Niels Byrjalsen i RÆSONs nye trykte nummer: Trumps sejr indvarsler en kynisk tid for Europa
17.12.2024
Trumps sejr cementerer usikkerheden om det transatlantiske forhold – og indvarsler forandringer i den europæiske selvforståelse.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye vinternummer, “Hvem går med”, ude nu. Læs mere her.
Af Niels Byrjalsen
Der er ingen vej tilbage. Amerikanernes valg af Donald Trump understreger med al tydelighed, at verdenspolitikken er ved at flytte sig et nyt sted hen. For Europa er det et bekymrende sted at befinde sig.
Trumps generobring af magten cementerer usikkerheden om det transatlantiske forhold som et grundvilkår. Et godt europæisk forhold til USA kan ikke tages for givet. Det er uklart, om man kan lave aftaler med amerikanske regeringer, som også vil blive overholdt i fremtiden. Det er uklart, hvordan man skal forstå de amerikanske sikkerhedsgarantier til Europa. Det er uklart, hvorvidt der er et sammenhængende amerikansk projekt for den internationale orden i det 21. århundrede, som europæiske ledere kan forholde sig til og planlægge ud fra.
Og alligevel har europæiske lande ikke rigtig andre steder at gå hen. Udbuddet af troværdige og venligtsindede stormagter på den globale scene er mildest talt til at overse. De regionale stormagter i Europa – Tyskland, Frankrig og Storbritannien – er på hver deres måde dysfunktionelle. EU vil gerne, men kan ikke mere, end medlemsstaterne kan blive enige om – og hvad de europæiske vælgere vil støtte.
Der tegner sig ikke en åbenlys vej ind i den nye verdenspolitik for Europa.
I første omgang hæver man sandsynligvis forsvarsbudgetterne yderligere og håber på det bedste fra Trump. På sigt kan destabiliseringen af den vestlige orden og den nu fasttømrede transatlantiske usikkerhed måske blive en åbning for visioner og transformativ politik. Det kan store kriser altid. I mellemtiden må Europa forberede sig på svære dilemmaer og mere kynisme.
Uforudsigelighedens administration
Der er allerede sagt og skrevet meget om den næste regering i Washington. Uforudsigelighed er et gennemgående tema, og det er der gode grunde til. Faktisk er det forventeligt, at uforudsigeligheden er større end under Trump 1.0.
Det skyldes først og fremmest, at verden har ændret sig i de forgangne år. Vælgere i talrige demokratier har straffet siddende regeringer – den såkaldte anti-incumbency wave – bl.a. i efterdønningerne af coronapandemien. Det betyder, at det i mange lande er uvist, om den førte politik vil fortsætte, og i så i fald: i hvilken form. Tænk blot på den aktuelle uvished om den fremadrettede politiske situation i Tyskland og Frankrig. Læg dertil Ruslands krig mod Ukraine og den omsiggribende krig i Mellemøsten, der øger volatiliteten i det internationale system. Trump bliver denne gang amerikansk præsident i en mere turbulent verden, end det var tilfældet i 2017.
Også Trumps egen ’lille’ verden tyder på øget uforudsigelighed. Første gang handlede Trumps politik, ud over disruption af systemet, mest om nogle få konkrete udfordringer: migration, handel og en tredobbelt modstand mod multilateralisme, klimahandling og uendelige krige. Denne gang handler det også om alle de mange ting, der skete under og efter hans første præsidentperiode: Stormen på Kongressen, retssagerne, efterretningstjenesternes undersøgelser af Rusland-forbindelserne, myndighedernes, generalernes og rådgivernes underminering og undsigelse af Trump, konflikterne med politiske modstandere, med medierne og med the establishment.
Dertil kommer, at toppen af den nye administration efter alt at dømme bliver befolket med personer, der mangler relevant erfaring, har svært gennemskuelige personlige interesser og dagsordener eller vil gøre alt for at udføre præsidentens politik, uanset konsekvenserne. Det er et helt andet persongalleri end i første runde – med Mattis, Esper, Tillerson, Pompeo, Haley, Mnuchin, Sessions, McMaster, Bolton, Haspel, Kelly, Barr og Pence. Når det kommer til amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – med Kina-politikken som en delvis undtagelse – er det uforudsigeligt, hvad den nye administration egentlig vil.
