Mikkel Vedby Rasmussen: Fem sandheder om krigen i Ukraine

02.12.2024

Hvorfor forestillingen om et ukrainsk nederlag er en farlig illusion

Af Mikkel Vedby Rasmussen

ALLE VED JO, at krigen går så dårligt for Ukraine, at det gælder om at finde en fredsløsning. Men som så mange andre sandheder, der bliver gentaget i den ene alle anden form på sociale såvel som traditionelle medier, så er det en doven sandhed. Det vil sige, at det faktisk ikke er sandt – det er blot nemmere at tro på, at det er sandt.

For hvis det var sandt, at Ukraine står til at tabe krigen, så fjerner det ansvaret for dem, der ønsker at trække stikket på den vestlige støtte til landet. Hvis den russiske sejr er givet, så gør man i virkeligheden den ukrainske befolkning en tjeneste ved at stoppe den vestlige støtte, som holder krigen i gang. Her er det underforstået, at det er Vesten, som har lokket ukrainerne til at forsvare deres land mod den russiske invasionsstyrke.

Forestillingen om, at Ukraine står til at tabe krigen, som netop har passeret dag nr. 1.000, bygger på altså på en række dovne sandheder. De fremstår som selvfølgeligheder, som man knapt behøver at argumentere for; lige ind til at man går dem efter i sømmene. Så er de knapt så sande og knapt så selvfølgelige. Med én undtagelse, men den tager vi til sidst.

1) Den, hvor Rusland vinder slaget om Kursk

50.000 russiske soldater, herunder 10.000 nordkoreanere i russisk tjeneste, er begyndt forsøget på at erobre det område, som ukrainske styrker kontrollere i den russiske provins Kursk tilbage. Det har taget russerne fire måneder at samle styrker og mod til at gå i gang. At det tog så lang tid at gå til modangreb efter ukrainerne erobrede russiske territorium – som de første siden operation Barbarossa i 1941 – siger noget om, hvor pressede de russiske styrker er. De russiske generaler fortsatte med at erobre territorium i det sydøstlige Ukraine, men de havde åbenbart ikke ressourcer tilovers til at erobre deres eget territorium tilbage.

Nu er de i offensiven. Ukraine har fået lov til at bruge vestlige missiler til at forsvare sig mod de russiske styrker; det kan være, det er nok til at stoppe den russiske fremmarch, men det kan også være, at russerne skubber ukrainerne ud. Er russerne parat til at tage tab i samme størrelse, som de har accepteret i det sydøstlige Ukraine, så er det muligt at de kan trænge de ukrainske styrker tilbage over grænsen. Det vil være et ydmygende nederlag for Ukraine. Præsident Zelenskyj har bundet meget prestige i sin russiske erobring, og han har ofret soldater på operationen, som knapt kunne undværes ved den sydøstlige front.

Men en sejr vil koste russerne dyrt på et tidspunkt, hvor omkostningerne allerede er enorme. Og kan ukrainerne holde en forsvarslinje ved grænsen, så vil Rusland med en sejr ved Kursk blot have reetableret den strategiske situation, som den så ud i august 2023. Rusland vil ikke være tættere på at have vundet krigen. Der skal mere til.

2) Den, hvor Rusland erobrer Ukraine

Vi fokuserer på, hvor meget territorium Ukraine mister dag for dag. Men prøv at vende regnestykket om: På trods af at Rusland har angrebet Ukraine i to år, og mistet over 500.000 soldater i forsøget – med brug af alle kampvognene, som Rusland havde på lager, og på det seneste med mellemdistanceraketter til millioner stykket – så kontrollerer de russiske styrker en smule mere territorium, end de gjorde i julen 2022. Og samtidig har Ukraine altså besat dele af Kursk-provinsen.

Målt i territorium har Rusland opnået meget lidt for en forbavsende høj pris. På intet tidspunkt i løbet af krigen har den ukrainske front vist tegn på at bryde sammen, fordi de ukrainske soldater gav op, smed deres våben og løb. Det er til gengæld sket for de russiske styrker omkring Kharkiv og i Kursk. Sandsynligheden for, at de russiske styrker kan bryde igennem den ukrainske front og diktere fredsbetingelser, fordi de kan true med at erobre Kyiv, er meget lav.

3) Den, hvor det ukrainske folk ikke længere støtter krigen

I to år har det været en nyhed hver gang præsident Zelenskyj antydede muligheden for en fredelig løsning på konflikten. Senest 30. november, da Zelenskyj overfor Sky News gentog, at det kun ville give mening for Ukraine at afgive territorium, hvis landet fik et NATO-medlemskab. Dette krav har hele tiden været en del af Zelenskyjs sejrs- eller fredsplan, men det bliver citeret som en pludselig, mulig indrømmelse. Underlægningsmusikken er, at det er Ukraine, som skal give sig for at få fred. Vi må også forstå, at den menige ukrainer helst ville have fred, men det er politikerne i Kyiv (støttet af politikere i Vesten), som fortsætter krigen. I det argument bliver den afsky, som ukrainerne føler for krigen, og de afsavn, som de lider, brugt som en begrundelse for, at den ukrainske befolkning skulle ønske en fred på russernes betingelser. Men ligesom der ikke er belæg for, at den ukrainske hær opgiver modet, så er der heller ikke belæg for, at den ukrainske befolkning skulle være parat til at give op. Der er heller ikke militærhistorisk belæg for, at en befolkning kan blive bombet til at give efter. Det er en af militærstrategiens store myter, at en civilbefolkning kan terroriseres til at give op. Hverken under Blitzen i London, bombningerne af Berlin eller Hanoi har det været tilfældet. At befolkningen i Kyiv skulle give op, fordi Rusland bomber dem og deres elforsyning er ikke sandsynligt.

