Rasmus Grand Berthelsen: Her er de geopolitiske pejlemærker for valgåret 2024
16.01.2024
Krig og konflikt er kommet for at blive, strategiske sektorer vil politisere økonomien, og handelspolitikken bliver afgjort på havet. Rasmus Grand Bertelsen tegner linjerne op for de vigtigste demokratiske valg i 2024 og analyserer de konflikter og brudflader, som vil dominere året i international politik.
OVERBLIK af Rasmus Grand Berthelsen, Senior Director hos Rasmussen Global
2024 er valgenes år. Mere end halvdelen af jordens befolkning – 4 milliarder mennesker – går til stemmeboksen. Det betyder ikke blot interne forandringer i de op mod 76 lande, der afholder valg. Det betyder også noget landene imellem. Fra Rusland og Ukraine, USA og Taiwan, Storbritannien og EU, og til Indien og Sydafrika kommer demokratierne på prøve i en tid med voldsomme geopolitiske spændinger.
Her får du overblikket over de vigtigste valg i 2024 og hvad de betyder for nogle af de store geopolitiske temaer – økonomi og handel, energi og klima, teknologisk udvikling, samt krig og fred.
EU afholder valg til de 720 medlemmer af Europa-Parlamentet mellem den 6. og 9. juni, hvilket fører til udnævnelsen af en ny Europa-Kommission. De grønne står til at gå tilbage, og den yderste højrefløj forventes at klare sig bedre end i 2019. Ikke desto mindre vil det konservative EPP, socialdemokratiske S&D og det liberale Renew Europe sandsynligvis fortsat dominere parlamentet i den ofte omtalte Grand Coalition. Det centrale spørgsmål efter valget er, om EPP vil fastholde samarbejdet med de andre midterpartier eller bevæge sig hen imod et tættere samarbejde med euroskeptiske og højreekstreme grupper.
Da EPP forventes at forblive den største gruppe i Europa-Parlamentet, forventes den næste formand for Kommissionen igen være at finde hos EPP. Den klare favorit er Ursula von der Leyen, der har bestredet posten, siden Macron og Merkel slog en handel af i 2019. Den nye EU-Kommission skal levere på EU’s grønne og digitale mål i en tid, hvor flere medlemslande er utilfredse med skærpede krav fra Bruxelles om alt fra kunstig intelligens til udfasning af fossilbiler. Samtidig lurer spørgsmålet om udvidelse, især med fokus på Ukraine – i skyggen af en potentielt svindende amerikanske støtte. Spørgsmålet om udvidelse har udløst en bredere debat om nødvendigheden af reformer af unionen, herunder et opgør med kravet om enstemmighed i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, en reform af regional- og landbrugsstøtten samt en reduktion af kommissionskollegiet. Måske er tiden inde til endelig at realisere den Geopolitiske Kommission, som von der Leyen lovede ved sin tiltrædelse sidste gang i 2019.
I Storbritannien vakler de siddende Konservative frem mod det forestående parlamentsvalg, der forventes at finde sted i efteråret 2024. Efter fjorten år ved magten har de Konservative nu en femte premierminister, som ser ud til at være politisk udmattet, og spændingerne mellem den nuværende moderate ledelse og partiets mere højreorienterede fløj er voksende. Premierminister Rishi Sunaks forskellige – og til tider selvmodsigende – forsøg på at relancere sit partis brand har hidtil ikke formået at generere momentum.
Udenrigspolitisk er Biden allerede ved at positionere sig for at undgå et Trump-scenarie til november. Han forsøger at stabilisere en verden, der synes at være ude af kontrol
_______
I mellemtiden opretholder oppositionspartiet Labour en stabil føring i meningsmålingerne, der synes at fortsætte op til valget. Labours nye og mere moderate partileder, Keir Starmer, er tidligere menneskerettighedsadvokat, der i sine unge dage var fortaler for tættere integration med Europa, om end han nu insisterer på, at Brexit var nødvendigt. Brexit har i næsten alle henseender været skidt for Storbritannien, og det vil det fortsæt være i 2024. London har forsøgt at skabe en ny Global Britain-dagsorden, men uden betydelig succes. Hvis Labour vinder valget, står de over for udfordringen med at forme en ny udenrigspolitik i kølvandet på et kaotisk årti på den internationale scene.
Det amerikanske præsidentvalg til november ser ud til at blive en krampagtig genudgivelse af den spændte valgkamp fra 2020 mellem Biden og Trump. Det står klart efter det første primærvalg i Iowa, hvor Trump klart slog sine to nærmeste rivaler Ron DeSantis og Nikki Hayley, og dermed yderligere cementerede sit greb om det Republikanske Parti. Det amerikanske præsidentvalg vil kaste sin skygge over valgkampene i mange andre lande, især blandt allierede som EU, Storbritannien, Japan, Taiwan og ikke mindst Ukraine. For hvad gør vi, hvis Trump indtager Det Hvide Hus og gør alvor af sine trusler om at trække USA tilbage fra verdensscenen under ‘America First’-doktrinen?
Udenrigspolitisk er Biden allerede ved at positionere sig for at undgå et Trump-scenarie til november. Han forsøger at stabilisere en verden, der synes at være ude af kontrol. Det Hvide Hus søger ikke kun at bevare den vaklende internationale støtte til Ukraine, men Biden står også over for udfordringen med at genoplive USA’s indenrigspolitiske støtte til at bistå Ukraine militært og humanitært. Mødt af hård modstand fra centrale republikanere, der i stigende grad er skeptiske over for USA’s omfattende internationale engagement, vil Bidens forsøg på at samle verdens demokratier mod autokraterne møde modvind, når han nærmer sig november 2024.
Med en tiltagende indvandring fra Mexico (der i øvrigt også går til valg) og krig i Mellemøsten og Europa, har Biden ikke råd til yderligere uro i Det Sydkinesiske Hav. Heldigvis for Biden er Kinas økonomi aftagende, hvilket giver Kinas præsident Xi nok at håndtere på hjemmefronten for nu. Derfor vil Biden forfølge en forudsigelig og pragmatisk tilgang til Kina og håbe på, at Kina gør det samme. Men hvis Kina puster sig op – potentielt allerede i starten af året efter Taiwans valg – vil Biden være tvunget til at reagere kraftigt. Hvis konfrontationen er uundgåelig, har USA en interesse i at få den afviklet så hurtigt som muligt, mens de stadig har overhånden.
Taiwan afviklede allerede præsidentvalg d. 13. januar, hvor landets 24 millioner indbyggere udstak kursen for de næste fire års relationer med Kina. Her vandt den siddende præsident Tsai Ing-wens vicepræsident, William Lai, og hans pro-uafhængighedsparti Democratic Progressive Party (DPP) præsidentposten. Præsident Lai har lovet at følge i sin forgænger Tsais fodspor, bevare status quo på tværs af strædet, styrke båndene til internationale partnere og fremme Taiwans forsvarskapacitet.
Men DPP mistede sit flertal i parlamentet, hvor de vandt 51 pladser mod Taiwan People’s Party’s (TPP) 8 pladser, og Kuomingtang’s (KMT) 52 pladser, samt to uafhængige. Det betyder, at Taiwan for første gang i mange år får en delt regering, der enten skal føre koalitionsbaseret politik i europæisk stil, eller må leve med et langvarigt dødvande mellem de tre partier. I sin takketale lovede Præsident Lai at være imødekommende over rivalerne KMT og TPP, og søge fælles fodslag – men det bliver næppe i udenrigspolitikken, hvor de geopolitiske brudlinjer, som øen står på, fortsat underlægges Kinas militære oprustning og den dybere rivalisering med USA.
Mødt af hård modstand fra centrale republikanere, der i stigende grad er skeptiske over for USA’s omfattende internationale engagement, vil Bidens forsøg på at samle verdens demokratier mod autokraterne møde modvind, når han nærmer sig november 2024
_______
I Japan håber premierminister Fumio Kishida på at vinde endnu en treårig periode ved formandsvalget i det regerende Liberaldemokratiske Parti i september. Premierministeren kan meget vel ende med at udskrive et tidligt parlamentsvalg til sommer for at opbygge politisk momentum, hvis hans regerings kronisk lave popularitet stiger inden da. Udenrigspolitisk vil Kishida fortsat arbejde på at afbalancere forholdet til Kina ved at pleje de udenrigs- og sikkerhedspolitiske relationer med Washington, Seoul og Manila.
Indonesien, verdens tredjestørste demokrati, afholder valg i februar, hvor knap 280 millioner indbyggere skal have en ny præsident og parlament. Indonesiens kommende ledere vil stå over for en række geopolitiske udfordringer, herunder forholdet til Beijing (under den nuværende præsident Jokowi er Indonesien tættere på Kina end nogensinde), landets stigende globale betydning i forsyningskæden for kritiske mineraler (Indonesien har enorme mineral- og metalforekomster, især til elbilbatterier) samt håndteringen af krigen mellem Israel og Hamas (alle tre præsidentkandidater i det muslimskdominerede land har udtrykt stor støtte til Palæstina og fordømt Israels angreb). Under Jokowis ledelse har Indonesien øget sit engagement som vært for topmøder i Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN), i et forsøg på at udnytte sin strategiske placering ved Malaccastrædet til at blive en alliancefri mellemmagt midt i den intensiverede konkurrence mellem USA og Kina.
Sydkoreas parlamentsvalg vil afgøre, om præsident Yoon Suk Yeol får opbakning til at fortsætte sin stærkt pro-amerikanske udenrigspolitik. Indtil videre peger pilen i denne retning, og hvis det fortsætter, kan vi forvente, at Sydkorea vil intensivere sin militære støtte til Ukraine. I Nordkorea – som allerede er en vigtig leverandør til Ruslands krigsindsats – vil Kim-regimet sandsynligvis udnytte den afledte globale opmærksomhed til at styrke den militære og økonomiske udveksling med Rusland og til at gennemføre flere missiltests og måske endda en syvende atomprøvesprængning. Det kan udløse kraftige reaktioner fra Sydkorea.
Indien afholder det største demokratiske valg i maj og juni, hvor premierminister Narendra Modis Bharatiya Janata Party (BJP) står over for en ny oppositionsalliance bestående af mere end 20 partier. Efter BJP’s sejr i tre store delstatsvalg i december, holdt Modi sig ikke tilbage med at forudsige, at “dette hattrick har garanteret sejren i 2024”. Medmindre oppositionskoalitionen formår at præsentere et klart alternativ til den populære Modi, vil hans forudsigelse sandsynligvis holde stik.
Modi er blevet anklaget for en hidtil uset konsolidering af magten, for at give kritiske medier mundkurv på, for at undergrave domstolenes uafhængighed og for at bruge regeringsorganer til at forfølge politiske modstandere. Modis hindunationalisme har også afspejlet sig i hans udenrigspolitik. I 2019 ændrede Modi den indiske forfatning for at ophæve Kashmirs semiautonome status med muslimsk flertal og afbrød kommunikationen, samtidig med at han udstationerede tropper i regionen. Han har ligeledes styrket båndene til Israel, hvor han i Netanyahus højreorienterede regering ser en lignende fjendtlighed over for Islam.
Siden han kom til magten i 2014, har Modi løftet Indiens status på den globale scene og sikret landet en plads ved det globale højbord, ikke mindst takket være regeringens årelange, intensivt markedsførte kampagne for sit første G20-formandskab. USA og andre vestlige lande har forsøgt at knytte bånd til Indien som en partner mod Kina, ofte på trods af Modis demokratiske tilbageskridt og marginalisering af minoritetsbefolkninger. Den linje må forventes at fortsætte.
Med en tiltagende indvandring fra Mexico (der i øvrigt også går til valg) og krig i Mellemøsten og Europa, har Biden ikke råd til yderligere uro i Det Sydkinesiske Hav. Heldigvis for Biden er Kinas økonomi aftagende, hvilket giver Kinas præsident Xi nok at håndtere på hjemmefronten for nu
_______
Sydafrika står muligvis over for et betydeligt politisk chok i 2024, da African National Congress (ANC), som har regeret landet siden apartheids ophør i 1994, for første gang risikerer at miste sit parlamentariske flertal. Partiets største rival er oppositionspartiet Democratic Alliance, et midterparti, der har dannet koalition med seks mindre partier i bestræbelsen på at udfordre ANC. Med meningsmålinger under 50 pct. kan ANC dog stadig forsøge at danne en koalition med det meget venstreorienterede parti Economic Freedom Fighters, hvis politiske leder har erklæret, at hvis de vinder valget i 2024, vil de ”bevæbne Hamas og sørge for, at Hamas har det nødvendige udstyr til at kæmpe for deres frihed.”
Det tegner svært for Europa og USA, der altid har haft et kompliceret forhold til Sydafrika, som er medlem af BRIKS-gruppen sammen med Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Pretoria har tætte bånd til Moskva, delvist på grund af Sovjetunionens støtte i kampen mod apartheidregimet. I begyndelsen af 2023 gennemførte det sydafrikanske militær fælles træningsøvelser med Kina og Rusland, hvilket udløste bekymring i Washington og Bruxelles. Amerikanske embedsmænd arbejder nu bag kulisserne for at forbedre forholdet til Sydafrika og argumenterer for støtte til Kyiv. Dog virker krigen i Ukraine for mange sydafrikanere meget fjern, ikke kun på grund af geografi eller historiske tilhørsforhold, men fordi de har mere end nok at se til på hjemmefronten.
I resten af Afrika går Senegal, Rwanda, Mozambique, Botswana, Ghana og Sydsudan også til valg, og mange af dem vil sandsynligvis blive nøje overvåget som indikationer på regional stabilitet. Mali, Guinea, Burkina Faso, Niger og Gabon har alle haft militære magtovertagelser siden 2020, hvilket signalerer mangel på effektive sanktioner mod potentielle kupmagere. Dermed forbliver risikoen for statskup i Afrika høj i 2024. Mens den globale diplomatiske opmærksomhed rettes mod Mellemøsten og Ukraine, kan disse oversete konflikter forstærke lokale spændinger og resultere i yderligere hungersnød og nye flygtningestrømme.
I Rusland så vi et nøje koreograferet og bredt forudsagt træk, da præsident Vladimir Putin i december annoncerede, at han vil stille op til en femte periode ved præsidentvalget i marts 2024. Putin, der har siddet ved magten siden 2000, stiller op stort set uden modkandidater, bortset fra nogle få håndplukkede udfordrere, efter indførelsen af grov censur og undertrykkelse af den liberale opposition. Hans mest betydningsfulde rival, oppositionsleder Alexei Navalny, er fængslet og nægtet mulighed for at stille op. En anden potentiel udfordrer, ultranationalisten Igor Girkin, der har kritiseret Putin for ikke at gå hårdt nok til makronerne i Ukraine, er også fængslet. Og lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigosjin, mistede som bekendt belejligt livet i en flyulykke i august 2023.
Næsten to år inde i krigen mod Ukraine har den russiske økonomi klaret sig overraskende godt gennem Vestens sanktioner. Putins næste seks år ved magten bliver et forsøg på at nedbryde den eksisterende verdensorden og udnytte enhver mulighed for at destabilisere Vesten. På trods af, at krigen har taget livet af 315.000 russiske soldater, synes Putins beslutsomhed om at fortsætte krigen mod Ukraine at være fast forankret i hans fortsatte magt.
I Ukraine har der været måneders debat om, hvorvidt landet skal afholde det planlagte præsidentvalg i marts 2024 under den nuværende undtagelsestilstand, hvor alle valg, inklusive præsidentvalget, er forbudt. Efter mere end 600 dage med bred opbakning begynder kritikken af præsident Zelenskyj og hans regering imidlertid at vise sig. Rygter om spændinger mellem den politiske og militære ledelse kom for nylig frem, da militærchef Valerij Zaluzjnyj kritiserede den forsinkede og ineffektive modoffensiv i et interview. Selv oppositionspolitikere anerkender dog, at Ukraine ikke bør afholde valg, så længe befolkningen forsvarer sig mod den russiske krigsførelse.
Ud over vinterens kampe står Ukraine over for en række betydelige spørgsmål i 2024. Vil EU være i stand til at yde yderligere finansiering? Kan NATO, der næste sommer fejrer sit 75-års jubilæum i Washington, finde en måde at forankre Ukraine i Vesten på, enten gennem NATO-medlemskab eller på anden vis? Vil nogen af siderne være i stand til at bryde ud af den militære stilstand? Vil Vestens forsvarsindustri være i stand til at følge med Ruslands? Vil russiske aktiver blive beslaglagt af det internationale samfund for at finansiere genopbygningen af Ukraine?
Putins næste seks år ved magten bliver et forsøg på at nedbryde den eksisterende verdensorden og udnytte enhver mulighed for at destabilisere Vesten
_______
Krig og konflikt er kommet for at blive
Ruslands omfattende invasion af Ukraine nærmer sig sit tredje år, og udsigterne for Kyiv bliver mere dystre. Den længe ventede ukrainske modoffensiv har ikke nået de forventede militære og politiske mål. I stedet har den afsløret det enorme menneskelige og materielle ressourcebehov, Ukraine skal bruge for at befri de besatte områder. En ukrainsk sejr afhænger i høj grad af fortsat militær støtte fra USA, EU og Storbritannien. Dog indikerer USA’s faldende opbakning, den langsomme opbygning af Europas forsvarsindustri og udsigten til en Labour-regering i Storbritannien ikke positivt for Kyiv. Samtidig forventes Putin at intensivere sin formodede vinteroffensiv for at vise nogle resultater på slagmarken forud for sit eget præsidentvalg.
Både Israel og Palæstina står ved en skillevej, men udsigterne til diplomatisk succes blevet betydeligt vanskeligere efter terrorangrebene den 7. oktober. Med omfattende genopbygningsbehov og vedvarende sikkerhedsudfordringer er der ingen mellemøstlige lande, der har i sinde at satse på en reform af Gaza. Samtidigt har Beijing, Moskva og Teheran en interesse i at opretholde konflikten, da fortsat bombning og undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning underminerer Vestens moralske position.
Selvom Iran ikke planlagde angrebene den 7. oktober, passede de ind i landets regionale strategi om at opbygge stedfortræderstyrker for at udfordre Mellemøstens status quo, især USA’s allierede i Saudi-Arabien (der var tæt på at indgå en normaliseringsaftale med Israel kort før den 7. oktober). USA vil finde det stadig vanskeligere at ignorere Irans handlinger, herunder særligt landets atomprogram. Selvom præsident Biden ikke har stor appetit på yderligere konfliktoptrapning med Iran, kan alternativet kan nemt vise sig at øge konfliktniveauet i Mellemøsten.
Energimarkeder og klimaforandringer bliver yderligere politiseret
Krigen mellem Israel og Hamas udgør en betydelig faktor for energimarkederne i starten af 2024. Selvom energipriserne generelt har været upåvirkede hidtil, er der ingen hurtig løsning i sigte. Irans støtte til stedfortrædergrupper i regionen øger risikoen for en regional optrapning med potentielt store konsekvenser for særligt oliepriserne. I USA, der går ind i et valgår, er bekymringen for høje oliepriser stor, hvilket kan føre til en mere lempelig tilgang til Irans fremgang i Mellemøsten.
Længere mod syd, hvor klimaforandringerne rammer hårdest, forventes tabet af levebrød at føre til mere politisk ustabilitet i 2024. Klimaforandringerne i Sahel har allerede resulteret i forringede levevilkår, ressourcekonflikter og øget rekruttering til væbnede grupper. I 2024 forventes denne udvikling at fortsætte, især i ustabile lande med forestående valg.
I den industrialiserede verden, hvor man i varierende grad forsøger at reducere sin CO2-udledning, vil grøn politik få en geopolitisk slagside. Nogle landes handelspartnere vil modsætte sig klimapolitikker, som de anser for protektionistiske eller diskriminerende. Implementeringen af USA’s Inflation Reduction Act (IRA) har mødt kritik fra EU og Kina, men i 2024 er det særligt EU’s Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), der er kilde til globale handelsspændinger.
Men geopolitisk konkurrence vil også føre til flere grønne investeringer i vækstmarkeder, hvor Kina, USA og EU alle forsøger at opbygge relationer til lande med voksende økonomier og energibehov. For eksempel planlægger den kinesisk ledede Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB) at allokere halvdelen af sit årlige udlån til klimaprojekter inden 2025. USA og EU har også annonceret nye projekter for bæredygtig økonomisk vækst i lande som Indien, Argentina og Egypten. Dog er der stadig meget langt afstand mellem mål og realisering, både hvad angår fonden for klimaskader og investeringer i grøn omstilling – områder, som verdens lande har anerkendt i den seneste COP28-aftale, om end man hverken har fastlagt specifikke beløb eller tidspunkter.
I USA, der går ind i et valgår, er bekymringen for høje oliepriser stor, hvilket kan føre til en mere lempelig tilgang til Irans fremgang i Mellemøsten
_______
Kunstig intelligens vil drive den teknologiske afkobling
Mere end 30 lande har allerede vedtaget et eller andet niveau af regulering af kunstig intelligens (AI). Indtil videre har AI-lovgivningen dog primært været præget af langsom implementering, decentraliseret håndhævelse og overgeneraliserede definitioner, der ikke kan holde trit med de teknologiske fremskridt.
Kort før nytår blev EU enige om en banebrydende AI-lov, der sandsynligvis vil blive den gyldne standard for AI-regulering, som andre lande ønsker at udvikle i 2024. Udfordringen er, at EU-loven først træder i kraft i juni 2024, hvorefter medlemslandene får 18 måneder til at udvikle de nødvendige systemer til at håndhæve loven. Det er altså to år ude i fremtiden. Dertil kommer, at EU-medlemslandene sandsynligvis vil forsøge at omgå de mest innovationshæmmende aspekter af loven, og at omskoling af eksisterende personale i nationale myndigheder og agenturer vil tage længere tid end forventet. På det tidspunkt vil kunstig intelligens sandsynligvis have udviklet sig i retninger, vi endnu ikke er bevidste om.
Derfor må vi forvente et fortsat kapløb mellem verdens stormagter, der forsøger at afveje ansvarlig regulering med innovation og teknologisk dominans. Kina var det første land, der implementerede en lovmæssig ramme for AI i 2022, idet de annoncerede en række tiltag, herunder indholdsmoderation kombineret med betydelig offentlig støtte. Storbritannien forsøgte at komme EU i forkøbet i novembers ved at samle verdens lande i det højt profilerede AI Safety Summit, som dog ikke førte til meget mere end en G7-erklæring. Både Storbritannien og USA har prioriteret innovation ved at fastsætte frivillige standarder og decentraliseret regulering.
Resultatet af det dobbelte innovations- og lovgivningsmæssige kapløb om AI vil yderligere intensivere den teknologiske afkobling, især mellem Kina og USA. På kort sigt er konkurrenceparameteret adgang til data til brug i store sprogmodeller som ChatGPT. Allerede nu kan denne teknologi misbruges som et værktøj til misinformation. Men i løbet af de kommende år forventes der at opstå nye anvendelser, både civile og militære, der potentielt kan intensivere det internationale kapløb yderligere.
Strategiske sektorer politiserer økonomien
Verdens store økonomier, G7-landene og Kina, vil fortsætte med at øge støtten til deres hjemlige industrier, samtidig med at de udvider anvendelsen af økonomiske sikkerhedspolitiske værktøjer som investeringsscreening, eksportkontrol og initiativer til bekæmpelse af økonomisk pres. Mellemstore magter som Indien, Indonesien og Sydafrika vil primært basere deres tilgang på industripolitik, hvilket sandsynligvis vil resultere i en fortsat stigning i industriel støtte på globalt plan.
Europas vindmølleproducenter står på spring for at bede EU om at indlede en lignende undersøgelse af Kina i deres sektor. Det kan meget vel betyde, at Kina (og potentielt Indonesien) udvider eksportkontrollen for mineraler og sjældne jordarter til stor skade for Europas grønne industri
_______
Rumfart og forsvar, samt dual-use-teknologier som kunstig intelligens og kvantecomputere vil blive underlagt strenge økonomiske krav, herunder eksportkontrol og screening af investeringer. Det er allerede praksis i Kina, og i 2024 vil EU forsøge at udvide og harmonisere eksportkontrollen for dual-use-teknologier, og USA vil indføre screening af udgående investeringer samt skærpe eksportkontrollen over for Kina.
Udover de nævnte sektorer vil energisektoren også blive pålagt yderligere krav med fortsat fokus på inputs og teknologier til den grønne omstilling, herunder særligt kritiske mineraler og sjældne jordarter. Ifølge G20 er næsten 70 pct. af Kinas og 50 pct. af USA’s lavemissionsteknologier allerede omfattet af eksportkontrol. Efter intenst pres fra bilindustrien indledte EU-Kommissionen i oktober en undersøgelse af kinesiske subsidier i importen af elbiler fra Kina. Resultatet af undersøgelsen kan meget vel betyde, at EU må indføre nye handelspolitiske foranstaltninger mod subsidier som fx straftold, der risikerer at udløse et modsvar fra Beijing. Dernæst står Europas vindmølleproducenter på spring for at bede EU om at indlede en lignende undersøgelse af Kina i deres sektor. Det kan meget vel betyde, at Kina (og potentielt Indonesien) udvider eksportkontrollen for mineraler og sjældne jordarter til stor skade for Europas grønne industri.
Handelspolitikken afgøres på havet
Konkurrencen om kontrol over og adgang til verdenshavene intensiveredes markant ved begyndelsen af 2024, med konsekvenser for forsyningskæder, datastrømme, fødevareforsyninger og energisikkerhed. De nylige iransk-støttede angreb fra houthierne i Det Røde Hav, løbende militære aktioner i Sortehavet, øgede flåde- og luftoperationer i og omkring Det Sydkinesiske Hav, og risikoen for større flådesammenstød i Den Persiske Golf har allerede hævet forsikringspræmierne for søtransport og har potentiale til yderligere at forstyrre kritiske internationale skibsruter.
Arktis bliver den næste arena, hvor alle geopolitiske spændinger kolliderer, efterhånden som et varmere klima udvider adgangen til området. Senest har syv medlemmer af Arktisk Råd suspenderet Ruslands deltagelse i organisationen som reaktion på invasionen af Ukraine. Rusland har anklaget de vestlige lande for at forsøge at “internationalisere” den nordlige sørute ved at ændre dens juridiske status. Det er ikke utænkeligt, at Rusland i 2024 vil militarisere nogle af sine arktiske nærområder yderligere som reaktion på, at Finland og Sverige er på vej til at blive medlemmer af NATO. Nu er nogle NATO-lande begyndt at se en arktisk operation som en passende mulighed for at udfordre Ruslands erklærede juridiske krav. Hardlinere har endda argumenteret for, at hvis NATO undlader at gennemføre en operation, risikerer man at sende et signal til Moskva om, at man de facto accepterer deres territoriale krav.
2024 kan meget vel blive året, hvor global handelspolitik afgøres til søs. På trods af fremskridtene med FN’s High Seas Treaty i 2023 vil øgede geopolitiske spændinger udfordre de multilaterale bestræbelser på at regulere havet, og dermed store dele af verdenshandelen, i 2024. ■
2024 kan meget vel blive året, hvor global handelspolitik afgøres til søs
_______
Rasmus Grand Berthelsen (f. 1993) er Senior Director hos Rasmussen Global og underviser i politisk risiko på Copenhagen Business School. Han har en kandidat i International Business and Politics fra Copenhagen Business School og den paneuropæiske CEMS Master in International Management fra Wirtschaftsuniversität Wien.
ILLUSTRATION: Des Moines, 10. januar 2024: Forhenværende præsident og republikansk præsidentkandidat, Donald Trump, deltager i en såkaldt ‘town hall’ for Fox News forud for Iowa Cacus, der åbner det republikanske primærvalg [FOTO: Kamil Krzaczynski/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