Kazan, 24. oktober 2024: Xi Jinping taler med Vladimir Putin ved plenarforsamlingen under BRICS-topmødet afholdt i Tatarstan, Rusland [FOTO: Alexander Shcherbak/TASS/Ritzau Scanpix & Ramil Sitdikov/IMAGO/Ritzau Scanpix]
Og det er, ifølge Trump og mange af hans beundrere, en god ting. Uforudsigeligheden er by design. Logikken er, at uforudsigelighed giver USA bedre kort på hånden i forhandlingsrummet og gør det sværere at være modpart i den strategiske konkurrence. Trump-folkene påstår fx, at Putin aldrig ville have vovet at invadere Ukraine, hvis en mere uforudsigelig amerikansk præsident havde været ved roret i 2022. Det er umuligt at vide, om de har ret.
Fra et europæisk perspektiv er uforudsigeligheden imidlertid ikke en god ting. Den skaber bekymring blandt europæiske virksomheder og forbrugere. Den gør det vanskeligt at planlægge, organisere og koordinere indsatser og politikker, både med og uden amerikanerne. Den betyder, at man konstant skal bruge tid og energi på at afkode, hvad USA mener og vil – og på at forberede sig på de forskellige scenarier, der på de enkelte politikområder bliver resultatet, afhængigt af hvad amerikanerne vælger. Og måske vigtigst af alt: Usikkerheden betyder, at man som europæisk leder ikke ved, hvordan USA under Trump vil handle på en række områder, der er afgørende for europæisk sikkerhed og stabilitet. Det gælder – for bare at nævne tre områder – Ukraine, den transatlantiske handel og klimakrisen.
Fra europæisk side skal man nu manøvrere udenrigspolitisk uden at have nogen klar ide om, hvordan USA reagerer, hvis Ukrainekrigen eskalerer yderligere, eller hvis Rusland laver en Krim-lignende manøvre mod et østeuropæisk NATO-land. Samtidig skal man reformere Europas økonomi, så den rustes til den nye verden, mens den nye ledelse i Washington skaber en fundamental usikkerhed om den fremtidige transatlantiske handelsrelation – og væver økonomisk politik, (af)regulering af big tech og sikkerhedsgarantier faretruende tæt sammen. Samtidig skal man forsøge at gå forrest i håndteringen af store globale udfordringer, ikke mindst klimakrisen, mens Trump-administrationen nedbryder ethvert tilbageværende amerikansk lederskab i FN-systemet og skaber tvivl om, hvorvidt amerikanerne overhovedet ønsker at stå bag fælles globale løsninger på noget som helst.
Uforudsigeligheden lægger sig oven i de mange og velkendte politiske uenigheder, der findes mellem Trumps USA og et flertal i Europa. Tilsammen gør de to faktorer det overordentligt svært at fungere i den større strategiske konkurrence
_______
Strategisk forhindringsløb
Uforudsigeligheden lægger sig oven i de mange og velkendte politiske uenigheder, der findes mellem Trumps USA og et flertal i Europa. Tilsammen gør de to faktorer det overordentligt svært at fungere i den større strategiske konkurrence – i hvert fald som en samlet og samarbejdende transatlantisk eller demokratisk ’blok’, der kan stå imod Kina, Rusland og ligesindede autokratier.
Man kan her indvende, at en sådan tænkning alligevel ikke giver mening med Trump ved roret, da den nye præsident synes at gå bedst i spænd med ’stærke mænd’ og måske endda er på autokraternes side i det globale magtspil. Denne tolkning er ikke helt uden ræson. Alligevel er det værd at huske på, at det var under Trumps første præsidentskab, at USA for alvor placerede sig mere direkte i en konfliktposition over for Kina. Og umiddelbart tyder hans udmeldinger i valgkampen og indstillinger til tunge regeringsposter da også på, at den hårde linje over for Kina nu skærpes yderligere – det er China hawk i anden potens.
Amerikanske nationale interesser er stadig i modstrid med kinesiske, russiske, iranske og nordkoreanske. Det virker derfor usandsynligt, at den grundlæggende struktur i den globale strategiske konkurrence forandres af det amerikanske valgresultat. Trumps sejr og Trump-administrationens tilgang gør det bare vanskeligere for Europa og USA at bevare førerpositionen i denne konkurrence.
