så meget imod at give Putin.

 

At Trumps folk er så omhyggelige med spørgsmålet om NATO-medlemskab, er et signal om, at de er rede til at tage NATO alvorligt
_______

 

Putin vinder således både territorium og alliancefrihed for Ukraine, men for Trumps folk er det kun den ene del af ligningen. For de er udmærket klar over, at russerne vil betragte våbentilstandslinjen som en midlertidig ting. Efter et pusterum vil russerne begynde at presse ukrainerne igen – det var sådan krigen blev kæmpet fra 2014 til 2022. Derfor indebærer planen, at der skal skabes en demilitarised zone mellem parterne, og den zone skal så håndhæves af en fredsbevarende styrke. Nu er Trump-administrationen ikke rigtig til FN-styrker; og det er nok godt det samme, for Rusland ville helt sikkert sørge for, at sikkerhedsrådet gav styrken et mandat, som gjorde at Rusland med lethed kunne køre styrken over. En bedre sammenligning er nok SFOR i det tidligere Jugoslavien – en svært bevæbnet NATO-styrke, som sikrer stabilitet (som var det s’et i SFOR stod for – Stabilisation Force). Det er en sådan styrke, som præsident Zelenskyj har efterspurgt siden 2022. Han har formuleret det på forskellige måder – som en flyveforbudszone patruljeret af NATO-fly, træning på ukrainsk jord, men pointen har været den samme: at få vestlige soldater på jorden i Ukraine på en måde, hvor Rusland ville bringe sig selv i krig med NATO, hvis man overtrådte en rød linje. I stedet for NATO-medlemskab, får Zelenskyj således NATO-soldater på ukrainsk jord.

Stabiliseringsstyrken er intet mindre end et mestertræk fra amerikanernes side. På den ene side løser den et konkret problem ved at forhindre, at russerne udnytter våbenhvileaftalen til at fortsætte krigen på lavere blus i en såkaldt ’frossen konflikt’. På den anden side så forpligter ideen europæerne på aftalen. For amerikanerne understreger, at stabiliseringsstyrken skal være europæisk. Dermed tager Trumps folk Frankrigs præsident Macron på ordet. Macron har sammen med polakkerne og balterne talt for nødvendigheden af, at Vesten var villig til at sætte styrker ind i Ukraine. Nu skal de vestlige ledere vise, om de er villige til at sætte handling bag deres ord. Tør europæerne stille op ved fronten i Ukraine, så har de i praksis leveret det nye NATO, som Trump har argumenteret for, og som man ser beskrevet i Project 2025: Et NATO, hvor europæerne leverer styrkerne i Europa, mens USA kun træder til, hvis den store krig skal kæmpes. Tør europæerne ikke stille op, så kan Trump og hans folk vaske deres hænder og lade Europa tage skylden, når kampene blusser op igen i Ukraine.

 

Tør europæerne stille op ved fronten i Ukraine, så har de i praksis leveret det nye NATO, som Trump har argumenteret for
_______

 

Selvom USA ikke vil stille op ved fronten, så lover planen ifølge Wall Street Journal, at amerikanerne fortsat vil levere våben og stå for træning af den ukrainske hær. USA vil endda have muligheden for at levere langtrækkende våben og de andre ting, som Ukraine har ønsket sig, men ikke fået af Biden regeringen. Fordi med våbenhvile aftale med Rusland, så er våbnene ikke i sig selv eskalerende; tværtimod kan de sikre stabilitet ved at afskrække Rusland. Tilstedeværelsen af amerikanske trænere i Ukraine, vil også betyde, at det vil være langt sværere for Rusland at genoptage konflikten eller søge at infiltrere det ukrainske samfund. Elon Musk vil fortsat kunne levere Starlink og støtte fra andre amerikanske tech-virksomheder til Ukraine på anden vis. Det var faktisk sådan en politik, som Trump førte sidst han var præsident, så det vil med en vis ret kunne siges at være en fortsættelse af hans politik og ikke af Bidens. Det er nok ret vigtigt for at retfærdiggøre udgifterne overfor den amerikanske befolkning, når Trump nu har harceleret mod de milliarder, som Biden har brugt på Ukrainekrigen.

Trump-regeringens planer for Ukraine er kun en fredsplan efter minimumsdefinitionen på fred: Her er tale om fraværet af krig. Det handler ikke om forsoning eller forbrødring, men om at stoppe krigshandlingerne. For Trump og hans folk er det et udtryk for realisme: De mener, at Ukraine ikke har en chance for vinde mere. Yderligere amerikansk hjælp vil blot udskyde det tidspunkt, hvor de taber. Så det er spild af penge at fortsætte krigen. Som så megen anden realisme, så kan Trumps position være svært at skelne fra defaitisme. Ukrainekrigen har udviklet sig en udmattelseskrig, og det er bestemt ikke indlysende, at Rusland vil vinde – men forudsætningen for at Ukraine kan sejre er, at Vestens stiller ressourcerne til rådighed, hvis amerikanerne ikke vil betale med dollar og politisk kapital. Så er den ikke længere.

Endelig afslører planerne også, at Trump ikke er så forblændet af Putin, som hans kritikere påstår. Trumps folk deler ikke nødvendigvis den europæiske yderste højrefløjs fascination af den russiske leder. Til gengæld afslører planen også, at Trump og hans folk vil stille europæerne stolen for døren – og Ukraine bliver testen for det kommende samarbejde over Atlanten. Det er en test, som regeringen er ivrig efter at bestå. Derfor vil Danmark meget hurtigt kunne blive militært engageret i Ukraine, hvis Trumps planer bliver til virkelighed. ■

 

Endelig afslører planerne også, at Trump ikke er så forblændet af Putin, som hans kritikere påstår
_______

 

I KRIGENS LØB er et nyt artikelformat fra Mikkel Vedby Rasmussen, der løbende opdateres med aktuelle analyser og perspektiver på krigens gang i Ukraine. Du kan læse hovedartiklen (13. september) og de tidligere bidrag nedenfor:

4: Måske Ukraine er den vigtigste svingstat i det amerikanske valg (21. oktober, 2024)



3: Var Kursk en fejl? (15. oktober, 2024)



2: Er den russiske offensiv kulmineret? (25. september, 2024)



1: Med sin invasion af Kursk har Ukraine skabt andre veje til freden (13. september, 2024)



Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han er forfatter til bl.a. Krisesamfundet (2021) og Tilbage til krigen. Danmark i den nye verdensorden (2022). Vedby er tidligere dekan på Københavns Universitet og tidligere leder af center for militære studier. Han har arbejdet som udviklingschef i Forsvarsministeriet. Sammen med Lars Bangert Struwe udgiver Mikkel Vedby desuden Ræsons ugentlige podcast Geopol samt Krisecast.

ILLUSTRATION: Lviv, 23. februar 2024: Mette Frederiksen underskriver aftale med Zelenskyj om sikkerhedstilsagn, der sikrer fremtidig militær støtte til Ukraine [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Udsigt til våbenhvile i Ukraine?

Lars Struwe: Trump har skabt en ny verdensorden – men freden får han ikke

Svend Roed Nielsen: Vi får en tsunami af kinesiske produkter, omdirigeret fra det amerikanske marked til EU-markedet og andre markeder

Jesper Olsen: Det vil være naivt af politikerne at tro, at det ikke gnaver i noget af det mest værdifulde vi har, hvis vi ukritisk øger mulighederne for overvågning

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?