Peter Meedom i RÆSONs nye trykte nummer: Vesten må tænke nyt: Rusland er ikke blevet stoppet af sanktionerne
05.01.2024
Efter invasionen af Ukraine var der en forventning om, at verdenshistoriens hårdeste sanktioner ville svække Putin fatalt. Men Rusland har fundet andre at handle med.
Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”, ude nu.
Af Peter Meedom
Siden 11. september 2001 er målrettede finansielle sanktioner blevet USA’s foretrukne udenrigspolitiske instrument til at straffe og forsøge at ændre geopolitiske modstanderes adfærd. Præsidenten kan enerådigt udskrive dem med øjeblikkelig virkning, ingen amerikanske soldater lider tab, og det private erhvervsliv betaler regningen for at implementere dem. Sanktioner udfylder hullet mellem tomme diplomatiske erklæringer og højrisikoprægede militære interventioner, der er dyre og upopulære. Men virker de, som de skal, imod Rusland? Og hvilke følgevirkninger har USA’s stadig knopskydende sanktioner mere generelt på dets geopolitiske modstandere? Fører amerikanske sanktioner til en decideret akse af sanktionerede lande, hvor Rusland, Nordkorea og Iran rotter sig mere og mere sammen? Og hvad med Kina, hvis techsektor er et mål for amerikanske sanktioner, eksportkontroller og udgående investeringsrestriktioner?
Tilfældet Rusland
Hvad er finansielle sanktioner mod stater til for? At ændre en stats adfærd. I så fald har sanktionerne mod Rusland slået fejl både efter 2022-invasionen og 2014-annekteringen af Krim og krigshandlingerne i Østukraine. Hvad kan sanktioner så bruges til? At øge omkostningerne for den type adfærd, det sanktionerende land ikke bryder sig om. USA’s sanktioner mod Rusland, Nordkorea, Iran m.fl. har det til fælles, at de forværrer disse staters økonomiske udviklings- og finansieringsmuligheder, men det har ikke ændret deres politiske kurs i en mere demokratisk eller medgørlig retning.
Der var store forventninger til sanktionernes virkning mod Rusland efter 2022, men hvorfor har den russiske økonomi vist sig at være så relativt modstandsdygtig over for sanktionerne?
Sanktionernes begrænsede virkning skyldes Ruslands politiske og teknokratiske reaktion, landets grundlæggende økonomiske kendetegn samt ikkevestlige landes betydning i verdensøkonomien. Overordnet set klarer den russiske økonomi sig langt bedre end de tidlige prognoser efter de første store sanktionsrunder i 2022. Ruslands BNP faldt med 2,1 pct. i 2022 og står til en udvikling i 2023 på mellem -2,5 pct. og 0,7 pct., alt efter om man spørger OECD, Verdensbanken eller IMF.
Ruslands teknokrater har vist sig dygtige til at justere pengepolitikken efter den geopolitiske virkelighed: Gennem kapitalkontrol og aggressive renteforhøjelser undgik den russiske centralbank en katastrofal finanskrise i foråret 2022.
Nu står renten på hele 13 pct. for at beskytte rublen mod yderligere tab. Regeringens resterende finansielle reserver vil fortsat give en stødpude i nogen tid fremover. Men trods kapitalkontroller nåede kapitalflugten mellem februar 2022 og juni 2023 op på hele 253 mia. dollars ifølge den russiske centralbank, som også anslår, at det årlige beløb vil være mellem 40 og 70 mia. i de kommende år. Det vil derfor forblive en vanskelig kamp at beskytte rublen imod yderligere tab.
Abu Dhabi, 6. december 2023: Præsident Putin modtages af De Forenede Emiraters præsident, Sheikh Mohamed bin Zayed Al Nahyan. Som følge af Vestens sanktioner har Rusland intensiveret samarbejdet med bl.a. Golfstaterne [FOTO: Sergei Savostyanov/AFP/Ritzau Scanpix]
Ruslands handel har dog udvist en betydelig modstandsdygtighed. Efter at være styrtdykket i de første par måneder af krigen steg Ruslands import af industrivarer igen i slutningen af 2022 og har været stabil siden da. Mens den stigende eksport fra Kina forklarer noget af dette, kan det meste af opsvinget i den russiske import tilskrives eksport fra demokratier, der er blevet dirigeret gennem tredjelande. Ændringer i handelsmønstre fortæller en enkel historie: USA og Europa eksporterer langt mere til Ruslands naboer i Samfundet af Uafhængige Stater (SNG) end tidligere, og denne stigning svarer mere eller mindre til en stigning i videre eksport fra SNG-landene til Rusland.
Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) konkluderede, at mens den russiske handel med USA, Storbritannien og EU er faldet betydeligt, er “EU’s [og] Storbritanniens eksport til Armenien, Kasakhstan og Kirgisistan […] steget markant i et mønster, der stemmer overens med [omlægningen] af handelen til Rusland”. Det samme gør sig gældende for Tyrkiet. For russerne er det blevet dyrere at købe avanceret vestlig teknologi og forbrugsvarer, men langtfra umuligt. Dette hænger sammen med, hvor relativt nemt Rusland kan omgå sanktioner via tredjelande, der ikke er bange for vestlige sanktioner. Lande som Kirgisistan og Kasakhstan har set en eksplosiv import af EU-varer – som vi skal se mere på lidt senere, er det Rusland, der driver denne efterspørgsel.
Efter 2022-invasionen argumenterede eksperter for at indføre ekstreme sanktioner mod russisk eksport af råolie, raffinerede produkter og naturgas. Tanken var, at eftersom den russiske regering får en stor del af sine skatteindtægter fra disse eksportindustrier, ville en boykot gøre det svært for Putin-regimet at betale for krigen.
Der var altid to problemer med at fokusere så meget på sanktioner mod russisk olie og eksportdelen af russisk økonomi.
For det første den potentielle indvirkning på verdens oliepriser. Hvis den samlede efterspørgsel ikke faldt, og den russiske produktion ikke blev omdirigeret andre steder hen, ville det føre til en stor stigning i oliepriserne, der kun ville forsøde livet for de olieproducerende lande. G7-landenes prisloft, der blev indført december 2022, er et forsøg på at begrænse Ruslands olieindtægter, men dette har i stort omfang slået fejl, som vi vender tilbage til. Særligt Kina og Indien har taget imod den russiske olie.
For det andet eksporterer russerne normalt og konsekvent meget mere, end de importerer, hvilket betyder, at det fald i eksportindtægter, der ville være nødvendigt for at begrænse importen, er ekstraordinært højt. Før invasionen genererede den russiske økonomi nok øvrige eksportindtægter (dvs. ikke-olie- og gasindtægter) til at dække næsten hele importregningen. Regeringen holdt op med at offentliggøre fordelingen, da krigen startede, men det ville være overraskende, hvis dette forhold har ændret sig meget. Rusland får derfor ikke foreløbig problemer med at betale for sin importregning.
De asiatiske økonomier har fungeret både som alternative destinationer for russisk eksport og som nye importkilder. Handelsforbindelser med Kina, Indien, Tyrkiet, Golfstaterne og de centralasiatiske lande har således styrket den russiske økonomi. Den bilaterale handel mellem Rusland og Kina voksede med 29 pct. i 2022 og 39 pct. i første kvartal af 2023. Den kan nå op på 237 mia. dollars ved udgangen af 2023 – et beløb, der vil få Rusland helt op på en sjetteplads blandt Kinas største handelspartnere. I 2022 steg den russiske handel med De Forenede Arabiske Emirater med 68 pct., mens handelen med Tyrkiet steg med 87 pct. Den russisk-indiske handel blev mere end tredoblet – med 205 pct. – til 40 mia. dollars.
Kort sagt: Omlægning af eksporten har været en redningsplanke for det russiske energisalg.
Kort sagt: Omlægning af eksporten har været en redningsplanke for det russiske energisalg
_______
Den asiatiske efterspørgsel har mere end kompenseret for tabet af olieeksport til Europa. Indien er blevet den største enkeltkøber af russisk råolie og har købt mere end 1,4 millioner tønder om dagen siden begyndelsen af 2023. Kinesiske importører er ikke langt bagefter og købte mellem 800.000 og 1,2 millioner tønder om dagen i 2022. På et år har Indien, Kina, Tyrkiet og Golfstaterne helt erstattet den europæiske efterspørgsel efter russisk olieeksport. I januar 2022 importerede europæiske lande 1,3 millioner russiske tønder om dagen, mens asiatiske kunder købte 1,2 millioner. I januar 2023 var det russiske salg til Europa faldet til under 100.000 tønder om dagen, men eksporten til Asien var steget til 2,8 millioner. Asiatiske eksportører har også udfyldt en del af det hul, som vestlige leverandører af avanceret produktion og højteknologisk udstyr har efterladt. Kinesiske firmaer står nu for 40 pct. af salget af nye biler og 70 pct. af salget af smartphones i Rusland.
Gennem bl.a. et tættere samarbejde med Iran, hvis energieksporter er altafgørende for regimets overlevelse, har russerne også etableret en global ’mørk flåde’ af uforsikrede tankskibe, der er svære at spore, og som sejler rundt på verdenshavene for at levere russisk olie til købere overalt. Miljømæssigt kan det hurtigt føre katastrofer med sig, idet mange af de 450-600 skibe, russerne har skaffet, er i ringe forfatning. Råvarehandlere, der tidligere havde base i Schweiz, er flyttet til Emiraterne for at handle med russiske olie-, gas-, kul-, gødnings- og kornladninger.
Tyrkiet er blevet en vigtig kanal for globale virksomheder, der ønsker at sælge til Rusland, mens lange lastbilkonvojer slanger sig gennem bjergpassene i Kaukasus. Indiske raffinaderier og olieoplagringsfirmaer i Singapore tjener styrtende med penge på at købe russisk olie til nedsat pris og sælge den over hele verden. I løbet af efteråret er det blevet tydeligt, at G7-landenes olieprisloft ikke har vist sig effektivt, idet Rusland i kraft af denne ’mørke flåde’ og de mange lande, der gerne vil købe olien, er i stand til at sælge olie til 60 dollars tønden eller derover.
At begrænse de indtægter, som den russiske regering kan få på at sælge olie og gas, er et rimeligt mål, men det vil ikke gøre meget for forsvaret af Ukraine, så længe den russiske militærindustri også kan få fingrene i det meste af det udstyr og de komponenter, den har brug for. De indtil videre indførte sanktioner har derfor ikke været det slag i ansigtet, som vestlige politikere håbede på, trods kendsgerningen, at de er de mest omfattende finansielle sanktioner, Vesten har påført en større verdensøkonomi nogensinde.
Ruslands militærindustrielle kompleks
Hvorfor er vestlige sanktioner og Vesten i det hele taget ikke bedre til at sætte en kæp i hjulet på Ruslands militærindustrielle kompleks? Det russiske militær er fortsat ekstremt afhængigt af importerede dele, komponenter, maskiner og software fra de rige demokratier. Rusland kan via tredjelande, der hverken har sanktioner mod Rusland eller er sanktionerede af vestlige lande, relativt nemt skaffe komponenter til militær produktion, ofte via private virksomheder oprettet til lejligheden i Kina, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater.
Allerede under Den Kolde Krig, hvor USA brugte restriktive midler til at nægte Sovjetunionen adgang til førende teknologi, lærte russiske efterretningstjenester at oprette diverse handels- og smuglernetværk, herunder anvendelse af skuffeselskaber, til at rekvirere sensitive teknologier. Det samme gør sig gældende nu. USA’s justitsministerium annoncerede i starten af november sanktioner mod over 130 personer og selskaber i Kina, Tyrkiet, Emiraterne, Irland, Schweiz og Letland, der støtter Ruslands militærindustrielle kompleks. Flere af disse personer og virksomheder arbejder direkte eller indirekte for de russiske efterretningstjenester eller forsvarsvirksomheder. En verserende sag mod et mindre fransk selskab, Ommic, er et godt eksempel herpå: Ommic blev angiveligt betalt af et UAE-datterselskab af irske Amideon, som blev betalt af den russiske elektronikvirksomhed Fly Bridge, der blev betalt af russiske Istok, som bl.a. fremstiller materiel til elektronisk krigsførelse og er under amerikanske sanktioner.
G7-landene har nu større og større fokus på sanktionsomgåelse og på at bremse Ruslands adgang til disse komponenter. Det vil lægge større pres på erhvervslivets evne til at begrænse risikoen for sanktionsomgåelse og stille større krav til forståelse af deres modparter. Det er erhvervslivet, der reelt implementerer og overholder sanktionerne, hvor særligt finanssektoren har udviklet kapacitet til at identificere og rapportere mulige sanktionsbrud. Fysisk varehandel er imidlertid langt større og meget vanskeligere at overvåge, selvom der i sagens natur ofte følger et finansielt papirspor med. Handelsbaseret hvidvask er sandsynligvis den mest udbredte form for hvidvask i verden ifølge Financial Action Task Force (FATF), idet det er meget nemt at snyde med ladebreve, fakturaer og ikke mindst varen selv. Idet kun en mikroskopisk brøkdel af verdens containere bliver kontrolleret, er fysisk handel en yndet måde at flytte værdier på.
G7-landene forsøger nu at få finanssektoren til at grave spadestikket dybere og kræve mere dokumentation og større bevågenhed angående eksportkontroller. G7-landenes fokus på sanktionsomgåelse er velkomment, idet det igen sætter fokus på mangler i transparens og stringent kontrol med ejerskabs- og virksomhedsregistre mv., der stadig plager indsatsen mod økonomisk kriminalitet i vestlige lande. Omfanget af sanktionsomgåelse har også ført til interne EU-diskussioner om sekundære sanktioner. USA er det eneste land, der benytter sig af sekundære sanktioner, som EU ofte har kritiseret – særligt ifm. USA’s 180-graders vending angående Iran.
Sekundære sanktioner kræver at blive overholdt også af ikkeamerikanske personer og virksomheder. Indtil videre kræver EU kun, at EU-borgere overholder EU-sanktioner, og EU’s sanktionsudsendte, David O’Sullivan, bekræftede for nylig i et interview med tænketanken RUSI, at EU ikke havde planer om at indføre sekundære sanktioner. Men at det overhovedet overvejes fra EU’s side, er et vidnesbyrd om frustrationen over, at sanktionerne ikke har haft større virkning på Ruslands evne til at føre krig mod Ukraine.
Sankt Petersborg, 30. juli 2023: Putin – flankeret af forsvarsminister Sergej Sjojgu og admiral og leder af den russiske flåde Nikolai Yemenov – deltager i den årlige Flådens Dag [FOTO: AFP/Ritzau Scanpix]
De sanktioneredes akse?
I et nyligt essay i Foreign Affairs (oktober 2023) hævdede Hanna Notte fra tænketanken CSIS, at der er ved at tegne sig en akse af sanktionerede lande, hvor Rusland har en central rolle i partnerskab med Iran og Nordkorea. Et lignende argument fremførte den tidligere svenske stats- og udenrigsminister Carl Bildt nogenlunde samtidigt, hvor han kaldte Rusland, Nordkorea og Iran ’de udstødtes akse’.
Notte fremhæver som eksempel Ruslands våbenindustri, der stadig sælger og udbygger forholdet til diverse lande, såsom Mali, Togo, Uganda, Myanmar og Burkina Faso. Ruslands forhold til Nordkorea er også blevet styrket siden 2022-invasionen. Moskva køber allerede artillerigranater og raketter fra Kim Jong-uns regime; til gengæld vil Putin måske give Nordkorea materiale, som Pyongyang har brug for til sine satellit- og ubådsprogrammer.
Notte fremhæver, at Ruslands forretninger med Iran bør vække særlig bekymring hos amerikanske og europæiske embedsmænd. De to lande, der er forenet af deres fælles fjendtlighed over for Washington, er ved at udvikle, hvad der kan blive et markant forsvarspartnerskab. Siden sommer 2022 har Rusland brugt iranske kampdroner – først i et forsøg på at nedbryde Ukraines energiinfrastruktur og for nylig til at angribe ukrainske militære mål. Iran har endnu ikke forsynet Rusland med ballistiske missiler, men FN’s restriktioner på sådanne salg udløb den 18. oktober, og missilleverancerne kan derfor frit følge, selvom der ikke har været nogen meldinger herom. Iran har i mellemtiden en omfattende ønskeliste over russiske våben, herunder SU-35-jagerfly og luftforsvarssystemer. Rusland, som ikke ønsker at gøre sig uvenner med de arabiske stater, vil måske ikke umiddelbart opfylde alle Teherans ønsker, og de vil nok også holde noget af deres støtte hemmelig.
Overordnet set er de to landes militærindustri i nogen grad komplementære: Russerne har fx ret gode kampfly, og det er noget, iranerne ikke kan producere. Iranerne har til gengæld mulighed for at masseproducere forskellige præcisionsstyrede våben og kamikazedroner, som kan hjælpe Rusland i krigen i Ukraine. Således besøgte den russiske forsvarsminister, Sergej Shojgu, i september våbenudstillingen i Teheran, hvor Iran fremviste sine Ababil- og Fateh-missiler. Det ballistiske Ababil-missil er et taktisk våben med mellemlang rækkevidde, mens de forskellige missiler, der falder ind under Fateh-kategorien, omfatter projektiler med en rækkevidde på mere end 700 kilometer. Ifølge John Kirby, en sikkerhedstalsperson fra Det Hvide Hus, har Iran også ydet støttet til at etablere en dronefabrik i Rusland. I november tilføjede Kirby, at Iran også har forsynet Rusland med styrede luftbomber, der affyres fra fly, og artilleriammunition. Iran har dog flere grunde til ikke at gå få hurtigt frem i et tættere militært samarbejde med Rusland – forholdet til Saudi-Arabien og EU kan hurtigt blive drastisk forværret.
I USA bør bekymringen ikke primært være, at Rusland, Iran og Nordkorea rotter sig sammen i en decideret akse – det er væsentligere at indse, at de hver for sig fortsat udgør markante regionale udfordrere af USA’s sikkerhedsprioriteter. Snarere end en akse er virkeligheden mere mudret, og staterne mere transaktionelt orienterede – deciderede fælles indsatser er der få af. Tættere militært samarbejde og udveksling er ikke det samme som en akse – hertil er landenes prioriteter for forskelligartede.
USA’s geoøkonomiske konkurrence med Kina
Flytter vi opmærksomheden fra Rusland mod Kina, er USA’s virkemidler nogle helt andre. Hvor sanktionerne mod Rusland handler om at straffe og afskrække, handler eksportkontroller mod Kina og investeringsrestriktioner om at bevare et teknologisk forspring og generelt søge at hæmme avanceret militærindustriel udvikling. Overordnet er der tale om geoøkonomisk konkurrence, der adskiller sig fra tidligere geopolitiske rivaliseringer og er kendetegnet ved økonomisk indbyrdes afhængighed, teknologidrevet konkurrence og en stigende brug af finansielle værktøjer som et middel til at øve indflydelse.
USA planlægger at stramme de allerede omfattende foranstaltninger for at begrænse Kinas adgang til avancerede halvledere og mikrochipfremstillingsudstyr og forsøger at forhindre sin rival i at få adgang til banebrydende teknologier, der kan give landet et militært forspring.
Idet den geoøkonomiske konkurrence foregår mellem verdens to største økonomier, er det en dynamik, der allerede er i gang med at forme både global handel og teknologisk udvikling. Kamppladsen er teknologi og innovation – bioteknologi, kvantecomputere, halvledere, kunstig intelligens, batterier – og den geoøkonomiske konkurrence vil derfor også have afgørende indvirkning på den grønne omstilling.
Udviklingen kan gå i begge retninger, og det på samme tid: På den ene side kan statsstøtte som USA’s Inflation Reduction Act reducere brugen af fossile brændsler, på den anden side kan teknologiprotektionisme kraftigt bremse selvsamme tempo, idet frugterne af de bedste løsninger ikke kan komme hele kloden til gavn.
Hvor USA’s sanktioner over for Rusland har set ekstremt tæt og vellykket koordination med Europa, kan USA’s sanktioner over for Kina blive en af de største kilder til transatlantisk uenighed, hvis USA skruer yderligere op for de geoøkonomiske virkemidler
_______
Selvom den officielle amerikanske linje – ”lille gård, højt hegn” – antyder, at man ikke er ude på at bremse Kinas økonomiske og teknologiske udvikling og kun indfører restriktioner med sigte på national sikkerhed, er dette i et kinesisk perspektiv komplet vildledende. USA forsøger at sætte en kæp i hjulet på alle de parametre, som alverdens økonomer generelt er enige om er selve fundamentet for den globale økonomis fremtidige udvikling.
Skulle Trump komme tilbage næste år, kan den handelskrig, han startede, og som Biden har fortsat, vende tilbage i højeste gear. Dette kan føre til alvorlige brudflader i det transatlantiske samarbejde. Hvor G7-landene i høj grad er enige om deres sanktionspolitik mod Rusland, er USA’s geoøkonomiske konkurrence med Kina en helt anden sag. Ligesom med Iran, men blot i langt større omfang, er Europa meget mere delt, hvad angår Kina.
Hvor USA’s sanktioner over for Rusland har set ekstremt tæt og vellykket koordination med Europa, kan USA’s sanktioner over for Kina blive en af de største kilder til transatlantisk uenighed, hvis USA skruer yderligere op for de geoøkonomiske virkemidler. Som jeg skrev i RÆSON54, er Europa mere end nogen anden region udsat for enhver krusning, der opstår i den indbyrdes konkurrence mellem USA og Kina. At have USA som sin vigtigste forsvars- og sikkerhedspartner, samtidig med at Kina er den vigtigste ikkevestlige handelspartner, er og forbliver et grundlæggende europæisk hovedbrud.
Afdollarisering: Mindsker sanktioner USA’s indflydelse?
USA’s sanktionspolitik har været genstand for hyppig kritik dels på grund af den tvivlsomme juridiske brug af ekstraterritorialitet ifm. sekundære sanktioner, dels på grund af den humanitære følgevirkning i lande som Iran på eksempelvis børnedødelighed.
I bogen Underground Empire (2023) af de amerikanske politologer Abraham Newman og Henry Farrell er deres hovedpointe, at USA’s indflydelse stammer fra kontrollen over den globale økonomis finansielle infrastruktur, det ’underjordiske imperium’. Farrell og Newman hævder, at USA ikke bevidst forsøgte at skabe et globalt system, som de kunne kontrollere. Tværtimod er det en følge af, at USA var verdens dominerende økonomi i 1990’erne og 2000’erne, da globalisering og teknologi tilsammen skabte en eksplosion i grænseoverskridende strømme af handel, kapital og information.
Men kan USA’s sanktionspolitik svække landets indflydelse og position i den globale finansielle infrastruktur? Sanktionernes potens aftager, i det øjeblik de anvendes. Og diskussionen om en mulig afdollarisering af verdensøkonomien hænger direkte sammen med USA’s sanktionspolitik. Ruslands udenrigspolitiske koncept fra i år siger følgende – med tydelig tanke på USA:
”Visse staters misbrug af deres dominerende position inden for visse områder intensiverer fragmenteringsprocesserne i den globale økonomi og øger ulighederne i staternes udvikling. Nye nationale og grænseoverskridende betalingssystemer bliver udbredt, der er en voksende interesse for nye internationale reservevalutaer, og der skabes forudsætninger for at diversificere internationale økonomiske samarbejdsmekanismer”.
Ser vi på pengestrømmene og beholdninger af reservevalutaer, er der dog ikke en klar tendens til afdollarisering at spore. 90 pct. af de globale valutatransaktioner – 6 billioner dollars om dagen! – inkluderer dollaren som den ene valuta i parret. Det er et vidtstrakt, modstandsdygtigt netværk af statsstøttede, kommercielt drevne, profitorienterede transaktioner, velsmurt af den lette adgang til dollars. Afdollarisering forbliver indtil videre en påstand uden et solidt empirisk grundlag – selvom det er en ideologisk ambition hos lande som Kina og Rusland.
USA’s sanktionspolitik påvirkes af den dybe asymmetri i verden lige nu – mellem det finansielle system, der stadig er spektakulært euro-dollar-centreret – og den nye multipolaritet i magt, handel og økonomisk aktivitet. I den kulturelle og politiske sfære trives en fascination af, hvordan denne iøjnefaldende asymmetri kan overvindes. Euro-dollar-dominansen føles som den vestlige verdens sidste magtbastion, der ifølge mange for længst burde være faldet. Alligevel fortsætter USA med at herske over det ’underjordiske imperium’.
Hvis sanktioner i dag ikke skaber effektiv afskrækkelse, men blot omkostninger, er det centrale problem, at lande som Rusland, Iran og Nordkorea både kan og vil betale den pris, sanktionerne påfører dem. Sanktioner er en merbetaling – iblandet økonomisk og teknologisk tilbagegang – som regimernes ledere mener er prisen værd. Skal USA og Ukraines partnere for alvor have held med at stoppe den russiske krigsmaskine, må de derfor erkende, at selv hidtil uset omfattende sanktionspakker ikke slår hårdt nok til at ændre Ruslands kurs. ■
Hvis sanktioner i dag ikke skaber effektiv afskrækkelse, men blot omkostninger, er det centrale problem, at lande som Rusland, Iran og Nordkorea både kan og vil betale den pris, sanktionerne påfører dem
_______
Peter Meedom (f. 1986), ph.d. og sprogofficer i russisk, er leder af Europa-afdelingen hos Aperio Intelligence, London. Han beskæftiger sig primært med geopolitik, geoøkonomi og bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Foruden tjeneste i forsvaret har han arbejdet med sanktioner og compliance i finansverdenen og som gæsteforsker på Columbia University og EHESS, Paris.
ILLUSTRATION: Kreml i Moskva, 7. december 2023: Vladimir Putin tager imod den iranske præsident, Ebrahim Raisi, under et besøg. Efter krigen i Ukraine har Rusland og Iran styrket deres samarbejde indenfor forsvarsområdet [FOTO: Pavel Bednyakov/EPA/Ritzau Scanpix]