I en vis forstand er udviklingen i USA et ønskescenarium på den anden side af spillepladen. Et splittet og derfor også svagere transatlantisk fællesskab har sværere ved at samle sig om politikker, der udfordrer de store autokratiske stater, herunder når det gælder sanktioner, troværdig afskrækkelse og støtte til demokratibevægelser. Også i den globale økonomi og i teknologikonkurrencen står demokratierne dårligere hver for sig, fordi de ikke til fulde udnytter de almindelige fordele ved at handle og vidensdele og ved at positionere sig fælles i forhandlinger med tredjelande og andre blokke på den globale scene.
Når USA går enegang under Trump, klemmes Europa derfor i den strategiske konkurrence. Især relationen til Kina er kompleks.
Kazan, 24. oktober 2024: Dette års BRICS-topmøde i Tatarstan, Rusland var første gang med deltagelse af de nye medlemmer: Egypten, Etiopien, De Forenede Emirater og Iran [FOTO: Alexander Shcherbak/TASS/Ritzau Scanpix & Ramil Sitdikov/IMAGO/Ritzau Scanpix]
På den ene side kan der komme et forøget pres på Europa for i endnu højere grad at understøtte amerikanske interesser i konkurrencen med Kina. Hvor europæerne fortsat vil de-riske for at varetage egne interesser i fx forsyningssikkerhed, kan der samtidig opstå en forventning om, at Europa også tilgodeser snævre amerikanske økonomiske interesser til gengæld for amerikansk beskyttelse i NATO.
På den anden side kan der komme et modpres. Dels fra Kina, der nu bedre kan spille på urimeligheden i USA’s krav til Europa og på tvivlen om de amerikanske sikkerhedsgarantier. Dels fra europæiske meningsdannere og beslutningstagere, som vil have Europa til at udvikle en selvstændig og uafhængig position i den strategiske konkurrence for ikke at underminere Europas egne interesser på både kort og langt sigt – selv hvis dette skader forholdet til USA.
For Europa er det ligeledes kritisk, at USA sætter forhindringer op i kampen om at vinde magt, indflydelse og støtte blandt de mange stater, der ikke entydigt har valgt – eller ønsker at vælge – side. Hvis USA kan konvertere en hård linje over for især Kina og en strategisk anvendelse af præsidentens nye (og gamle) venner i Silicon Valley til nye investeringer i Asien, Afrika og Latinamerika, er der måske et potentiale for at genvinde tabt terræn. Problemet er bare, at Trump-administrationen virker uinteresseret i at investere i verden, når der ikke er en direkte, tydelig og kortsigtet økonomisk gevinst at spore.
Samtidig svækker valget af Trump det liberale brand yderligere. Det bliver stadigt sværere at se, hvorfor alverdens magthavere skulle vælge at samarbejde med vestlige stater og institutioner, hvis de kan få det bedre, billigere og mere betingelsesløst fra andre.
Europæiske illusioner
De transatlantiske udfordringer er ikke kun amerikanske. De kommer også fra Europa selv – og det på trods af at nogle i Europa nu igen luller sig ind i velkendte illusioner. Den ene illusion er, at europæerne inden for en relativt kort tidshorisont kan varetage deres egen sikkerhed og sammen gøre EU til en stormagt i den globale konkurrence. På langt sigt er intet umuligt, og der tages både vigtige initiativer på EU-niveau (fx i udviklingen af europæisk forsvarsindustri) og i mange europæiske stater (fx store investeringer i forsvar samt tiltag, der øger robustheden over for Ruslands desinformation, sabotage, cyberangreb og andet).
Alligevel er det illusorisk at tro, at Europa fra den ene dag til den anden kan blive til noget helt andet, end det har været i årtier. Europæisk identitet er bygget på et opgør med fortidens krige. På den grundtanke, at regler, principper og institutioner er en betingelse for samarbejde, vækst og velstand og på liberale og demokratiske værdier – herunder beskyttelse af individuelle rettigheder og staters ret til selvbestemmelse. Men at det moderne Europa overhovedet er en mulighed, har i snart et århundrede været uløseligt forbundet med amerikansk magt.
Selv hvis en kritisk masse af lande gik all in på et EU, der kunne ’erstatte’ USA og NATO, ville det tage mange år at gennemføre en sådan omstilling. Og der er – af gode grunde – ikke meget all in at få øje på. De nationale interesseforskelle er der stadig. EU-modstanden i befolkningerne er der stadig. Og allervigtigst: Der er uenighed om, hvordan man grundlæggende skal afveje det europæiske og det transatlantiske.
Det er illusorisk at tro, at Europa fra den ene dag til den anden kan blive til noget helt andet, end det har været i årtier. Europæisk identitet er bygget på et opgør med fortidens krige
_______
Mange europæiske ledere, herunder de danske, var hurtige til at lykønske Trump med valgsejren og åbne for et om muligt endnu tættere transatlantisk samarbejde. De ved, at forsvar og afskrækkelse i Europa og vestlig indflydelse ude i verden i en overskuelig fremtid afhænger af USA. Få vil derfor risikere at bidrage til USA’s potentielle tilbagetrækning fra Europa – praktisk såvel som ideologisk – ved entydigt at gå den europæiske vej. Det handler derimod fortsat om at finde balancen imellem de to spor.
Den anden illusion er, at den politiske udvikling i USA udelukkende er et amerikansk fænomen, som ikke rigtig har noget at gøre med den interne politiske udvikling i Europa og i de europæiske lande. Tanken om, at amerikanerne er ’mærkelige’ og svære at forstå, mens europæerne er ’normale’ og rationelle, er dragende – ikke mindst i et land som Danmark, hvor velfærdssamfundet, den sociale lighed og den høje tillid til de politiske institutioner skærmer mod nogle former for utilfredshed.
Det er dog også en bedragerisk tanke. Et flertal i Storbritannien sagde nej tak til EU. Der er europæiske lande – Ungarn, Slovakiet, Serbien, måske flere – som under deres nuværende ledelser er politisk tættere på Trump end Bruxelles. Melonis Italien er vel et sted midtimellem. Og i Tyskland, Frankrig og størstedelen af det øvrige Europa er der store mindretal, der ønsker en helt anden vej. Meget af det, Trump og hans administration står for – indenrigs- og udenrigspolitisk – har enorm trækkraft i Europa, og man skyder sig selv i foden, hvis man ignorerer dette med henvisning til, at MAGA blot er den nyeste version af amerikansk exceptionalisme.
Der er med andre ord nok at tage fat på for det kommende danske EU-formandskab – både med hensyn til at finde de vigtigste politiske dagsordener, der kan drive Europa væk fra dets egne illusioner og fremad mod større autonomi, og ikke mindst at samle en række stadigt mere uenige europæiske regeringer om disse dagsordener. Forsvarsindustriens udvikling samt initiativer, som skal få Europa på sporet i den globale teknologiske og økonomiske konkurrence, må stå højt på to do-listen.
Kampen om NATO
For Europa er NATO den største elefant i rummet. Trumps tilbagevenden vækker mindelser om turbulensen i 2016-20. Nogle tænker, at det gik dengang, så det gør det også nu. Andre tænker, at alt denne gang er anderledes og tænder for de rødeste advarselslamper. Sikkert er det, at de mange vilde udmeldinger og forslag fra Trump og hans folk indleder en kæmpe politisk kamp om NATO’s fremtid.
Ukraine er det mest akutte tema. Spørgsmålet er, hvad en amerikansk kursændring – og mulige våbenhviler eller fredsaftaler, hvis den slags kommer på bordet – skal betyde for NATO-landenes tilgang til krigen, til Ukraine og til Rusland. Alt er oppe i luften, for ingen kan forudsige, hvad Trump gør, og hvordan henholdsvis Ukraine og Rusland reagerer.
Tæt forbundet med Ukraine-spørgsmålet er det dybere spørgsmål om, hvordan NATO skal udvikle sig. Med Trumps USA som katalysator bliver både NATO-organisationen og NATO’s medlemmer (igen) tvunget til at forholde sig til, hvad NATO er og bør være. En snæver forsvarsalliance eller en bredere international organisation? En forsvarer af bestemte værdier og principper eller en militærmaskine, som kun forsvarer territorium? En amerikansk eller europæisk ledet butik? En regional eller global aktør?
At det moderne Europa overhovedet er en mulighed, har i snart et århundrede været uløseligt forbundet med amerikansk magt
_______
På alle disse spørgsmål er der vidt forskellige synspunkter både på tværs af europæiske regeringer og internt i europæiske NATO-lande. Den primære enighed i ’det europæiske NATO’ er, at alle – selv notorisk skeptiske og besværlige Frankrig – fortsat ønsker den amerikanske atomparaply, amerikanske sikkerhedsgarantier og amerikansk tilstedeværelse i Europa.
Også i USA er billedet langtfra entydigt. NATO’s såkaldte DDA-koncept (Deterrence and Defence of the Euro-Atlantic Area) fra 2020 er et vigtigt strategipapir i alliancen, der skitserer et langt mere slagkraftigt NATO, hvor USA på mange måder er mere, ikke mindre, involveret. Det blev i høj grad bygget på amerikanske ideer og impulser – under Trumps første præsidentskab. Flere af Trumps udvalgte, fx Marco Rubio på udenrigsministerposten og Mike Waltz som national sikkerhedsrådgiver, synes da også umiddelbart at være mere Kina-høge end anti-NATO. Omvendt er der også fraktioner i den nye amerikanske elite, som ønsker et mere radikalt skifte i amerikansk NATO-politik. En meget omtalt artikel fra den MAGA-affilierede tænketank Center for Renewing America foreslog i starten af 2023 en overgang til det, de kalder dormant NATO – hvilket vel kan oversættes til noget a la ”et passivt og tilbageholdende NATO”. Hovedpointen, som for nylig blev gentaget i Foreign Affairs af ophavsmanden Sumantra Maitra, er, at USA skal nedskalere sin involvering i NATO kraftigt. I stedet skal det amerikanske militær primært fungere som en sidste udvej, der skaber afskrækkelse af Rusland gennem nukleare kapabiliteter og muligheden for (gen)indsættelse af amerikanske tropper på europæisk jord i tilfælde af en egentlig militær konflikt (i stil med verdenskrigene).
Synspunktet er også, at NATO skal afbureaukratiseres og fokusere mindre på ’forstyrrende’ liberale dagsordener som klimaforandringer og menneskerettigheder. Sidstnævnte har også præsidentens bud på en forsvarsminister, Pete Hegseth, advokeret for, i det amerikanske militær såvel som i NATO. Ingen toneangivende kræfter synes dog i øjeblikket at argumentere for, at USA bør forlade alliancen helt, og Trump virker selv til at have nedtonet ideen. Men man ved aldrig.
Derfor er det også nu, de europæiske ledere sætter alle sejl til og signalerer, at man vil gå meget længere end hidtil for at sikre en mere fair byrdedeling i NATO. Det handler om at stabilisere alliancen. Dels ved at appellere til Trumps købmands-selvforståelse, dels ved at understøtte de stemmer i den nye administration, som taler for et stærkt NATO, der fremmer amerikanske interesser.
En kynisk tid
Pragmatisme og realisme synes efterhånden at have fået overtaget i de fleste regeringskontorer i Europa. Med de udfordringer, som nu tegner sig, kan det hurtigt blive til kynisme. De åbne europæiske arme, som Trump er blevet mødt med, må virke køligt beregnende blandt de mange befolkningsgrupper, der står til at lide under den nye administrations efter alt at dømme illiberale agenda – herunder udsatte minoriteter både i og uden for USA.
Også internt i Europa kan kynismen hurtigt brede sig. Når presset vokser både udefra (stormagterne i øst og vest) og nedefra (vælgerne), vil det virke fristende og tiltagende legitimt at gå ned ad veje, som tidligere var udelukket på grund af liberale principper og europæisk identitet. Det kan komme til udtryk i forhold til klima, migration, udvikling, ligestilling, i inddæmningen af big tech og mange andre steder. I værste fald bliver europæerne også mere kyniske, når det kommer til Ukraine – og til andre europæiske lande tæt på Rusland.
En vis europæisk kynisme kan være nødvendig, når verdenspolitikken bliver mindre gunstig for Europa. Alle vil blive mere forhærdede i en usikker tid præget af krig og konflikt – og præget af en amerikansk præsident, som vil sætte hårdt mod hårdt. Men hvis kynismen går for langt, giver den bagslag. For så mister Europa sig selv. ■
Pragmatisme og realisme synes efterhånden at have fået overtaget i de fleste regeringskontorer i Europa. Med de udfordringer, som nu tegner sig, kan det hurtigt blive til kynisme
_______
Niels Byrjalsen (f. 1990) er ph.d. og forskningsmedarbejder ved Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Ādaži i Letland, 6. august 2024: Et pansret køretøj agerer modstander under NATO-øvelsen Exercise Paladin Strike [FOTO: NATO]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
