Poul Højlund: Vi er nu endt med en cocktail af had mod Israel, antisemitisme og helt elementær dumhed – spredt ud i befolkningen
21.02.2024
Det er allerede sket. Vi har tilladt jødehadet at slå rod og vokse i Danmark, fordi vi har importeret hadet sammen med indvandringen, og fordi den lille hjemmegroede antisemitisme har fået lov at vokse sig stor i skyggen af ‘humanisme’, uvidenhed og en venstreorienteret uddannelses- og mediesektor.
Poul Højlund i RÆSON Opinion
For nogle år siden deltog jeg i forberedelserne til den konference om antisemitisme, der blev gennemført på Christiansborg i september 2020. Samarbejdet med den daværende justitsminister Nick Hækkerup var meget positivt, og sidenhen blev der udarbejdet og offentliggjort en Antisemittisk Handlingsplan i 2022. I Handlingsplanens forord står: “For vi er nødt til at handle, før antisemitismen for alvor slår rødder i Danmark.”
Men det er allerede sket. Vi har tilladt jødehadet at slå rod og vokse i Danmark, fordi vi har importeret hadet sammen med indvandringen, og fordi den lille hjemmegroede antisemitisme har fået lov at vokse sig stor i skyggen af ‘humanisme’, uvidenhed og en venstreorienteret uddannelses- og mediesektor.
Men helt præcist hvad er antisemitisme? Den internationalt anerkendte definition lyder: “Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, der kan udtrykkes som had mod jøder. Retoriske og fysiske former for antisemitisme rettes mod jødiske og ikke-jødiske enkeltpersoner og/eller deres ejendom samt institutioner og religiøse samlingssteder, der tilhører jødiske samfund”. Det er IHRA (International Holocaust Rememberance Alliance) har forfattet definitionen, som bruges i mere end 34 lande, herunder USA.
“Vi er ikke antisemitter, men antizionister”, er et argument, der flittigt bruges i diskussionen om antisemitisme. Zionismen var oprindeligt ideen om et jødisk hjemland, hvor jøder kunne leve i fred og fri for forfølgelse og pogromer. Antizionisme betød dengang modstand mod ideen om etableringen af et jødisk hjemland – efter Israels etablering i 1948 betyder det kort og godt, at Israel ikke skal eksistere. Den amerikanske kongres vedtog så sent som i december 2023, at “antizionisme er antisemitisme”, fordi antizionisme er det samme som at forlange Israel fjernet fra landkortet.
Siden 7. oktober har vi set enorme demonstrationer i de store byer over hele landet. ‘From the river to the sea’ har det lydt i gaderne, hvilket er et direkte kald på Israels udslettelse. Hamas’ ubeskriveligt kyniske plan med overfaldet den 7. oktober var såre enkel: Først gennemføres en terrorhandling, der i omfang og uhyrlighed overgår alt, hvad der før er set. Det vil tvinge Israel til et modsvar af tilsvarende tyngde, og da Hamas gemmer sig bag civilbefolkningen, i hospitaler og på skoler, vil det koste mange civile liv. Og pludselig er det palæstinenserne, der er ofrene, og Israel, der er skurken.
De nyttige idioter i Vesten spiller uden mindste eftertanke med i Hamas’ plan. Medierne begyndte hurtigt at bedrive offerjournalistik, vel at mærke ikke de israelske ofre, men kun de palæstinensiske. Stemningen i gaderne er vendt mod Israel, mod jøder. Der råbes et på arabisk og noget knapt så slemt på dansk. Og uvidende og naive danskere vender sig rutinemæssigt mod Israel – sådan som især venstrefløjen har gjort siden 1967.
Danmark bliver nødt til at tage et hårdt opgør med hadet – både blandt de indvandrede og ikke mindst i egne rækker. Vi må aldrig acceptere, at den suveræne nation Israel bliver gjort til skurken, hverken i datid eller nutid. Vi skal ikke acceptere store demonstrationer, der kræver Israels udslettelse eller andet af det had, der luftes i al offentlighed.
De nyttige idioter i Vesten spiller uden mindste eftertanke med i Hamas’ plan. Medierne begyndte hurtigt at bedrive offerjournalistik, vel at mærke ikke de israelske ofre, men kun de palæstinensiske
_______
Siden Israel proklamerede sin selvstændighed den 14. maj 1948 og straks efter blev internationalt anerkendt, har ethvert angreb på Israel enten været en ulovlig angrebskrig eller en lige så ulovlig terrorhandling. Der er ikke noget på den ene side og på den anden side; angrebskrige og terror er og bliver internationale forbrydelser – uanset sympatier eller det modsatte, uanset religiøse begrundelser eller noget som helst andet. Forstår man først det, og går man i øvrigt ind for FN og den internationale verdensorden, bør det ikke være vanskeligt at placere sig. Enten støtter man kampen mod terror, eller også risikerer man at blive en del af den.
Danmark frelste sine jødiske landsmænd i oktober 1943 og vandt sig evig hæder, både i Israel og blandt Israels venner over hele verden. Indtil Seksdageskrigen i 1967 støttede hele Danmark med Socialdemokratiet i spidsen Israel. Efter 1967 faldt store dele af venstrefløjen fra og forlovede sig i stedet med palæstinenserne, der for længst havde taget terroren til sig. Den yderste del af fløjen sendte medlemmer på træningslejr i Syrien og underskrev alliancer med PLFP, en af de værste terrorgrupper.
Nu har venstrefløjen i årtier råbt op om ulovlige bosættelser og Israels besættelse af palæstinensisk land. Det har bredt sig langt ind i borgerlige rækker. Det er propaganda.
Der var ikke noget palæstinensisk land at besætte. Kun de sidste rester af det britiske mandatområde benævnt Palestina. Der er intet forbud mod bosættelser på Vestbredden eller Gaza i Osloaftalerne, og Israel har ikke besat Vestbredden i folkeretlig forstand. Vestbredden var ulovligt annekteret af Jordan fra 1948 til 1967, tilsvarende var Gaza under ægyptisk kontrol. Begge områder er i folkeretlig forstand “disputed areas”, altså ’omstridte områder’. Gaza blev rømmet for bosættelser i 2005 som et israelsk forsøg på at standse terroren – i stedet for bosættelser og israelsk kontrol kom Hamas. Vestbredden fik med Osloaftalerne palæstinensisk selvstyre med de begrænsninger, som parterne enedes om.
Balladen om Israel skyldes de arabiske landes indædte modstand mod den nye stat. Det var de arabiske lande, der opfordrede palæstinenserne til at flygte. Det er dem, der fastholdt dem i lejre, og det var de samme lande, der angreb Israel gang på gang, og som har betalt for eller ligefrem skabt terrororganisationerne. At skyde skylden på Israel er at skyde skylden på offeret.
Den mellemøstlige indvandring og det jødehad, der fulgte med plus den venstresnoede og meget naive tilgang til indvandring, har givet os store problemer på mange planer. Problemerne og polariseringen vil vokse i fremtiden. Det borgerlige Danmark bærer sin store del af ansvaret for ikke at sige klart fra. Man troede naivt, at vores vestlige idealer er universelle eller blot almene i Danmark. Ingen af delene er tilfældet. Vi er nu endt med en cocktail af lige dele had mod Israel, jødehad og helt elementær dumhed – spredt ud i befolkningen.
Klare og konsekvente tiltag er nødvendige. Vi må, også personligt, tage de opgør med hinanden og med de internationale organisationer, der har vendt sig mod Israel – herunder det utal af statsstøttede NGO’ere, der driver propaganda vendt mod Israel. Vi skal forlange, at vores undervisere er klokkeklare i deres undervisning, at politikere forstår de kræfter, vi er oppe imod, og at medierne er sig deres ansvar bevidst og evner at skelne mellem fakta og propaganda.
Vi skal tage den nødvendige konfrontation, også – og måske især – fra det officielle Danmarks side. Vi skal ikke tolerere, at ansatte i det offentlige på nogen måde billiger eller relativerer terror eller aktivt medvirker til dehumaniseringen af israelere og jøder udenfor Israel. Vi skal udvise, hvor det er muligt, og konsekvent straffe danske statsborgere for billigelse af terror, høj som lav. Vi skal udskamme selv den mindste smule antisemitisme, og vi skal stoppe med at importere mere af den.
Men først og fremmeste skal vi forstå, at Israel i sin oprindelse er et demokratisk projekt, der bygger på og gør sit yderste for at overholde international ret. Enhver diskussion om Israels ret til at eksistere burde være ophørt i 1948 med den internationale anerkendelse, og med Israels optagelse i FN. Israel er et liberalt og frit demokrati midt i det mellemøstlige mørke. Hvis Israel falder, falder vi alle. ■
Israel er et liberalt og frit demokrati midt i det mellemøstlige mørke. Hvis Israel falder, falder vi alle
_______
Poul Højlund (f. 1953) er cand.mag., kommentator og debattør med speciale i Israel og Mellemøsten. Han er tidligere ansat i gymnasieskolen og i finanssektoren og har haft egen virksomhed. Desuden var han folketingskandidat for Nye Borgerlige i 2019, i dag partiløs og var Bestyrelsesmedlem i Fælleskomitéen for Israel indtil 2022. Han udgav bogen “Den kroniske krig – et forsvar for Israel” i 2015.
ILLUSTRATION: Vejle, 14. oktober 2017: Poul Højlund holder tale til årsmødet, da han var aktiv i Nye Borgerlige [FOTO: Michael Drost-Hansen/Scanpix 2017]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