4) Den, hvor Rusland kaster en atombombe

Vladimir Putin forstår at tale til de dele af den europæiske offentlighed, der siden 1980’erne har sunget lange, bange sange om atomvåben. Dengang som nu bliver den russiske vilje til at bruge atomvåben et argument for at give Kreml alle de indrømmelser, som Putin måtte ønske sig.

Effekten ved rent faktisk at anvende en atombombe på slagmarken, kan vise at være en helt anden, end Putin truer med. Skulle den russiske generalstab finde et mål, hvor atomvåben vil have en militær effekt, så vil det forårsage ødelæggelse og menneskelig lidelse, men i en krig udkæmpet af små infanterienheder støttet af droner og langtrækkende artilleri, vil den operationelle og strategiske effekt være begrænset. Reaktionen fra Vesten til gengæld ikke være begrænset. Det er svært at forestille sig andet, end at NATO ville gå ind i krigen med styrker på landjorden. Det er også muligt at forestille sig en egentlig gengældelsesaktion mod russiske mål. Rusland ville reelt have åbnet en ny krig i stedet for at lukke Ukrainekrigen. Samtidig ville Rusland formentlig miste opbakningen fra Indien, og fra sine lunkne allierede i Afrika og Asien. Hvorvidt Kinas præsident Xi ville opfinde en undskyldning for fortsat at støtte Putin, er et åbent spørgsmål. Nordkorea ville formentlig ikke vakle i sin støtte, men det er den eneste allierede, som Kreml for alvor kan regne med, hvis Rusland bryder det nukleare tabu.

 

Imidlertid er det langt fra sikkert, at Trump-regeringen ønsker at afslutte krigen og forære Rusland sejren på et sølvfad. Også den vil både kunne aflæse stillingen ved fronten og se den strategiske sammenhæng
_______

 

5. Den, hvor Vesten stopper støtten

Selvom Ukraine har flere kort på hånden, end det er belejligt for dem, der vil trække støtten tilbage, så kan Ukraine ikke føre krigen på egen hånd. Uden økonomisk og militær støtte, så har regeringen i Kyiv i praksis ingen mulighed for at føre krigen til ende. I den forstand er det jo rigtigt, at krigen kan afsluttes på 24 timer, som Trump påstår.

I det øjeblik USA måtte indstille støtten, så har præsident Zelenskyj ikke mange valg. Også selvom Europa ikke er helt så håbløs, som vi også gerne vil fremstille det som om – ifølge EU’s høje repræsentant Kaja Kallas så har EU faktisk levet op til sit mål om at levere 1 mio. artillerigranater til Ukraine. Men i praksis er det sandsynligvis umuligt for Ukraine at føre krigen uden amerikansk støtte. Dét er sandt nok.

Imidlertid er det langt fra sikkert, at Trump-regeringen ønsker at afslutte krigen og forære Rusland sejren på et sølvfad. Også den vil både kunne aflæse stillingen ved fronten og se den strategiske sammenhæng.

VED AT UDPEGE general Keith Kellogg til sin særlige udsending, har Trump klart signaleret, at han ikke vil føre en evighedskrig, men at han på den anden side heller ikke vil forære sejren til Putin. Her adskiller Trump sig markant fra sine tilhængere på den europæiske højrefløj og krigsmodstanderne på den europæiske venstrefløj.

Det er svært, måske umuligt, for alvor at vide, hvordan det går ved fronten. Og derfor er det forventeligt, måske forståeligt, at vi ender med at gøre os en række forestillinger om stillingen i krigen, som mere afspejler vores tro og håb, end den strategiske situation. En strategisk evaluering kræver med andre ord ydmyghed. Den ydmyghed er spektakulært fraværende i mange af de forståelser af Ukrainekrigens virkelighed, som vi møder i den offentlige debat.

Kommer disse dovne sandheder til at forme Vestens politik, så udgør de en farlig illusion, fordi fordi fører vi politik på baggrund af dem, så vi ender med at lede Ukraine til nederlag – ikke fordi ukrainerne taber på slagmarken, men fordi vi ikke har fantasi til at forestille os, at de kan vinde. ■

 

En strategisk evaluering kræver med andre ord ydmyghed. Den ydmyghed er spektakulært fraværende i mange af de forståelser af Ukrainekrigens virkelighed, som vi møder i den offentlige debat
_______

 

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab på Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i strategi og geopolitik. Han har siden 2003 i forskellige sammenhænge rådgivet den danske regering i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Han er leder af bestyrelsen for INVI – Institut for Vilde Problemer. Han er forfatter til bl.a. Krisesamfundet (2021) og Tilbage til krigen. Danmark i den nye verdensorden (2022). Sammen med Lars Bangert Struwe udgiver Mikkel Vedby RÆSONs podcasts Geopol og Krisecast. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto, den ukrainske præsidents kontor

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille